Royal Caribbean

9.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vänern og Göta Kanal - Dag 2 på Götakrydstogt, Sverige

Fra min køje kan jeg høre skibets motor banker løs i det fjerne og skibets vuggen fortæller mig, at vi er på åbent hav.

   
   


Navens Fyr på søen Vänern

Navens Fyr på søen Vänern


Morgen på Vänern

Tidligt om morgenen - lige efter daggry - har DIANA forladt Vänersborg og sat kurs tværs over Sveriges største sø Vänern, der også er den tredje største sø i Europa efter Lodoga og Onega i Rusland.

Medens nogle fortsat sover - eller forsøger på det - er andre tidligt oppe.

Vi er efter den første dag på Götakrydstogtet allerede kommet ind i skibets rytme, med morgenmad kl. 7.30, frokost kl. 12.30 og middag kl. 19.30.

Og det er da også under morgenmadsbuffeten at vi får den første landkending igen.

Vi kommer ind i skærgård og passerer det smukke Navens Fyr på en sommerdagsmorgen, hvor solen allerede længe har skinnet på DIANA.

Ved Läckö Slot

Ved Läckö Slot


Läckö Slot

Foran os har vi indsejlingen til gæstehavnen ved Lackö slot og ved den særlige kaj ligger vi til.

Slottet blev grundlagt i 1298 som bispeborg, men havde sin storhedstid i 1600-tallet, da Magnus Gabriel de la Gardie tog over og i 1654 ombyggede slottet fra renæssanceslot til barokslot.

Vi kommer på en guidet rundvisning gennem mange af slottets sale og værelser, hvor af flere er indrettet med oprindelige møbler, malerier, gobeliner og kaminer etc. Særligt fint var det moderne toilet, hvor man kunne sætte sig ved borgens ydervæg og lade sit afkom glide ud i frit fald uden for bygningen. Det var moderne tider!

I kælderetagen ses køkkenet, der skulle betjene vært og gæster, når der blev budt på middag. Den bestod som regel af tre gange 10 retter!

Til servicen hørte også en lille fjer, så man mellem måltiderne kunne forlade selskabet midlertidigt for at stikke fjeren i halsen, brække sig og derved få plads til næste gang servering. Det var dengang uhøfligt at takke nej til mere mad!

Majstang ved Läckö Slot

Majstang ved Läckö Slot


Slotshave og - park

Under rundvisningen høres sangstemmer i korridorerne. Det er ikke spøgelser, men sangere der øver sig på denne sæsons operaopsætning - Benjamin Brittens ”Albert Heering”.

Vi går udenfor og betragter det smukke slot, der får facaden renoveret. Den lille slotshave - omgivet af en høj mur - indeholder en samling af diverse planter og grøntsager. I parken neden for slottet ses resterne af den voldgrav, der tidligere omgav slottet.

I dag ligger slottet smukt på toppen af en lille halvø.

Eftermiddagskaffe på brodækket

Eftermiddagskaffe på brodækket


Over Vänern

Efter frokosten, der består at forret og hovedret, slapper vi af i solen på brodækket, mens kaptajnen har sat kurs nordøst over Vänern.

Mange er sociale og sludre med de andre gæster eller bare nyder den friske havluft, medens vi glider forbi øer og klippeskær.

Havfugle som måge, skarv og terne ses ofte.

Enkelte passagerer tager sig en lur for åben dør - der er varmt i de lukkede kahytter - men snart serveres der kaffe og kage og igen er der liv på dækket.

Diana i Götakanalen

Diana i Götakanalen


Sjötorp - indsejlingen til Götakanalen

Vi ankommer til Sjötorp og her starter indsejlingen i selve Götakanalen, der er ca. 190 km lang og vi skal gennem de første otte sluser af i alt 58 sluser på vor tur på selve kanalen.

Vi går i land og mens et par af vore tyske venners cykler fires fra borde, tager vi afsked med dem og spadserer på trækvejen langs kanalen ad den populære cykelrute.

Vi tænkte på at cykle, men turen bliver for kort.

Cykelture langs Götakanalen er populært

Cykelture langs Götakanalen er populært


Spadseretur ad cykelstien

Langs kanalen står en række ”afregningssten”, nummereret fra 1 og opefter. Der er præcis 1000 alen mellem stenene - svarende til ca. 600 meter - og de blev benyttet til at afregne transporten efter.

Det var sådan, at skibene ikke kunne gå for sejl og ingen motor havde. Man trak derfor skibene gennem kanalen ved hjælp af okser og kunne så afregne efter hvor langt skibet var blevet trukket.

Det er en smuk tur at vandre langs kanalen og som cykelrute er den meget populær. Vi møder flere cyklister på tur, medens vi spadserer de ca. fire kilometer til sidste sluse, hvor vi kan komme ombord på DIANA igen.

Underholdning om bord

Underholdning om bord


Underholdning med bl.a. Bellman-viser

Vi er inde i den vestre del af Götakanalen, der blev indviet i år 1822 - 10 år før hele Götakanalen blev indviet.

Her kommer vi op gennem endnu en række slusetrapper, inden vi hen under aftenen får besøg af en sanggruppe, der underholder os med viser af Bellman, Edward Taube m.fl. til vi når vor natkaj i Hajstorp.

Tre lys på én gang!

Tre lys på én gang!


Hajstorp

Vi har årets lyseste nætter og synd er det at lægge sig. Vi spadserer derfor igen på trækvejen i kanten af kanalen frem til næste bro og tilbage igen, og nyder naturen undervejs.

Solsort og sangdrossel kæmper om at lyde højst fra skovens træer, fiskene springer i kanalen efter fluer, bier summer fortsat i de sidste aftenstråler og sølvsmede er på evig jagt.

Der er masser at opleve på langs Götakanalen.

Outwell
Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt