Tahiti: Hiva Oa - mere end blot Gauguin

Klik for større billede

Marquesas-øerne er den nordligst liggende øgruppe af de i alt fem øgrupper, som Fransk Polynesien består af. Øgruppen består af 12 øer, men kun halvdelen er beboet.

Pension Kanhau ejes af Tania, som driver den sammen med sin mand, selvom han også har sit faste arbejde. Da jeg kommer op til pensionens hovedhus, har Tania dækket morgenbordet under mangotræet. Jeg nyder min kaffe samt de hjemmelavede marmelader af ananas, papaya og banan, mens jeg ser ud over bugten, hvor krydstogtskibet Paul Gauguin er ved at sejle ind – der bliver liv i Hiva Oas hovedlandsby Atuona i dag.

Tanias svigersøn, Adrien, har tidligere på ugen beskåret mangotræet en anelse, så ”man kan sidde under det uden at få mangoer i hovedet”, som Tania udtrykker det. Udover at være havemand fungerer Adrien også som guide for pensionens gæster, og han og jeg skal på en heldagstur rundt på øen, så snart jeg er færdig med kaffen.

Klik for større billede

Pensionen har rent faktisk lukket i disse dage, da Tania skal til Papeete på Tahiti og mødes med andre ejere af familiepensioner. Jeg er således den eneste gæst, men det har kun sin charme. Tania og hendes familie har siden min ankomst fået mig til at føle mig mere som en del af familien end som gæst, hvilket absolut er en af fordelene ved familiepensionerne i Fransk Polynesien, da man får en tættere og mere hverdagsagtig kontakt til ens værter end på et hotel. En anden fordel er prisen; det er nemlig billigere at overnatte på pensioner end på hotellerne.

Efter morgenmaden drager Adrien og jeg af sted, men Tania når lige at give mig en limefrugt med mod myggestikkene. Saften fra limefrugten er nemlig lindrende, når en af Marquesas-øernenes mange myg kaldet ”nono’er” har haft fat i en.
Første stop er kirkegården i Atuona, hvor både den franske maler Paul Gauguin og den belgiske sanger Jacques Brel er begravet. Jeg tager de obligatoriske billeder, mens Adrien forklarer, at hvis vi kommer tilbage sidst på eftermiddagen, vil Gauguins grav været dækket af blomster lagt af krydstogtgæsterne.
Dagen forinden havde jeg besøgt Paul Gauguin museet samt det lille museum for Jacques Brel. Museet på Hiva Oa er langt større og bedre end det Gauguin museum, der ligger syd for Papeete på Tahiti.

Klik for større billede

Turen går dernæst videre mod landsbyen Puamau, som ligger på den anden side af Hiva Oa – en tur på 42 km. Vejene er dog for det meste næsten ufremkommelige grusveje – specielt når det regner, da de asfalterede veje mest er omkring landsbyerne og lufthavnen.
På et tidspunkt kører vi på en vej, hvor kun den ene kørebane er asfalteret og den anden stadig grusvej. Vejarbejderne var i gang med at færdiggøre vejen, men blev beordret over til en anden dal for at asfaltere der. Det ser dog ikke ud til at genere Adrien synderligt, eftersom han – ligesom størstedelen af befolkningen – har en firehjulstrækker, der kan klare de fleste forhindringer såsom store regnskyl og jordskred. Her giver det ligesom mening at have store biler, ikke ligesom derhjemme…

Køreturen går gennem det smukke og frodige men samtidig meget voldsomme og majestætiske landskab. Stejle skrænter lige ned til Stillehavet og høje bjergtinder er et landskab, det går igen på alle 12 øer i Marquesas-øgruppen. Ofte tror folk fejlagtigt, at Fransk Polynesien udelukkende er Tahiti, Bora Bora, palmer og hvide sandstrande, men Marquesas-øerne er meget forskellige og deres helt egne. Her findes hverken koralrev eller lagune, som på de andre øer – disse øer er bare store klippeblokke spredt ud i havet. Det er derfor helt specielt at sætte foden på Marquesas-øerne, der af de lokale også bliver kaldet ”Te Henua Enata” – Land of Men.

Polyneserne er meget stolte af deres traditioner og kultur, som både kommer til udtryk gennem dansene, tatoveringerne og deres eget sprog. På Marquesas-øerne er de lidt anderledes end i resten af Fransk Polynesien. De traditionelle polynesiske danse, hvor kvinderne er i fokus, og hvor der udspilles en leg eller et spil mellem mænd og kvinder, er forskellige fra Marques-øernes danse, hvor det næsten kun er mændene, der danser. Kvinderne står enten i siden og akkompagnerer med lidt dans eller synger. Kvindernes sang er dog meget vigtig i modsætning til de på andre øgrupper.
Tatoveringerne er også forskellige, og kendere kan hurtigt se, om man er fra Marquesas-øerne eller et andet sted i Fransk Polynesien.
Sidst men ikke mindst er sproget anderledes og kan opfattes noget hårdere med en masse ”k-lyde” end det bløde og melodiske tahitianske sprog. ”Ia Orana” (goddag) udtales således ”Kaoka” på Marquesas-øerne.

Klik for større billede

Pludselig er vi på den anden side af øen, hvor der står en stor sten ude i vandet i bugten, som ligger i nærheden af landsbyen Hanapai. Adrien vil vise mig, det befolkningen kalder ”Tête de Nègre”, hvilket direkte oversat betyder Negerhoved – politisk korrekthed er tydeligvis endnu ikke nået helt herud.
Det spøjse ved denne sten er, at set fra en ganske bestemt vinkel ligner den rent faktisk hovedet og profilen på en sort mand. Man kan se panden, øjet og næsen, og noget som langt fra ligner en eller anden form for bevoksning, udgør det krusede hår.

Senere drejer Adrien bilen ind til en frugtplantage i Motuua-dalen, og her møder vi Augustin og hans søn Hervé, som driver plantagen. De har alt fra grapefrugt, papaya og lime, men mit øje fæstner sig ved et rum, hvor der hænger bananklaser. Bananerne bliver klippet af palmerne, inden de er helt modne, og de hænger altså til modning i rummet. For enden af rummet er der fire lukkede låger. Augustin åbner dem, og jeg mødes af den dejligste duft af banankage. Det er dog ikke kage, Augustin er i færd med at bage – han lader såmænd bananerne ligge i ovnen ved svag varme i 4 dage, til de er tørre. De er ikke knastørre, som bananflagerne i poser fra supermarkedet, nærmere lidt sejere i det, men samtidig bløde og søde.
Augustin viser mig stolt en flaske med vineddike lavet på bananer. Jeg spørger straks, om det også smager lidt af banan, mens jeg tænker på, hvor eksotisk en almindelig salat kan blive. ”Duft” siger Augustin og holder flasken under næsen på mig, hvorefter den kradse duft af vineddike river i næseborene. Desværre duftede den ikke af banan, men ganske almindelig eddike.

Adrien og jeg vinker farvel til Augustin og Hervé og fortsætter op ad grusvejen, som snor sig langs bjergsiden med de stejle skrænter på modsatte. Adrien må stoppe ustandseligt, så jeg kan tage billeder, men han smiler og forsikrer mig om, at selv de lokale kan lide den spektakulære udsigt.

Klik for større billede

Endelig når vi til landsbyen Puamau efter ca. 3½times kørsel med 30 km i timen. I udkanten af Puamau ligger ”pae pae’en” (tempelplads) Iipona, som er en af de vigtigste pae pae i Fransk Polynesien. Førhen opførte de lokale religiøse ceremonier samt ofringer til guderne. De polynesiske guder afbildes i store stenstatuer kaldet tiki’er og på denne pae pae findes den allerstørste i hele Fransk Polynesien. Tiki’en er 2,67 meter høj og vejer over 1 ton og hedder Takaii, og den er opkaldt efter en hærchef for sin styrke. Pladsen huser også Takaii’s kone Fau Poe samt to andre tiki statuer.

Klik for større billede

Det er efterhånden blevet frokosttid, og vi stopper hos Hui i Puamau. Han har forberedt flere forskellige specialiteter fra Marquesas-øerne, bland andet gedekød i kokosmælk, vildsvin med grøntsager, pommes frites lavet af brødfrugt, papaya i kokosmælk og kokoskage.
Det hele smager dejligt, og mætte vender vi bilen tilbage mod Atuona. På vejen tilbage møder vi en mand med en mountainbike. Det viser sig, at han er østrigsk krydstogtgæst, som i den bagende sol har begivet sig ud på de stejle grusveje. Vi tilbyder ham et lift, og både cykel og østriger ryger op på ladet af Adriens Nissan, som det er kutyme på disse kanter. Det er meget almindeligt at se folk sidde på ladet af hinandens biler – sjældent i kabinen.
Længere nede i dalen sætter vi østrigeren af igen, og Adrien foreslår at vise mig hans foretrukne dal – Taaoa-dalen med landsbyen af samme navn. Adrien har ret, Taaoa-dalen er meget smuk og virker om end endnu mere frodig, end det vi så tidligere på dagen.
Sidste stop på turen er pae pae’en Upeke, som dækker et langt større område end Iipona – her findes dog kun en enkelt tiki. Den står længst tilbage og er ikke så stor, og langt fra ligner det blot en stor blok basaltsten. Når man kommer tættere på, kan man dog tydeligt se både øjne og mund.
Pae pae’en bruges stadig til kulturelle ceremonier med danse og anden folklore, og er uden tvivl et besøg værd.

Solen er ved at gå ned, og det er tid til at køre tilbage til pensionen. Hjemme er Tania i fuld gang i køkkenet, og jeg sætter mig under mangotræet. Krydstogtskibet er på vej ud af bugten mod de andre øer i Marquesas-øgruppen.

Paul Gauguin har uden tvivl været medvirkende til at sætte Hiva Oa og resten af Fransk Polynesien på landkortet, men man bør også besøge øerne for deres utrolig fantastiske og storslåede natur samt de lokales gæstfrihed, generøsitet og lyst til at vise deres øer.