Dayz Resorts

7.12.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Bjerggorillaerne i Bwindi National Park, Uganda

Det er bælgmørkt uden for. Gennem hele natten har jeg lyttet til klokkefrøer og cikader, der forsøger at overdøve hinanden med deres særprægede lyde. Intet i mit værelse forhindrer lyden i at nå mine ører. Her er intet glas i vinduerne. Ingen skodder. Kun et udspændt myggenet, så både lyde og nattens kølige brise rammer mig i sengen.

Hytterne står på pæle i Buhoma Homestead

Hytterne står på pæle i Buhoma Homestead


Buhoma Homestead - midt i junglen

I hytten nedenfor mit værelse ramler en kasserolle på gulvet. Det giver et sæt i mig, for det lyder som om der er nogen lige uden for min dør. Så hører jeg stemmer. Det er køkkenpersonalet, der er i gang med at forberede morgenmaden.
Jeg kigger ud gennem myggenettet og lyset er langsomt ved at bryde nattens mørke og lægge en dæmper på junglekoncerten.

Jeg ligger nu lysvågen og tænker på, om det mon i dag skulle lykkes at stå ansigt til ansigt med en af vore nærmeste slægtninge fra dyreverdenen - bjerggorillaen.

Jeg befinder mig på det lille resort Buhoma Homestead i Bwindi Impenetrable Forest National Park, der ligger i det sydvestlige Uganda på kanten af den vestlige del af Rift Valley.

Jeg tog med Brussels Airlines tidlige morgenfly fra København via Bruxelles, hvor jeg skiftede til et større fly og fløj hele dagen til Kampala - hovedstaden i Uganda.

Dagen i går blev så brugt til at køre gennem landet i bil med lokal chauffør - først på fine veje, men senere på meget ujævne ler- og grusveje og jeg var først fremme efter mørkets frembrud.

Jeg er derfor spændt på at se, hvor jeg befinder mig, da jeg træder ud på den lille terrasse uden for den højtliggende hytte. De fleste værelser på Buhoma Homestead er bygget som bambushytter, der nærmest står på pæle op ad bjergskråningen i regnskoven. Endnu er vejret lidt gråt efter nattens regn og mellem regnskovens træer svæver nogle tunge skyer.

Jeg går ned i hytten og restauranten under mig for at få morgenmad. Og her mangler intet. Vi har bestilt en madpakke til dagens trekking-tur og forsynes med en sandwich, pandekage med kødfyld, lidt juice, en flaske vand samt et æble - alt pakket fint i en lille plastikboks.

Grundig instruktion af ranger

Grundig instruktion af ranger


Introduktion til et gorillamøde

Lige ved indgangen til nationalparken, mindre end fem minutters gang fra Buhoma Homestead, mødes vi, der har få tilladelse - en såkaldt permit - til at besøge gorillaerne. Det er rangerne, der beskytter dyrene og nationalparken, som tager imod os og vi får en samlet instruks for hvorledes denne dag vil forløbe.

Det første der bliver spurgt om, er naturligvis om der er nogen syge mellem os 24 deltagere, der spændte og forventningsfulde lytter til rangeren. Hvis nogen smitter med noget f.eks. forkølelse, skal vedkommende ikke deltage i trekket. Når og hvis vi møder gorillaerne, skal vi holde os på afstand og skal man hoste eller nyse, sker det med ryggen til dyrene, mens man holder sig for næse og mund. Risikoen for at dyrene smittes med menneskebakterier skal minimeres.

Hav ikke øjenkontakt med dyrene, det kan gøre dem aggressive. Og skulle de foretage et skinangreb, så løb ikke. Det tænder jagtinstinktet. Forsøg at bevare roen og træd langsomt tilbage. Det er næsten ikke værd at nævne, men enhver form for fodring eller berøring af dyrene er strengt forbudt. Og så efterlader vi kun vort fodaftryk ude i junglen.

I grænselandet mellem Uganda og DR Congo i vest samt Rwanda i syd findes i alt ca. 800 bjerggorillaer - langt de fleste i Uganda, hvor de naturligvis er totalt fredede. Desværre dræbes nogle dyr fortsat i DR Congo, dels som følge af at de kommer i krydsild mellem rivaliserende militsgrupper, dels som følge af fortsatte manddomsprøver og trofæjagt, og endelig dræbes de for at få mad på bordet til en sultende befolkning - såkaldt bushmeat.  

Vi bliver delt i tre grupper med maksimalt otte turister i hver gruppe, som herefter skal finde frem til hver sin gorillafamilie. De tre familier vi kan besøge er Mubara, Rushegura samt Habinyanja - den største gruppe på 22 medlemmer. Det er den familie jeg skal besøge ...

Portere fra den lokale landsby bærer rygsæk

Portere fra den lokale landsby bærer rygsæk


Gode vandrestøvler og gamacher

Unge mænd og kvinder fra den nærliggende landsby står parate til at springe til, hvis nogle har brug for en porter til at bære rygsæk med mad og vand, regntøj og kamera etc.

Det koster nogle få dollars samt eventuelle drikkepenge - og pengene er givet godt ud. Det giver en kærkommen indtægt til de unges familier og man slipper for selv at bære rygsækken op og ned ad bjerget i den fugtige regnskov.

Vi bliver bedt om at fæstne bukserne i strømperne og jeg spænder mine gamacher på vandrestøvlerne og det nederste af bukserne, så der ikke kommer kryb op under buksebenene.

Vandrestøvler - gerne med høj kant samt gamacher - kan stærkt anbefales. Regnjakken er et must. Regnen kommer pludselig og er hæftig.

Et sted i junglen findes bjerggorillaerne

Et sted i junglen findes bjerggorillaerne


Spejdere sendt ud

I biler transporteres vi ud til startstedet for trekkingen, ca. 20 minutters kørsel fra indgangen til nationalparken.

De, der endnu ikke er blevet forsynet med en vandrestav, får straks en tilskåret og så er vi parate og spændte. Med os otte turister har vi vores lokale guide forrest i gruppen samt en guide bagerst, hvor også porterne går.

Nogle meter foran gruppen går en bevæbnet ranger og aller bagerst endnu en bevæbnet ranger.

Et hold spejdere er nogle timer tidligere sendt i forvejen for at se, om de kan finde gorilla-familien. De går frem til det sted, hvor gorillaerne blev set dagen før og følger deres spor gennem regnskoven, indtil de finder dem og kan så via radio give melding om, hvor gorillaerne befinder sig.

Herefter kan vor guide sikre os, at vi tager den korteste vej. Men der er ingen garanti for, at man finder gorillaerne, der kan flytte sig op til fem km på en dag. Giver søgningen intet resultat og man ikke får set gorillaerne, refunderes 75 procent af prisen for gorillatilladelsen (permitten).

Små vandløb passeres

Små vandløb passeres


Op og ned gennem regnskoven

Turen går op gennem bananplantager, hvor børnene kommer frem fra de lerklinede huse for at vinke til os.

Der går ikke lang tid før sveden hagler af mig i den høje luftfugtighed. Solen bager ubønhørligt fra en skyfri himmel lige over mit hoved. Vi er ved ækvator.

Vi kommer op i en saddel på en bjergkam og den lette brise er vidunderlig kølende. Vi får lidt at drikke og skuer ud over regnskoven. Derude et sted, er gorillaerne. Men hvor? Skal vi ned i dalen, nu vi lige er kommet op på bjerget? Eller?

Vi følger bjergkammen og vandrer op over en lille top, inden det går nedad til endnu en lysning. Herfra går vi ind i den skyggefulde regnskov. En lise at komme væk fra solen. Stien er smal - højst 50 cm. bred og det er nødvendigt at slå grene ned med macheten, så vi kan komme frem.

- Myre, advarer guiden og vi træder forsigtigt over en hær af myre, der vandrer som en sort, snoet streng på tværs af stien. Vi skal holde øjnene åbne, for her kan også være andre dyr - både aber og fugle. Jeg ser mig omkring og får øje på en enorm regnorm, der glider hen langs stien. Den er lidt større end dem vi kender hjemmefra! Vi ser ikke andre dyr på turen gennem den tætte jungle og fugle er det sparsomt med i dag.

Efter at have vandret ca. en time langs med bjergkanten, går det nedad. Vi passerer et lille vandløb ved at springe fra sten til sten.

Noget bider mig på skinnebenet lige ved kanten af min vandresok. Jeg klør igen, men øjeblikket efter bider det oppe under knæet på mig. Ved næste drikkestop, tager jeg gamachen af og ruller mit bukseben op - og ganske rigtigt, her sidder en stor sort myre og gnaver i mit ben. Men ikke ret længe! Ufatteligt, at den har kunnet komme ind.

Så går det atter opad. Har guiden endnu ikke haft radiokantakt med spejderne? Har de fundet gorilla-familien? Vi hører ingenting, selv om vi spørger. Vi har nu vandret i godt to timer, men det er intet mod de, der vandrede forleden. De måtte gå i fire timer før de fandt frem til gorillaerne og havde derefter også fire timer tilbage. En noget strabadserende tur.

Gruppen er tryk omkring silverback - den store han

Gruppen er tryk omkring silverback - den store han


Mødet med bjerggorillaerne

Så efter  godt to times vandring vender guiden sig smilende om mod os. - Må jeg præsentere vore spejdere, siger han og slår ud med hånden. Foran os står en gruppe rangere. Gorillaerne er fundet. Der tales sagte. Portere, vagt og spejdere bliver tilbage, medens guiden fører os lidt længere frem gennem den tætte urskov.

Et par minutter efter ser vi ryggen af en sort skikkelse, som ikke lader sig forstyrre af os. Vi træder ud i en lille lysning og der ca.  seks meter fra os ligger familien. Et par hunner sidder tæt sammen og lader deres halvårige unger kravle rundt på sig.

Den store han - silverback på hen ved 700 kg - ligger henslængt i skyggen til højre for hunnerne med ryggen til dem og os og tygger blade. Desværre kan vi ikke rigtigt se ham, men han ved udmærket, at vi er her og hvad der i øvrigt foregår omkring ham.

En hun-gorilla ser op mod os

En hun-gorilla ser op mod os


På behørig afstand

Vi stiller os forsigtigt op på en række, så alle får bedst muligt udsyn til gorillaerne. Betagende, så fredelige disse dyr virker.

Naturligvis er de vant til at mennesker kommer, og holder man sig på behørig afstand, er der ikke noget tegn på aggressivitet fra disse menneskeaber. Det skulle lige være hvis en fotograferer med blitz, hvilket er helt forbudt. Glimtet fra blitzen kan skræmme dyrene og gøre dem bange og forvirrede - måske aggressive.

En af hunnerne er på vej op i et træ og en anden vil efter hende. Et grynt fra silverback og den efterfølgende hun viger tilbage. Her er der kun én der bestemmer. Guiden fortæller hvad de enkelte gorillaer hedder i denne store Habinyanja-gruppe, hvor vi kan tælle 12 medlemmer. De øvrige 10 befinder sig længere nede i skoven.

En herlig lille og nysgerrig ballademager

En herlig lille og nysgerrig ballademager


Ustyrlige unger

En af ungerne er lidt fræk og lidt for modig! Da han går frem mod os, kommer hans mor efter ham og holder ham fast.

Det er han ikke tilfreds med og skriger. De er kun ca. to meter fra os og guiden kommanderer os til roligt at træde et skridt tilbage, så sikkerhedsafstanden bibeholdes.

Så finder ungen på nye narrestreger. Han vil klatre. Han rækker op efter en gren og det er tydeligt, at moren vil hjælpe ham. Hun trækker grenen ned så han kan få fat og hurtigt kravler han op - og moren efter samtidig med at hun slipper en vind, der nærmest lyder som et stormvejr!

Det er fantastisk at se, hvorledes disse dyr lever en tilsyneladende sorgløs tilværelse. Spiser, sover, finder nyt sted at sove og spiser igen.

Nede fra skoven under os hører vi pludselig en banken på brystkassen fra en gorilla. Er der en der skal vise sig?

En gorilla har holdt øje med os oppe fra træet

En gorilla har holdt øje med os oppe fra træet


Bjerggorillaerne flytter sig

Oppe fra et træ lige over hovedet på os, opdager vi en gorilla, der har ligget og holdt et øje med os. Nu vil den ned.

Vi går til side, så den kan glide ned ad træstammen og vi tror, at den vil fare væk, så snart den rammer jorden. Men nej, den sætter sig roligt til at æde få meter fra træet lidt inde i det tætte buskads.

Den store han - silverback - der har sit navn efter den hvide tegning på ryggen - sætter sig pludselig op. Vi håber på at han kommer ud i lyset. Men et øjeblik efter går han desværre længere ind i den mørke skov og iInden længe trækker resten af familien efter ham og de forsvinder en efter en.

Silverback kommer frem et øjeblik

Silverback kommer frem et øjeblik


Et glimt af silverback

Vor guide med mashetten følger efter dem og hugger os en vej gennem vildnisset. Vi kan hele tiden høre gorillaerne foran os, men se dem kan vi ikke.

Guiden fører os over i en lysning, så vi har solen i ryggen og herfra kan vi se flere af de store dyr. Silverback sidder fortsat inde bag nogle blade og æder løs.

En anden han kommer frem. Han er 12-14 år og måske er det den kommende silverback? Han stopper kort og ser på os, inden han går videre mellem bregnerne på den anden side af lysningen.

Så sker det. Silverback rejser sig og kommer ud mod os. I nogle ganske få sekunder lykkes det at få dette mægtige dyr at se. Hovedet er stort, kroppen enorm og overarmene næsten så tykke som en menneskekrop. Han går skråt frem mod os, men forsvinder så i de høje bregner og går med sin gruppe endnu længere ind i regnskoven.

Børnene fra landsbyen synger og danser for os

Børnene fra landsbyen synger og danser for os


Retræte

Guiden signalerer at vi nu skal trække os tilbage. Der er allerede gået den berammede time, det er tilladt at opholde sig nær dyrene. Vi finder sporet tilbage til vore portere og vagter, og sætter kursen hjemefter ad samme rute som vi vandrede ud.

Tilbage ved startstedet er landsbyens børn og kvinder forsamlet. Skolelæreren vil vise os hvorledes børnene synger og danser og vi får en uforglemmelig afslutning på vor trekkingtur til bjerggorillaerne i Bwindi.

Outwell
Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt