Af: Th.Sørensen
•
Fotograf: Hakan Sandbring/Visitsweden
Sverige: Ren og skær forkælelse
Portalen Visitsweden viser vej til et herligt frikvarter med forkælelse....
Klik for større billede
|
Kulde og slud, blæst og regn, mørke og tristesse. Og så lige et par dage mede en halv meter sne. Årets farvel til vinteren har budt på lidt af hvert, og selvom de første forårsblomster lyser kækt op i haver og parker, så er der mange uger endnu, før solen for alvor for magt – og længere tid endnu til de første varme dage på stranden.
Går drømmene mod varme bade, luksus og forkælelse – spa og wellness, som vi så mundret kalder det i dag – så er der dog ingen grund til at fortvivle. I århundreder har vi forstået at holde vejrguderne ude, når vi har ønsket at bade aller mest intensivt og med rette stil, og de senere år er de traditionelle og historiske kurbadstraditioner blevet moderniseret og tilpasset en ny tids krav. Derfor kan en lang række wellnesscentre i dag tilbyde kortferieophold til fortravlede karrieremennesker med knaphed på tid, men til gengæld med så meget mere mod på og lyst til forkælelse af både krop og sjæl.
Sverige er det land i Norden, der har redet øverst på spa- og wellnessbølgen, og derfor er det også her, at udbudet af topfaciliteter er størst. På Visitsweden er det muligt at klikke sig ind til en fortryllede verden af luksus og forkælelse, og her findes et bredt udvalg af wellnesscentre, hvor man på bare en dag eller to kan om ikke blive et nyt menneske, så i hvert fald få vasket den grå hverdag væk og for en stund glemme de mindre milde vejrguder, stress og jag. Det er simpelthen en ren vitaminindsprøjtning at gå i bad med Sverige.
”Ett paradis på jorden” hedder en aldeles fascinerende bog om de svenske kurbyer og –bade, som Elisabeth Mansèn har skrevet, og her kan man bl.a. læse, at det første svenske kurcenter blev indviet i 1680 i Medevi nord for Motala. I dag er det Varberg, der i efterhånden mange år har været i kurbyernes gule førertrøje, og den vestsvenske kystby er da også fint repræsenteret på Visitsweden.
I Varberg samler interessen sig bl.a. om Varbergs Kurort Hotell & Spa med det 32 grader varme havvandsbassin, tyrkisk hammam og masser af spændende aktiviteter, samt Varbergs Stadshotell & Asia Spa. Sidstnævnte sted placeret i bymidten er ikke mindst berømt for sin fortrinsvis japanske spa, hvor tusindårige spa-traditioner fra Østen er en ren lise for krop og sjæl.
I Halmstad ligger et af Sveriges førende konference- og spa-hoteller, nemlig Tylösand, der med ny spa-afdeling og forførende havudsigt har manifesteret sig i toppen af svensk wellness.
Også krimibyen Ystad, som med Wallanderfilmene er blevet yderst populær, kan gøre sig indenfor kurophold i forskellige afskygninger. Ystad Saltsjöbad lokker bl.a. med ”Tösaträffen” og ”Spa-romantik”.
Læs meget mere om spa- og wellnesstilbuddene i Sverige på Visitsweden.
 |
Links: |