Primo Tours

25.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Mageløse Kappadokien (1/3), Tyrkiet

Lava har gennem millioner af år væltet ud af de tre vulkaner Erciyes, Hasandag og Güllüdag. Lag på lag har lavamasser af forskellig art og aske lagt sig oven på hinanden. Noget hårdt og massivt, andet mere porøst og luftigt. Istiden har været her og tusinde års slid fra vejr og vind - og ikke mindst de seneste 8.000 år hvor mennesker har været her - har skabt det helt specielle landskab i Kappadokien.

På vej gennem salten

På vej gennem salten


Saltsøen Tuz Gölü

På vor tur over den frugtbare anatolske højslette fra Ankara mod Kappadokien gør vi - efter et par timers kørsel - holdt ved den store saltsø Tuz Gölü for at strække benene.

Vandet, der om vinteren står højt i søen, er nu fordampet så meget, at der er ca. 500 meter ud til vandkanten, og den flade søbund glinser af saltkrystaller så langt øjet rækker. I dette ”snelandskab” spadserer vi nogle hundrede meter ud på saltet. Vi vover os ikke helt ud til kanten, da den skjuler sig under en skorpe salt, som kan briste ved uforsigtighed - lige som tynd is.

Ved P-pladsen findes naturligvis souvenirboder, der faldbyder diverse genstande - også salt fra søen. Overfor ligger en restaurant, hvor vi får turens første æblete - på én gang sød og forfriskende.

Floden Malandes i Ihlara-dalen

Floden Malandes i Ihlara-dalen


Ihlara Vadisi

Efter yderligere godt en times transport kommer vi frem til Belisirma midt i Ihlara-dalen. Hele dalen er ca. 15 km lang og Belisirma ligger omtrent midtvejs. Ved flodbredden spiser vi en udendørs frokost, der delvist bliver spoleret af hvepse, som har fået fri fra arbejdet i denne sensommermåned og nu ser sig om efter en lækkerbisken. Først da tjeneren kommer med nogle små tallerkener med brændende kaffegrums, der afgiver en kvælende røg, holder hvepsene sig lidt på afstand.

Så er det tid til vores første vandretur. Vi går opstrøms langs med floden Malandes, der har fået navn efter de bjerge vandet kommer fra.

Ihlara-dalen er et yndet udflugtsmål og denne søndag har flere tyrkiske familier taget på picnic under de skyggefulde træer inde i dalen.

Flere steder falder floden ned over sten, som små fosser og giver en klukkende lyd mellem træer og de store sten og nedfaldne klippestykker vi forcerer undervejs. Oppe i dalen rejser basaltklipperne sig lodret over vores hoveder og danner nærmest en dyb kløft. Her har mennesker levet i mange hundrede år. Munke har etableret klostre og kirker, og endnu kan resterne af deres kultur opleves her.

Kloster i bjergvæggen

Kloster i bjergvæggen


Hyracint-kirken og Súmbülü Kiliesi-klosteret

Vi går lidt op ad skråningen og støder på en smukt udhugget facade ved klosteret Sümbülü Kilisesi – Hyracint-Kirken.

Klosteret blev ødelagt af jordskælv og store klippeblokke faldt ned og blokerede indgang til kirken. Adgangen til kirken var lukket ind til 1939, mens arkæologer udgravede stedet og først i 1945 blev den åbnet for offentligheden.

Kirkens indvendige udsmykning bærer præg af både røverier og hærværk på freskerne. Da de kristne blev drevet på flugt af muslimerne, blev ansigterne på de malede fresker udraderede, idet koranen foreskriver, at ingen ved hvorledes vore guder og forfædre har set ud og man ikke må forsøge at gengive deres udseende.

Men også korrupte arkæologer har smuglet fresker ud af landet, bl.a. til Tyskland. Efterfølgende har det været populært at lave graffiti hen over freskerne, hvilket nu er strengt forbudt.

En vagt i området tilser denne kirke og de øvrige klosterruiner, der findes i området.

Fresko på kirkens loft

Fresko på kirkens loft


Kirken under træet - Agacali Kililesi

Længere oppe i dalen ser vi endnu en klosterkirke Agacalti Kililesi - Kirken under træet - der blev bygget i det 6. århundrede efter Kristus.

Her er loftets malerier fra 1100-tallet heldigvis næsten intakt, men også her ses forsøg på at udradere de kristnes fresker malet på væggene.

Et større vandfald passeres, der her på eftersommeren kun er et par meter højt, men som om foråret, når sneen smelter og regnen kommer, ændres til en frådende kaskade af vand.

Det dramatiske terræn i Ihlara-dalen

Det dramatiske terræn i Ihlara-dalen


Byen Ihlara

Efter ca. 7 km vandring går vi ud af dalen, vandrer gennem forstaden og kommer frem til byen Ihlara, hvor moskéen ligger flot på en stor, åben plads.

Under et halvtag på den anden side af pladsen sidder mændene uden for cafeen og sludrer over en kop te. Her ses ingen kvinder.

Midt på pladsen står byens mindesmærke for landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk, der samlede Tyrkiet efter Det Osmanniske riges fald og lagde grunden til det moderne Tyrkiet, inden han døde i 1938.

Vi har lejlighed til at studere lidt af dagliglivet - herunder børnene, der også her har lært at sige ”money, money” - inden vi bliver hentet af vor minibus.

Fra hotellet er der udsigt over Mustafapasa

Fra hotellet er der udsigt over Mustafapasa


Cavit Hotel i Mustafapasa

Der er ikke langt til Mustafapasa, der i den græske tid blev kaldt Sinasos. Her skal vi overnatte.

Det er et noget undseeligt hus midt på en knastør vej, vi bliver sat af ved - men tag ikke fejl. Da vi bliver lukket ind i Cavit Hotel, er det husets søn Mustafa, der viser os tilrette i dejlige værelser. Det højtliggende hus, der er en gammel græsk restaureret bolig, og nærmest kan betegnes som et gæstehus, har værelser på første etage og privaten med køkken i stueetagen.

Fra de fleste værelser er der en fin udsigt ud over Göreme-dalen. Bag huset ligger en blomsterrig gårdhave, overdækket af vinranker, der giver læ for solens brændende stråler.

Ved et langbord bliver der dækket op, medens Mustafas mor kokkererer for os med hjemmelavede lækkerier bl.a. baseret på egen avl fra køkkenhaven længere nede ad bjergskråningen: Grøntsagssuppe med græskar, salat og syltede, henkogte grøntsager med hvidløg og chilipeber, kødret med aubergine og pasta med gedeost.

Mustafa fyrer op under vandpiben

Mustafa fyrer op under vandpiben


Smagen og duften af vandpibe

Sorte skyer trækker sig sammen over Göreme-dalen og da middagen næsten er ovre, kommer de første lyn og regnen begynder at vælte ned.

Selv om vi sidder i læ, kan det ikke undgås, at vi får regn på os, så vi går indenfor i dagligstuen. Tæpper og puder pryder stuen, hvor vi slænger os på madrasserne med en pude i ryggen. Stol og borde findes ikke.

Midt i stuen står husalteret: Vandpiben. Mustafa er ikke sen til at fyre op med tørrede æbler, så de der har lyst til at prøve piben, frit kan komme til.

Subaru
Outwell
Primo Tours
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt