Riis Rejser

27.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Andalusien, Spanien

Fra lufthavnen i Malaga bevæger bussen sig på motorvejen forbi et usigeligt grimt betonbyggeri i udkanten af byen og følger herefter kystvejen nordpå. Vi drejer fra op mod bjergene Sierra Nevada og efter ca. 2,5 time er vi fremme ved den lille pittoreske landsby Ferreirola.

Sierre y Mar

Sierre y Mar


Sierre y Mar - et vidunderligt logi

Faktisk stopper bussen lige uden for landsbyen, da de smalle gader kun tillader almindelige biler at køre lidt længere frem - 50 meter til pladsen foran kirken. Herefter bliver gaderne så smalle og stejle, at kørsel ikke er mulig.

Knapt er vi begyndt at slæbe vore kufferter de sidste meter gennem byen mod vort hus, før vi med åbne arme bliver modtaget af Inger - vor værtinde, turleder m.m. for den næste dage.

Hun fører os videre gennem de smalle gader med de hvidkalkede huse frem til en lille blå dør, hvor der ved siden af døren - indsat i muren - sidder en lille kakkel med navnet "Sierre y Mar".

Vi er i bjergkæden Alpujarra i Andalusiens østlige hjørne mellem Sierra Nevadas snedækkede tinder og Middelhavets blå bølger.

Inden bag døren er det som at komme ind i en anden lille fredfyldt by. Her er små huse og trapper, der fører op til andre huse og terrasser, små haver og en vidunderlig udsigt ud over dalen og byens flade hustage, der ligger neden for.

Her har Inger med sin mand Sepp indrettet et vidunderligt sted med Bed & Breakfast og det er disse rolige rammer, der skal være vor base på denne vandreferie.

Jeg tænker, at Ferreirola da må kunne oversættes til "rolig ferie" - det rimer da! Her er ingen biler, ingen mennesker at se - kun masser af fuglefløjt.

I køkkenet er der mulighed for at lave te eller kaffe og her findes vin og et køleskab med vand og øl. En seddel med vore navne er beregnet til at notere, når der tages noget. Selvbetjeningen og selvjustits. Her findes bøger om Andalusien, ja, et helt lille bibliotek kan man finde oppe i pejsestuen.

Det er sent på eftermiddagen og efter at have fået værelser og vasket lidt rejsestøv af kroppen og fundet vandreskoene frem, sætter Inger retningen ned gennem dalen til den lille by Mecinella.

- Det er rart at komme ud at røre sig lidt efter den lange flyvetur og køreturen, og få løsnet lidt op i musklerne, siger Inger.

Og efter et par km er vi fremme ved restauranten, som servere aftensmaden for os de næste dage.

På vandring mod Capileira

På vandring mod Capileira


Ferreirola til Capileira

Inger har advaret os om, at vandet i hanerne kan drikkes, men kan smage af klor.

- Her hældes klor i det kommunale system om tirsdagen - så det er dagen, hvor vores hvide vasketøj lægges til blegning, fortæller Inger grinende.  

Jeg har nu ingen problemer med vandet - måske er kloren allerede vasket ud? Alligevel anbefaler Inger os at gå lidt uden for byen og smage på noget vand, der kommer fra en lille kilde. Vandet her er kulsyreholdigt pga. lavastenene i jorden.

Og vandet har da også ganske rigtigt en noget speciel smag, hvilket skal vise sig at blive særligt vanedannende for flere af vore rejsefællers valg af vand i den kommende uge.

Sierra Nevada’s snedækkede toppe

Sierra Nevada’s snedækkede toppe


Hvide landsbyer og sne på toppen

Fra kilden går turen op forbi Atalbéitar og videre over Pitres, inden vi går op i bjergene.

- Her findes 7 små bysamfund, alle med rødder tilbage til maurisk-tid, som for ca. 30 år siden blev samlet i én kommune, fortæller Inger, medens vi vandrer op gennem den rige vegetation.

Og vi får fortalt, at der her i området dyrkes vin på Europas højst beliggende vinmarker og at området har været beboet langt tid før maurerne kom hertil.

Oppe i passet får vi det første syn af Sierra Nevadas snedækkede toppe. Her er et vidunderligt udsyn over mod de hvide byer, som klæber sig på klippeskråningen og et fint vue ned i Poqueira-dalen, hvor vi skal ned.

I det vidunderlige vejr fortsætter vi ned forbi byen Bubión og ned mod Poqueira-floden.

I bjergene møder vi de græssende geder og får, som viger til side når vi kommer. Henslængt i det grønne græs ligger hyrden og bider i et strå. Han ser ikke ud til at blive overanstrengt!

Vi krydser floden og fortsætter lidt op i dalen langs med den, inden vi atter kommer over en malerisk lille bro foran endnu et brusende vandløb og kan gå op til turens endemål Capileira.

Besøg hos købmanden

Besøg hos købmanden


Lokale delikatesser

Her findes vi ind i en lille landhandel med alverdens lækkerier. Her hænger de lufttørrede skinker - jamón serrano - ned fra loftet, her er gedeoste og honning i alle afskygninger. Og naturligvis olivenolie og meget andet.

Medens der handles, smager vi den lokale rosé-vin, der skænkes op til os inde bag butikken i caféen. Vinen kaldes på disse egne "Vino Costa", fordi den dyrkes på bjergene ud mod kysten. Det er ikke nogen kvalitetsbetegnelse og der er stor forskel på de rosé vine vi smager. Nogle er milde andre har mere smag af sherry - men fælles for dem alle er, at de smager godt - efter et par glas! Og når der så bliver serveret lufttørret skinke og oliven til, så ...

Bussen kører os tilbage til Ferreirola, hvor vi lige har tid til at nyde et glas vin i solen oppe på terrassen, inden vi skal vandre til restauranten i nabobyen.

Maden vi får er veltillavet og typisk spansk landmad. Suppe, fisk og/eller kødret samt dessert. Det er fruen her, der tilbereder denne velsmagende mad. Og naturligvis får vi kaffe i alle afskygninger; solo, cortado, con leche og americano etc.,  

Vi har hurtigt fundet ud af, at det letteste for afregning af drikkevarer, frokost, kaffe etc. er at lade Inger samle alle regningerne og så dele det ud på hver deltager til sidst.

Det er muligt at én drikker et glas vin mere end en anden, som så til gengæld får en is i stedet for kaffe osv.

Når regnskabet gøres op, tror jeg ingen føler sig "snydt". Selv kan jeg kun anbefale denne ordning, som gør "tilværelsen i ferielandet" langt lettere.

Morgenmad ved morbærtræet

Morgenmad ved morbærtræet


Morgen under morbærtræet

Vi kunne sove længe i dag, men nattergalen har slået sin trille hele natten og da lyset kommer ved 6-tiden, tager andre fugle som drossel, mejse og pirol over og vækker os.

Men klokken bliver 8 før de første solstråler når op over bjergkanten og kaster sin varme ned på vor lille terrasse. Vi har derfor god tid til morgenmaden bliver serveret ude under morbærtræet.

Her 1.000 moh. er temperaturen behagelig kølig - ikke kold - og luften er klar, da vi sætter os til bords. Sepp har bagt brød til os, kogt æg og her er ost, marmelade, kaffe og te.

Et solidt måltid at starte dagen på. Der stilles frugt frem, som det kan være rart at have med på dagens vandretur.

På tur mod Trevélez

På tur mod Trevélez


Tur til Trevélez

Igen et fantastisk flot vejr, da vi går ned til kilden med det kulsyreholdige drikkevand. Lidt længere ude kommer vi til endnu en kilde - igen med en anden smag på vandet. Her fyldes op for vi skal langt i dag - ca. 23 km.

Vi følger vandingskanalerne som bærer vand oppe fra Sierra Nevada ned til markerne. Gennem et sindrigt system af kanaler kan vand ledes til mindre kanaler og derfra direkte ud på markerne eller opsamles i mindre damme.

På et vindomsust hjørne af bjerget gør vi holdt på en tærskeplads, der er belagt med fine flade sten. Her kunne man tæske løs på kornet, så avnerne kunne skilles fra kornet.

Og ganske rigtigt ligger alle disse tærskepladser på steder, hvor vinden er kraftigere end vor vi ellers vandrer. Vinden skal jo bære avnerne væk. Vi ser mange tærskepladser på vore ture her i området - alle på yderligt liggende steder med god vind.

Men det bliver hurtigt koldt at stå her med svedvåde rygge, så vi går lidt videre og finder et sted med læ, hvor vi kan spise frokost. Madpakken består af en sandwich med skinke, ost og tomat.

Bjerglandskabet i Sierre Nevada

Bjerglandskabet i Sierre Nevada


Masser af orkidéer

Vi er så heldige, at vi har én som ved noget om orkidéer med i vandregruppen. Han ved ikke så lidt endda. Jagten er da også for længst gået ind. Vi har allerede set flere orkideer af gøgeurt-familien - og naturligvis får vi også de latinske navne.

Og netop i dette område støder vi på ”horder” af orkideer. Selv har jeg aldrig set så mange på én gang. Nogle orkideer er selvsagt mere sjældne end andre, men vi ser da både hvide, gule, røde og blå.

- En god dag er, når jeg finder tre - fem forskellige og kan jeg finde en ny, så .., siger vores specialist, medens han går bagerst i gruppen med sit tunge fotoudstyr omkring halsen!

Men vi er jo i naturbeskyttet område og/eller i nationalparken, så vi hverken plukker eller beskadiger naturen, ligesom det eneste vi efterlader er vore fodaftryk.

Vi kommer gennem meget afvekslende natur. Fra dyrket mark, gennem løvskov og senere fyrreskov og egeskov. Op i åbent alpint landskab og ned gennem maki. Flere flodløb passeres undervejs.

Flere nedlagte landbrug passeres og midt på eftermiddagen kan vi fremme foran os se Trevélez - byen hvor vi skal spise i aften. I en højtliggende restaurant med udsigt langt ned i Trevélez-dalen får vi en lækker middag.

Lille landsby i bjergene

Lille landsby i bjergene


I dramatisk landskab til Notáez og Cástaras

Fra Busquistar går det stejlt med i Trevélez-dalen og på gammel stenbro over floden.

Så skal vi op på den anden side og har udsyn til den dramatiske slugt, hvor Trevélez-floden skærer sig gennem dybt nede under os.

Vi passerer bjergkammen og kommer over på den anden side i næste dal. Her er knapt så stejlt og markerne skråner blidt mod syd, med bl.a. oliventræer.

I landsbyen Notáez henter vi de bestilte madpakker og fortsætter ad små "usynlige" stier videre frem mod Cástaras.

På et højdedrag smider vi os i det høje græs og spiser frokosten. Fødderne får lidt luft, medens vandrestøvlerne sættes til ”afkøling”.

Selv kan jeg lige nå at få blundet lidt, da jeg hører Ingers stemme:  -Så går vi...

Og jeg får fart på.

Efter godt en times tid op i bjergene kommer vi over opdyrkede marker med kartofler og tomater.

I et mere råt landskab

I et mere råt landskab


Turens højdepunkter med udsigter og dyr

Nedturen til Trevélez-floden på tilbagevejen sker i et virkeligt flot og dramatisk landskab. Nok hele vandreferiens højdepunkt.

På den anden side af slugten får vi øje på nogle gemser, der springer på klippesiden. Hvor elegant de dog klarer sig på disse stejle klipper. De følger os et stykke, men til sidst kan vi ikke længere se dem.

Men de er ikke de eneste dyr vi ser på turen. Umiddelbart foran os snor en lille hugorm sig og da vi vil se nærmere på den, lægger den sig sammenrullet på en sten klar til at forsvare sig. Men vi skal ikke forstyrre dette nyttedyr og laden der være i fred.

Vi er et par stykker, der er så heldige at se den gule pirol - en han - der lynhurtigt basker gennem luften fra det ene frugttræ til det næste. Og inden vi går ned i Trevélez-dalen igen, ser vi kongeørnen svæve højt over os.

En ret hård tur på 25 km, så det var kærkomment, at Inger i dag lader os køre med i hendes bil til aftens måltid i Mecinella.

Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt