Azamara Cruice

1.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Fredrik Tornberg, Lapland Event og Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vildmarken omkring Pajala i Lapland, Nordsverige

Det lille 2-motores fly fra Barents Airlink med plads til otte passagerer står klar i Luleå og venter på os, da vi ankommer fra Arlanda ved Stockholm. Et øjeblik efter ruller maskinen hen over startbanen og vi glider op mod den skyfri, lyseblå himmel. Det snedækkede landskab under os er badet i sol og langsomt flyver vi ud over det nordsvenske Lapland.

I Pajala lufthavn

I Pajala lufthavn


Pajala Airport

Vi ser store skovarealer, marker med spor efter både dyr og mennesker og store elve, der skærer sig gennem landskabet.

Det lille fly lægger an til landing og glider blødt hen over den snedækkede landingsplads i Pajala.

Det er Jan-Erik Blomqvist fra Pajala Udviklingsselskab og Peter Johansson fra Lapland Event, der tager imod os i terminalbygningen.

- Når I kommer næste gang, er det sikkert i en større maskine, fortæller vores lokale guider. - Der er planer om at udbygge landingsbanen, så de helt store maskiner kan lande her.  Vi har håb om, at også chartertrafikken vil finde fæste her langt mod nord. Vi vil i alle tilfælde få maskiner direkte fra Stockholm, men det kunne da være helt fint, om maskinerne kunne komme direkte fra København eller Malmö - og vi derved kunne gøre det endnu lettere for vore danske venner at komme frem til os.

Fra lufthavnsbygningen træder vi direkte ud i Laplands vildmark og efter omklædning er vi parate til den første aktivitet - snescooter.

På snescootersporet i Pajala

På snescootersporet i Pajala


Snecootersafari med Lapland Event

Vi får de fornødne instruktioner hvorefter vi kører ind gennem skovens snepudrede træer i en række på fem snescootere.

Vi følger snescooterleden, som er markeret med et rødt kryds på toppen af en stolpe og da vi kommer ud i åbent terræn, får gashåndtaget (som styres af højre tommelfinger) et øget tryk og farten stiger.

Selv om vi har hoveddække og styrthjelm på, mærkes kulden særdeles meget, så snart farten øges. Hjelmens visir kan lukkes, men så dugger det hele til, så jeg foretrækker at kunne se, hvor jeg kører!

De åbne arealer vi kører på er kæmpe moseområder, hvor det er særdeles vanskeligt at færdes om sommeren. Stedet er et stort beskyttet fugleområde, hvor tusindvis af gæs, sangsvaner og mange andre fugle yngler i fred for mennesker og rovdyr.

Da vi passerer en gruppe træer flyver en flok tjurer forskræmte længere ud over mosen. Tjuren, der ikke findes i Danmark, er en stor standfugl, som ikke flytter sig meget og derfor kan ses året rundt på disse kanter.  

Nu er terrænet helt åbent og jævnt, og der skrues op for farten. Jeg forsøger at følge med, det bedste jag kan og skæver til speedometeret, der viser 61 km i timen. Gashåndtaget slippes. Nu er det vist maskinen, der kører med mig og ikke omvendt. Jeg skal nok nå dem foran og vildt kan man jo ikke fare, når blot man følger vejviserne.

I dyb sne

I dyb sne


I løs sne går det ikke

Så drejer ruten mod syd og i svinget har jeg alligevel for megen fart på og glider ud i dyb, blød sne. Hunk! Maskinen går i stå og står skævt i sneen.

Jeg hopper af ”dyret” og synker i sneen til over knæet.  Guiden kommer mig til undsætning. Stamper sneen foran maskinens gummirem (larvefod) til og medens jeg løfter i maskinen, speeder han op og får den ind på sporet igen. Godt jeg ikke er alene her!

Afstandene er store i Lapland. De små bysamfund ligger flere mil fra hinanden, men med snescooter er det muligt at komme let frem.

Vi passerer kun to bilveje på vores 35 km (3,5 mil) lange tur fra Pajala til Tärendö-elven, hvor vi drøner hen over isen til vi når Forest Hotel.

På tur i snelandskabet

På tur i snelandskabet


Sikkerhed ved snescooterkørsel

I Sverige er det i princippet tilladt at køre snescooter overalt, men der findes undtagelser for denne regel. I fjeldene findes flere reguleringsområder klassificeret i A, B og C-områder, hvor der kun må køres på de mærkede snescooterruter (skotarled). Det kan også være forbudt at køre i andre områder, som er udlagt til friluftsliv, rensdyrernæring, beskyttelse af dyreliv eller naturbeskyttelse. Det er länstyrelsen og kommunen der fastsætter reglerne.

Alle som kører snescooter skal have et gyldigt førerbevis - et kørekort eller traktorkort. Alle andre som kunne tænke sig at køre snescooter skal gennemgå en uddannelse og aflægge prøve for at få et gyldigt bevis. Aldersgrænsen er 16 år.

På arrangerede snescootersafarier kan alle med førerbevis og snescooter-uddannelse og som er over 16 år, deltage, hvis de indgår i en ledet gruppe. Der skal være en leder (guide) med kendskab til ruten for hver 10 personer i gruppen.

Alle som sidder på snescooteren - fører og evt. passager - bør bære hjelm.

Den ansvarsbevidste scooterkører kører altid ædru. Desværre er der mange, som bryder denne indlysende regel. Dømmekraft, syn, koordineringsevne og reaktionsmønster forstyrres ved indtagelse af alkohol. Desværre øges selvsikkerheden på en ikke ønskværdig måde, der bliver skæbnesvangert for alt for mange. Hvert år er der døde og tilskadekomne mennesker som følge af hastighed og alkohol. Medvirk derfor til at dine kammerater altid kører i ædru tilstand.

Den højeste tilladte hastighed er 70 km/t. Der kan dog findes særlige regler i regulerede områder eller nationalparker, hvor der skal køres langsommere. Når man krydser offentlig vej må hastigheden højst være 20km/t. Langt de fleste kører da også betydeligt mindre end de 70 km/t - terrænforhold, vejr og andre trafikanter påvirker naturligvis hastigheden. Det er den hensynsfulde kørsel der gælder - og det ved de fleste heldigvis.

Almindelig højretrafik er gældende i alle tilfælde og ingen har eneret til den scooterrute man færdes på. Vær ydmyg og tag hensyn til andre trafikanter og besøgende. Kør aldrig så hurtigt, at du gør andre urolige eller selv bliver usikker. Scooterføreren har altid vigepligt over for gående såvel som skiløbere.

Snescooter på sporet

Snescooter på sporet


Almindelige tommelfingerregler

Kør aldrig alene
Læs vejrprognosen
Planlæg turen nøje
Fortæl hvor I tager hen
Medtag nødvendigt udstyr
Kør kun ædru
Kør forsigtigt og følg rutemarkeringen på fjeldet
Undgå skråninger hvor der kan være lavinefare
Følg med på kort eller GPS
Regn ikke altid med at mobiltelefonen virker
Vend om i tide

Kilde: Fjällsäkerhetsrådet

Før hundeslædeturen hilses på trækdyrene

Før hundeslædeturen hilses på trækdyrene


Hundeslædetur omkring Tärendö

Fremme ved Tärendö er trækhundene allerede spændt for slæderne, der skal tage os med på en lille tur i området.

Men inden vi fordeler os med to på hver slæde - passager og fører - hilser vi på disse smukke dyr. Og glade er hundene, når jeg giver mig tid til at klappe og kæle med dem.

Jeg tror på, at det er vigtigt, at hundene lærer én at kende, før man begynder at kommandere med dem. Normalt er der ingen fare ved at komme tæt på huskys - i modsætning til grønlandshundene.

Ved at nærme mig langsomt, sætte mig på hug og ikke fare pågående til hundene, er de hurtige til at se, at jeg ikke vil dem noget ondt. Når først tilliden er der, har kæleriet ingen grænser ...

Turen går over og langs med Tärendö-elven, men bliver desværre ikke så lang som vi kunne ønske - en same venter på os ...

Same Peter i Tärendö med et af sine rensdyr

Same Peter i Tärendö med et af sine rensdyr


Same Peter Perttu og hans rener

Vi er nået frem til Same Peter i Tärendö, som byder os velkomne og fører os ind i indhegningen, hvor en mindre gruppe rensdyr holdes.

Peter beretter lystigt om den samiske kultur og specielt om rensdyropdræt. Og spørgsmålene flyver gennem luften. Hvad med - Hvordan gør - Kan man også ...

Her kan turister komme tæt på samerne og deres rener og bl.a. høre hvorledes samerne gennem generationer har levet i Lapland, som dækker de nordlige distrikter i Norge, Sverige, Finland samt Rusland.  Og høre om hvorledes samerne traditionelt har været et nomadefolk, der flytter sig med deres rener, når de skiftede græsgange om sommeren og vinteren.

Samerne lever af renerne og hvad naturen giver dem af fisk, bæver samt bær og svampe fra fjeldet.

Nu er der flere grene af rensdyrsavl. Der findes fortsat fjeldsamere, der driver deres rensdyrsproduktion højt til fjelds og følger renerne - om end ikke længere til fods, men i firhjulstrækkere om sommeren og på snescooter om vinteren.

I lavere liggende områder findes skovsamerne, der har deres rensdyr gående frit i skov og mose.

Og endelig koncessions-samerne, der lever nær byområderne og opdrætter rensdyrene her.

Vi hører, at samerne har flere sprog, som kan være så forskellige, at ikke alle samere kan forstå hinanden.

Tyr med flot gevir

Tyr med flot gevir


Et enormt gevir

Jeg spørger til den store flotte tyr, med det enorme gevir. ”Nej”, svarer Peter, ”det er ikke den ældste ren. Denne tyr har nogle særlige gener, der får geviret til at vokse og i og med den har dette flotte gevir, kan han sætte sig i respekt over for andre rener og få lov til at bedække hunnerne.

Kalven følger sin mor og ved indsamlingen i efteråret tilfalder kalven den same som ejer renen, hvorefter kalven får skåret samme mærke i øret, hvis ikke den sælges. Er kalven først mærket, er det yderst sjældent at den sælges til en anden same.

En af mine rejsekammerater spørger i den anledning: ”Peter, hvor mange rensdyr har du egentligt?” Peter, ser på ham med et skævt smil og svarer: ”Hvor mange penge har du på din bankkonto?”

Min kammerat vidste ikke, at man aldrig spørger en same om hans formue ...

På slædetur

På slædetur


Indfangning af rener

Peter giver os hver en lasso i hånden og vi øver nogle gange på at kaste lassoen hen over nogle gevirer, der er monteret på stolper, inden det for alvor går løs.

Og det gør det i indhegningen lige ved siden af. Her løber en enlig tyr rundt og vi får alle prøvet kræfter med at indfange den. Og nemt er det bestemt ikke. Tyren er lynhurtig og undviger igen og igen.

Til sidst lykkes det at få indfanget tyren og Peter tager den med over på en rundløjpe, hvor den spændes for en slæde, så vi får prøvet en renslædetur. Efter lidt kamp med tyren, der ikke rigtigt ved om det er den eller Peter der bestemmer, er den spændt for og spæner med sin passager rundt på banen. Det gælder om at holde godt fat i slæden for ikke at blive kastet af i den bløde sne.  

Solen er gået ned og kaster sit sidste lyserøde skær op i det tiltagende tusmørke og Peter byder os inden for til mere snak omkring bålet i lavvoen (stort sametelt - som en indianer tipi).

Og medens snakken fortsætter om samerne, deres kultur og rensdyrene, serveres kogekaffe med lækkerier af traditionel tørret rensdyrfilet, rensdyrhjerte samt kogt rentunge.

Tärendö Forest Hotel

Tärendö Forest Hotel
Fotograf: Fredrik Tornberg


Tärendö Forest Hotel

Tärendö Forest Hotel ligger lige ned til Tärendö-elven, der leder over halvdelen af vandet fra Torne-elven til Kalix-elven.

Tärendö-elven blev skabt under istiden, da en isprop stoppede vandet i Torne-elven, hvorved vandet steg og søgte gennem andre dalgange. Nu strækker denne bi-elv sig 52 km fra Jonosuando til Tärendö med en samlet faldhøjde på 35 meter og med ni større og mindre fosser (vandfald) undervejs.

Hotellet har 50 senge - fordelt på værelser med eget bad og toilet. Her findes også en lejlighed med to separate soveværelser, samt en restaurant til 70 gæster.

Buffeten anrettes på et mindre ”vikingeskib” i restauranten i tilslutning til baren, og omkring det runde bord foran den knitrende pejs får vi serveret et kulinarisk vildmarksmåltid.

Karbad i sneen med plads til 10-15 personer

Karbad i sneen med plads til 10-15 personer
Fotograf: Fredrik Tornberg


Sauna og karbad

Efter middagen er det traditionelle vildmarksbad og saunaen gjort klar. Umiddelbart uden for omklædningsrummet er et stort trækar med plads til 10-15 personer fyldt med 38 grader varmt vand.

Et par meter længere fremme over den snedækkede gårdsplads findes indgangen til saunaen - og det er der, vi søger hen.

Saunaen er behagelig varm til mig, men andre er vant til megen mere varme og hælder vand på gløderne, så dampen får temperaturen til at stige ubehageligt. Jeg er den første der må ud i sneen. Varmen blev for høj til mig.

På vej hen til karbadet frister den bløde, funklende sne i den frostklare nat og jeg vælter mig rundt i puddersneen. Men et splitsekund efter er jeg på vej op i det lune karbad og sneen på min krop springer som små knaldperler, da jeg glider ned i vandet.

Nu kommer de andre og sammen kan vi sidde med kroppen i vandet, kun med hovedet stikkende op over, medens håret på vore kolde isser fryser til is under den stjerneklare nattehimmel.

Spredte hytter i Vasikkavuoma naturreservat

Spredte hytter i Vasikkavuoma naturreservat


Vasikkavuoma naturreservat

Næste morgen er vejret fortsat højt og klart og meldingen om at det fryser 33 grader uden for, slår os ikke af pinden og efter den store morgenbuffet er vi atter på farten.

Ca. 15 km nord for Pajala ligger storhytten Vasikkavuoma ved naturreservatet af samme navn. Her har man i århundrede høstet det langstråede, saftige græs på de enorme og meget frugtbare høengområder.

Om sommeren, hvor solen er fremme hele døgnet, skaber det intensive lys og varmen en helt utrolig frugtbarhed i Tornedalen. Korn sås og høstes inden for et par måneder. Græsset blev opbevaret i over 300 små hølader og brugt til vinterfodring af renerne. I dag findes endnu mange af disse gamle lader spredt over området, der også kaldes ”Laderiket”.

Midt på engen løber en lille å - Vasikkajoki - og hele området er et eldorado for botanikere og ornitologer, da her vokser et utal af planter og blomster og området om foråret er hjemsted for traner, gæs og sangsvaner og mange andre fugle.

I reservatets storhytte lidt inde i skoven er der overnatningsmulighed for indtil 18 personer. Her findes køkken til selvhushold. Hytten er derfor velegnet til mindre grupper, som f.eks. fodboldhold, lejrskole eller ornitologer, der vil kunne betragte fuglelivet fra det høje fugletårn lige ved hytten.

Vinteren byder primært på langrendsløjper samt sneskoture i det jævne terræn.

Lars Levi Læstadius’  museum

Lars Levi Læstadius’ museum


Lars Levi Læstadius’ museum

I Pajala gør vi holdt ved præstegården, der består af to bygninger, hvoraf den ene blev flyttet hertil fra Kengis i 1850’erne.

Her modtages vi af tre kvinder med hovedtørklæde og sjaler svøbt omkring deres skuldre. Kvinderne er fra menigheden og med til at bevare og udvikle en kulturarv samt fremme forskning og belyse mangfoldigheden i Lars Levi Læstadius’ livsværk - Læstadianismen.

Det var netop her, at prædikanten, folkevækkeren, ædruelighedsforkæmperen, botanikeren og videnskabsmanden Lars Levi Læstadius boede fra 1849 til sin død i 1861. Han blev 61 år.

Efter sin død blev bygningerne forpagtet og senere anvendt til militærforlægning.

I dag er gården et museum, hvor besøgende har mulighed for at se Læstadius’ spartanske hjem og få et førstehåndsindtryk af hvorledes denne prædikant levede. Indboet er dog ikke komplet, idet det gennem tiderne har været nødvendigt at bortauktionere dele af indboet for at skaffe kapital.

Men man er nu i gang med at finde - og tilbagekøbe - det originale inventar, der er spredt ud over hele landet.

Læstadius nåede aldrig at flytte ind i den nye præstebolig, som han lod opføre til sig og sin familie. Huset stod først færdigt et halvt år efter hans død. Alligevel har bygningen fået historisk betydning, idet Læstadius lå ”lit de parade” i huset, så menigheden kunne tage behørig afsked med ham.

Over for præstegården ligger en naturskøn park - Læstadiusparken - hvor der er rejst en byste til minde om prædikanten.

Kom og oplev de frostklare dage omkring Pajala

Kom og oplev de frostklare dage omkring Pajala


Kengis Bruk – Sveriges nordligste herregård

Historien om Kengis Bruk er som et eventyr med opgangstider og nedgangstider.

Ifølge sagnet begyndte det hele med, at en jæger var på jagt med bue og pil efter et egern, men missede og pilen satte sig fast i en klippeblok. Da jægeren hev pilen ud, kunne han mærke at pilens metalspids blev trukket mod klippen, der viste sig at indeholde magnetisk jernmalm, magnetit.

Så i 1642 kom der gang i malmbrydningen og Kengis blev centrum for malmudvindingen. Fra 1850’erne eksporteredes fortsat jern til bl.a. det sydlige Frankrig, men det var svært at holde driften i gang og gøre den lønsom, og en brand i 1879 bevirkede at minedriften stoppede helt.

Nu findes her en herregård, som fiskeglade turister kan overnatte i, når de ikke fisker efter bl.a. vildlaksen i den brusende Kengisfos.

Masser af muligheder om sommeren i Pajala

Hele Pajala danner nærmest et stort delta med ikke mindre end frem store uregulerede elve, der bringer vand fra Laplands høje fjelde mod vest og ned mod sydøst til den Botniske Bugt.

Mod nord danner Muonio-elven den naturlige grænse mod Finland og løber ud i Torne-elven ved Kengis lidt syd for Pajala.

Torne-elven kommer fra Torneträsk nord for Kiruna og får vand tilført fra Lainio-elven, der kommer nordfra. Torne-elven fortsætter sydover og danner grænsen til Finland helt til den løber ud i havet ved Haparanda.  Vandet i Tärendö-elven kommer fra Torne-elven ved Junosuando og strømmer videre ud i Kalix-elven ved Tärendö.

Torne-elven er Europas længste uregulerede elv på mere end 500 km.

Så mulighederne for at finde sig den ideelle fiskeplads om sommeren eller tage på en flere dages kanotur er mangfoldige i Pajala.

Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
Tamarit Parc Resort
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt