22.5.10

Af: Henrik Laursen Fotograf: Niels Bundgaard og Henrik Laursen
Bogmærk eller del
 

Sverige: Den største slap væk - et fiskeeventyr

Efter at været kommet hjem til Sveg fra en uges laksefiskeri i Pello (Torneå elven ved den svensk-finske grænse) uden at fange nogen laks, funderer jeg lidt på hvad jeg skal gøre den næste uges tid af min sommerferie.

Klik for større billede


Det er aften og jeg sider foran PC’en hjemme og er ved at uploade billeder til hjemmesiden fra Pelloturen, da min Messenger popper op på skærmen. Det er en gammel kammerat, Niels, som jeg har fisket meget med tilbage for 5 år siden, da jeg boede i Danmark. Jeg kommer straks i tanke om de mange ture, vi har været på, hvor vi kørte det meste af Jylland tyndt på jagt efter nye fiskemuligheder.

Nåe… Min kammerat er lige kommet hjem fra suppen (Nordsøen), hvor han arbejder som kranfører på en borerig. Han virker dog frisk og kommer straks med et par spydige bemærkninger, om jeg måske har glemt, hvordan man fanger fisk, siden jeg ikke fik laks i Pello. Jeg mener nu, at det ikke er noget problem, da vi har fået både stalling og gedder på turen, så helt tabt er det ikke.
Skuffende nok var dog fakta, at den sidste laks, der blev landet i de næste 2 måneder fra elven, blev fanget blot en ½ time inden jeg ankom til campingpladsen. Jeg blev straks fuld af forventninger, da en af de kendte finske laksefiskere lagde til med båden og hev en skinnende 12 kg laks op foran næsen på mig og sagde ”Velkommen… Så er det nu, der er fisk i elven, se at komme afsted!”  

Tilbage foran skærmen siger jeg til Niels, at han kan da bare dukke op, så skal jeg vise ham hvordan man fanger fisk i Sverige. Niels griner først lidt, men så siger han pludselig ”OK… Hvordan ser vejrudsigten ud?” Jeg tænker han må sq da være gal… Hvem kører 1200 km på motorcykel begge veje bare for at dyppe snøren et par dage? Anyway… både Niels og jeg har tidligere givet hinanden udfordringer, så dette var sikkert bare begyndelsen på en ny. Jeg roder rundt en ½ times tid på DMI’s hjemmeside og Viamichelin for at finde en passende rute. På den tid har han allerede pakket og er klar på at starte kværnen. Jeg har dog inden sagt, at han ikke behøver pakke stang ned, da jeg i forvejen har rigelig med disse… Lidt grej-spasser er man vel!

Klik for større billede


En lang våd tur

Næste formiddag ved middagstid ringer han fra en tankstation i Mora knap 150 km syd for Sveg. Han siger, at nu er han færdig, de sidste 3-4 timer har det silet ned uafbrudt og han er våd ind til skindet på trods af sine gode motorcykelklæder. Hele turen op gennem Sverige havde det bare regnet. Jeg forsøger at opmuntre med at der er fint solskin i Sveg, men det virker ikke som om at han tror på det. Han siger, at han vil finde et hotel og sove nogle timer, inden han kører det sidste stykke. 1½ time senere ringer telefonen igen og en glad men træt stemme spørger efter hvor i Sveg jeg bor. Jeg forklarer hurtig vejen og sætter straks kaffe over og finder cognacflasken i skabet. 2 minutter senere hører jeg en højlydt brummen og jeg ved, at han endelig er fremme. Det var dog utroligt tænker jeg, han er sgu en hård hund. 1200 km. i et stræk kun afbrudt af et par korte kaffepauser. Det er noget af en bedrift.

Efter et varmt bad, en kop stærk kaffe og et par ordentlige mundfulde cognac begynder han at få lidt farve i ansigtet igen og han indrømmer, at der nok var lidt længere end han havde regnet med. Der er gået knap 17 timer, siden jeg sagde, at han da bare kunne kigge forbi og nu er han her. Vi diskuterer kort hvad der var sket for ham på turen, inden sofaen overfalder ham og han falder i søvn.

Hen ad aftenstid vækker jeg ham og serverer middag. Vi sludrer lidt om hvor vi skal hen og jeg lover, at nu skal vi få fisk. Jeg tænker på at tage ham med en tur op til Stråsjøen, en fjeldsø ca. 750 meter over havet 20 km. fra Sveg. I søen findes der vilde fjeldørreder (røding) en ganske god bestand af naturlige bækørreder, som udklækkes i en lille elv, der løber ud i søen og de til tider irriterende tusindbrødre aborrer som lystigt napper alt der passerer næsen på dem.
Aftenen går med en masse fiskehistorier, stærk kaffe og resten af cognacen.

Klik for større billede


På Stråsjøn

Næste formiddag lader jeg Niels sove længe, så han kan blive frisk, da vi jo skal ud og ro. Da vi kører afsted efter middagstid, stopper jeg kort ved Statoil og får et fiskekort til ham. Jeg får samtidigt nøglerne med til båden oppe ved Stråsjøen.
Vejret er fint selv om det nu blæser lidt og er småkøligt. På trods af årstiden (sidst i juni) er det ikke mere end 10-12 grader - og oppe ved søen garanteret koldere. Jeg har før oplevet at ligge i telt den første weekend i juni oppe ved søen, så man kender vejret deroppe.  
Vi når op til søen og det er egentlig ikke så koldt, som jeg havde troet. Der er små krusninger på overfladen henover det meste af søen og der er ikke rigtig nogen aktivitet at se nogen steder.

Vi kommer ned til alubåden, får den vendt og skubbet i vandet. Nu skal der fiskes! Vi glider langsomt bort fra bredden og jeg begynder at ro ud mod midten. Niels rigger til og finder en kobberfarvet spinner frem og en ældre lille gul-grønlig Nils Master. Jaja tænker jeg… Den wobler er måske en killer i Danmark, men heroppe… Jeg har kun fanget en enkelt ørred på wobler i denne sø og det var nu også en Nils Master, men den var nu himmelblå. Langt de fleste ørreder jeg har fanget i søen har jeg taget på en halvtung kobberfarvet spinner eller de har hugget på en krog med et par fede regnorme fisket på Exori (bombarda type, bare bedre!) flåd. I dag skal det måske være anderledes?

Efter et par timers roen rundt i søen, på pladser hvor jeg før har fået fisk, har vi dog ikke mærket noget. Der er stadig små krusninger på overfladen og det er svært at spotte, hvis nogen fisk viser sig ved overfladen i det hele taget.

Nu er det tid til en pause på land. Vi tænder bål og rister et par gøl-pølser jeg har været heldig at finde i en butik i Østersund, da jeg var på shoppingtur. Svenske pølser er ikke værd at skrive om, så Niels er lidt imponeret over, at jeg har kunnet finde danske ”korvar” så langt oppe i Sverige. Efter lidt mad bliver det tid til at få gang i spritkogeren og lave lidt vildmarkskaffe. Vandet i søerne heroppe er ofte så klart og rent, at man sagtens kan drikke det, derfor slipper man tit for at slæbe vand med sig.

Nu er det Niels tur til at ro og jeg tænker, at der snart må ske noget. Vi roer langsomt op langs et sivbælte på sydsiden af søen. Her er det mere stille og en ørred ville ikke kunne ringe uden at man opdager det. Der sker bare ingenting. Vi glider langsom op mod en stor klippesten et lille stykke ude i søen. Her har jeg også før fået fisk, men niks… Der sker ingenting… Vi roer flere ture frem og tilbage forbi sivbæltet og stenen uden nap. Jeg begynder at blive lidt skuffet. Egentlig skulle jeg ikke være det, da jeg jo før er blevet belønnet med fine fisk fra søen, men jeg har jo lovet Niels, at vi skal få fisk.
Turen giver ingenting og hjemme må vi lægge en ny plan for morgendagen.

Klik for større billede


Vargknättjärnen – en perle af en sø

Jeg bestemmer mig for Vargknättjärnen, en lille perle af en sø langt ude i midten af ingenting. Jeg er sikker på, at der kun kommer få mennesker til søen, for svenskerne er så dovne, at de helst finder et fiskevand de kan parkere lige ved siden af. Nej… Sagen er, at svenskerne faktisk er rimelig smarte. De fleste skovveje og stier, er anlagt så de når ganske tæt på fiskevandene, bortset fra de der er længst ude i terrænet, hvor der ingen veje findes. Mange af søerne ligger skjult af landskabet nede i små dale eller bag små fjeldtoppe. Det er måske derfor, at så få kender til søens eksistens?
Ved Vargknättjärnen skal man gå et par hundrede meter for at komme ned til søen og man ser den slet ikke fra vejen, da den er skjult af træer. Når man så endelig får øje på den nede i den lille dal, er man ikke i tvivl om, at det er en rigtig perle, man har fundet.        
Da vi kommer til søen må jeg lige knibe Niels en gang i armen, han står bare og måber. Nøøøj…

Klik for større billede


Morgenduggen hænger svagt hen over søen og man fornemmer på det hvide græs, at det har været let nattefrost. Det er også ret så køligt, men op ad dagen skal det nok nå at blive varmt. Temperaturforskellene ude i terrænet kan svinge meget - fra minus 5-10 grader om natten til omkring plus 20 om dagen. Vandet er helt blikstille, ingen vind rør sig, så vi lister om på nord-vestsiden af søen og balancerer henover en træstamme, ud til en lille halvø, der strækker sig 15-20 meter ud i søen.

Søen er ikke speciel stor, men den rummer store fisk. Jeg har før set fjeldørreder på over halvmeteren springe op af vandet og lave en ordentlig maveplasker. Det kribler lidt i maven. Det er længe siden jeg har været her sidst. Øv, tænker jeg, da jeg rigger til og opdager at ormedåsen ligger hjemme i køleskabet. Der bliver ren spinnefiskeri i dag. Niels er stadig lidt paf over stedet.

Klik for større billede


Imens vi får et par kopper kaffe, spejder vi søen rundt for at se tegn på liv, men fisken sover åbenbart længe.
Klokken er halv ni på formiddagen og nu begynder solen langsomt at varme, men der er stadig helt stille i søen. Jeg tager Niels med op på en lille bakke bag søen, bare lige for at vise ham landskabet.
Han fnyser, når jeg tager et billede og siger at intet kamera kan retfærdiggøre den udsigt vi har frem for os. Han burde vide hvad han taler om, da han har arbejdet flere år i en fotobutik inden han drog på Nordsøen og samtidig har fotografering som fritidsinteresse.

Klik for større billede


Det nærmer sig middag og der begynder at komme små ringe i overfladen rundt omkring, men de er alle uden for kastelængde. Jeg er sikker på, at det er ørreder som er oppe… Herude er der ingen tusindbrødre aborrer eller andre småfisk. Jeg brummer lidt for mig selv og skifter den halvtunge spinner med sortprikket kobberblad ud med en knap så tung, men mere kompakt og bedre kastende leopard spinner, stadig i kobberfarve. Jeg svinger til med Berkley-stangen og når ud bare 5 m fra hvor jeg så den sidste fisk ringe. Nu nærmer vi os, siger jeg! Niels griner og siger, at fiskene mobber os. Jeg tager et par kast til, stadig i samme retning og så siger det haps. En sky, mindre fjeldørred har endelig nappet til. Jeg ser de klare farver i vandet og finnerne der lyser op som reflekser nede i vandet.
Efter en kort fight er fisken nettet og Niels gratulerer og siger at det er en af de smukkeste fisk han har set.

Det er begyndt at blive varmt, garanteret over 20 grader og vi smider det meste af overtøjet. Havde det ikke været for myggene og de små djævelske knot havde man kunne stå og nyde at fiske i shorts og T-shirt, men den går ikke. Myggene vænner man sig hurtigt til, men knottene kravler ind alle vegne, selv under det finmaskede myggenet og vi opgiver hurtigt at anvende disse.
Vi overvejer at tænde et massivt bål, da det er det eneste der holder disse bæster borte. Tanken om at begynde at larme og skræmme de sky fisk tiltaler os dog ikke, så knottene får lov at bide.

Klik for større billede


Den største slap væk!

Efter frokost bliver det lidt dødt igen og der kommer krusninger på vandet samtidig med at en let brise lufter gennem dalen. Myggene og de fleste knot forsvinder, men det gør fiskene åbenbart også. På trods af at Niels stadig ikke har mærket noget og jeg kun har haft et enkelt nap til uden at få fast fisk, virker han fast besluttet på at fortsætte med at fiske. Han må sikkert besidde en selvtillid og tålmodighed, der ikke er til at spøge med. Han har jo også lige kørt 1200 km. på motorcykel bare for at fiske i knap to dage, inden han skal tilbage igen og ud på Nordsøen.
Niels sætter nu en gammel halvslidt 12g refleksspinner på og laver et par lange kast uden at noget sker. Han sænker lidt på hastigheden, så spinneren går dybere og lige et par meter før han har rullet helt ind, ser han den. En stor fisk der følger efter. Jeg ser den desværre ikke, men Niels er sikker på at den er over halvmeteren, som jeg tidligere har pralet med. Øv tænkte jeg… Jeg ville nu gerne at han skulle opleve en fight med en vild fjeldørred, men det blev ikke denne gang.

Vi overvejer om vi skal fortsætte. Det er midt på eftermiddagen og Niels har sagt at han kører hjem til Danmark ved 5-tiden.
Vi tager en time mere ved søen og lige inden lukketid får jeg et bedre hug igen på den kompakte leopard spinner. Efter et par minutters rusken må den dog give op. En smuk fjeldørred som vi måler til 48 cm nettes og vi beslutter at det var det.

Vi pakker grejerne og kører tilbage til Sveg, mens Niels stadig mumler om hvor stor den var… Jeg griner og tænker er det ikke sådan alle fiskehistorier lyder… Altså at det var den største, der slap væk.