6.10.11

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Nalubale Rafting og RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Uganda: White Water Rafting på Nilen

Vi er lidt uden for byen Jinja - Ugandas næststørste by og center for adventure aktiviteter. På campingpladsen inde på det lukkede område lige ved The Nile Porch står et par store ”landover” ekspeditionsbusser parkeret. Rundt omring er folk ved at vågne og komme ud af teltene og få søvnen gnedet ud af øjnene. I dag skal vi alle på hvidt vand.

Udsigt over Nilen fra The Nile Porch ved Jinja

Udsigt over Nilen fra The Nile Porch ved Jinja


I Jinja tilbydes mange former for aktiviteter lige fra rideture, quadbiking (offroad motorcykel på 4 hjul), white water kajak samt riverrafting på verdens længste flod - Nilen.
Nilen er forbundet med Victoriasøen, ca. 1200 meter over havet og løber ca. 6500 km mod nord gennem Uganda, Sudan og Egypten inden den løber ud i Middelhavet.

Oppe fra vore telt-camp på skrænten til Nilen ved The Nile Porch og den tilhørende restaurant The Black Lantern har vi den mest vidunderlige udsigt over vandløbet nedenfor. Vi kan se langt op ad floden og netop ved The Nile Porch svinger Nilen til venstre i et mellemstort strømfald og forsvinder længere fremme i et frådende inferno af hvidt vand ved Bujagali Falls, som vi senere skal rafte på.

Udstyret til raftingturen tages i brug

Udstyret til raftingturen tages i brug


Mødet med raftingfolket

Vi samles alle til lidt morgenmad og får den første instruktion om raftingturen. Her er flere foretagender, der udbyder rafting, og vi har valgt Nalubale Rafting, hvor vi møder danske Thomas Leth Madsen, der er medejer og som skal være vor guide. Vi bliver også præsenteret for vor bådfører Reuben Connolly, der skal styre gummibåden og føre os sikkert gennem de mange strømfald på vores to-dages rafting-tur.

Efter at have fået udleveret hjelme og svømmeveste transporteres vi alle til startstedet lidt nord for Owen Falls dæmningen, hvor de allerede oppustede gummibåde sættes i vandet af flere hjælpere. Med os har vi en større redningsflåde, der roes med årer af Abbey. Vi har også tre af verdens bedste white water kajakroere Moses, Charles og Kabos med os og de kredser omkring vores gummibåd i strømfaldene og kan gribe ind - og samle os op når/hvis det bliver nødvendigt. Derudover har vi Richard Abram, der er fotograf og som både filmer og fotograferer fra sin kajak, medens vi rafter. Sikkerheden er i top. Thomas har prøvet denne tur mere end 100 gange, men har endnu ikke det endelige certifikat som bådfører. Både Reuben og Richard, der begge er fra New Zealand, har hver 8 års erfaring med det internationale rafting-certifiat.

Så er vores gruppe - med danske Thomas Leth Madsen i midten - klar til turen

Så er vores gruppe - med danske Thomas Leth Madsen i midten - klar til turen
Fotograf: Nalubale Rafting


De fleste (røde gummibåde) skal på en endagstur på ca. 30 km og glider først ud i Nilens rolige vand. Vores gruppe skal på en 2-dages tur i den gule gummibåd og padle 16 km den første dag og 24 km den næste, i alt ca. 40 km.
De misforståelser, der har været i gruppen omkring at nogle ønskede en tur på maximalt kategori 3 strømfald, medens andre godt ville prøve højere kategorier, er fjernet. På Nilen kommer man gennem alle kategorierne. (Nederst i artiklen findes den gængse definitioner på de forskellige strømfalds-kategorier).

Forsynet med hver sin paddel indtager vi vore faste pladser i den gule gummibåd. I venstre side sidder forrest Thomas, så Tonje, Sanne og Jens. I højre side sidder forrest Lars, så jeg og Eva. Bagerst sidder Reuben og giver de nødvendige kommandoer, medens han styrer gummibåden gennem strømfaldene.

Vi lærer komandoerne med Reuben Connolly bagerst

Vi lærer komandoerne med Reuben Connolly bagerst
Fotograf: Nalubale Rafting


Øvelse gør mester

De første ca. 3 km er stille vand med et par meget små strømfald og her skal vi øve kommandoer. - Ok gues, lyder det fra Reuben, og de første kommandoer indøves. ”Forward paddel”, ”Back paddel”, ”Left turn” og ”Right turn” sidder snart i kroppen på os. Vi lærer også to kommandoer, der bruges når vi skal ned ad strømfaldene. ”Hold on”, hvilke betyder at man med den yderste hånd griber fat i sikkerhedslinen, der sidder fast hele vejen rundt om gummibåden, og læner sig ind mod midten af båden, medens man ”låser” sin paddel under armen. Og endelig er der den sidste kommando: ”Down”, som betyder, at man sætter sig på knæ eller hug, med ansigtet ud af båden og holder med begge hænder i sikkerhedslinen. Det er kommandoen, når det går ned gennem de vilde strømfald.
På vores 2-dages tur er der ikke mindre end 19 forskellige strømfald vi skal passere og vi vil møde alle kategorier. Sikkerhedslinen kaldes ”the safety line”, men den populære betegnelse er ”the O.S. line” hvor O.S. står for ”Oh Shit” – naturligvis fordi man som regel kun har brug for linen, når man er ude i noget stort!

Sanne har tidligere raftet Zambezi-floden, som er noget vildere end Nilen og selv har jeg erfaring dels fra en let rafting i Costa Rica og en noget skræmmende oplevelse i Norge. De øvrige har aldrig raftet før!
Det er derfor med nogen spænding vi ser frem mod de første strømfald. Men både Thomas og Reuben forstår at berolige os og lover at tage os med over de mest konservative steder i strømfaldene (læs: letteste steder).

I en stille pool mellem strømfaldene

I en stille pool mellem strømfaldene
Fotograf: Nalubale Rafting


Ud at flyde

Vi har nu drevet de første km ned ad Nilen og nu er det tid til at blive våde og øve redning. Reuben har dårligt tal færdigt før Tonje lader sig falde ud i vandet og jeg springer også i på den anden side af båden. Thomas demonstrerer hvorledes man hives op i båden igen ved at tage fat i redningsvesten og hive ind. Det får vi alle prøvet. Vi springer i igen og får lov til at drive lidt med strømmen ned over nogle små strømfald og får øvet os i at løfte benene op foran os, så vi ikke rammer mod eventuelle klipper. Vi får også lært at kontakte kajakkerne, hvor der både foran og bag på kajakkerne er små håndtag, man kan holde i hvis det skulle blive nødvendigt.

Reuben forbereder os på første større strømfald

Reuben forbereder os på første større strømfald
Fotograf: Nalubale Rafting


Donald Duck, kategori 3

- Ok gues, kommer det fra Reuben, on board. Vi sidder alle på vore pladser og kan ane det første større strømfald forude. - Forward paddel, lyder det. Vi tage ruten midt i strømfadet og padler af alle kræfter. - Hold on, råber Reuben og vi glider nedad med et sug i maven og op og ned ad en bølge. Der vælter vand ind i ansigterne på os, så jeg når ikke at se noget, før det hele er overstået og vi glider ud i roligt vand.

Her venter vores følgebåd og vore kajakroere og sammen padler vi videre ned ad floden i en såkaldt ”pool”. Der er flere karakteristiske ting ved at rafte på Nilen, som gør den meget sikker i forhold til mange andre med samme høje kategorier. For det første er her meget vand, hvilet betyder at eventuelle sten og klipper i strømfaldene ligger så dybt, at man næppe rammer dem. Derudover er der mellem strømfaldene lange strækninger med roligt vand. I disse ”pools” er floden bred og her bliver man altid stoppet efter et strømfald. Ingen forsvinder længere ned ad floden!

Vi passerer The Nile Porch som ses højt oppe på Nilens skråning, medens Reuben og Thomas fortæller om næste udfordring.

Vi kommer godt gennem Bujagali Falls

Vi kommer godt gennem Bujagali Falls


Bujagali Falls, kategori 5

Dette flotte strømfald rummer flere muligheder for at komme gennem, men vi er i gruppen enige om at vælge den mest vandførende og dermed en med mindst risiko for at kæntre.
Igen lægger vi kræfterne i og da vi når strømfaldet hører vi kommandoen: - Down, Down. Nogle smider sig på knæ, andre sætter sig på hug og alle holder fast i sikkerhedslinen, mens vandet sprøjter ind over os og vi glider ned gennem vandmasserne. En herlig oplevelse - naturligvis med vand både i hoved og båd.

Vi næsten svæver på bølgen gennem Fifty-Fifty

Vi næsten svæver på bølgen gennem Fifty-Fifty
Fotograf: Nalubale Rafting


Fifty-Fifty, kategori 3 eller 4

Strømfaldet rummer igen flere muligheder for at komme ned ad faldet. - Vil I vove kategori 4? bliver der spurgt. Men vi er endnu ikke så rutinerede, så vi vælger den lettere nedtur. Igen bliver vi sprøjtet til, da vi får en bølge lige i ansigtet, mens vi halvt siddende, halvt liggende lader os suge ned med strømmen.

I næste stille pool kan vi sludre med kajakfolkene

I næste stille pool kan vi sludre med kajakfolkene
Fotograf: Nalubale Rafting


Driver med strømmen

Igen er vi i et roligt område og kaster os i vander for at flyde med gummibåden. Det går fint til at begynde med, men jeg driver af ukendte årsager langsommere end både mine venner og båden. Jeg kommer bagud. En af hjælpekajakkerne ser mit problem og kommer til undsætning. Jeg hægter mig bag på kajakken og slæbes hen til gummibåden.

Midt i et wave-train i Total Gunga - strømfaldet

Midt i et wave-train i Total Gunga - strømfaldet
Fotograf: Nalubale Rafting


Total Gunga (Totalt Galskab), kategori 2

Vi skal gennem turens længste strømfald. Ikke stejlt, men med flere bølger  - et såkaldt wave-train - og her oplever jeg for første gang den sugende fornemmelse af at glide op og ned ad bølgerne.

Et sted er man ved at bygge en dæmning for at skabe et nyt kraftværk for elektricitet. Det har betydet at strømforholdene har ændret sig drastisk, hvilket betyder at Total Gunga, der tidligere var en kategori 5, nu er reduceret til kategori 2. Fremtiden tegner heller ikke lyst for denne del af Nilen, for om et par år, når dæmningen er bygget færdig, vil vandet her stige mellem 20 og 30 meter og minimere mulighederne for river rafting her. Så er man nødt til at søge længere ned ad Nilen, hvor forholdene fortsat vil være ideelle.

Her mister jeg min paddel

Her mister jeg min paddel
Fotograf: Nalubale Rafting


Surf City, kategori 3

Igen kommer vi alle fint ned gennem dette strømfald, men undervejs taber jeg min paddel og kan bare se til, medens de andre må arbejde hårdt. Jeg får den dog hurtigt igen neden for strømmen, hvor en af kajakroerne har fanget den og vi kan i roligt vand forberede os til næste strømfald - dagens største udfordring.

Vi har ellers fået ”læst og påskrevet” hvorledes skader opstår og hvad der er de hyppigste i forbindelse med river-rafting:
Knækkede negle må forventes, ligesom blå mærker efter slag. Glem alt om lange (kunstige) negle hvis du vil på rafting.
Det er absolut vigtigt at holde godt fast om padlens håndtag. Hele tiden. En paddel, der flyver gennem luften, kan være årsag til udslåede tænder og andre skrammer i hovedet. Så hold fast.
Solskader i form af skoldning fordi nogen glemmer at smøre sig med solcreme med en kraftig faktor. Det er derfor også en god ide at iføre sig langærmet trøje.
Lette forstuvninger i fod eller skulder. Øm bliver man i alle tilfælde, da de muskler man bruger på raftingturen, ikke nødvendigvis bruges til daglig.
Skulle det gå helt galt, ligger hospitalet i Jinja mindre end 30 minutter fra ulykkesstedet. Naturligvis diskuterer vi dødstal, for der er altid en risiko ved at være aktiv - ligesom man kan dø af fedme ved at sidde i sofaen og zappe TV hele dagen uden at røre sig! På Zambezi-floden omkommer der mennesker hvert år. Her på Nilen går der i gennemsnit 10 år mellem dødsfald. Så Nilen er meget sikker. Den person, der sidst omkom på Nilen i 1996, var en der ikke kunne svømme!

Big Brother ser skrækindjagende ud

Big Brother ser skrækindjagende ud
Fotograf: Nalubale Rafting


Big Brother (Storebror), kategori 5

Vi skal ned gennem Nilens længste wave train - altså bølge efter bølge - med den 4. bølge kaldt Silverback opkaldt efter hangorillaens sølvglinsende/hvide ryg. Bølgen rejser sig som en hvid væg og falder som en bølge gør på havet. Rammer man denne bølge i det øjeblik bølgen begynder at knække, vil båden helt sikkert kæntre/flippe.
Vi tager godt fat i padlerne og lægger alle kræfter i for at få den rette position. Kommandoerne kommer i rap efter hinanden: Forward, Left Turn, Down, Down.... Vi smider os ned i bunden af båden og ser det frådende hvide skum rejse sig foran os. Reuben kæmper med at få rettet båden op, så vi undgår at ramme Silverback og får lænet sig så meget ud, at han på en brøkdel sekund er suget ud af båden. I et par sekunder glider vi ned gennem strømfaldet uden kaptajn, inden Thomas hurtigt får flyttet sig og tager over. Med sin store rutine får han os styret sikkert igennem de nederste bølger og ud i det roligere vand nedenfor.
I 5-10 sekunder bliver Reuben suget ned af en understrøm, inden han bliver skudt ud af bølgen igen. Thomas får hevet ham ombord igen neden for strømfaldet. Reuben er noget rystet, sådan helt uventet og ufrivilligt at forlade gummibåden. Enhver bådføres mareridt - at forlade båden i utide!

Nu er det tid til at sunde sig inden dagens sidste strømfald.

Der padles igennem på Nilens roligere vande

Der padles igennem på Nilens roligere vande
Fotograf: Nalubale Rafting


Point Break, kategori 3

Her skal vi gennem endnu et mellemstort wave train og vi undviger den store bølge og glider fint gennem strømfaldet, hvor vi rigtigt mærker, hvorledes båden glider hen over bølgerne. En rigtig dejlig vippetur.

Herefter glider vi ud i roligt vand, hvor vi stille padler frem til den lille landgangsbro neden for skrænten op til The Haven.

Fra The Haven kan vi se, at de øvrige raftere er i problemer....

Fra The Haven kan vi se, at de øvrige raftere er i problemer....


The Haven

Frokosten er parat og efter indkvartering i dejlige hytter, med en udsigt der sagtens kan måle sig med den fantastiske udsigt vi havde ved The Nile Porch, har vi eftermiddagen fri. Måske finder vi her landets bedste udsigt? Fra terrassen har vi udsigt til strømfaldene ved Dead Dutchman, Chop Suey og Overtime, og kan iagttage de øvrige riverraftere, der skal ned gennem Chop Suey. Det går fint for de første gummibåde, men en kommer sidelæns ned og flipper rundt. Fra vor position - nogen hundrede meter fra stedet - ser det ud som om alle klarede kæntringen med godt humør og snart er alle bådene forsvundet ud af syne længere ned ad Nilen.

I morgen bliver det vores tur....

Reuben Connolly viser at han også ved noget om white water kayak

Reuben Connolly viser at han også ved noget om white water kayak


White water kayak

Hen på eftermiddag spadserer vi uden for The Haven og ned på et lille klippefremspring ved strømmen oven for Dead Dutchman. Her kommer Reuben og Richard og surfer lidt for os med deres kajakker. Og dygtige er de. Det tager da heller ikke lang tid før flere fra lokalbefolkningen deler vores nysgerrighed og beundring af hvorledes disse ”vandhunde” boltrer sig i bølgerne. Snart surfer de på en nedadgående understrøm, for derefter at vælte omkuld og dukke op igen et par sekunder efter nogle meter længere nede ad floden. De får padlet sig tilbage (kæmpet sig tilbage) i modstrømmen og prøver igen. Flot underholdning.

Dead Dutchman går vi pænt uden om!

Dead Dutchman går vi pænt uden om!
Fotograf: Nalubale Rafting


Dead Dutchman (Død Hollænder), kategori 6

Dette store strømfald bliver ikke raftet overhovedet. Ingen har overlevet, for ingen har prøvet! Enkelte kajakker har forsøgt - men det er hver gang med livet som indsats!
Så vi er glade, da vi denne morgen padler over mod Overtime, medens kommandoerne repeteres og genindlæres.
På den anden side af Nilen sonderer Reuben mulighederne for at komme ned gennem det klippefyldte strømfald. Vi får en grundig gennemgang af, hvorledes han har tænkt sig at styre os gennem, men han pointerer at vi skal lægge alle kræfter i og følge hans kommandoer..... Vi ser på hinanden og ængstelsen står prentet i vore ansigter. Går det? Hvad nu hvis?
Der er en del klipper som vi skal uden om, men vi kaster os ud i det, i tiltro til at vi er i gode, efarne hænder.

Nu er vi på

Nu er vi på "overarbejde"
Fotograf: Nalubale Rafting


Overtime (Overtid), kategori 5

Reuben kommanderer os til at padle meget kraftigt på tværs af vandet over Overtime, så vi kan komme ned i højre side af Chop Suey. Vi lægger alle kræfter i og når frem til første fald. - Hold on, råber Reuben og vi når det næsten ikke, før vi er på vej ud over første strømfald og suges ned i dybet. Left paddle, lyder kommandoen og båden rettes op. - Down, Down, bliver der råbt og båden glider i en ret vinkel ned mod Chop Suey...

Vi kommer fint forbi skærene i Chop Suey

Vi kommer fint forbi skærene i Chop Suey
Fotograf: Nalubale Rafting


Chop Suey, kategori 4

Båden springer op over næste bølge og ved en fælles kraftanstrengelse får Reuben os manøvreret uden om klippeskærene og vendt båden, så vi kommer korrekt ind i strømfaldet. Vandet pisker os i hovederne og vi vipper op og ned, da vi kommer helt præcist ned gennem strømfaldet. Men hårdt er det, at padle så kraftigt. Havde vi ikke gjort det, var vi kæntret, som båden vi så i går.

Vi slapper af mens Reuben arbejder

Vi slapper af mens Reuben arbejder
Fotograf: Nalubale Rafting


På slæb i roligt vand

Herefter kommer vi ud i en stor pool, hvor Reuben tager os på slæb efter følgeåden og ror os ca. 1,5 km igennem. Her er udsigt til junglen på begge sider af floden. Her er masser af skarv og hvide hejre og vi spejder efter aber, der svinger sig i træerne.
De indfødte mener, at der er krokodiller i dette rolige vand. Ingen af os har længere lyst til at springe i Nilen og drive med strømmen - og vi havde heller ikke fået lov af Thomas!

Selv i følgeflåden går det hårdt til

Selv i følgeflåden går det hårdt til
Fotograf: Nalubale Rafting


Bubogu Falls, kategori 3

Strømfaldet er opkaldt efter den lokale landsby. Reuben spørger om nogen vil prøve en provokeret kæntring (flip) og det er de fleste med på. Men Sanne og jeg har prøvet at ”flippe” og går over i følgebåden, inden den glider ned gennem strømfaldet. Det er en fin tur og neden for strømfaldet kan vi nu se vore venner gøre klar til nedturen.
Efter et par sekunder i det skummende vand, rejser gummibåden sig op på venstre side, men tipper ikke helt over. Thomas, Tonje og Jens, der sidder i venstre side, suges omgående ned i vandet. Medens Lars, Eva og Ruben godt nok får sig en vippetur, men forbliver i båden og glider ned ved siden af os.
Reuben, Lars og Eva får de øvrige reddet tilbage i gummibåden, hvorefter Sanne og jeg kommer tilbage på vore pladser.

I den efterfølgende pool, drøftes hvad der skete og hvordan de enkelte reagerede.
Der er god tid til at Reuben og Thomas kan berette om det næste store fald og hvorledes det skal passeres.

Itanda Falls springer vi elegant over!

Itanda Falls springer vi elegant over!
Fotograf: Nalubale Rafting


Itanda Falls, kategori 6

Også dette meget store strømfald, er opkaldt efter en landsby. Faldene er raftet ganske få gange, men aldrig med ”turister”. Faren er simpelthen for stor, hvis noget går galt. I kajak er strømfaldet blevet forceret flere gange. Så vi er glade og lettede da vi går op på klipperne og gummibådene trækkes over land til roligere vand neden for det kraftigste strømfald. Fra land har vi en imponerende udsigt ud over Itanda Falls.

Neden for det første store vandfald findes 2 mindre strømfald efter hinanden.

Farvel Jens....

Farvel Jens....
Fotograf: Nalubale Rafting


The Bad Place (Det slemme sted), kategori 5

Reuben gennemgår strømfaldet for os og forklarer hvorledes kommandoerne vil lyde og hvordan han vil styre båden gennem strømfaldet. Hvis vi padler hårdt og gør nøjagtigt som han siger, er der store chancer for at det lykkes at komme fint gennem strømmen.

Vi lægger alle vore kræfter i og ved hård padling lykkes det at komme ud i strømhvirvlen, men Jens bliver taget af en bølge. Inden han når at glide fra os, har Reuben lynhurtigt fået fat i ham og trukket ham tilbage i båden, alt mens vi andre har travlt med at holde os indenbords samtidig med at vi vipper og glider ned ad strømmen.

Vi rammes forkert af en bølge

Vi rammes forkert af en bølge
Fotograf: Nalubale Rafting


The Other Place (Det andet sted), kategori 5

Så rammer vi det andet strømfald i Itanda Falls og kommer skævt ind på en bølge. Venstre side suges nedad og båden rejser sig som skudt ud af bølgen i højre side, hvor jeg sidder. Et øjeblik svæver jeg vægtløs mellem båd og vand, men jeg har godt fat i sikkerhedslinen. Foran mig har Lars også et fast greb i linen, mens Eva bag mig ramler ned i bådens venstre side - men uden at forlade båden, der hurtigt vipper tilbage. Eva har god plads for hele venstre side med Thomas, Tonje, Sanne og Jens er suget ud i floden.
Lynhurtigt forsvinder de ned ad strømfaldet som små propper. Kun deres hjælme skimtes ind mellem bølgerne. Men vi kommer efter dem og en efter en bliver de hevet ombord igen. Jeg hjælper Jens, der nu har rekord i at falde overbord!

Vi glider ud i endnu en pool og griner og pjatter over det hændte - selv om et par af os synes at en kæntring kan være alvorlig nok!
Vi slapper af, hviler os og alle benytter lejligheden til igen at smøre solcreme faktor 30 på arme og ben, der let bliver forbrændte her direkte under ækvator og i 1200 meters højde.

Vandgang til alle

Vandgang til alle
Fotograf: Nalubale Rafting


Vengance, kategori 4

Vengeance betyder noget i retningen af hævn! Så har vi "snydt" Nilen for vandture, må dette være stedet, hvor Nilen tager hævn.
Strømfaldet har to store bølger i et langt wave-train, som vi skal gennem. Vi kommer fint gennem den første, men da vi rammer anden bølge glider Reubens hånd på padlen p.g.a. solcreme på hænderne og vi rammer bølgen skævt, hvorved flåden lynhurtigt flipper til højre side og lægger sig med bunden i vejret. Alle kastes vi i vandet.
På et øjeblik er alt sort omkring mig. Jeg vil ikke åbne øjnene (kan ikke) under vandet, men søger opefter og mærker flåden over mit hoved. Jeg skubber mig væk fra flåden og min hånd får fat i sikkerhedslinen på siden af båden og jeg trækker mig op over vandet til en fornyet mundfuld luft, medens vi fortsætter i fuld fart ned gennem strømfaldet.
Det første jeg ser, er Reuben som allerede står på toppen af gummibådens bund og tæller os. - One is missing, råber han. På min højre side har jeg Eva, Jens og Sanne, der alle har fat i redningslinen. På min venstre side kommer Lars til syne, da han hejser sig over mod os andre. - Det er Tonje, der mangler, skriger jeg til Reuben, men han har allerede det nødvendige overblik og har signaleret til Thomas om at dykke ind under båden for at se, om Tonje er i et af lufthullerne.
Et øjeblik efter plopper Tonje op et par meter fra mig skråt til venstre for båden og gisper efter vejret. Hun hoster. Hun har slugt vand. Mens jeg med min venstre hånd holder fast i redningslinen, strækker jeg min højre arm ud for at gribe efter hende og får fat i hendes redningsvest. Vi raser fortsat ned ad strømfaldet. Jeg trækker hende ind til mig og da hun selv får fat i redningslinen, fører jeg min højre arm ind under hende og griber fat i redningslinen, hvorved hun er låst fast og kan slappe af.

Tonje fortæller hvad der skete

Tonje fortæller hvad der skete
Fotograf: Nalubale Rafting


Kajakroerne - Richard, Moss, Charles og Kabos - ligger lige foran gummibåden, mens vi fortsat glider ned med strømmen. - Let Go, Let Go, råber de og vi slipper båden. Reuben arbejder som en gal for hurtigst muligt at vende båden på ret køl og idet vi slipper rejser båden sig som en gul mur lige foran os. Jeg holder Tonje tæt til mig, da vi får vendt os og glider fra båden ned mod kajakroerne. ”Knees op”, bliver der råbt. Der er klipper forude og selv om de andre sikkert også har hørt det, råber jeg: ”Op med fødderne”. Vi får vendt os, så vi driver med fødderne forrest ned ad strømmen for at afbøde et eventuelt møde med sten og klipper. Men vi rammer intet og glider ud i roligere vand. Det hele har taget under 30 sekunder!

Da vi senere alle er sikkert ombord i gummibåden igen, fortæller Tonje hvad der skete. Hun var rigtigt nok kommet ind i en af luftlommerne under gummibåden, men da hun forsøgte at trække vejret, kom der en bølge som fyldte luftrummet med vand, hvorefter hun fik vand i halsen og måtte slippe.

På et wave-train i Hair of the Dog

På et wave-train i Hair of the Dog
Fotograf: Nalubale Rafting


Hair of the Dog (Hundens hår), kategori 4

Her skal vi også gennem et langt ”wave-train” hvor det går op og ned over flere bølger - en rigtig rutsjetur - inden der landes på stille vand.
- Down, lyder kommandoen, men inden alle når ned i bunden af båden er Tonje og Jens atter i frit fald ude i strømmen. Vi andre kommanderes tilbage på vore pladser og padler som gale gennem bølgegangene inden vi neden for faldet, igen får kontakt med de "uheldige helte".

Hair of the Dog benyttes bl.a. til at træne white water kajak.

Kulu Shaker er en fin oplevelse med sug i maven....

Kulu Shaker er en fin oplevelse med sug i maven....
Fotograf: Nalubale Rafting


Kulu Shaker, kategori 4

I dette strømfald får vi en rigtig rystetur, og mens vi alle sidder korrekt "Down", vipper båden elegant gennem bølgerne og vi kommer endnu en gang alle fint gennem strømfaldet uden nogen falder i. Igen en fin oplevelse, hvor suget i mave og nervesystem, gør river rafting på Nilen til en herlig oplevelse.

I det efterfølgende rolige vand er det tid til frokost og lidt at drikke. Vi slapper af, nyder livet og får fortalt hvad der venter forude….

Hold da lige fast...

Hold da lige fast...
Fotograf: Nalubale Rafting


Nile Special, kategori 4

Det er et flot fald at komme ned ad og bølgekampen kan nydes i fulde drag. Neden for det første fald sørger Reuben for at vi glider ind bag klipperne i en opadgående strøm. Reuben holder båden lige inden for den meget kraftige nedgående strøm, så vi kan se Richard, Moses, Charles og Kabos vise hvad de kan med white water kajakkerne.
Reuben gør et fantastisk arbejde. Han får båden med os lidt ud i strømmen, så vi tror at vi bliver grebet i det buldrende, hvide skum, men får i sidste øjeblik båden vendt ind mod land igen. Igen og igen får han drejet båden rundt i læ af klipperne - kun et par meter fra det buldrende inferno. Det er en fantastisk oplevelse og næsten ubeskriveligt, at sidde ”beskyttet” så tæt på et meget stort strømfald.

Kajakroere i verdensklasse i deres legeplads

Kajakroere i verdensklasse i deres legeplads
Fotograf: Nalubale Rafting


Nu viser disse dygtige verdensklasse kajakroere på skift deres kunnen og hvorledes de er i stand til at surfe på de frådende bølger midt i strømfaldet. Imponerende.

Derefter padler vi kraftigt ud i strømfaldet og får båden vendt nedefter over flere bølger. Men pludselig er Jens (igen) forsvundet. På under 10 sekunder er han slynget ca. 50 meter frem foran båden, hvor han bliver grebet af en af hjælpekajakkerne. Han holder fast på forreste håndtag og svinger benene op på hver side af kajakken, så han hænger med ryggen i vandet foran kajakken og venter på at vi kommer frem til ham.

Jens har hermed slået alle rekorder for at falde overbord. Ikke mindre end 5 gange har han haft nærkontakt med Nilen.

Afslapning efter turen på Nilen

Afslapning efter turen på Nilen
Fotograf: Nalubale Rafting


Hairy Lemon

Vi er kommet gennem turens sidste strømfald og padler nu roligt frem til Hairy Lemon, et ”hotel” på en lille ø, hvorfra andre raftingture og kajakture starter til ture længere nede ad Nilen.

Vi slæber båden over øen og får en afsluttende drink, inden vi padler gummibåden over til fastlandet og tager afsked med vore dygtige rafting guider, der alle gjorde den to-dages raftingtur på en af verdens bedste raftingfloder til en sikker og uforglemmelig oplevelse.

Måske skulle man komme igen og så rafte hele Nilen op til Middelhavet, som Thomas har planer om? I så fald skal ferien vare mindst 4,5 måneder.

Vejviser i poolen

Vejviser i poolen
Fotograf: Nalubale Rafting


Yderligere oplysninger om denne rejse til Uganda

Sted: Uganda i Afrika

Årstid: Oktober

Teknisk rejsearrangør: Flyselskabet Brussels Airlines

Guide: Guide: Rejsen rundt i Østafrika, Politikens Forlag

Et par danske turoperatører med rejser til Uganda:
Bravo Tours
Blixentours
Discovery Travel
Jesper Hannibal & Co.
Trekkingbureauet
Viktors Farmor

Nilen, verdens længste flod, er smuk

Nilen, verdens længste flod, er smuk
Fotograf: Nalubale Rafting


River Grades (classes) for rafting, New Zealand Rafting Association

Classification of rivers:
This classification is based on the international rapid grading system. Grades are approximate, rather than definitive measures of a rapid's seriousness or difficulty. The difficulty and seriousness of any section of river can alter dramatically within a short space of time, through factors such as increased or decreased flow, new obstacles and changes in river bed topography.

Grade 1:
Rapids are small regular waves. The passage is clear and easy to recognise and negotiate. Care may be needed with obstacles like fallen trees and bridge piers.

Grade 2:
Rapids have regular, medium sized waves (less than 1 metre), low ledges or drops, easy eddies and gradual bends. The passage is easy to recognise and is generally unobstructed although there may be rocks in the main current, overhanging branches or log jams.

Grade 3:
Rapids with fairly high waves (1-2 metres), broken water, stoppers, and strong eddies, exposed rocks and small falls. The passage may be difficult to recognise from the river and manoeuvring to negotiate the rapid is required.

Grade 4:
Difficult rapids with high, powerful, irregular waves, broken water, often boiling eddies, strong stoppers, ledges, drops and dangerous exposed rocks. The passage is often difficult to recognise and precise and sequential manoeuvring is required.

Grade 5:
Very powerful rapids with very confused and broken water, large drops, violent and fast currents, abrupt turns, difficult powerful stoppers and fast boiling eddies; numerous obstacles in the main current. Complex, precise and powerful sequential manoeuvring is required. A definite risk to personal safety exists.

Grade 6:
All previous difficulties increased to the point of practicability. Very confused and violent water, so difficult that controlled navigation by raft is virtually imposssible. Significantly life threatening if swimming and unrunnable by all but a few experts.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt