Isabella

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Gæstfrie kirgisere ved Temir Kanat, Kirgisistan

Det er vores lokale guide Kumushai, vor chauffør Bakhtijar samt manageren fra Temir Kanat yurtcamp, Satar, der sidst på eftermiddagen kommer ridende op fra dalen med al vor bagage spændt på pakhestene.
Vi har efter cykelturen op ad bjerget indrettet os i de yurter (filttelte), der udgør Temir Kanat yurtcamp, 2.400 moh. og hvor vi skal bo i de næste dage.

Får ved yurtcampen Temir Kanat

Får ved yurtcampen Temir Kanat


Rent og pænt

Vi er fire personer i hver yurt, hvor en madras udgør ”ens privatliv”. Da bagagen er pakket ud, stiller vi vore rejsetasker således, at de lær for eventuel vind, der siver ind nederst mellem jorden og yurtens væg.

I en lille stenhytte tæt ved er der indrettet bad samt lokum, som er rent og pænt. Vi når at få skyllet støvet af os med et bad i halvkoldt vand, inden solen, der opvarmer den lille vandbeholder, forsvinder bag bjerget (lig med ikke mere varmt vand). Enkelte af os må så tage det kolde gys.

I en bæk bag lejren står en lille generator, hvor vandet fra bækken via en snabeltragt ledes gennem, således at der er elektrisk lys både i yurterne samt på lokumet, når ellers generatoren virker!

I løbet af aftenen planlægges hvilke aktiviteter vi ønsker at deltage i de kommende dage.

Friskbagt brød

Friskbagt brød


Friskbagt brød

Da vi næste morgen vågner, er gråvejret fra i går forsvundet og vi kan se, at hyrderne driver deres geder og får fra den nærliggende gård hen over de grønne græsgange og videre op i bjergene bag os.

Vor værtinde har allerede været længe oppe og er i fuld gang med at bage brød over åbent ild. På en stor bradepande ligger brødene fast, medens hun møjsommeligt vender bradepanden langsomt rundt i bålet.

I den fælles spise-yurt sætter vi os på udlagte tæpper og skind lagt direkte på jorden og indtager vor morgenmåltid omkring det lave spisebord. Her er brød og abrikosmarmelade, iran (yoghurt) samt naturligvis te med varmt vand fra samovaren, der passes af en af medhjælperne i lejren.

På en bjergside med edelweiss

På en bjergside med edelweiss


Edelweiss i tusindtal

Nogle har valgt at bruge dagen på en længere ridetur op i bjergene. Andre slapper af i lejren eller går til nærmeste landsby nogle kilometre nede ad bjerget.

Jeg vælger at tage med på en guidet vandretur op i bjergene, da der ifølge programmet er udsigt til at vi kommer frem til en gletscher med et stort isfald.

Da vi har pakket vor rygsække, springer vi over bækken og kommer op gennem den eneste sparsomme bevoksning i miles omkreds. Lidt buske og krat. Her vokser ingen egentlige træer. Dertil er vi for højt oppe.

Vi kommer over første bjergkam og et stort åbent, meget grønt og frodigt landskab åbner sig for os. Bagved rejser de sneklædte bjerge sig, men med nogle tungt liggende skyer hængende rundt omkring. Her på disse grønne bjergskråninger græsser kvæg, får og geder og flokke af heste ses løbe rundt omkring.

Det er dog ikke kun græs, der gror her, for pludselig opdager vi, at vi faktisk vandrer på et tæppe af edelweiss. Tusindvis af disse spinkle blomster står tæt på skråningen. Her må vi godt plukke en buket - lige så mange vi vil.

En hoppe malkes

En hoppe malkes


Den gærede hoppemælk - kumyz

Da vi har vandret en lille times tid kommer vi frem til en af de andre yurter, som findes i området. Det er staten der ejer jorden, hvor bønderne så lejer sig ind for nogle sommermåneder hvert år, når de rykker op fra landsbyerne og driver deres dyr ud på græsgangene.

Her møder vi hyrden som har en stor flok heste gående frit omkring. Han tager os med hen til det sted, hvor hopperne skal malkes og her står en række føl bundet til en kæde. Hyrdens søn har været ude for at drive de løsgående hopper sammen og hopperne finder hurtigt frem til deres føl og stiller sig op på siden af dem. Herved stimuleres mælkeproduktionen.

Vi holder os lidt på afstand for ikke at forstyrre, så hestene ikke flytter sig under malkningen eller bliver urolige over os fremmede tilskuere. Malkekonen går forsigtigt frem til hoppen og sætter sig halvt på knæ ved siden af den, medens sønnen holder den i hovedet. Med en spand hvilende på et sit knæ stikker hun den ene hånd bagfra ind mellem hoppens ben og får fat i patterne, medens hun med den anden styrer spanden, så mælken samles op. Hver malkning giver ca. en kopfuld mælk.

Så fortsætter hun til næste hest. Enkelte hopper bindes på forbenet, så de ikke flytter sig under malkningen. Hver hest malkes 4 gange om dagen, så hver anden time gentager sceneriet sig. Når dagen er omme, løsnes føllene og kan frit følge deres mor gennem natten - og die så meget de vil - inden de næste morgen igen indfanges og tøjres til kæden.

Den gærede hoppemælk -  kumyz - prøvesmages

Den gærede hoppemælk - kumyz - prøvesmages


Gæres i et koskind

Nu vi har set hvorledes mælken samles sammen, bliver vi inviteret indenfor i deres yurt og skal smage mælken. Det er dog ikke den friske mælk, vi smager, men bliver budt på gæret hoppemælk - kymuz.

Vi tager plads på gulvet omkring et lavt bord og vi får forklaret, at det koskind vi kan se i et ”hjørne” af rummet, bruges til at fremstille kymyz i. Hver dag hældes frisk hoppemælk i skindet, der i forvejen har de nødvendige ingredienser for at få mælken til at gære, og dagen efter er hoppemælken færdig og holder en alkoholprocent på 3-4. Mælken bliver serveret i en stor skål, som så går på omgang for at vi kan smage på det.

Denne kumyz er kølig og minder i smagen om en tynd blanding af ymer og kærnemælk med en lidt ram og tør eftersmag.

Hvil på vandreturen

Hvil på vandreturen


Udsigt til gletschere

Efter smagsprøven fortsætter vi vor vandring længere ind mod dalen. Forude kan vi mellem skyerne skimte gletscheren, men vi når slet ikke i nærheden af den, dertil har vi brugt alt for lang tid med hoppemælken.

På toppen af en høj morænevold finder vi et udsigtspunkt og spiser den medbragte picnic og slapper af med synet ud over dalen med den brusende gletscherflod nedenfor og de snedækkede bjergtoppe foran os.

Vi vandrer senere ned til floden og følger denne et stykke og kan se en del kunstigt anlagte kanaler, der leder vandet frem til de forskellige yurt-lejre, som findes i området. Kanalerne blev anlagt for omkring 120 år siden og er anlagt så smart langs bjergsiden at faldet på kanalerne kun er ganske lidt.

Denne hyrde viser at han er velhavnede når han smiler

Denne hyrde viser at han er velhavnede når han smiler


Flere gæstfrie kirgisere

På den anden side af floden ser vi en kæmpeflok får og geder der drives ned fra bjerget og over en lille bro. Vi betragter sceneriet og da dyrene er ovre, kommer hyrden ridende over til os.

Det er fysisk en stor mand og holden må han også være med de mange får. Hans stor smil afslører, at de fleste af hans tænder i overmunden er erstattet af guldtænder og som han sidder der, er han alders fotogen.

Jeg spørger om det er i orden, at vi fotograferer og det synes han kun er helt fint. Han bor lige i nærheden og invitere os på en forfriskning.

Jamen, vi har jo lige ... Men her afslår man ikke en invitation, det betragtes nærmest som en uhøflighed, så vi følger ham bag hesten hen til en nærliggende yurt.

Denne gæstfrie hyrde inviterer indenfor på kumyz

Denne gæstfrie hyrde inviterer indenfor på kumyz


Vi får det bedste

Uden for yurten hænger vasketøjet og blafrer i vinden. På et stykke jord er kolort spredt ud for at kunne tørre og senere bruges som brænde. Når kolorten er tørret graves den af i mindre firkantede stykker og samles i stakke - klar til brug.

Indenfor møder vi hyrdens kone, sønnen og svigerdatteren. - Tag plads, siger vor vært og byder mig til at sidde ved siden af ham. Han vil meget gerne snakke, men han kan intet fremmedsprog og jeg ikke kirgisisk.

Vor lokale guide er ikke god til engelsk og magter ikke at oversætte. Alligevel forsøger vi at kommunikerer med hinanden. Han slår sig på brystet og siger sit navn. Jeg gør naturligvis det samme. Han beder sin kone om at skænke kumyz op og vi skåler.

Der kommer helt friskbagt brød på bordet. Vidunderligt brød. Jeg nipper lidt til mælken, medens han tømmer sin kop i en slurk. Han nøder mig - drik op! Jeg kan godt drikke kumyz, men en livret bliver det aldrig! Jeg slår mig på maven. Jeg skal ikke være for tyk!

Han griner og beder sin kone om at fylde koppen op igen. Og før jeg er færdig med min kop, har han allerede drukket ud igen. Spis mere brød, og sådan bliver det ved. En vældig gæstfrihed møder vi hos disse venlige mennesker. Hvem andre åbner sit private hjem for vildt fremmede og byder dem på det bedste de har?

Tilbage mod campen langs floder og vandfald

Tilbage mod campen langs floder og vandfald


Vandingskanaler holder græsset grønt

Vor fortsatte vandring går langs- og over flere af de kunstige vandingskanaler og hen ad eftermiddagen er vi tilbage i vor egen yurt-camp.

Campen ligger lidt nede ad en bjergskråning med høje bjerge mod syd, der kan tage af for den værste sydvind. Bjergene går i en hesteskoformet halvcirkel omkring de grønne græsgange og mod nord er der åben udsigt ned mod dalen og Issuk Kül – søen i det fjerne mod nord.

Fra bækken ledes vandet via kanaler forbi lejren og vandet løber ud længere nede og spredes ud over bjergskråningen. Ved at grave en åbning i kanalen styres vandingen til forskellige dele af græsgangene, hvilket er med til at holde hele området saftigt grønt. Oven over kanalen er landskabet goldt og stenet.

Vores værtinde Ümüt synger for os

Vores værtinde Ümüt synger for os


Endnu en festlig aften

En af vore rejsefæller har fødselsdag og en anden skal forlade os og rejse videre, så der er købt ind til et større gilde efter middagen. Der er naturligvis de drikkevarer som hører sig til samt chokolade, jordnødder etc.

Naturligvis deltager alle i lejeren, manager og kone samt medhjælpere, så vi sidder tæt i vor fælles spise-yurt. Men bedst af alt er dog, at vi får sunget. Ikke alene os gæster, men vor værtinde med sin spinkle, men smukke stemme, får sunget indtil flere sange.

Vi forstår naturligvis ikke hvad det er hun synger, men stemningsfyldt er det. Om de har kunnet høre hvad der foregår eller om der er sendt bud, ved jeg ikke, men pludselig kommer flere hyrder ind til os og én griber en komuz - en slags guitar - og synger.

Skønsang er det ikke, men det gør ingenting. Han gør sit bedste og er medvirkende til at løfte en rigtig god stemning blandt kirgiserne og os gæster.

På hesteryg i det bjergrige landskab

På hesteryg i det bjergrige landskab


På ridetur i bjergene

I dag har jeg har meldt mig til en kortere ridetur. Med på turen har vi også nogle af mine venner, som aldrig før har siddet på en hest. Men det er hesten vist ligeglad med!

Vi følges ad i et adstadigt tempo og kommer op over samme bjergkam som i går. Min hest er noget træg i det og det er nødvendigt med et par rap med en gren for at få drevet den fremad. Vejret er perfekt. Skyerne fra i går er forsvundet og de sneklædte bjergtinder på den anden side af floddalen står klart foran os.

Vi rider frem til yurten vi besøgte sidst på dagen i går og ser igen hvorledes hopperne malkes, så de der ikke var på tur i går også får denne oplevelse med.

Vi rider over til yurten, for at hilse på vore gæstfrie venner, men værten er taget til landsbyen og er ikke hjemme. Derimod finder vi konen i gang med at kærne mælk, så der bliver en creme (en slags smør) og valle til iran ud af det. Naturligvis bliver vi igen budt på kymyz og dejligt brød med creme.

Vi fortsætter rideturen længere ind i dalen og kommer i dag lidt tættere på gletscheren end i går. Da vi skal tilbage får jeg byttet min hest, men stigbøjlen er for kort og kan ikke gøres længere - så det må jeg leve med.

Selv om der er begyndere med, klarer alle det fint - ja, enkelte bliver faktisk helt grebet af det. Så nu har flere fået mod på at ride ...

Brydning til hest

Brydning til hest


Kamp til stregen

Om eftermiddagen er der opvisning på græsgangen foran yurten. Nogle af de unge mænd fra landsbyen er kommet for at vise os nogle af de traditionelle ridekonkurrencer som kirgiserne afholder.

Vi har spenderet 200 lokale penge som pakkes ind i et klæde og lægges på jorden. Så skal rytterne se hvem af dem, der kan samle klædet op fra jorden, medens de i fuld fart rider forbi. Efter et par gange, hvor det næsten ser ud som om rytterne er ved at falde af hesten, lykkes det en af rytterne at få tag i klædet - men han taber det og de prøver igen. Til sidst er der én der er modig og dygtig nok til at få lænet sig så langt ned ad hestens side, at han får godt fat i klædet og dermed er pengene hans.

Den næste øvelse er den traditionelle brydning til hest. Med nøgne overkroppe gælder det for de to kæmpende at få revet den anden af hesten. En tredje, dommeren, ser til at alt går rigtigt til. Og der bliver bestemt ikke sparet på kræfterne.

Med benene fastklemt om hesten bruges begge hænder i forsøget på at flå den anden af sadlen. Hestene går rundt om hinanden og de kæmpende må slippe deres tag og starte forfra. Til sidst er der én, der får så godt tag i den anden, at taberen bliver trukket af hesten og falder til jorden. Sejrherren er naturligvis stolt af sin styrke.

Så er det ”mand efter kvinde”. Det er det medhjælpende par, der viser os denne traditionsrige ridning. Konen har i den anledning klædt sig om i sin brudekjole og fin ser hun ud, da hun med et lille forspring rider fra manden. Nu gælder det for manden om at indhente hende og lykkes det, skal han som belønning have et kys. Jo, det lykkes.

Så er det omvendt. Nu skal manden ride først og hvis han indhentes af kvinden, må hun piske ham. (Er det her noget kønsrollefordeling, vi skal have drøftet senere?) Han sætter i fart, men hun når ham aldrig!

Bliver han indhentet får han pisk

Bliver han indhentet får han pisk


Kvinde efter mand - på hest

- Er der nogen der vil prøve? Bliver der spurgt. Blandt os har vi kun én rutineret rytter og hun er frisk på at prøve kræfter med kirgiserne. Så det bliver kvinde efter mand. Frejdigt springer hun på hesten og sammen rider de lidt ned i dalen og får vendt hestene.

Blandt os tilskuere stiger forventningen og vi sætter i begejstrede hyl, da vi ser, at manden sætter fart på sin hest. Så kommer hun efter ham. I fuld fart kommer hun efterhånden længere ind på ham, medens hun svinger sin ridepisk og da de når op forbi os, er manden indhentet og hun kan svinge pisken mod ham. Han gjorde hvad han kunne for at undslippe, men vores danske veninde ved hvordan man rider en hest - selv om den er kirgisisk.

Disse festlige indslag slutter med at vi alle deles i to hold til tovtrækning og efter denne øvelse har vi alle igen fået varmen tilbage i kroppen.

Efter middagen er der ”rester” fra i går, men vi skal i morgen fortsætte vor cykeladventure langs Issyk Kül-søen, så vi går tidligt til ro.

Da vi går over til vor yurt, er det Mælkevejens uendelige klare stjernehimmel, der oplyser himmelen over os.

Outwell
Campingferie 650,-
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt