Wales: Snowdonia National Park

Cae’r Blaidd Country House

Det er nu ikke noget problem at køre i egen dansk bil i venstre side og allerede ved udkørslen fra skibet ledes vi gennem et par rundkørsler, så vi får hurtigt rutinen. Det er vejret, der volder problemer. Denne dag vælter der usædvanligt meget regn ned og udsynet reduceres betydeligt. En omlægning af trafikken, som leder os ind på nogle mindre veje væk fra de store trafikårer, gør ikke køreturen mindre spændende. Vi får dog ad diverse omveje fundet frem til Cambridge og kan derfra følge vej A14 og M6 nord om Birmingham, forbi Shrewsbury og ind i Wales ved Llangollen. Regnen er hørt op. Nu følger vi vejen mod Betws-y-coed og gennem Blaenau Ffestiniog. Vejskiltene bliver sjovere og sjovere at spejde efter. Stednavnene står både på engelsk og walisisk og nemt er det ikke, for det kort vi kører efter har kun et af stednavnene. Lidt før vi kommer til Llan Ffestiniog ser vi vejskiltet, mod Cae’r Blaidd Country House og drejer ind på en smal vej. Her kan kun køre en bil ad gangen og efter et par hundrede meter kommer vi direkte ind på gårdspladsen ved gæstehuset.

Bob Field serverer te

Cae´r Blaidd Contry House

Det er ejeren Bob Field, der straks tager imod os og viser os rundt i huset. ”Kan jeg byde jer en kop eftermiddagste” spørger han – og det er lige det, vi trænger til efter de 7 timers kørsel.
Bob har instrueret og guidet folk i bjergene i mere end 30 år og hele huset er dekoreret med gamle plakater fra vandreture og skiture i alpint terræn. Bobs flotte fotografier fra bl.a. klatreture i Alperne og Wales pryder gangene og her findes en masse gamle redskaber bl.a. isøkser og bredde træski. I kælderen er et af rummene fyldt med udstyr til klatring og ikke mindst til minevandring. Bob er en af de få guider, der har tilladelse til at føre mindre grupper ned gennem nogle af de mange skiffer- og kobberminer, som området her er kendt for. Derudover er Bobs kone Vicky en flittig kunstmaler og flere af hendes billeder pynter op i huset sammen med mange spændende antikviteter.

Moelwyn Mountains

Huset blev bygget i 1879 af William og Elisabeth Davis og blev i 1938 omdannet til vandrehjem. Men det forfaldt stille og roligt og i 1994 overtog Vicky og Bob det vandaliserede hus og har nu indrettet stedet til dette idylliske gæstehus med Bed & Breakfast. Bob fortæller, at vort værelse tidligere havde 20 sengepladser og i vort badeværelse var der 6! I alt har huset nu plads til 10 gæster, men er her 6 som alle spiser med til middag. Det er også værtsparret selv, der står i køkkenet og selv klarer serveringen af et lækkert måltid.

Er man ikke til lange vandreture kan man hygge sig i den store parklignende have, hvor udsigten ud over Ffestiniog–dalen mod bjergmassivet Moelwyn Mountains er enestående. Udsigten kan naturligvis også nydes fra såvel spisestuen som dagligstuen.

På vej mod transportsliske fra minedriftstiden

Moelwyn Mountains

Vi har haft en meget rolig nat og dagen tyder på at blive perfekt til en vandring i bjergene. ”Hvor har I lyst til at vandre?” spørger Bob medens han og Vicky serverer et stort walisisk morgenmåltid. ”Bjergene derovre ser indbydende ud” siger jeg og peger mod Moelwyn, ”kan vi vandre direkte herfra?” ”Ja, det kan i godt”, svarer Bob, ”men så skal i bruge nogle flere timer. Jeg vil anbefale jer at køre derover i bilen”. Han finder vandrekort over Snowdania National Park frem og viser os nøjagtigt, hvorledes vi kører derover, hvor vi skal parkere og hvilken rute vi bør følge. En rigtig god instruktion, præcist, informativt og professionelt. Her er ingen tvivl om at Bob kender til det, han udtaler sig om.

Vicky har smurt et par frokostpakker og gjort lidt drikkevarer klart til os og efter ca. 20 min. kørsel parkerer vi på det anviste sted ved byen Tanygrisiau. Ikke på P-pladsen, der kan være usikker p.g.a. ubudne gæster, men lidt længere nede gennem byen.

Oppe i terrænet støder vi på de første levninger fra minedriften – en ca. 45 grader stejl sliske, der har været benyttet til at slæbe skiffer ned fra bjerget. Vi passer på ikke at glide, da vi bestiger slisken, som er omkring 100 meter lang. Vi kommer hurtigt op i højden og kan se tilbage mod Cae’r Blaidd.

Toppen af Moelwyn Mawr, 770moh.

Vi kommer op i sadlen før opstigningen mod bjergmassivets højeste punkt Moelwyn Mawr og har en ret så luftig passage. På klipperne helt ude på bjergsiden er vi nødsaget til at tage hænderne til hjælp og holde ”tungen lige i munden”. Her er langt ned og passagen på ca. 20 meter kræver koncentration. Men så er vi oppe og kan let vandre hen over plateauet og de sidste meter op til det højeste punkt - 770 meter over havet. Og det kan vi se i det fjerne - havet. Udsigten i alle verdenshjørner er storslået. Mod nord rejser Wales højeste bjerg, Snowdon, sin spids 1.085 meter op i vejret.

Åbne skifferminer

Langt under os, kan vi på den anden side af bjerget se nogle små huller i marken, som viser sig at være store kratere efter minedriften. Da vi kommer tættere på, er hullernes størrelse ved at tage pusten fra os og vi går hen til nogle ruiner af de tidligere arbejderboliger for at spise frokost. Her er tydeligt skiltet med, at det er farligt at gå for tæt på hullernes kanter, da terrænet kan skride sammen, så vi holder os i behørig afstand, men kan alligevel se, hvorledes der er hugget dybe huller ned i klippevæggen. Det må have været et enormt arbejde at få løftet de mange tons skiffer op fra dybet.

Ved en mineindgang

Nu vandrer vi så videre på forsiden af Moel-yr-hydd og ser flere åbne indgange til skifferminerne. Der står vand lidt inde i indgangene og vi kan høre hvorledes vand drypper fra loftet. Vi undrer os over at mineindgangene ikke er afspærrede, da vi har hørt, at folk uden kendskab er faret vildt derinde i labyrinten af gange. For nogle år siden vovede en mand sig ind og det tog ham to dage før han fandt ud igen!
Minedriften her startede i 1830’erne og blev en af de største miner i 1850’erne. I 1883 var der beskæftiget 192 mand som producerede 5.616 tons skiffer. Hele undergrunden er hullet som en ost med 14 forskellige minegangeniveauer og ikke mindre end 170 kamre.

Det er i nogle af disse miner at Bob laver guidede ture – endda med overnatning undervejs nede i minerne!

Med over et skifferbjerg

Da vi har passeret Moel-yr-hydd kommer vi til endnu en række ruiner og et kæmpemæssigt skifferbjerg, som vi forsøger at komme ned af. Sporet har vi mistet, men kan se stien fra P-pladsen op mod søen Cwmorthin og vi ved hvor vi skal hen.

Da vi er sikkert nede på stien følger vi floden Afon Cwmorthin ned forbi vandfaldet og tilbage til byen vi startede i.

Turen i denne del af nationalparken tager ca. 4 timer.

Vandfald i Afon Teigl

Ned og op langs vandfald

Direkte fra Cae’r Blaidd er det muligt at vandre en rundtur langs floden Afon Teigl, der løber nede i Ffestiniog–dalen foran huset. Det er en rute, der stammer fra tiden, hvor gæstehuset var vandrehjem og vi får en ældre beskrivelse med, der fortæller om ruten. Det er en tur, hvor vi følger flodens løb ned gennem skoven og passerer en række vandfald undervejs.
I skovens lysninger, hvor fårene græsser, er der udsigt til de omkringliggende bjerge. Vi vandrer ned på venstre side af floden, passerer den over en bro og går tilbage på højre side - med nok så skrappe stigninger på skovstien undervejs.

Det er en ideel tur på en times tid, hvor man kan gå i træernes skygge på en varm solskinsdag og nyde de flotte egetræer og samtidig lytte til flodens brus og fuglenes sang.

Langs floden ved Breddgelert

Vandretur i bjergene ved Breddgelert

Vi har været et par dage i Cae´r Blaidd og nydt de vidunderlige omgivelser, den fantastisk gode betjening og den dejlige mad, og skal nu videre på vor tur gennem Wales. Vi har fra de andre gæster hørt om vandreturen ved Breddgelert, og da vi nævner dette for Bob, kommer han (naturligvis) straks med et kort, som beskriver ruten.

Da vi når frem til byen Breddgelert stilles bilen på P-pladsen og vi vandrer så langs venstre flodbred på en velanlagt vandresti. Dalen bliver snæver og ved Aberglaslyn-passet vandrer vi til venstre op i skoven. Der går ikke lang tid før vi er ude af den og kan se over på ”bagsiden” af Moelwyn Mawr (der har vi været) og passerer en række indgange til kobberminerne ved Cwm Bychan.

Udsigt mod Snowdon

Hele vejen op til passet ved Moel y Dyniewyd ses resterne fra minedriften. Tipvogne, tårne med ståltræk og ikke mindst bunker af slagger fra kobberudgravningerne.

Fra passet har vi en flot udsigt over nationalparken mod Snowdon og de omkringliggende bjerge. Overalt er her blomstrende rododendron. Faktisk er man begyndt at bekæmpe rododendron som en ukrudtsplante, da den langsomt er ved at overtage den naturlige flora i området.

Llyn Dinas

Vi fortsætter ad den anlagte vandresti og kommer let ned mod søen Llyn Dinas, der ligger flot mellem bjergene.

Nede ved søen følger vi floden gennem endnu en skov af rododendron og kommer forbi kobberminen Sygun. Her kan man i løbet af en times tid blive guidet rundt inde i minen, der også indeholder drypsten – stalaktitter fra loftet og stalakmitter fra gulvet – i gyldne kobberfarver, medens man får fortalt om alle faser af minedriften.

Fra kobberminen benyttes den lille kørevej forbi campingpladsen tilbage til udgangspunktet.

Wales højeste bjerg Snowdon

Snowdon

Vi nåede ikke at komme op på Wales højeste bjerg Snowdon. Det er et bjerg som er let at bestige, da man kan vandre hele vejen op (hvis man ikke lige tager damplokomotivet på Snowdon Mountain Railway, der går til toppen). Bjerget kan i højsæsonen være lidt ”overrendt”, men efter sigende bestemt anstrengelserne (ca. 7-8 timer) værd.

Og udgangspunktet kunne godt være det dejlige gæstehus Cae’r Blaidd, der kun ligger ca. 40 min. kørsel fra startstedet.

På en højderyg i Wales

Vejviser

Sted: Nordvestwales i Storbritannien.

Årstid: Maj

Kort: Turen i Moelwyn Mountains dækkes af 2 vandrekort:
Snowdonia - Eryri, 1:25.000, Outdoor lesiure map 17.
Snowdonia - Harlech & Bala areas, 1:25.000, Outdoor lesiure map 18.

Guide: Turen går til England og Wales, Politikens Forlag

Rejsen blev gennemført i samarbejde med www.visitbritain.com

Læs mere på www.visitbritain.com