Spanien: Vandreture i Andalusien

Faktisk stopper bussen lige uden for byen, da de smalle gader kun tillader almindelige biler at køre lidt længere frem – 50 meter til pladsen foran kirken. Herefter bliver gaderne så smalle og stejle, at kørsel ikke er mulig.

Sierre y Mar

Et vidunderligt logi

Knapt er vi begyndt at slæbe vore kufferter de sidste 50 meter gennem byen mod vort hus, før vi med åbne arme bliver modtaget af Inger – vor værtinde, turleder m.m. i den næste dage.
Hun fører os videre gennem de smalle gader med de hvidkalkede huse frem til en lille blå dør, hvor der ved siden af døren – indsat i muren - sidder en lille kakkel med navnet "sierre y mar". For vi er i bjergkæden Alpujarra i Andalusiens østlige hjørne mellem Sierra Nevada’s snedækkede tinder og Middelhavets blå bølger.

Inden bag døren er det som at komme ind i en anden lille fredfyldt by. Her er små huse og trapper, der fører op til andre huse og terrasser, små haver og en vidunderlig udsigt ud over dalen og byens flade hustage, der ligger neden for. Her har Inger med sin mand Sepp indrettet et vidunderligt sted med Bed & Breakfast og det er disse rolige rammer, der skal være vor base på denne vandreferie.
Jeg tænker, at Ferreirola da må kunne oversættes til "rolig ferie". Her er ingen biler, ingen mennesker at se – kun masser af fuglefløjt.

I køkkenet er der mulighed for at lave te eller kaffe og her findes vin og et køleskab med vand og øl. En seddel med vore navne er beregnet til at notere når det tages noget. Selvbetjeningen og selvjustits. Her findes bøger om Andalusien, ja, et helt lille bibliotek kan man finde oppe i pejsestuen.

Det er sent på eftermiddagen og efter at have fået værelser og vasket lidt rejsestøv af kroppen – og fundet vandreskoene frem – sætter Inger retningen ned gennem dalen til den lille by Mecinella.
- Det er rart at komme ud at røre sig lidt efter den lange flyvetur og køreturen, og få løsnet lidt op i musklerne - siger Inger. Og efter et par km er vi fremme ved restauranten, som servere aftensmaden for os de næste dage.

På vandring mod Capileira

Ferreirola til Capileira

Inger har advaret os om at vandet i hanerne kan drikkes, men kan smage af klor.

- Her hældes klor i det kommunale system om tirsdagen – så det er dagen hvor vort hvide vasketøj lægges til blegning, fortæller Inger grinende.  

Jeg har nu ingen problemer med vandet – måske er kloren allerede vasket ud? Alligevel anbefaler Inger os at gå lidt uden for byen og smage på noget vand, der kommer fra en lille kilde. Vandet her er kulsyreholdigt pga. lavastenene i jorden.
Og vandet har da også ganske rigtigt en noget speciel smag, hvilket skal vise sig at blive særligt vanedannende for flere af vore rejsefællers valg af vand i den kommende uge.

Poqueira-floden

I det vidunderlige vejr fortsætter vi ned forbi byen Bubión og ned mod Poqueira-floden.

I bjergene møder vi de græssende geder og får, som viger til side når vi kommer. Henslængt i det grønne græs ligger hyrden og bider i et strå. Han ser ikke ud til at blive overanstrengt!

Vi krydser floden og fortsætter lidt op i dalen langs med den, inden vi atter kommer over en malerisk lille bro foran endnu et brusende vandløb og kan gå op til turens endemål Capileira.

Besøg hos købmanden

Her findes vi ind i en lille landhandel med alverdens lækkerier. Her hænger de lufttørrede skinker – jamón serrano – ned fra loftet, her er gedeoste og honning i alle afskygninger. Og naturligvis olivenolie og meget andet.

Medens der handles, smager vi den lokale rosé-vin, der skænkes op til os inde bag butikken i cafeen. Vinen kaldes på disse egne "Vino Costa", fordi den dyrkes på bjergene ud mod kysten. Det er ikke nogen kvalitetsbetegnelse og der er stor forskel på de rosé vine vi smager. Nogle er milde andre har mere smag af sherry – men fælles for dem alle er at de smager godt – efter et par glas!  Og når der så bliver serveret lufttørret skinke og oliven til, så….

Bussen kører os tilbage til Ferreirola, hvor vi lige har tid til at nyde et glas vin i solen oppe på terrassen, inden vi skal vandre til restauranten i nabobyen.
Maden vi får er veltillavet og typisk spansk landmad. Suppe, fisk og/eller kødret samt dessert. Det er fruen her, der tilbereder denne velsmagende mad. Og naturligvis får vi kaffe i alle afskygninger; solo, cortado, con leche og americano etc.,  

Vi har hurtigt fundet ud af, at det letteste for afregning af drikkevarer, frokost, kaffe etc. er at lade Inger samle alle regningerne og så dele det ud på hver deltager til sidst. Det er muligt at én drikker et glas vin mere end en anden, som så til gengæld får en is i stedet for kaffe osv. Når regnskabet gøres op tror jeg ingen føler sig "snydt". Selv kan jeg kun anbefale denne ordning, som gør "tilværelsen i ferielandet" langt lettere.

Morgenmad ved morbærtræet

Tur til Trevélez

Vi kunne sove længe i dag, men nattergalen har slået sin trille hele natten og da lyset kommer ved 6-tiden, tager andre fugle som drossel, mejse og pirol over og vækker os.

Men klokken bliver 8 før de første solstråler når op over bjergkanten og kaster sin varme ned på vor lille terrasse. Vi har derfor god tid til morgenmaden bliver serveret ude under morbærtræet.

Her 1000moh. er temperaturen behagelig kølig – ikke kold – og luften er klar, da vi sætter os til bords. Sepp har bagt brød til os, kogt æg og her er ost, marmelade, kaffe og te. Et solidt måltid at starte dagen på. Der stilles frugt frem, som det kan være rart at have med på dagens vandretur.

På tur mod Trevélez

Igen et fantastisk flot vejr da vi går ned til kilden med det kulsyreholdige drikkevand. Lidt længere ude kommer vi til endnu en kilde – igen med en anden smag på vandet. Her fyldes op for vi skal langt i dag – 23 km.

Vi følger vandingskanalerne som bærer vand oppe fra Sierra Nevada ned til markerne her. Gennem et sindrigt system af kanaler kan vand ledes til mindre kanaler og derfra direkte ud på markerne eller opsamles i mindre damme.

På et vindomsust hjørne af bjerget gør vi holdt på en tærskeplads, der er belagt med fine flade sten. Her kunne man tæske løs på kornet, så avnerne kunne skilles fra kornet. Og ganske rigtigt ligger alle disse tærskepladser på steder hvor vinden er kraftigere end vor vi ellers vandrer. Vinden skal jo bære avnerne væk. Vi ser mange tærskepladser på vore ture her i området – alle på yderligt liggende steder med god vind.
Men det bliver hurtigt koldt at stå her med svedvåde rygge, så vi går lidt videre og finder et sted med læ, hvor vi kan spise frokost. Madpakken består af en sandwich med skinke, ost og tomat.

Bjerglandskabet i Sierre Nevada

Vi er så heldige, at vi har Carsten Koch med os i vandregruppen. Han ved noget om orkideer – ikke så lidt endda. Jagten er da også for længst gået ind. Vi har allerede set flere orkideer af gøge-urt-familien – og naturligvis får vi også de latinske navne. Og netop i dette område støder vi på ”horder” af orkideer. Selv har jeg aldrig set så mange på én gang. Nogle orkideer er selvsagt mere sjældne end andre, men vi ser da både hvide, gule, røde  og blå (jeg kan desværre ikke navnene!). Men det kan Carsten……
- En god dag er, når jeg finder 3-5 forskellige og kan jeg finde en ny, så…., siger han, medens han går bagerst i gruppen med sit tunge fotoudstyr omkring halsen!

Men vi er jo i naturbeskyttet område og/eller i nationalparken, så vi hverken plukker eller beskadiger naturen, ligesom det eneste vi efterlader er vore fodaftryk.

Vi kommer gennem meget afvekslende natur. Fra dyrket mark, gennem løvskov og senere fyrreskov og egeskov. Op i åbent alpint landskab og ned gennem maki. Flere flodløb passeres undervejs.

Flere nedlagte landbrug passeres og midt på eftermiddagen kan vi fremme foran os se Trevélez - byen hvor vi skal spise i aften. I en højtliggende restaurant med udsigt langt ned i Trevélez-dalen får vi en lækker middag med salat, skinke og for mit vedkommende haresteg afsluttende med en særdeles lækker skovbærmousse.

Trevélez-floden ses langt nede under os

I dramatisk landskab til Notáez og Cástaras

Fra Busquistar går det stejlt med i Trevélez-dalen og på gammel stenbro over floden.
Så skal vi op på den anden side og har udsyn til den dramatiske slugt, hvor Trevélez-floden skærer sig gennem dybt nede under os.

Vi passerer bjergkammen og kommer over på den anden side i næste dal. Her er knapt så stejlt og markerne skråner blidt mod syd, med bl.a. oliventræer.

I landsbyen Notáez henter vi de bestilte madpakker og fortsætter ad små "usynlige" stier videre frem mod Cástaras.

Lille landsby i bjergene

På et højdedrag smider vi os i det høje græs og spiser frokosten. Fødderne får lidt luft, medens vandrestøvlerne sættes til ”afkøling”. Selv kan jeg lige nå at få blundet lidt, da jeg hører Ingers stemme: ”Så går vi…”. Og jeg får fart på.

Efter godt en times tid op i bjergene igen kommer vi over opdyrkede marker med kartofler og tomater.

I et mere råt landskab

Nedturen til Trevélez-floden på tilbagevejen sker i et virkeligt flot og dramatisk landskab.  Nok hele vandreferiens højdepunkt.

På den anden side af slugten får vi øje på nogle gemser, der springer på klippesiden. Hvor elegant de dog klarer sig på disse stejle klipper. De følger os et stykke, men til sidst kan vi ikke længere se dem.

Men de er ikke de eneste dyr vi ser på turen. Umiddelbart foran os snor en lille hugorm sig og da vi vil se nærmere på den, lægger den sig sammenrullet på en sten klar til at forsvare sig. Men vi skal ikke forstyrre dette nyttedyr og laden der være i fred.
Vi er et par stykker, der er så heldige at se den gule pirol – en han – der lynhurtigt basker gennem luften fra det ene frugttræ til det næste. Og inden vi går ned i Trevélez-dalen igen ser vi kongeørnen svæve højt over os.

En ret hård tur på 25 km fra 9.30 til 19.00, så det var kærkomment, at Inger i dag lader os køre med til aftens måltid i Mecinella.

Udsigt mod Alhambra

Alhambra i Granada

Faktisk er det fridag i dag – men ingen holder fri - heller ikke Inger, der tager med os alle til Granada. Ikke fordi hun skal guide eller se Alhambra som os, men vi er blevet enige om at spise sammen i byen og aftaler at mødes et bestemt sted på et fast tidspunkt.

Ved Alhambra får vi en fælles billet. Der er ikke muligt at få individuelle billetter, når de reserveres på den måde gennem sierra y mar. Så gruppen skal være samlet, når vi skal lukkes ind i paladset på et bestemt tidspunkt.

Da vi kommer ind på Alhambra går vi mod tårnene, hvorfra vi har en glimrende udsigt ud over Granada med den dominerende domkirke midt i byen. Her i det vestlige hjørne ses ruiner af maurerborgen tilbage fra 800-tallet.

I en af Alhambras smukke haver

På det aftalte tidspunkt mødes gruppen og vi bliver lukke ind i selve paladset. Søgningen er så stor, at der kun lukkes 400 ind i paladset hver 30. minut. Ligesom der er sat en begrænsning på 8.000 besøgende om dagen!

Paladset er et hus – ja, fleres huse og rum - med fantastisk flotte udsmykninger. Ind i mellem med gårdhaver med springvand. En ødselhed i gips og stuk i flotte farver og former.

I den såkaldte løvegård står en fontæne med 12 løver i marmor omkring. Det hele omkranset i en søjlegård.
Her findes rum med udskrifter fra koranen og smukke lofter udført i den sirligste stalakit – drypsten hængene ned fra loftet.

Her har rigmænd levet.

Udsigt mod Mulhacén 3.479 moh.

Langs Rio Poqueira

I dag starter vandreturen med en køretur! I Capileria vandrer vi ned over Rio Poqueira og følger denne ind i dalen. Fremme foran os har vi flot udsigt til Spaniens højeste bjerg på fastlandet Mulhacén 3.479moh. (Kun Teide på Tenerife er højere).

Både her og i de andre dale vi har vandret i, kan vi se, at vildnisset langsomt tager over og de kultiverede marker gror til og bygninger forfalder.
Dette var dyrket jord for indtil 40 år siden. Da industrien i bl.a. Tyskland i 60’erne virkelig tog fart og man manglede arbejdskraft så mange muligheden for at tage arbejde i industrien og tjene flere penge end de kunne ved at drive landbrug her. Koner og børn flyttede til de større byer - Malaga og Granada - og husene blev forladte. Nu er de gamle mænd så småt vendt tilbage til landsbyerne, men kvinderne lever fortsat i de store byer.
Men mange af de renoveringsarbejder der ses nu, er fremmede/udlændinge, der opkøber husene for at indrette dem til f.eks. sommerbolig.

Ved vendepunktet Cortijo de las Tomas

Et stykke inde i dalen kommer vi til et kraftværk. Her føres vand i store rør ned til turbiner, der producerer elektricitet. Efter at energien er taget fra vandet førstegang lukkes det atter ud i floden og kan igen benyttes længere nede.

På ruten ses flere store grønne firben og en enkelt stor slange på godt en meter (ukendt) glider ned i hullet på et tag.

Jeg, som havde en indre forestilling om at Andalusien var stedet hvor et støvet æsel stod og tørstede i en tørlagt by, medens solens brændende varme svedte alt af, så ikke den mindste busk kunne leve, er ganske overrasket over den frodighed her er og alt det vand.
Atter og atter passerer vi små vandløb. Et sted er engen et helt grønt dække af brøndkarse – og naturligvis plukkes lidt til at kvikke madpakken op med. Og vandet. Det er friskt og godt – og frem for alt dejligt koldt. Og så er det ikke engang smeltevand, men vand fra en kilde.

Godt oppe i dalen kommer vi til Cortijo de las Tomas og når turens højeste punkt 2.200 meter over havet. Omkring 300 meter højere oppe findes et overnatningssted – Refugio del Poqueira – der kan benyttes af de som skal bestige Mulhacén.

Det skal vi (desværre) ikke i dag, men begynder hjemturen på modsatte side af dalen. Her krydser vi et par af de største vandingskanaler, der bærer vandet fra Sierra Nevada ned til landsbyernes marker – også helt til Ferreirola.

Vejret kan skifte hurtigt i bjergene

Foran os kommer der truende skyer og her i bjergene forandres vejret ret så hurtigt. Inden længe har vi den første regnbyge og må have regnjakkerne på. Udsigten nedsættes og de snedækkede bjergtoppe på den anden side af dalen indhylles efterhånden helt i skyer. Men det er kun byger som kommer og vi skifter i takt hermed. Det er jo nemt, for regnjakken ligger øverst i rygsækken.

Fremme i Capileira er det rart at få lidt eftermiddagskaffe inden bussen kommer for at køre os hjem.

På udkik efter orkideer

En dag med regnbyger

Det buldrer og tordner i det fjerne. Da vi er stået op og er klar til morgenmaden åbner himmelen sin sluse og vandet står ned i en strid strøm. Et forfærdeligt uvejr er sat ind og tvivlen om vi overhovedet kommer af sted i dag, opstår i mit hoved.
Morgenmaden indtages naturligvis indendørs i dag, mens Inger afventer situationen. Vejret skifter hurtigt her i bjergene og hun fornemmer at det blot er en byge. Hvilken byge!

Vi kommer af sted til tiden, men skulle vi have ventet lidt længere havde det ikke gjort noget. Det er ikke rart at starte ud i regnvejr. Men forsynet med gamacher er vi klar til dagens vandretur.

Ned i Trevelétz-dalen og over floden – alt indhyllet i en spøgelsesagtig tågedis – helt uvant for os med det dejlige vejr vi har haft de forrige dage.

Og i dag skulle chancen for at finde orkideer være særlig stor, så vi går lidt uden for den ordinære rute for at lede. Op gennem det våde græs mellem olivenlunde – men vi har ikke øje for disse blomster.

Men hvor er Karsten? Vi ser ham botanisere på en bakke lidt længere oppe. Måske har han fået færden af noget?

Ad en ældgammel æselsti, der klynger sig til bjergsiden

Fremme i Almegijar er der reserveret bord i den lokale cafe og her får vi frokosten serveret – naturligvis med den lokale vino costa.

Igen sætter vi kursen op mod et pas for atter at komme over i ”vores” dal.

Men desværre er dagen præget af regn og skyer, så sigtbarheden er ringe. Så går det igen ned ad det gamle æselspor, der snor sig langs klippesiden. Sikke et arbejde det må have været i sin tid at finde, bygge og brolægge disse snævre stier.

Det er en flot tur som ender ved en lille bro nede ved landsbyen – nej det er kun et par huse – Fondales. Herfra går det ad den kendte sti hjem.

Aften med flamenco-dans

I Ferreirola er der udover alle beboelseshusene kun en eneste bar – og der skal vi spise i aften.
Det er en fransk kvinde, der har kastet sin kærlighed til dette sted og driver baren. Inger har fået arrangeret med hende, at vi spiser her efterfulgt af spansk aften.

Efter middagen ryddes det trange lokale og en stor træplade lægges på gulvet, der nu forvandles til et dansegulv. Vi trækker os forventningsfulde lidt tilbage og lidt efter lidt kommer nogle af de lokale og sætter sig i baren. Er der noget, der er rygtedes? Flere kommer til. Fårehyrder der slukker tørsten i baren, medens de højlydt diskuterer. Men ingen spanske kvinder (de sidder jo i Malaga/Granada!).

Med sin lidt hæse stemme introducerer vor musikalske sigøjner aftenens sange og spillet begynder. Først en sang – vemodig, om tabt kærlighed? Så lidt mere rytme og sigøjnerinden sætter hælene i gulvet så det smælder i det lille lokale. Snart er rytmen uimodståelig og alle klapper i den faste takt. Flamenco-dansen har taget sin begyndelse.

Næste nummer kommer fra hjertet. Danserinden er helt væk i sin dans, sanser ikke verden omkring sig og udtrykker sine følelser gennem mimik og dans. Bifaldet bliver ikke holdt tilbage.
Guitaren klinger skønt og med sin hæse stemme fremføres endnu en flamencosang. Han er intens, og medens fingrene brillere på strengene og hånden ind i mellem slår rytmen på kanten af guitaren formår han med sin hæse stemme at frembringe en stemning, så ikke et "øje er tørt". Sveden springer frem af hans pande og hele kroppen er i bevægelse under hans sang.

Selv om jeg havde forventet kastagnetter til denne spanske flamencoaften, blev det en uforlignelig afslutning på en dejlig vandretur i Andalusien.

Vejviser til byen

Vejviser

Sted: Ferreirola i Alpujarra i Andalusien i det sydlige Spanien

Årstid: Maj

Teknisk arrangør: Ruby Rejser

Kort: Sierra Nevada, La Alpujarra - 1:40.000 - Editorial Alpina (købes på stedet)

Læs mere om vores bolig på Sierra y mar og borgen Alhambra.