26.12.08

Af: David Biering Fotograf: Kajakdavid.dk
Bogmærk eller del
 

X1 - en ny spændende dansk havkajak

Det er nu ca. 130 år siden, at danske bådebyggere begyndte at bygge kajakker, efter at englænderen McGregor i hele Europa havde demonstreret sin berømte “Rob Roy” havkajak.

Klik for større billede


I dag ville man ikke betegne Rob Roy-kajakken som en havkajak, og det begreb brugte man slet ikke tidligere. I gamle dage var en kajak en kajak og selve begrebet havkajak er ikke særlig gammelt. Skal man tale om havkajak, så er den grønlandske kajak for mig stadig den fornemmeste havkajak overhovedet.

Men McGregos Rob Roy satte vældig gang i interessen for kajakroning i 1880’erne, og det skyldtes jo nok hans noget fandenivoldske demonstration af kajakken rundt omkring i Europa, hvor han tog på eventyrrejse og roede i meget hårdt vejr, for at dokumentere kajakkens evner. Pressen var på pletten, og folk med trang til eventyr var på mærkerne, når McGregor viste, hvad en kajak kunne klare.

Danske producenter blev naturligvis også inspireret og gennem en lang årrække er der produceret kajakker af høj kvalitet i Danmark. Konkurrencen på kajakmarkedet er stor, og der dukker ustandseligt nye kajakker op, der er produceret i Kina, Polen, Italien, Portugal, Litauen, Sverige, Finland, Canada, USA – you name it - alle steder fra. Mange af disse kajakker sælges til meget lave priser, og avancen hos kajakforhandlerne er beskeden. Alligevel dukkede der i sommeren 2008 en ny seriøs kajakbygger op ved navn Torben Andersen og denne gang er det oven i købet en havkajak, han bringer på kajakmarkedet - og her er konkurrencen ekstra høj.

Klik for større billede


X1 - harmonisk og overbevisende

Torben Andersens bådebyggeri i Haderslev med navnet X3M (extreme) har fået den internationalt kendte både- og kajakdesigner fra Sverige Hans Friedel til at tegne en smuk havkajak, der med garanti vil interessere mange kajakroere. I hvert fald blev jeg særdeles nysgerrig, da jeg hørte om den nye danske havkajak.
Jeg kontaktede Michael Schuh, der ejer Kajakgaarden i Kolding og spurgte ham om jeg kunne låne Torben Andersens nye havkajak, der kaldes X1, for nærmere at afprøve den og skrive om den i Vildmarksliv.dk.
Det kunne godt lade sig gøre, så jeg fik kajakken til låns i 14 dage.

Se nu var julen redet, og her var en spændende opgave, nemlig at afprøve denne kajak i vintersejlads. Og mine kajakvenner og evt. elever var velkomne til også at prøve at ro i den forsikrede Torben Andersen mig.
Jeg har gennemprøvet denne kajak og jeg må indrømme, at jeg er meget begejstret, hvilket vil fremgå af følgende bedømmelse:

Kajakken er smuk og harmonisk bygget og ligner - ikke overraskende - mange af kajakdesigneren Hans Friedels andre kajakker.

Det første der springer i øjnene, er kajakbygningens kvalitet, som er helt overbevisende. Lige meget hvad man undersøger af samlinger og overgange f.eks. ved lugerne, ser man straks, at der er tale om et gennemført projekt.

Kajakken har, som mange svenske kajakker, et ret smalt forskib, men konstruktionen virker harmonisk og overbevisende.

Kajakkens mål: længde: 520 cm. bredde: 55 cm. Vægt 21 - 22 kg.

Det er gode mål for en havkajak, og især den lave vægt er jeg begejstret for, da jeg ved, hvor meget det betyder, når man ene mand skal bære kajakken til en kyst, skyde den op på taget af bilen etc..

Klik for større billede


Kajakken er vacuumstøbt i glasfiber, hvilket giver en let, stiv og stærk kajak med en flot overflade. Og denne havkajak har virkelig en flot finish, som man ikke ser så ofte.
Lugerne er de kendte tætte plastluger fra det finske firma Kajaksport. Og de sidder godt på lugekarmen og er nemme at tage af og på. Der er 2 store luger og en dagsluge i styrbord side bag cockpittet.
Cockpitkarmen er stiv og solid, og der er god plads til at trække et neoprenspraydækken af og på. Lårstøtten virker udmærket, men er desværre støbt i cockpitkarmen, lige i balancepunktet, hvor man tager fat i kajakken, når man bærer den i en hånd. Skal man bære kajakken, som man så ofte gør i én hånd, når man skal i land, hænger kajakkens stævn nedad.

Dækfittings er forsænkede og linerne sidder godt. Sædet er ret kort, men behageligt at sidde i. Rygstøtten er, som på alt for mange kajakker, irriterende da den altid sidder i vejen, når man skal ned i kajakken, hvorfor man ofte kommer til at sidde halvvejs oppe på rygstøtten. Det er specielt uheldigt, hvis man går i kajakken i dårligt vejr, da man i bølgernes brus skal balancere, når man skal slippe pagajen og trække rygstøtten op.  En anden sag er dog, hvis man laver grønlændervendinger, eller surfer i store brændinger, så skal man kunne læne sig helt bagover - uden modstand af rygstøtten, men hvor mange kajakroere gør det?

Klik for større billede


Så efter første tur afmonterede jeg rygstøtten og puttede en halv oppustet paddlefloat ind i stedet. Og så har man et redningsinstrument liggende parat, hvis man skulle kæntre.

Fodstøtterne er nemme at justere og er man ikke for stor, kan man gøre det, mens man sidder i kajakken.
Roret, som er et smarttrack rorsystem, virker godt og er hurtigt og nemt at få op og ned. Men da jeg allerede på min første tur undrede mig over, hvorfor kajakken overhovedet har et rorsystem, afmonterede jeg roret, idet kajakken vender øjeblikkeligt, når den kantes - lige meget hvor bølgerne kommer fra. Netop dette finder jeg, er en af de mange fine finesser denne kajak har. Det er nemt at lære at kante, og det burde alle kajakroere øve sig i, men helt fint er det for mig, hvis kajakken har en justerbar finne.
Det viser sig da også, at producenten Torben Andersen allerede har besluttet at lave en justerbar finne. Så fremover kan man selv vælge, om man vil have ror eller finne - eller blot vil have kajakken uden ror og finne.

Klik for større billede


Kajakkens egenskaber

Straks man sætter sig ned i kajakken får man en tydelig fornemmelse af en sikker balance, og denne fornemmelse udtrykte alle mine kajakvenner, når de prøvede kajakken. Alle følte sig straks godt tilpas - selv en kvindelig kajakelev, der ikke havde ret meget erfaring og kun havde roet i en meget stabil kajak, følte sig helt tryg i kajakken.
Det betyder, at kajakken efter min mening har en meget fin primærstabilitet, så alle kajakroere - selv nybegyndere kan føle at de har en sikker balance i kajakken.
Men hvordan er kajakkens sejleegenskaber? Det er trods alt det vigtigste.

Kajakkens længe på 520 cm og bredde på 55 cm med en let V-formet bund skulle gerne betyde en rimelig hurtig havkajak med både fin primær- og sekundærstabilitet. Og det er netop hvad kajakken har af sejlegenskaber. Den ligger godt på vandet, reagerer hurtigt og let, og skyder en god fart. Den er meget retningsstabil, og jeg finder den ikke luvgerrig (søger op mod vinden) på nogen måde. Den er fin at kante rundt og lystrer den mindste krængning. Den er ikke følsom overfor vind, og driver ikke med vinden. Den er dejlig at ro, selv for en mand som jeg, der kun måler 170 cm.

Kajakkens skrå “skuldre” og det smalle forskib betyder, at man let og elegant kan bruge sin pagaj uden at pagajen støder mod kajakkens sider. Derfor er det også muligt at holde en god fart i kajakken.
Og sekundærstabiliteten (evnen til at ligge godt i større bølger) er ganske udmærket. Desværre var det i slutningen af december og starten af januar næsten umuligt at komme ud i hårdt vejr. Vinden var hele tiden under 8 m/sek, så jeg fik ikke afprøvet kajakkens surfegenskaber i hårdt vejr. Da det endelig - en enkelt dag - blæste op, kom vi i Nordjylland op på vindstyrke 15 til 22 m/sek, og så har jeg ikke mod på at ro kajak, og vil heller ikke anbefale andre at ro i sådan en vindstyrke.
Men jeg har prøvet kajakken i 8 m/sek, med søen ind agten fra, agten for tværs, fra siden og foran for tværs, uden at opleve “usikre” øjeblikke.
En kajak med et ret smalt forskib kan selvfølgelig have en tendens til lejlighedsvist at stikke stævnen ned i bølgerne, når man surfer. Denne tendens kan da også spores i X1’eren, men jeg oplevede at et let støttetag hurtigt rettede op på kajakken, og det er jo en del af charmen ved at surfe i en kajak.

Som det fremgår af ovenstående, er jeg ret vild med denne nye kajak, som jeg både finder er af høj kvalitet og har rigtigt gode sejlegenskaber.

Ønskede forbedringer

Jeg kunne ønske mig
- at lårstøtten kunne flyttes frem og tilbage, f.eks. som på en Prijon kajak, så man selv kan vælge hvor man vil have støtten, og så man kan bære kajakken i en hånd i balance.

- at sædet var mere behageligt, gerne havde sidestøtte, bedre lændestøtte og mulighed for individuel indstilling af sæde, ryg- og lændestøtte.

Klik for større billede


Om bådebyggeren Torben Andersen

Bådebyggeren Torben Andersen er, når vi taler om glasfiberarbejde, en meget erfaren herre. For mange år siden startede han sin 4-årige uddannelse som bådebygger ved Dansk Yacht Fiber A/S i Kolding. I dette firma lærte han alle former for komposit-teknikker, ligesom han også blev oplært som formbygger.

Herefter arbejdede Torben Andersen hos X-Yacht i Haderslev, og var bl.a. med i et meget avanceret projekt kaldet X-73. Værftet byggede en sejlbåd på 73 fod
til Mærsk Mc Møller. Her lærte han alverdens teknikker at kende inde for kunsten at bygge skibe.
Derefter gik turen til Lunderskov ved Kolding, hvor han hos LM Glasfiber arbejdede et par år og lærte de forskellige vakuum-teknikker.
Dette firma var det første bådebyggeri der tog vakuum-metoderne i brug. Det tidligere bådebyggeri laver dog i dag møllevinger i glasfiber. Blandt mange andre projekter var Torben Andersen med til at bygge verdens største møllevinge i glasfiber - en møllevinge med en længde på 61,5 meter.
Hos LM glasfiber lærte han også at arbejde med såvel epoxy og kulfiber, der gør emnerne lettere og stærkere.

Endelig følte Torben Andersen at han var tilstrækkeligt uddannet såvel i formningsarbejdet som i bådebyggeriet, hvorfor han startede for sig selv. Interessen for kajakker kom fra flere familiemedlemmer, der ror i kajak.

Efter at have set Torben Andersens produkter fik jeg en tydelig fornemmelse af, at her ikke alene var tale om en meget dygtig håndværker, men også om et menneske, der har perfektion som lidenskab, og denne fornemmelse fik jeg bekræftet ved samtaler med han søster. Intet kommer ud af bådebyggeriet uden at det er i orden.

Prisen på kajakken

Det undrer mig, at det kan lade sig gøre at sælge en kajak af denne kvalitet for kun 15.000 kr., når man tænker på, at den er bygget i Danmark.
Fabrikanten Torben Andersens forklaring på dette er, at han har investeret betydelige summer i produktionsleddet, så kajakken kan fremstilles rimeligt hurtigt.

Jeg kan absolut anbefale kajakfolk, at se nærmere på denne kajak og prøve den i det våde element.
X1 er en dansk bygget kajak af høj kvalitet - og det at den er bygget i Danmark er for mig ensbetydende med høj kvalitet og god service.

Læs mere på X3M-kayaks og har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at skrive til kajakdavid@mail.dk

RejseAvisen.dk
Seneste nyt
  Glemt kodeord?