Sverige: At kører langt med danske hunde, Polardistance 2008

Klik for større billede

Det var i marts og vi var 900 kilometer fra vores bopæl i det snefattige Danmark. Det burde være koldt og perfekte forhold for et hundeslædeløb. I stedet har det regnet nogle dage. Men heldigvis var der masser af sne og det meste af sporet gik i hårdtkørt snescooterspor.

Det var en total lettelse endelig at stå der. Måneders træning på især grus og mudder var nu overstået og forude ventede en skøn fjeldoplevelse. Der var ingen nervøsitet. Vi var der, slæden var pakket med udstyr og proviant til 3 dage i fjeldet og det var blot at løfte ankeret og sige OKAY.
Anders, min samarbejdspartner, var allerede kørt 10 minutter før. Vores plan var at gennemføre dette 165 km lange løb sammen.

Klik for større billede

Drømmen om løbet

Ideen kom, da Anders fra Kennel Klaråsen hjalp med at ligge tag på vores hus sidste sommer. Anders drømte om at komme en tur til Abisko og kører lidt ned af Kungsleden. Jeg var staks tændt på ideen og har selv kørt med hundeslæde i området deroppe tidligere, ligesom jeg har vandret med min ældste datter på den del af Kungsleden. Der er ubeskriveligt smukt. Mit mål med hundene har altid været at komme på længere slædeture, specielt i Påsken. Men de mange kilometer i bil til Abisko skræmte mig. Og da Jørgen fra Team Koyuk havde tilmeldt sig Polardistans, lokkede jeg Anders med på dette i stedet.

Min mand Lars og jeg havde nået at træne vores hunde mere end tusinde kilometer inden løbet. De fleste kilometer på grus og i regn i Danmark. Vi havde dog en uge omkring jul og nytår i Norge, en forlænget weekend i starten af februar og så 10 dage på sne før løbet.

Klik for større billede

En weekend i februar havde Anders min hund Isa på prøve. Han havde fået lov til at købe Isa, men kunne ikke tage hende med hjem, da hun skulle med nordpå til løbet. Hun er en erfaren ”rotte”, har gået lead i Femundsløbet, så den manglende træning kompenserede hun flot fra. En skøn hund, nem og arbejdsvillig.
Anders og jeg kørte nordpå og ramte min hytte i Norge tidligt om morgenen. Jeg har aldrig set så meget sne der før. Der var ingen slædespor. Og vi fik gennemført noget tung træning. Nogle steder gik vi igennem sneen og spadserede efter slæderne i sne til op over knæene. Hårdt for alle. Så vi fik ikke mange kilometer i benene på hundene i den weekend. Men vi fik øvet os i at slå Anders nye ekspeditionstelt op og fik en nat ude i minus 18 grader.

Da vi i marts kom til Norge, var det første jeg gjorde, at hente Isa og tage hende med på mit spand under træningen, indtil Anders kom forbi og hentede hende. Det var skønt med en hund ekstra, da jeg altid har syntes at otte-spand er det perfekte spand – og det smagte lidt af det med den ekstra hund.

Klik for større billede

Træningsplanen

Vores plan med løbet var at tage den med ro og kører 50 km om dagen og så komme i mål før banketten lørdag. Og det kan man sagtens træne sine hunde op til fra Danmark. Jeg begyndte først træningen med hundene i oktober, da temperaturen var krøbet under 12 grader. Det er ikke sjovt og motiverende for hundene at opbygge form op i for meget varme.
Til at begynde med trænede vi 10 kilometer med indlagte vandingspauser og øgede dette efterhånden som hundene kom i bedre form. Vi har maksimalt trænet 28 km-ture i Danmark, men der begyndte Tiril at blive øm i forbenene, så det blev mest til 20-23 km cirka fire gange ugentligt.

Klik for større billede

Polardistans

Starten fra Särna Camping gik fint nedad mod søen. Det var så skønt endeligt at være sluppet fri og være i gang. Vi havde frygtet nedkørslen, da der var tilskuere - og om hundene nu gik den rigtige vej. Men det var intet problem - de fløj bare af sted. På den anden side af søen krydsede vi den førte af flere vejoverskæringer. Flot som de frivillige arrangementsdeltagere havde lagt spor ud over vejen, der efter flere dages regn var helt fri for sne. Nu gik det stille og roligt opad. Sporet var vådt og tungt og det småregnede de første 10 kilometer.

Efter 20 minutter havde jeg indhentet Anders, der efter planen skulle hænge på os hele vejen rundt, da mine hunde var i lidt bedre form end hans og gode til at finde spor, og måske fordi jeg er lidt mere fjeldvant og god til at læse kort.
Vi kørte et par timer og stoppede for at snacke og fik en kop varmt. Herfra skulle det nemlig gå opad mod Movallen, hvor vi regnede med at fodre rigtigt (havde 12 kg kød med hver i portionsanretninger) og vurderer om vi skulle fortsætte over fjeldet eller overnatte. De korte pauser var skønt for både os og hundene.

Klik for større billede

Vi havde planlagt at ville se, hvor langt vi nåede, inden vi kørte over Vedungsfjeldet, således at vi kunne stoppe for natten på den ene eller anden side af fjeldet. Vi fodrede hundene lige efter Movallen, før vi skulle over trægrænsen på snefjeldet og var derefter klar til at kører igen. Så vi valgte at begive os op over fjeldet, da vi regnede med at kunne nå ned igen på den anden side, inden det blev mørkt. Men vi skulle blive klogere. Det var meget blæsende, tågen havde lagt sig og det snefygende. Vi kunne på vej op se to kryds (spormarkeringen) fremover, så jeg prøvede at holde en fart, så jeg hele tiden kunne se Anders bagude. Der var intet spor, så det var rart at have krydsene at pejle efter. Ved 18-tiden nåede vi toppen og skulle til at kører nedad. Vinden var imod os, så det føltes ikke som om det overhovedet gik nedad. Og Anders hunde var ved at nå deres grænse og det gik langsomt nedad. Det blev ikke bedre af, at der var en stærk duft fra nogle dyr uden for sporet. Højst sandsynligt gik der en flok rener nogle meter fra sporet. Nu kunne vi maksimalt se et kryds fremover og det begyndte at blive mørkt. Vi drejede fra og ledte nu bare efter et sted at overnatte. Men det var sparsomt med træer og da vi mødte en tysker, der var på vej tilbage (vi fandt senere ud af han var blevet diskvalificeret pga. han ikke havde telt med), fortalte han, at vi ikke var langt fra et shelter, så vi valgt at forsætte.
Vores tøj var stivfrosset efter turen over fjeldet og kulden trængte sig på. Klokken 21.30 lå vi i læ hos rævejægeren, vi havde fodret, sat staktout op (til at spænde hundene fast ved), selv fået lidt varmt at drikke og derefter lagt os oppe på en lille repos - ude men i lidt læ.

Klik for større billede

Ventetid

Allerede kl. 4 vågnede jeg og vi begyndte at gøre os klar igen. Hundene blev snacket og lejren pakket sammen. Da dagen langsomt gryede, fortsatte vores rejse. Der var 17 km til checkpunktet Lövnäsvallen, hvor der skulle holdes 6 timers obligatoriske pause. Det gik nedad og vi var i højt humør. Vejret var fint - omkring 0 grader - og ingen regn og blæst. Vi fik videofilmet lidt og nød virkelig eventyret.
Vi ankom ved 8-tiden men kunne så først rejse videre igen kl. 14 - efter 6 timers pause. Der var ikke så meget som skyggen af de andre i vores løbsklasse. Alle havde kørt direkte frem til checkpunktet og ikke overnattet ude i fjeldverden. Og det var da også lidt surt at skulle blive der i 6 timer. Vi var jo udhvilede og hundene var også friske.

Jeg havde besluttet at sætte Terry af på checkpunktet. Ikke en nem beslutning, da han er min mest arbejdsomme hund. Men han havde fået gnavesår fra selen under forbenene, og havde ikke ville spise den morgen. Jeg fik den tidligere danske malamut-kvinde Karina, der nu var checkpunkts ansvarlige, til at ringe til Lars, så han kunne komme og hente Terry. Lars og Jørgen kom efter et par timer. Jeg besluttede dog at lade dyrlægen kigge på Terry. Dyrlægen syntes jeg godt kunne forsætte og det viste sig, at det heller ikke var et problem, efter jeg havde skiftet til en anden sele.  

Klik for større billede

Løbet fortsætter

Vi fik spist lidt varmede köttbuller, drukket noget saft, og stod klar, da vi måtte fortsætte løbet.
Joy var ikke til meget hjælp for Anders, men jeg tror, det er hans princip, at vi ville igennem løbet med alle hundene, så vi satte tempoet efter den langsomste. Tiril var den der hurtigst mistede tålmodigheden. Når vi ind imellem stoppede op for at vente på Anders, larmede hun helt vildt - ville bare frem. Ærgerligt at hun ikke slapper bedre af. Hun klarede turen til et 13-tal. Men fik ondt i benene i ugen efter.

Der var skåret 20 kilometer af løbet, da der var en sø, som var brudt op. Men vi informerede alligevel løbeledelsen om, at vi ikke forventede at kører sidste stræk på en dag. Så de skulle ikke vente os fremme før om fredagen.

Den første del af denne dags etape gik op på Vedungsfjeldet igen, langsomt opad med fint udsyn og det gjorde hele turen og træningen det hele værd. Oppe på fjeldet mødte vi et næsten 180 graders sving. Det var som at kører karrusel. Og så gik det ellers nedad. Vi bare fløj af sted. Men det blev stadig sværere for Anders at hænge på, så vi kørte stille og roligt. Jeg fik lidt længere pauser, mens Anders fandt sit eget og hundenes tempo. Da vi nåede skiltet med 20 km til Särna, valgte vi at fortsætte til i var fremme. På den nederste etape, gik det virkelig nedad og der var masser af sving. Det var det eneste tidspunkt jeg fik lyst til at kører fra Anders, da det var sjovt at ræse der-ned-ad og ikke hele tiden skulle stå på bremsemåtten og stoppe op og vente. Men det var planen, at vi skulle komme frem til målstregen sammen.

De sidste kilometre var kringlede og mørke. Det var tøet så meget, at sporet var lagt om og vi kørte i sjap. Anders glemte helt, at sporet havde været ok på det meste af turen, da det her var meget slemt (så slemt, at en deltager med grønlandshunde, der kørte forkert, valgt ikke at vende om og gentage de sidste 5 kilometer – orkede det bare ikke). Det gik nu meget langsomt. Men da vi nåede vejoverskæringen og kom ud på søen og kunne se ”hjem”, fik vi fornyet energi. Anders havde været bange for at hundene ikke ville gå over søen, hvis der var sjap og overfladevand. Men på trods af meget våde forhold kom vi over søen. Jeg ventede neden for bakken til vi var samlet, og så fik hundene lov at bare løbe i mål. Lotte, Natasha, Rebekka, Lars og Oline havde set vores pandelygter ude på søen og stod med Dannebrog og hilste os velkommen. Og hjemme hos koyukkerne var der en rest varm, skøn mad og en varm seng.

Klik for større billede

Efter løbet

Vi havde vores bekymringer inden løbet for hvor godt afmærket løbet var og om der var langt imellem skiltene, men de stod alle de vigtige steder, så hvordan nogen farer vild, fatter vi ikke. Selvfølgelig skød vi heller ikke den vilde fart og kunne i ro og mag holde øje med kortet hele vejen rundt.

Tak til Yukon (9 år), der arbejdede i wheel hele turen. Til Ditte (8 år), der gik på alle pladser og gjorde sit arbejde. Til Rosita (5 år) min kæledægge, der er blevet voksen. Til Terry (8 år), man ikke kan undvære. Til Tiril (7 år) for den larmende underholdning og mange kræfter, trods hendes lille størrelse. Til Xenia (6 år), der trods nykker er min trofaste støtte.

Og til Amarok, Shiba, Joy, Sanasok, Malik og Isa – der skal blive mor til et planlagt kuld som Anders og jeg deler.
Og selvfølgelig tak til Anders. Det var en skøn tur - bare alt for kort. Næste gang bliver det længere… men nok ikke de nærmeste par år.

Det var et perfekt løb med skønne folk omkring det. Allerede til indcheckning følte vi os meget velkomne, og alle de frivillige, der har støttet dette løb, skal have vores tak med.
Jeg kan kun anbefale alle danskere med trang til oplevelser at deltage i dette hundeslædeløb - Polardistanc.

Læs mere på Polardistanc.