La Quercia

17.2.17

Af: Rasmus Schønning Fotograf: Åbo Turistbureau
Bogmærk eller del
 

Åbo i Finland - en overset perle

Finland er meget mere end Helsinki. Landets ældste by Åbo f.eks. er en overset perle, der har masser at byde på for hele familien, lige fra en idyllisk skærgård til en pulserende bymidte med spændende kulturelle tilbud og gode indkøbsmuligheder. Ja, i Åbo kan man endda få serveret et måltid på toilettet!

Turku ligger ved vandet

Turku ligger ved vandet


På cykel i skærgården

Åbo (på finsk ”Turku”) er Finlands ældste by. Den gamle Hansestad i det sydvestlige Finland ligger i naturskønne omgivelser med en af de smukkeste skærgårde i verden som nabo. Skærgården, der grænser op mod Åbo, består af mere end 20.000 små øer. Broer og skibe forbinder de største af øerne, således at det nemt kan lade sig gøre at komme fra ø til ø, enten med bil, bus eller cykel. Sidstnævnte er en dejlig natur-tæt måde at komme rundt i skærgården på, og der findes tilmed særlige cykelpakker med ruter og overnatning undervejs. Desuden sejler dampskibet ”s/s Ukkopekka” mellem Åbo og byen Nådendal to gange om dagen i hele sommerperioden – en pragtfuld tur på to timer.

Mumitroldene

Mens skærgården tryllebinder både børn og voksne, henvender ”Mumitroldenes Verden” på øen Kailo sig primært til Åbos små besøgende. ”Mumitroldenes Verden”, der er bygget op om historierne om Mumitroldene, ligger i Nådendal, 16 km fra Åbo centrum. Her kan børnene hilse på mumifamilien, Snorkfrøkenen, lille My og alle de andre figurer. Det blå mumihus inviterer alle inden for til et kig ind i mumiernes spændende liv, og Mumifar viser stolt sin båd frem.
Bagefter er der teater og leg m.m. For større børn findes også eventyrøen ”Väski”, der ligger lige ved siden af ”Mumitroldenes Verden”. Her venter et udfordrende terræn med hængebroer, klatrefjelde, ridderborg og meget meget mere.

Klik for større billede


Toilettet

Mulighederne er mange i Åbo og omegn. Også i bymidten er der masser af tilbud til små og store. Her findes bl.a. et stort middelalderslot, en bondelandsby fra 1950’erne, spændende museer, et svensk teater, hyggelige caféer, dejlige restauranter og gode indkøbsmuligheder, ikke mindst i shopping-centeret Hansakvarteret.

Dagens mange oplevelser fordøjes bedst oven på et godt måltid mad, evt. serveret på ”Toilettet” – en af Åbos mange restauranter og barer, der er opkaldt efter lokalernes oprindelige formål. Således drikkes der ikke hostesaft, men whisky på ”Apoteket”, og i ”Banken” angiver tallet 140 stedets mange forskellige slags øl. I 1880 var man blevet straffet, hvis man havde drukket øl i ”Skolen”. I dag har den gamle pigeskole, der i store træk stadig ser ud som dengang, sit eget bryggeri. Alt sammen anderledes og sjove omgivelser til mad og drikke samt en god afrunding på en oplevelsesrig dag i Åbo.

Fakta om Åbo

Åbo (på finsk ”Turku”) er Finlands ældste by og hovedstaden i det ”Egentlige Finland” – som området omkring Åbo i det sydvestlige Finland kaldes. Den gamle hansestad ligger ca. 165 km fra Helsinki. Der tales to officielle sprog i Åbo; finsk og svensk, omend kun 5% af de 175.000 indbyggere i dag har svensk som modersmål. Gennem Åbo flyder åen Aura, der munder ud i skærgården og forbinder byen med havet.

Bådhuse

Bådhuse


Historie

Åbos historie går næsten 800 år tilbage. Således stammer de første beretninger om byen fra 1229, da biskopsædet flyttede fra Nousis og længere ud mod kysten til Korois i nærheden af byens nuværende centrum. Det skete for at komme tættere på Østersøen. Søfartens betydning tog til, og åen Aura var ikke længere stor nok til de mange handelsskibe, der sejlede til og fra landet.

Seværdigheder

Åbo slot, som stammer fra 1280, er en af Finlands vigtigste nationalskatter. Slottet havde sin glansperiode i 1500-tallet under hertug Johan og Katarina Jagellonicas styre. En udstilling i slottets museum illustrerer byens historie.

Også Åbo domkirke, der blev indviet i år 1300, hører til den finske nationalskat. Den er tilegnet Jomfru Maria, og kirkens skytsengel er Finlands første biskop Skt. Henrik. Både biskopper, krigsherrer og en enkelt dronning, Karin Månsdatter, er blevet stedt til hvile i Åbo Domkirke.

Bølger i skærgården

Bølger i skærgården


Skærgården

Lige uden for Åbo ligger en af verdens smukkeste skærgårde, den ”Finske skærgård”, der består af mere end 20.000 øer og skær. Man kommer ud til skærgården med bil, bus, cykel eller båd. I alt tolv broer og ni færger forbinder de største af øerne. Færgeforbindelserne er statsstøttede, og i visse perioder er det derfor gratis at benytte færgerne. For at bevare og beskytte den unikke natur i skærgården, har man etableret en nationalpark og et UNESCO-reservat i området.

Handel og videnskab

Åbo er centrum for handel og økonomi i Finland. Handel har altid haft en stor betydning for Åbo. Således betyder byens finske navn ”Turku” markedsplads på gammelfinsk. Byens vigtigste forretningsområder er metal-, medicin-, levnedsmiddel- og kemisk industri. Dertil kommer telekommunikation.

Også inden for biomedicin har Åbo vundet frem i de seneste år. De fleste biomedicinske firmaer er flyttet ind i videnskabsparken i Åbo. Uddannelse spiller en central rolle i byen, og en femtedel af indbyggerne er studerende. Åbo har to universiteter og flere andre højere læreanstalter, der tilbyder førsteklasses uddannelsesmuligheder og tiltrækker mange udenlandske studerende.

Turisme

Åbo har sin egen lufthavn samt en havn for passager- og fragtskibe. Der er direkte flyforbindelser til Åbo fra København og Stockholm med Blue One (SAS) samt fra Helsinki med Finnair. Viking Line, Silja Line og Sea Wind Line har faste færgeruter mellem Stockholm og Åbo, men rejsende fra Danmark vil med fordel benytte sig af de lave priser hos Blue One.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt