Dayz Resorts

20.11.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Skiferie ved Långberget i Värmland, Midtsverige

Vi er helt på toppen. Vi kan ikke komme længere op ad vejen, der stopper ved Långbegets Sportshotell, 630 moh. Her i det nordlige Värmland ligger et af Sveriges allerbedste løjpenet for langrendsløbere.

Långbegets Sportshotell

Långbegets Sportshotell


Blandt bedste langrendssteder

Det er en af hotellets ejere, der viser os en artikel fra Sveriges største avis, hvor Långberget er kåret som næstbedste skisportssted for langrend ud af 10 mulige i hele Sverige.

Det er da også stedet, hvor det svenske landshold i langrend træner, ligesom Danmarksmesterskaberne i langrend har været afviklet her.

Samtidigt med at vi kørte fra Danmark har lavtrykket bevæget sig nordover og rammer nu det nordlige Värmland - og det er tiltrængt. Her ligger allerede ca. 80cm. sne, men den er hård, fordi det ikke har sneet i nogen tid og sneen har været smeltet og derved dannet en hård skorpe på overfladen.

Og nu om eftermiddagen, hvor vi er nået frem, vælter sneen ned, så vi er spændte på hvad morgendagen bringer.

Fint præparerede spor

Fint præparerede spor


Vasabanan

Efter morgenmåltidet smører vi en frokostpakke, får appelsiner og en lille saftboks samt et stykke chokolade med til turen. Te hældes på termokanden.

Umiddelbart øst for hotellet løber den røde lysløjpe, som er ruten der fører os ned for enden af skibakken til skistadion, hvor start og mål er for alle langrendsløjperne. Og her er et utal at vælge imellem fra 2,5 km til 25 km og alt derimellem. Nogle helt flade, andre med varieret stigninger undervejs.

Og det er kanongode løjper - sikret med snekanoner så snart den første frost melder sig, og fælles for de fleste løjper er den fine præparering, der finder sted næsten hver dag.

Men her er alle løjperne ensrettet, så vi skal lige se ekstra på kortet, således at vi ikke ramler ind i modkørende. For de fleste løbere her har fart på.

I mere eller mindre stramtsiddende skibeklædning og med superhurtige, lette ski, drøner mange ud ad de forskellige løjper.

Pudrede træer ved løjpen

Pudrede træer ved løjpen


Ud på sporet

Vi tager det imidlertid mere roligt og vælger Vasabanan syd for hotellet.  Den er lagt således, at man har mulighed for at afkorte turen ved hhv. 18 km og 20 km eller vælge hele turen på 25 km.

Vi får oplyst, at ruten  ikke er opkørt endnu og derfor kan være iset flere steder. Men det forventes, at den vil blive kørt op i løbet af et par timer.

Om det var fordi vi havde valgt denne rute, ved jeg ikke, men vi havde kun lige forladt den grønmarkerede Toinibanan, inden scooteren kom og præparerede løjen. Sikke en god service.

Dødt træ

Dødt træ


Døde træer står som totempæle

Turen går med uret rundt og snart er vi nede ved Acktjärnet - en større sø. Ved 18 og 20 km skiftet fortsætter vi langs med Tugåsen, der rejser sig brat på vor venstre side.

Nu er vi helt alene. De ganske få langrendsløbere, 2-3 stykker med fart på, har for længst overhalet os og skal skynde sig hjem til frokosten og har derfor valgt at dreje fra. Længst mod syd vender løjpen og vi bevæger os atter nordover.
                  
Ved ”Utsikten” går vi ud på pynten for at se ned i dalen, men sneen vælter ned og sigtbarheden er begrænset.

Længere fremme finder vi et væltet træ og skraber sneen af stammen, så vi kan sidde nogenlunde tørt på den og spise vor frokost.

Flere steder ser vi totempæle - udgåede træer, der blot venter på at falde omkuld. Flere af disse træer har rester af grene og diverse ar, der kunne minde lidt om udskæringer på en totempæl.

Ved Gammelsäter

Ved Gammelsäter


Gammelsätern

Seks km før mål støder vi på et lille das nær ved Gammelsätern. Rart at vide, hvis man undervejs skulle blive trængende og ikke ønsker de blødere dele dyppet i sneen. Do’et er markeret på løjpekortet.

Lidt efter sæteren kommer vi ud på en vej og følger denne et stykke - rutens kedeligste strækning.

Så drejer vi atter ind ved sydsiden af Långberget og kommer efter en lille km til ”Den Store Sten” - og stor er den.  

Efter yderligere et par sving kan vi se målområdet og kan trætte efter rundturen lade os trække op med liften til hotellet - helt gratis for langrendsløbere.

Snescootersporet gennem skoven

Snescootersporet gennem skoven


Vålhallen

I går kom der 10 cm sne og i nat er der yderligere faldet 20 cm.

Da vi har planer om i dag at bevæge os nordud fra Långberget Sportshotell mod Storberget, forsøger vi os i et snescooterspor. Når der er faldet så meget sne, er det ekstremt tungt selv at træde sporet uden for løjperne - og dem er der endnu ingen af på nordsiden af hotellet.

Det er blevet fortalt, at det er planen at løjpenettet udbygges netop på og omkring Storberget/Vålhallberget og det er de kommende projekter. Derfor vælger vi at glide ned fra hotellet til Cafe Ripan og følger scootersporet med den røde X-markering.

Da vi kommer over vejen og træder ind på sporet i skovet, er det som at komme ind i en trylleskov pudret med den reneste, jomfruelige sne.

Ingen har været her endnu og langsomt glider vi tyste ind gennem skoven, medens vi spejder efter dyrespor og taler sagte sammen i håbet om måske at kunne få bare et glimt af elgen.

I disse nordlige og ret så øde tragter (Värmland/Dalarna) findes Sveriges største bestand af ulve. Måske seks til syv kobler med fire til seks ulve i hver.

Men som de meget sky dyr de er, gør vi os ingen forhåbninger om at vi får dem at se. Men måske et fodspor i sneen?

Og bjørnen findes her - men sover (forhåbentlig) trygt i sin vinterhule. Det fortælles, at man nede ved Sysslebäck by fandt en ung elg, som var slået ned af en bjørn og halvt fortæret. Resterne havde bjørnen forsøgt at skrabe jord, blade og mos hen over kadaveret - sikkert for at skjule sit bytte for senere at vende tilbage.

Det isolerede Vålhallen

Det isolerede Vålhallen


Vinteridyl ved Vålhallen

Det går jævnt det første stykke og et sted er der en åbning i terrænet, der giver fin udsigt ned i dalen.

En lille sæter viser, at vi er på rette vej. Sporet fører os nu ned ad fjeldet - ca. 100 meter - og vi kommer til en lille sti og følge denne endnu længere nedover.

Et sted passerer vi et shelter/læskur og et toilet og fortsætter forbi fortsat nedad.

Efter endnu et kik på kortet - der ikke indeholder markering af scootersporet, kun sommervandrerstierne - mener jeg, at der skulle gå en sti op til højre og vi glider hen til den.

For enden af denne vej kommer vi til Vålhallen, liggende begravet i nysne. Det er ren idyl med de pudrede frugttræer omkring på grunden.

Hovedhuset, hvor jeg sidste sommer nød kaffe og kage, er på denne årstid naturligvis lukket, da alt her er ret så primitivt.

Bag huset findes brændeskur, bygningen til gederne, der springer rundt om sommeren og helt bagerst ligger et lillebitte hus som er brønden, hvor vandet tappes fra en lille å, der løber under huset.

Udsigt mod dalen

Udsigt mod dalen


Udsigt

Vi glider tilbage ned ad den lille sti og er igen på vejen, der føre ned i dalen og kan nu vælge at fortsætte videre nedad og rundt om Vålhallberget og videre rundt til naturreservatet Horstomyren.

Men da her ikke findes spor eller løjpe derfra og tilbage til hotellet, anser vi turen for krævende og går i stedet tilbage ad samme spor, som vi kom fra.

Da vi næsten er tilbage, hvor scootersporet begyndte inde i skoven, står en vejviser, der bl.a. peger mod Dalarna. Den tager vi.

Bakken vi kom fra

Bakken vi kom fra


Eggsjön

Vi fortsætter ned gennem snepudderet og krydser bilvejen og kommer et øjeblik efter ud på et opkørt scooterspor.

Og nu bliver det ikke alene skønt, men også rigtigt sjovt at glide nedad i et dejligt tempo i det præparerede spor.

Så ser vi skiltet mod Hästberg, men kan ikke nå at løbe helt derud - det er en heldagstur.

Nede ved Eggsjön findes en lille rasteplads med borde til sommergæsterne, samt en badestrand.

Vi fortsætter hen over dæmningen til den anden side af søen og finder et lille bådhus, hvor vi i læ for sneen kan spise frokosten og få varm the.

Turen ned til søen kan varmt anbefales. Glidet ned gennem skoven er godt en km og let for en hver.

Men husk at du skal samme vej tilbage - opad. Vi brugte ca. 45 minutter til at gå tilbage til Långberget.

På alpinbakken

På alpinbakken


På alpinbakken

Selv om der er flere snebyger end sol, er der liv på bakken. Som begynderbane er den ideel. Kort og overskuelig og uden den helt store trængsel.

Såvel børn som voksne får her undervisning i skisportens ædle kunst, og når der ikke stås på ski, er der mulighed for at aflægge Cafe Ripan er besøg.

Her kan man købe varm suppe, diverse drikke og kager. Vi nøjes med en kop varm chokolade. I cafeen er også et lille udsalg af skiudstyr og beklædning. I bygningen ved siden af er der udlejning af ski og støvler.

Uberørt sne

Uberørt sne


Petterbanan

Næste dag sner det fortsat, så vi vil i dag tage en af de andre løjper, som går lidt op og ned i terrænet og hvor muligheden for udsigt er størst - og valget falder på Petterbanan, selv om den er meldt - ikke præpareret.

Løjpen er ca. 10 km lang og med en højdestigning på 390 meter, og som på de fleste af løjperne er det også her muligt at afkorte turen ved 2,5 km, 5 km og 7,5 km.

Nede ved startstedet på stadion finder vi den hvid/blå skiltning og følger denne og allerede efter få hundrede meter forlader vi det flade terræn og bevæger os op forbi radiomasten, 642 moh.

Løjpen snor sig i den vidunderligt snedækkede skov, hvor træerne er tynget af den megen sne som er faldet de sidste dage.

Vi hører løjpemaskinen og kommer ud på den røde lysløjpe, hvor vi følger det opkørte spor et lille stykke, men glider så igen ud i uberørt sne for at følge Petterbanan.  

Udsigt - trods lidt sne

Udsigt - trods lidt sne


Med vid udsigt

Den fører os i et dejligt glid ned omkring Knöltjärn og tilbage - op på den præparerede, røde lysløjpe og forbi hotellet.

Så går det lidt brat nedad, inden vi kommer op på Nysäterknölarna. Her oppe fra følger et dejligt langt glid nedad, men vi skal jo opad igen. Det var næsten som i går, hvor vi fulgte snescootersporet.

Fri af skovens beskyttende læ, blæser en frisk vind fra nord os direkte i ansigtet, så isen sliber i kinderne på os.

Så går vi over fjeldryggen med Eggsjön liggende langt under os. På toppen har de mindre træer ydet så megen læ, at sneen har kunnet samle sig i driver på en halv meter, som vi skal gennem.

En vidunderlig udsigt bliver resultatet af alle vore anstrengelser. Faktisk kan vi se helt til Dalarna.

Sneen er dyb, så det er heldigvis blødt at falde ...

Sneen er dyb, så det er heldigvis blødt at falde ...


Dyb sne - ubs!

Fra toppen - hvor der ved udsigtspunktet er et lille bord - glider vi atter nedad og sidste del af løjpen er stort set uden de store udfordringer. Stort set - for alligevel lykkes det at komme ud i dyb sne - for dyb! Ubs!

Da vi når i mål, er det endnu ikke blevet tid til frokost, så vi kan i ro og mag forberede os på at indtage denne i hotellets spisesal.

Her findes et stort grønt tag-selv-bord suppleret med kartoffelsalat samt en pastaret med kødsovs og/eller ostesovs med skinkestykker.

Vi overvejer at bruge eftermiddagen på alpinbakken, men da det fortsat både sner og fyr og de små skarpe snefnug svier i ansigtet på os, foretrækker vi at blive indendørs og læse vore medbragte bøger færdige.  

Havde vejret været bedre med os, havde vi på en skyfri himmel kunnet se helt til Trysil i Norge, ligesom man i klare nætter kan se lyset fra Sälen skinne på himmelen gennem mørket.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Outwell
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt