Primo Tours

8.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Søerne Viken og Vättern - Dag 3 på Götakrydstogt, Sverige

Vi passerer Sveriges - måske verdens - mindste offentlige færge Lina i Töreboda. Færgen fragter cyklister og gående de godt syv meter på tværs af Götakanalen.

Manuelt betjent sluse ved Tåtrop

Manuelt betjent sluse ved Tåtrop


Bergkanalen

Vi kommer op i den håndgravede kanals højeste punkt 91,5 meter over havet, hvilket er markeret med en obelisk, som dårligt kan skimtes fra skibets nye sejlrute.

I 1930-33 blev der udgravet en ny kanal for at undgå en skarp kurve i den gamle del af kanalen.

Da vi når frem til Tåtrop støder vi på den første af de manuelt betjente sluser. De hidtidige har været drevet af maskiner med hydraulik og mekanisk åbning af slusehuller. Nu skal det hele foretages ved håndkraft.  

I søen Viken

I søen Viken


Søen Viken

Herfra kommer vi ind i den fortryllende smukke sø Viken, der er Götakrydstogtets højeste punkt - 91,8 meter over havet.

Her følger vi resterne af de gamle trækspor, der snor sig i vandoverfladen hen over store dele af søen. Vi er tæt på små skær og sejlrenden er smal. Kaptajn og styrmand skal balancerer DIANA gennem dette smalle farvand.

På et lille skær ses fiskeørnens rede oppe i et træ. Selv er den for længst blevet skræmt af lyden fra DIANAs motor og forsvundet bag træerne i det fjerne. Men vi ser flere fiskeørne på turen over søen.

Så kommer DIANA ind i Spetsäskanalen, en af kanalens smalleste passager og her står træerne så tæt på skibet, at vi fra dækket kan plukke blade af træerne, når vi passerer forbi.

Og fra nu af går det nedad - mod Østersøen.

Sang ved familien Kindbom ved Forsvik

Sang ved familien Kindbom ved Forsvik


Velsignelse i Forsvik

Ved turens ældste sluse fra 1813 bliver vi mødt med glædessang og blomster. Det er den religiøse Kindbom-familie, der byder os velkomne og sender os en velsignelse med på vor videre færd på tværs af Sverige.

Fra kanalen glider vi ud i Vättern, Sveriges næststørste sø, der ligger 89 meter over havet.

Det er samtidig Sveriges dybeste sø med hele 128 meter!

Sømandsjob

Sømandsjob


Karlsborgs fæstning

Vi får kun et kort glimt af dette enestående forsvarsanlæg som Baltzar von Platen også var medvirkende til at realisere.

Det var vigtigt at bygge et stort forsvarsanlæg i midten af landet og herfra kunne sende mindre styrker ud til kysterne for at forsvare sig mod angriberne - russerne - og hertil kunne man benytte Götakanalen. Den ide var kong Karl XIV Johan med på og i 1819 godkendte han projektet.

Havde vi haft tid, ville det have været fint, hvis DIANA kunne ligge til her og vi kunne besøge et af Europas største fæstningsanlæg. Men vi har ikke den nødvendige tid og fortsætter tværs over søen.

Indsejlning ved Vadstena

Indsejlning ved Vadstena


Vadstena

På østkysten af Vättern kommer vi til den idylliske lille middelalderby Vadstena, der er sat på verdenskortet af dens historie om kirken, nonnerne og slottet.

Byen er vokset op omkring Den Hellige Birgittas Kloster fra 1300-tallet og blev et vigtigt åndeligt, kulturelt og økonomisk centrum. Klosterkirken blev bygget efter den Hellige Birgittas anvisninger og blev indviet i 1430 og var og er fortsat et vigtigt mål for pilgrimme.

I det regnvåde vejr transporteres vi af et lille bytog den korte afstand gennem den smukke gamle by, med toppede brosten og lav bebyggelse frem til kirken, hvor lokale guider viser os rundt.

Senere vises vi rundt i Vadstena Slot, der blev bygget af Gustav Vasa i slutningen af 1540’erne. Slottet er omgivet af en flot voldgrav, hvor lystsejlere kan ligge til.

Baltzar von Platen

Baltzar von Platen


Motala

Først på aftenen er vi fremme i byen Motala, der blev tegnet af Baltzar von Platen og ofte bliver benævnt ”Götakanalens hovedstad”. Her grundlagde han i 1822 Motala Werkstad, af mange anset som den svenske industris vugge. Der blev bygget sluseporte, broer, bolværk og specielt fremstillede kanalfartøjer som skulle bruges under kanalbyggeriet.

Midt på kanalen findes fortsat hovedsædet for Götakanalen og det var herfra at manden bag det hele - Baltzar von Platen - styrede byggeriet.

Baltzar von Platen - manden med jernviljen - blev født på Rügen i 1766. Han blev officer i den svenske flåde og havnede i russisk fangenskab i to år, men vendte uskadt tilbage og genoptog sit arbejde. I 1806 skrev han en afhandling om mulighederne for at forbinde Vänern med Østersøen. Forbindelsen til Kattegat var allerede etableret i år 1800 gennem Trollhätt Kanal og Göta älv. Ved at forbinde Vänern til Østersøen kunne man undgå at betale den danske told, når man skulle passere Øresund.

Den svenske stat besluttede i 1810 at kanalen skulle bygges og Baltzar von Platen fik ledelsen af dette gigantiske projekt. Ikke mindre end 58.000 mand, hovedsageligt udkommanderede soldater, gravede med hakke og spade i klipperne. Men her arbejdede også en række civile arbejdere bl.a. russere, hvilket har givet næring til rygtet om at der blev brugt krigsfanger til byggeriet. Det blev der ikke.

Kanalen måtte ingen steder være mindre end tre meter dyb og syv meter bred. Et enormt arbejde - det største der nogensinde har været igangsat i Sverige.

22 år efter, den 26.september 1832, kunne hele kanalen indvies under pomp og pragt ved overværelse af kong Karl XIV Johan.

Baltzar von Platen så aldrig sit livsværk helt færdigt. Han døde tre år før.

Søsterskibet Wilhelm Tham i Motala

Søsterskibet Wilhelm Tham i Motala


Mødet med søsterskibene

Det regner fortsat, da vi ligger til ved kajen i Motala og et kort øjeblik efter kommer et andet af de tre skibe, der sejler Götakrydstogtet WILHELM THAM (fra 1912) ud af kanalen fra øst.

Det tredje og ældste skib er JUNO, der er fra 1884 og i øvrigt verdens ældste idriftværende skib med overnatningsmulighed.

Alle tre skibe er bygget specielt til sejlads i Götakanalens smalle passager og måler 32 meter i længden og syv meter i bredden.

WILHELM THAM lægger sig bag DIANA ved samme kaj natten over.

Motala Motormuseum

Motala Motormuseum


Motala Motormuseum

Efter middagen spadserer vi under paraplyerne over kanalbroen og ud på den anden side af havnen, hvor Motala Motormuseum ligger.

Her er en stor og flot samling af ca. 50 gamle biler, omkring 80 motorcykler, 40 knallerter og andet mekanik. En omfattende samling af radioer og pladespillere er et eldorado for nostalgikere, der her kan finde interessante sager.

Mange af genstandene er placeret i et oprindeligt miljø og oplevelsen forstærkes gennem et lydbillede af f.eks. en motor eller et værksted i arbejde.

Søsterskibe i havn, Motala

Søsterskibe i havn, Motala


Venter på bedre vejr

Aftenen er mørk, forstærket af de regntunge skyer, så en spadseretur i byen må udskydes til en anden gang.

Vi går derfor til ro i vores kahyt og håber på bedre vejr i morgen, hvor vi skal gennem de største slusetrapper på hele turen ...

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt