Tahiti: Perler, vanille og Gauguin

Klik for større billede

Motu Tautau ligger i øen Taha’a lagune, som er en del af de 118 øer i Fransk Polynesien. Om lidt skal jeg sejle over på selve Taha’a med hotellets lille shuttlebåd, hvorfra jeg skal med ud på en heldagstur til både en vanilleplantage og perlefarm.

På den lille kaj på Taha’a venter Eric fra Pension Hibiscus, han skal være vores guide i dag. Han har ringet til en af sine venner og bedt om hjælp, da denne er lidt bedre til engelsk end ham selv. Det viser sig, at vennen hedder Brian og er fra Danmark, og jeg må sikkert have set noget overrasket ud, da han stikker en meget solbrændt hånd frem og hilser på pæredansk, da Fransk Polynesien nok er noget af det fjerneste, man kan komme fra lille Danmark.
Brian har været bosat på Taha’a i 13 år og har absolut ingen intentioner om at vende hjem til Danmark. ”Se dig omkring”, siger han med et smil og slår armene ud, og jeg forstår med et, hvorfor han er blevet; den fantastisk smukke lagune med det krystalklare vand og de mangefarvede fisk, den frodige, grønne ø, palmerne, solen og de lokales afslappede livsindstilling.
Brian forklarer, at han for eksempel ikke har elektricitet derhjemme, men kun en lille generator – dog får han lagt el ind om tre uger, og så får han også internet.

Klik for større billede

Snorkeltur

Dagens udflugt begynder med en snorkeltur ved nogle meget flotte koraller – der er stærk strøm, så man skal bare lade sig flyde med og nyde turen og de mange nysgerrige fisk. Grundet strømmen skal man passe på ikke at skrabe sig mod korallerne, og skulle uheldet være ude, forklarer Eric os, at man bare skal smøre det med lime saft, som virker desinficerende på skrammen – det svier, men det hjælper.

Vi kaster os ud i det klare vand klar til at se koraller og fisk. Lidt længere henne gør vi et lille stop, og Eric tager noget mad op fra en lille pose, og pludselig stimler fiskene sammen om os. Han giver mig et stykke, så jeg også kan prøve men taber maddingen af overraskelse, da én af fiskene napper mig i fingeren.

Klik for større billede

Efter lidt tid fortsætter vi vores tur henover korallerne, og til sidst når vi vores lille båd, som Eric i dagens anledning har pyntet med palmeblade og blomster.
I mellemtiden har Brian skåret frisk frugt ud til os, så der er frit valg mellem ananas, papaya, sød grapefrugt og kokos – alt plukket for et par timer siden i pensionens baghave. ”Livet er skønt”, tænker jeg, mens jeg står i vand til livet og tygger på endnu et stykke frisk ananas.

Klik for større billede

Perlefarmen

Fransk Polynesien er også meget kendt for de sorte perler, og på Taha’a findes der indtil flere perlefarme. Eric sejler os hen til en perlefarm, og det er et imponerende syn at se, hvor hurtigt de to piger kan indføre den kun ca. 6mm store kerne af perlemor fra Mississippi-floden i østersen. To til tre år senere kan man så høste den første perle, hvis farver changerer fra den dybblå-sort til grønlig, grålig og svagt rosa.

Klik for større billede

Vanille-øen

Taha’a er desuden kendt som ”Vanille-øen”, da ca. 80 % af al polynesisk vanille dyrkes her. Vanillen tilhører orkidé-familien og har form som en lian. Planten slynger sig fast til træer eller på visse plantager til en større blomsterpind, et stykke træ eller andet, planten kan vokse op ad. Hos Brian bruger han dog kun træer til planterne. Der går mellem to og tre år, før planten blomstrer første gang – blomstringen foregår kun en gang årligt mellem juli og september. På sin vanilleplantage viser Brian, hvordan man poder blomsterne pr. håndkraft, da dette ikke sker ved naturens hånd. Når blomsten er blevet podet, begynder den at vokse nedad – dette er begyndelsen til en vanillestang. Efter ca. 2 måneder falder den tørrede blomst af, og vanillestangen har nået sin endelige størrelse – det er dog ikke før 9 måneder efter podningen, at stangen er helt moden.
Brian forklarer os den langvarige proces, det er at tørre vanillebønnerne. Når de er plukket, tørres de nemlig 2 timer i solen hver dag, hvorefter hver enkelt vanillestang masseres – og dette i flere måneder. Det er en lidt langvarig affære, men det er også med til at frembringe noget af verdens bedste og mest smagfulde vanille.

Klik for større billede

Øen Hiva Oa

Efter mit besøg på Taha’a flyver jeg op til den nordligst liggende øgruppe i Fransk Polynesien, som hedder Marquesas-øerne. Her har jeg indlogeret mig hos Tania, som ejer Pension Kanahau på øen Hiva Oa. Øgruppen består af 12 øer, men kun halvdelen er beboet.

Familiepensionen har rent faktisk lukket i disse dage, da Tania skal til Papeete på Tahiti og mødes med andre ejere af familiepensioner. Jeg er således den eneste gæst, men det har kun sin charme. Tania og hendes familie har siden min ankomst fået mig til at føle mig mere som en del af familien end som gæst, hvilket absolut er en af fordelene ved familiepensionerne i Fransk Polynesien, da man får en tættere og mere hverdagsagtig kontakt til ens værter end på et hotel.
En anden fordel er prisen; det er nemlig billigere at overnatte på pensioner end på hotellerne.

Klik for større billede

Paul Gauguins grav

Tanias svigersøn Adrien har lovet at tage mig med ud og se noget af øen, og første stop er kirkegården i Atuona, hvor både den franske maler Paul Gauguin og den belgiske sanger Jacques Brel er begravet. Jeg tager de obligatoriske billeder, mens Adrien forklarer, at hvis vi kommer tilbage sidst på eftermiddagen, vil Gauguins grav været dækket af blomster lagt af krydstogtgæsterne, som ankom tidligere på morgenen med krydstogtskibet opkaldt efter maleren.

Turen går dernæst videre mod landsbyen Puamau, som ligger på den anden side af Hiva Oa – en tur på 42 km. Vejene er dog for det meste næsten ufremkommelige grusveje – specielt når det regner, da de asfalterede veje mest er omkring landsbyerne og lufthavnen.
Køreturen går gennem det smukke og frodige men samtidig meget voldsomme og majestætiske landskab. Stejle skrænter lige ned til Stillehavet og høje bjergtinder er et landskab, det går igen på alle 12 øer i Marquesas-øgruppen. Ofte tror folk fejlagtigt, at Fransk Polynesien udelukkende er Tahiti, Bora Bora, palmer og hvide sandstrande, men Marquesas-øerne er meget forskellige og deres helt egne. Her findes hverken koralrev eller lagune, som på de andre øer – disse øer er bare store klippeblokke spredt ud i havet. Det er derfor helt specielt at sætte foden på Marquesas-øerne, der af de lokale også bliver kaldet ”Te Henua Enata” – Land of Men.

Klik for større billede

Tempelpladsen Iipona

Endelig når vi til landsbyen Puamau efter ca. 3½times kørsel med 30 km i timen. I udkanten af Puamau ligger ”pae pae’en” (tempelplads) Iipona, som er en af de vigtigste pae pae i Fransk Polynesien. Førhen opførte de lokale religiøse ceremonier samt ofringer til guderne. De polynesiske guder afbildes i store stenstatuer kaldet tiki’er og på denne pae pae findes den allerstørste i hele Fransk Polynesien. Tiki’en er 2,67 meter høj og vejer over 1 ton og hedder Takaii, og den er opkaldt efter en hærchef for sin styrke. Pladsen huser også Takaii’s kone Fau Poe samt to andre tiki statuer.

Adrien foreslår at vise mig hans foretrukne dal – Taaoa-dalen med landsbyen af samme navn. Adrien har ret, Taaoa-dalen er meget smuk og virker om end endnu mere frodig, end det vi så tidligere på dagen.
Sidste stop på turen er pae pae’en Upeke, som dækker et langt større område end Iipona – her findes dog kun en enkelt tiki. Den står længst tilbage og er ikke så stor, og langt fra ligner det blot en stor blok basaltsten. Når man kommer tættere på, kan man dog tydeligt se både øjne og mund.
Pae pae’en bruges stadig til kulturelle ceremonier med danse og anden folklore, og er uden tvivl et besøg værd.

Solen er ved at gå ned, og det er tid til at køre tilbage til pensionen. Hjemme er Tania i fuld gang i køkkenet, og jeg sætter mig under mangotræet. Krydstogtskibet er på vej ud af bugten mod de andre øer i Marquesas-øgruppen.

Paul Gauguin har uden tvivl været medvirkende til at sætte Fransk Polynesien på landkortet, men man bør også besøge øerne for deres utrolig fantastiske og storslåede natur samt de lokales gæstfrihed, generøsitet og lyst til at vise deres øer.

Klik for større billede

Faktaboks Tahiti

Sådan kommer du til Tahiti:
Air Tahiti Nui fra Paris CDG eller Ny JFK
Air France fra København  
Air New Zealand fra London  

Indenrigsfly:
Air Tahiti  

Valuta:
Fransk polynesisk franc, 100 DKK = 1595 CFP

Sprog:
Fransk og tahitiansk. Engelsk er udbredt i turistområder.

Visum:
Danskere behøver ikke visum til Fransk Polynesien. Dog skal man have et pas, der er gyldigt til indrejse i USA.

Vaccination:
Det er det skønne ved Tahiti, der er ingen farlige slanger, edderkopper eller farlige sygdomme. Du behøver allerhøjest at forny din stivkrampevaccination.