Isabella

20.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandringer ved Kebnekaise, Sverige

Vi har slået lejr lidt fra Kebnekaise Fjällstation, med en pragtfuld udsigt - men også med en masse myg. Indenfor døren på fjeldstationen hænger en stor plakat, der fortæller at: ”Kebnekaise er et pragtfuldt sted”. Nederst på plakaten står der med småt: ”1.000.000 myg kan ikke tage fejl”.

Bruset ved Storfossen i Piteälven

Bruset ved Storfossen i Piteälven


Storfossen i Piteälven

Vi er startet hjemmefra et par dage før og kørt op langs den svenske østkyst og når Piteälven.

Ved Storfossen er en øredøvende larm fra de tusindvis af liter vand, der i sekundet fosser forbi os. Det er et betagende og dragende syn at forsøge at følge de svulmende vandmasser gennem deres færd ned ad elven.

Selv om turen udgør en lille omvej, er det bestemt værd at afsætte den nødvendige tid til et møde med elven.

Teltlejr ved Kebnekaise Fjeldstation

Teltlejr ved Kebnekaise Fjeldstation


Lejr blandt myggene ved Kebnekaise Fjeldstation

Efter at have besøgt Kiruna og været en tur nede i de enorme malmminer, er vi kørt ud til Nikkalauokta, hvor bilen parkeres. Her starter selve vandreturen ind mod Kebnekaise.

Med fuld oppakning vandrer vi langs elven på en god  og naturligvis slidt sti. Turen ind mod fjeldstationen er ca. 19 km. lang, men let at gå uden større stigninger.

For de mere magelige er det muligt at tage båden gennem Láddjujávri og af den snoede elv komme et godt stykke ind i fjeldverdenen.

Omkring os har vi den fineste udsigt til fjeldene  og med de naturlige pauser, der er nødvendige med al den oppakning, tager det hele dagen at komme frem.

Her er en frisk vind og det er rart, for det holder myggene på afstand.

Trætte og svedige når vi frem til Kebnekaise Fjellstation og får anvist en teltplads lidt oppe ad fjeldsiden.

Her er allerede en helt lille teltlejr for der en del andre fjeldvandrere som har fået samme gode ide at tage teltet med herind.

Et hvil på Kebnekaise-massivet

Et hvil på Kebnekaise-massivet


Op på Kebnekaise-massivet

Vi gør os parate til dagens udfordring - en vandretur op på Kebnekaise-massivet.

Skal man nå helt op, kræver det en tidlig start og et godt tempo, men vi har ikke planer om at nå toppen af Sveriges højeste bjerg, 2.117 moh, men se hvor langt vi kommer.

Vi pakker en mindre rygsæk med lidt mad, regntøjet og andet vi kan få brug for.

Smeltevandet fra sneen danner den ene bæk efter den anden og samles nede i den store elv. Flere gange må vi vade over disse mindre vandløb og her får vi det dejligste, kolde, klare drikkevand.

Ved Kittelbækken ser vi foran os toppen på Kebnekaise.

På fjeldstationen talte de om en 17-årig dansker, der forsøgte at klatre op på den stejle side, men mistede fodfæstet og faldt ned på gletscheren og blev dræbt.

Det letteste - og uden klatring - er at bestige fjeldet fra syd via Topstugan. Så kan man vandre hele vejen op.

Nogle gange passerer vi sne der ligger i skjul for solens varmende og smeltende stråler.

Her møder vi to rensdyr, der svaler sig i den kolde sne. Mon ikke også det holder myg og andre insekter på afstand?

Efter seks timers vandring er vi nået tilstrækkeligt højt op - men alligevel et godt stykke fra toppen. Der skal jo også være kræfter til at komme ned igen!

Oppe i sadlen mellem Tolpagorni og Vierranvarri har vi en imponerende udsigt ned i dalen mod Singijavrrit.

Glidetur ned ad den stejle snetunger

Glidetur ned ad den stejle snetunger


Nedad på sneen

På vejen ned skal vi passere flere store fjeldsider, hvor sneen fortsat ligger.

Vi skifter til regntøj og sætter os i sneen. På et øjeblik stiger farten ned over sneen. Det er svært at holde balancen og vi drejer rundt og slår vejrmøller liggende i sneen, medens vi fortsat glider nedad med rasende fart og nogle gange med hovedet forrest. Men vi lander med benene nedad.

Nogle steder er set så stejlt at vi ikke kan se enden på snemassen.

Det er så sjovt, at selv om der er over 100 højdemeter tilbage til toppen, må turen prøves igen!
En herlig oplevelse, der er hele turen værd!

Men pas på, det kan være farligt!

Hvis der ligger sten under sneoverfladen og du rammen dem på vejen ned, kan der ske de frygteligste ting! Vi kunne se, at andre havde haft samme sjove ide og så ingen fare på disse ture.

Det trækker op til uvejr

Det trækker op til uvejr


Mod Singistugorna

Vi pakker teltet og fortsætter ind i fjeldverdenen langs fjeldet Singicohkka mod Singistugorna.

Ruten byder på udsigt til mange vandfald.

Op ad dagen bliver det overskyet og bygevejr. Luftfugtigheden er stor, så vi må skifte til og fra regntøj flere gange undervejs. Det er for klamt at gå med regntøjet og for vådt uden!

Efter ca. 14 km kommer vi ind på Kungsleden, den berømte vandrerute der går fra Abisko til Kvikkjokk.

Kungsleden er ca. 200 km lang og kan gås på 10 - 12 dagsetaper. På ruten er flere fjeldstationer, Abisko, Kebnekaise, Saltoluokta og Kvikkjokk. Højeste punkt på ruten er Tjäktjapasset 1.150moh.

I Singistugorna har samerne deres vinterbolig, så der er ganske tomt nu de er på træk med deres rensdyr.

Vi spadserer et stykke ad denne berømte rute og ser hvorledes elven Tjäktjajåkka skærer sig ned i fjeldet.

Vejret tegner ikke for godt, så vi beslutter at slå lejr lidt oppe i fjeldet.

Og så er der bare at komme i gang med aftensmåltidet og gøre det lidt hyggeligt med ”suppe, steg og is”. En kop varm chokolade til at gå til køjs på er jo ikke at fornægte.

Denne nat bliver det et frygteligt uvejr med lyn og torden. Det ene lyn efterfulgt af det næste lyser op indenfor i teltet. Og her ligger vi helt alene ude i fjeldverdenen - med 14 km til nærmeste folk og mere end 30 km fra vores bil!

Lynene fortsætter gennem det meste af natten og bragene er enorme. Om de har slået ned i nærheden vides ikke, men vi slap med skrækken.

Næste dag går vi samme vej tilbage til Kebnekaise Fjeldstation, hvor vi bader og får lidt at spise, inden vi fortsætter ned til stedet ved elven, hvor vi kan tage båden tilbage til Nikkalauokta, hvor vores bil står parkeret.

Kunsten at vaske guld

Kunsten at vaske guld


Besøg hos guldgraverne

På vores videre biltur nordpå støder vi på en vejviser, der oplyser at man her kan grave efter GULD. Og der ser jeg straks muligheden for at få denne tur finansieret! Og ganske rigtigt, her er mulighed for at vaske guld.

En rigtig guldgraver fortæller om hvorledes stenene lægges op i tallerkenen og vaskes ud ved at svinge tallerkenen rundt i nogle bløde cirkler.

Jo, man får associationer om guldrusen i det vilde vesten. Men det er nu ikke helt let at svinge tallerkenen, således at stenene sorteres fra og guldet bliver tilbage.

Men vores guldgravervej kan og efter nogle minutter ligger der lidt guldstøv i hans tallerken og med en fugtig finger lister han den op i et lille glas.

Så bliver det vores tur - men nej, det kræver vist lidt mere øvelse og tålmodighed end vi har denne dag ...

Faktisk er vi på vej til Nordkapp, og på vejen møder vi en dansk familie med campingvogn, der fortæller at de har ventet i tre dage på at vejret skulle klare op, så de kunne se midnatssolen fra Nordkapp. Men end ikke havet 300 meter under dem havde de set gennem den massive tåge. Så nu de givet op og er på vej hjem.

Det tager dog ikke modet fra os og vi når frem i fint vejr på vor tur til Nordkapp. Men det er en helt anden historie ...

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt