USA: Elgjagt på Toppen af Blueberry Hill, Alaska

Bjørne i september i Alaska

Midt i september var vi på jagt med en polsk klient, som var taget til Alaska for at skyde en bjørn. Men det gik lidt trægt med at finde en jagtbar grizzlybjørn. Efter fem dages jagt havde vi endnu ikke fundet en bjørn og jeg var nødsaget til at forlade guiden og klienten og i stedet begive mig tilbage til hovedlejren ved søen. Her ville jeg hjælpe guiden Jake med den forestående elgjagt, der skulle skaffe os kød til lejren.

Her mødte jeg bjørnen

Et kæmpebrøl

Allerede dagen efter at jeg var tilbage i hovedlejren, begav vi os ud til Blueberry Hill, hvor vi tidligere på sæsonen havde set et par gode elgtyre.
I mørket sejlede vi op til nordenden af søen, og derfra gik vi op på bakken. Stien mod toppen snoede sig gennem de karakteristiske tætpakkede grantræer, som dækker det meste af Alaska. Ved hver lysning stoppede vi op og gav nogle brunstgrynt samtidig med, at Jake raslede med et par tomme oliebøtter, som imiterede lyden af en elgtyr, når den gnider sit gevir mod træerne.
Brunstperioden var på sit højeste, og hvis en kamplysten elgtyr hørte disse lyde, ville den uden tvivl give sig til kende og dermed give os mulighed for at nedlægge den.
Mens vi gik op mod toppen af bakke, hørte vi pludselig noget meget usædvanligt: En oplevelse, som Jake aldrig havde været udsat for før i de fem år, han havde fungeret som guide i området. Et kæmpebrøl fra en bjørn skar sig igennem disen. Det var uden tvivl kongen af Alaska, der brølede. Det løb os koldt ned af ryggen idet bjørnen pointerede, at den ejede jorden vi betrådte.
Vi anslog at bjørnens befandt sig på den anden side af den store sø og vi betragtede os dermed som værende uden for fare for at møde den face to face.

En lille elgtyr

Elgene reagerede ikke på vores brunstkald på vej op mod toppen af bakken, men da vi nåede så langt op, at vi kunne se ud over den uendelige tundra, kiggede jeg som den første op over en række klipper der stod på bakketoppen. Det første jeg så, var en elgko som stirrede direkte på mig.
Jeg fik omgående signaleret til Jake, at jeg havde set noget interessant. Jake listede om bag mig, og i det samme satte koen af sted og forsvandt ned igennem de tætte træer. Jake fulgte straks efter i håb om, at der stod en tyr i lavningen hvor koen netop var forsvundet.
Imens listede jeg op mod toppen og kiggede ned i endnu en lavning. Her så jeg straks en lille elgtyr mellem en række birketræer. Den unge elgtyr havde set mig og kiggede direkte op mod det sted hvor jeg lå gemt. Jeg hævede langsomt min kikkert og kunne se, at det var en ung firtakker. Chefen i lejren havde inden turen sagt, at han helst ville have, vi skød en ung tyr. Derfra fik man det mest møre og velsmagende kød, hvilket gjorde, at den tyr, jeg netop havde set, var oplagt at nedlægge.

Gigantens entre

Jeg kontaktede atter Jake, som i mellemtiden var kommet på bakketoppen igen. Med to fingre strittende ud fra panden signalerede jeg, at jeg havde set en tyr, og da Jake kom op til mig, var han allerede i gang med at lade riflen. Jeg viste ham, hvor den unge tyr stod, og lige idet han fik øje på den, skete der noget meget uventet. Imellem os og den unge tyr trådte pludselig et monster af en elgtyr ud fra nogle grantræer, som omgav et lille sumpområde præget af farvestrålende birketræer.
Den store tyr gik væk fra os og stilede mod en lysning, hvor der midt på stod tre tætte grantræer. Tyren stillede sig bag træerne, og vi kunne ikke se, om dens gevir målte mere end 50 tommer i udlæg, som var påkrævet, såfremt den skulle nedlægges.
Tyren begyndte atter at bevæge sig med dens karakteristiske slowmotionagtige bevægelser, og den var ikke langt fra at forsvinde ned ad bakken og dermed ud af syne.
Jake gav et brunstgrynt fra sig, og tyren stoppede op og kiggede tilbage mod os. Jake kunne gennem kikkerten med det samme konstatere, at den var lovlig: Geviret var langt over de 50 tommer. Nu var der ikke megen tid til at tænke. Skulle vi gå efter den unge tyr, eller skulle vi satse på den store? Der skulle tages en beslutning i en fart, og den tog Jake. Det blev den store.

Giganten skydes på 120 meter

Første skud

Jeg stod bagved Jake, da han skød det første skud mod elgen, der stod i et malerisk efterårslandskab med en spejlblank sø og sneklædte bjerge som baggrund.
I det første skud krummede elgen ryg. Den var helt sikkert ramt, men blev stående med bagenden skråt bagud i vores retning. Jake skød igen fra hans fritstående position, men tyren væltede stadigvæk ikke. Tyren tog derimod et skridt fremad, og tanken om at den ville forsvinde, var ulidelig. Endnu engang rungede Jakes Ruger 338 Winchester magnum.
Denne gang væltede den tunge tyr bagover, og geviret gravede sig ned i jorden i takt med, at ekkoet fra skuddet rungede ud i uendeligheden.
I løbet af bare 10 sekunder havde Jake nedlagt en 700-800 kilo stor elgtyr, den største af alle hjorte arter. Han havde skudt den i en afstand af 120 meter med en 225 grain barnes-x kugle.
Vi gik straks derned, og synet der mødte os fik os til at forstumme. Det var så flot en elgtyr, at man i et helt liv end ikke tør håbe på, at få lov til at nedlægge et så majestætisk dyr. De store skovle havde takker hele vejen rundt og symmetrien i geviret var perfekt. Med alderen mister de ofte nogle af takkerne men denne elgtyr var på sit højeste i sin livscyklus og var et pragteksemplar af sin race. Forsprosserne var store og fremtrædende og geviret viste sig at måle ikke mindre end 65 tommer.
Under brækningen viste det sig, at elgen var skudt gennem hjertet, som var på størrelse med en herrehåndbold. De to øvrige skud var placeret henholdsvis på halsen og højt på bladet.

700-800kg med et gevir på langt over de påkrævede 50 tommer

Hårdt arbejde

Det var først nu, at det virkelig hårde arbejde begyndte. Tyren skulle parteres, og så vidt muligt skulle vi undgå at få jord og andet skidt på kødet.
Først efter to timer med sandfluer og myg der var ved at æde os op, havde vi endeligt fået kødet over i de hvide stofvildtsække. Første tur mod den nærmeste sø kunne begynde, her ville chefen for lejren hente kødet med vandflyveren.
Den en time lange gang ned mod søen tog på kræfterne, da vi med 95 pund på ryggen gik over væltede træer og gennem kuperet og sumpet terræn. Allerede efter få meter piblede svede frem, mens lårbasserne skreg.

Jake med tyrens hjerte - stort som en håndbold

Tilbage i lejren

Tilbage i lejren modtog de andre os. De havde hørt skuddene og chefen smilede over hele ansigtet; kødet til næste sæson var sikret.
Jake fortalte om vores oplevelse igen og igen, og efter en kop kaffe og en stor morgenmad tog vi alle sammen op til Blueberry Hill for at hjælpe med at bære det sidste kød fra det kolossale dyr ned til søen.
Den polske bjørnejæger, som i mellemtiden var kommet tilbage til hovedlejren, var også med. Han var tydelig imponeret og gav udtryk for, at han var glad for at være med til denne oplevelse. Det gav også hans tur en ekstra dimension, som han sagde.
Vi fik båret kødet ned til søen, og hen på eftermiddagen landede Jim i sin største flyver. Vandflyveren blev læsset til bristepunktet, hvorefter vi alle sammen tog tilbage til hytten og begyndte at hænge kødet op, så det kunne lufttørre og dermed skabe en hinde om kødet, som forhindrer fluerne i at lægge æg på kødet.
Sidst på eftermiddagen følte jeg mig ligeså mat som en pose te, der er blevet brugt fem gange. Jeg havde arbejdet hårdt, været meget tidligt oppe, men da min chef spurgte mig, om jeg ville flyve ham og den polske jæger ud til en sø, for derfra at finde en bjørn, kunne jeg ikke modstå fristelsen og sagde ja.
Den næste dag lykkedes det endelig vores polske jæger at nedlægge en flot grizzlybjørn efter en lang, hård og meget spændende jagt. Men det er en helt anden historie.

Klik for større billede

Information

Området hvor jeg arbejdede lå halvanden times flyvning nord for Anchorage, hvor min arbejdsgiver havde opført en idyllisk bjælkehytte ved bredden af en flere kilometer lang sø.
Det var et fantastisk smukt sted, med et meget rigt dyreliv, og ikke langt fra søen løb der en stor elv, hvor der både var kongelaks, sølvlaks og regnbueørreder som vi nød godt af at fange og spise. Og med tilstedeværelsen af de mange laks var der også en meget tæt bestand af bjørne.
Når vi fløj rundt i området, så vi altid mange elge, og flere mente, at biologerne havde overreageret, da de forbød elgjagt i den sæson, hvor jeg arbejdede der. Dette forbud gjaldt dog ikke jægere med fast bopæl i Alaska. Fastboende jægere måtte således nedlægge en elg årligt.

Bogen ”Det er nu eller aldrig” / ”Jagt uden foræringer i Alaska, New Zealand og Canada” kan købes i alle landets boghandler og på forfatterens hjemmeside.