Isabella

7.1.16

Af: Mikkel S. Sørensen Fotograf: Mikkel S. Sørensen
Bogmærk eller del
 

I havkajak til Märkets fyr, Ålandsøerne

I det fjerne lød et par tordenskrald. Over os hang et let skydække, og selv om klokken kun havde rundet otte, var temperaturen allerede godt på vej mod 20 grader. Der var ingen tvivl om, at vi havde en varm dag i vente, da vi satte ud fra Käringsund på Eckerö.

Vi sejlede i ud gråvejr

Vi sejlede i ud gråvejr


På åbent hav

Nogle dage forinden havde Leif fra Friluftsentreprenörerna S.G.U. på Åland ringet og spurgt mig, om jeg havde lyst til at tage med på en kajaktur til Märkets fyr.

Det ville blive den første kommercielle kajaktur til det historiske fyr midt ude i Ålandshavet. Jeg havde tidligere været med på Leifs ture og nydt godt af hans kundskaber til at planlægge og lede en kajaktur på havet.

Så jeg tvivlede ikke et sekund. Selvfølgelig ville jeg med – koste hvad det ville!

Vi satte kursen mod vest og fik raskt tilbagelagt de først kilometer ud mod det åbne hav. Som kajakkerne gled vestpå – og tordenvejret østpå – blev himlen blå, og solens stråler begyndte at tage fat.

Vejret havde været varmt og vindstille i dagene op til turen, og gule alger var i løbet af et par dage eksploderet i havet vest for Åland. Men der var stadig liv at spore.

Da vi havde passeret Borgflyttan og lagt de større øer bag os, stak en nysgerrig gråsæl hovedet op af vandet. Og selv om den hurtigt dykkede ned i dybet igen, var det trods alt rart at konstatere, at her fortsat var masser af ilt i havet til at opretholde dyrelivet.

Blomstrende lyng

Blomstrende lyng


Havørn

Varmedisen lagde et tykt slør ude over horisonten. I det fjerne skimtede vi kystbevogtningens radarstation på Enskär. Det var vores pejlemærke for den første del af turen.

Da vi drev forbi de røde granitklipper og ind i øens hesteskolignende form, så Kristoffer en havørn dykke ned bag den del af øen, som hedder Hellman.

Fem minutter senere vandrede vi op gennem klipper i et lilla tæppe af lyng til øens top, hvorfra vi havde udkig i alle retninger. Leif og jeg nåede først op på toppen, og et kort øjeblik så vi ørnen ude på Hellmanskobben, klippeskæret vest for Hellman. Så var den væk.

Vi stod alle og spejde mod nordvest. Märket fyr skulle ligge femten kilometer væk. Der blev stille i gruppen. Alle stod vi og kæmpede med at udskille en variation i horisonten fra varmedisens slør.

”Der!”. Leif havde fået øje på fyret. Langt borte i horisonten var der en lille utydelig prik. Turens mål var i sigte – omend noget tilsløret. Forventningens glæde blandt alle fik endnu et nøk opad.

På vej ned til kajakkerne fandt Kalle og Kristoffer fundamentet af en gammel russisk bunker. Russerne havde regeret over Finland frem til slutningen af 1917, og Åland havde været en strategisk udkigspost. Ved tilbagetrækningen af troppeenheden på Enskär, havde russerne øjensynligt ikke ønsket at overlade bunkeren til finnerne. Så russerne sprængte bunkeren i stumper og stykker - og de havde tydeligvis ikke sparet på dynamitten. Over hundrede meter borte fra fundamentet fandt vi rester fra bunkeren.

Leif og Kalle i samtale

Leif og Kalle i samtale


Sæler

Efter en frokost under den brændende sol fortsatte vi vores færd. I stedet for at tage kurs direkte nordvest mod Märket, fulgte vi de ydre skær nordpå - Lågbåden, Flyttorna og til sidst Yttre Borgen, som er den nærmeste klippeø til Märket omkring otte kilometer borte.

Selv om vi var kommet meget nærmere fyret, syntes det fortsat at være en lille utydelig prik i horisonten.

Så begav vi os ud på det helt åbne Ålandshav. Der var ingen vind, og dønningerne var så svage, at jeg knap nok sansede dem. Det var helt uvirkeligt at opleve Østersøen blikstille. Men det gav os mulighed for at ligge i kajakkerne og kigge på en koloni af gråsæler, som fulgte os på afstand.

Anette, Kalle og jeg blev snart omringet af de nysgerrige væsener. Ind imellem lød der et ordentligt plop, når en sæl kom for nær kajakkerne og hurtig dykkede ned i havet igen.

Varmedisen slørede Märket

Varmedisen slørede Märket


Solstik på havet

Mens vi lå der og studerede sælerne, var Leif og Kristoffer padlet videre mod Märket. Afstanden mellem os og dem var vokset til en lille kilomenter, så jeg satte pagajen i vandet igen.

Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at Leif og Kristoffer lå stille og stemning var trykket. Kristoffer var blevet dårlig. Solen, de skarpe refleksion fra havet og den megen varme havde slået Kristoffer ud og tømt ham for kræfter. Det var ingen tvivl. Kristoffer havde fået hedeslag. Med ét havde kajakturen ændret karakter. Vi havde stadig fem kilometer til Märket.

Leif overvejede mulighederne. Inden vi stak ud fra Eckerö havde han gennemgået sikkerhedsforanstaltningerne for turen.

Jeg vidste fra tidligere ture med Leif, at han altid tænker sikkerhed først og ikke overlader noget til tilfældighederne. Det tog ikke lang tid for Leif at træffe en beslutning. Jeg fik et bugsersystem om livet og koblede det til Kristoffers kajak. Leif lagde sig ved siden af Kristoffer for at hjælpe og støtte ham.

Glemt var alt om gråsælerne. Det eneste jeg havde i tankerne var, at Kristoffer skulle i skygge hurtigst muligt. Jeg fandt hurtigt min egen rytme, som når jeg padler alene.

”Stop Mikkel!”, lød det kontant fra Leif, mens jeg sad i mine egne tanker. Da jeg vendte mig om lå Leif ind over og holdt Kristoffers kajak, mens Kristoffer hang ud over kajakken og kastede op.

Senere på aftenen konstaterede Kalle med et skævt smil, at gennemsnitshastighed var øget fra 5 til 7,5 kilometer i timen, da jeg havde bugseret Kristoffer!

Märkets fyr

Märkets fyr


Bryllupsfesten

Vi ankom til Märket. Fyret og de tilstødende bygning lå som en kolos i det flade hav. Eftermiddagssolen badede klipperne og fyret i varme farver, og der åndede idyl på øen.

En lille gruppe frivillige fra Finlands Fyrsällskap havde afsluttet dagens arbejde og lå og solede sig på klipperne.

Leif hjalp Kristoffer hen i skyggen, mens vi andre begyndte at slå lejr nord for fyret.

”Tomas og gæsterne kommer snart”, lød det fra Anette. ”Kalle og Mikkel, I hjælper mig med det praktiske, ik?”, kom det fra Leif. Selvfølgelig gjorde vi det.

Der skulle være bryllup på Märket. Ålandske Anette skulle giftes med sin svenske kæreste Tomas midt på grænsen, som deler Märket i Sverige og Finland. På rekordtid fik vi badet og skiftet til vores fineste klæder, tidsnok til vielsesceremonien.

Kristoffer var kommet på højkant igen, og selv om han var afkræftet, var hans gode humør vendt tilbage.

Lykkelige så de ud, som de stod der på skæret. Anette i en flot koboltblå kjole med fodfæste i Finland. Og Tomas i sin elegante smoking stående på svensk territorium. To forskellige nationaliteter i to forskellige tidszoner.

Solnedgangen kastede et varmt skær over det festlige selskab.

Ude på det lille skær vest for Märket fulgte en gråsæl og en fiskemåge med i festlighederne på behørig afstand, da tingsdommeren fra Mariehamn viede brudeparret. Sjældent har et bryllup fundet sted i smukkere omgivelser.

Aftensol over Märket i Ålandshavet

Aftensol over Märket i Ålandshavet


Fremragende tur - men der mangler noget

Mens de nygifte og gæsterne nød øjeblikket, gik Leif i gang med at tilberede bryllupsmiddagen, og Kalle og jeg hjalp til det bedste, vi har lært. En lille time senere sad hele selskabet til bords på fyrets terrasse, alt imens solen kastede dagens sidste stråler på Märket. Lakseretten, som Leif fortjente fem kokkehuer for, blev efterfulgt af en flot og velsmagende bryllupskage.

Det blev hurtigt sent, som det nu engang gør i godt selskab. Brudgommen og gæsterne skulle sejle i båd tilbage til Eckerö, hvor Anette var ventet dagen efter. Da selskabet gik i båden, blev der grinet af, at Tomas godt turde lade sin brud blive tilbage på en øde ø med fire ”fremmede” mænd. Endda på hendes bryllupsnat!

”Hvad synes du egentligt om dagen, Mikkel?”, spurgte Leif mig ved midnat, da vi havde ryddet op og gik mod vores telte.

Vi havde oplevet en masse. Enestående natur, kulturhistoriske monumenter, alvoren ved friluftslivet på det åbne hav og ikke mindst et historisk og uforglemmeligt bryllup på Märket. Dagen havde i sandheden været ekstraordinær.

Men jeg måtte erkende, at der manglede noget. Jeg havde ikke forventet at opleve Ålandshavet blikstille. Når jeg tidligere har læst om Ålandshavet og andre steder i Østersøen, har jeg altid bidt mærke i vidnesbyrd om vind og vejr, der gjorde forholdene mere udfordrende.

Leif forstod mig udmærket godt. Også han kunne lide, når der var bølger og vind.

Det blæste op

Det blæste op


Kuling fra nord

En tyk tågedis lå over Ålandshavet, da jeg vågnede tidligt næste morgen. Det eventyrligt, gode vejr fra dagen før var blevet efterfulgt af et nærmest mystisk, gråt slør.

Fra nord blæste en let vind, og der var små bølger i havet. Ude på det lille klippeskær i vest lå et par sovende gråsæler og nogle edderfugle.

Leif havde fået seneste vejrmelding. Det skulle blæse op fra nord i løbet af dagen. Så planen var, at vi skulle tidligt afsted fra Märket.

Ganske rigtig tiltog vinden under morgenens første timer. Fra let til jævn vind og så til frisk vind. Bølgerne voksede sig større og større.

Da vi lagde fra land ved ottetiden blæste det omkring ti sekundmeter fra nord. Sigtbarhed var stadig dårlig, men trods alt en smule bedre end timerne inden.

I horisonten så vi kystbevogtningens radarstation på Enskär i sydøst. Derimod var Yttre Borgens flade krop ude af syne, men vi kendte retningen.

Leif understregede vigtigheden af at holde gruppen samlet under sådanne forhold. Han satte en øst-nordøstlig kurs. På den måde ville vi undgå, at blæsten og bølgerne førte os for langt sydover. Kalle fulgte efter Leif på tæt hold.

Jeg lagde mig bagerste i gruppen for at hjælp, hvis nogen behøvede det. Både Kristoffer og Anette havde svært ved at holde kursen, så jeg blev hos dem. I løbet af ingen tid havde vinden og bølgerne skabt stor spredning på gruppen.

”Vi vender om!” konstaterede Leif beslutsomt. Som altid var der ingen tvivl i stemmen, når Leif var turleder. Som den gode turleder Leif er, er han dygtigt til at træffe de rigtige beslutninger på de rette tidspunkter. Sikkerhed har altid første prioritet.

Bølgerne slog ind over nordsiden af Märket

Bølgerne slog ind over nordsiden af Märket


I bølgernes kaos

Det blæste op mod en stiv kuling, da jeg en time senere havde tømt kajakken for oppakning og stak ud for at surfe på de store bølger. ”Det er på eget ansvar”, havde Leif sagt bestemt, inden han selv kastede kajakken ud i bølgerne. Jeg fulgte øens sydlige kystlinje vestpå for at gå mellem det lille skær og Märket.

Bølgerne tårnede sig op. En kilometer nord fra Märket er havdybden godt 100 meter, og en halv kilometer derfra er den 76 meter. Men lige nord for Märket er der kun nogle få meter dybt. Den nordlige vind pressede vandet sammen og skabte derved høje bølger.

Da jeg kom ud på nordsiden af øen, blev jeg mødt af en 2,5 meter høj bølgevæg. Kajakken nærmest stejlede op over bølgen og slog ned i den efterfølgende bølgedal. En ny bølge ventede. Og så en mere og endnu en. Men bølgerne var uregelmæssige og kom fra forskellige retninger. Det var ikke bølger til at surfe i.

Anette havde trukket i sin tørdragt og var fulgt efter mig ud i bølgernes kaos. Jeg vidste ikke, hvordan hun ville reagere på så store og uregelmæssige bølger. Netop som jeg sad bekymrende og spejdede efter Anette, krøb en bølge ind på mig skråt bagfra og fik mig ud af balance. Jeg satte et højt stød på styrbord og genfandt balancen, da en anden bølge slog ind over dækket og badede mit ansigt i saltvand.

Det var sådan, jeg havde forestillet mig Ålandshavet. Jeg undrede mig over, om Neptun havde hørt Leif og min samtale aftenen før. Kontrasten fra dagen før var i hvert fald enorm.

Anette og jeg stod tørskoede på land en oplevelse rigere, da Leif kom susende ind fra havet. Heller ikke han havde fundet gode surfbølger. Nu kunne vi bare vente på, at vinden aftog.

Tågedisen var lettet, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg fandt min sovepose og liggeunderlaget frem og lagde mig i solen i læ af fyret. Bølgernes brusen var konstant og nærmest hypnotiserende. Jeg faldt i dyb søvn.

Resterne af den oprindelig jernmast fra 1862

Resterne af den oprindelig jernmast fra 1862


Märkets forunderlige historie

Havet rasede med ufortrøden styrke, da jeg et par timer senere slog øjnene op. Fra mit leje kunne jeg ligge og betragte den svenske del af Märket. Det var et fascinerende syn. Bølger bragede med fuld kraft ind over klipperne i nord og fandt vej hen over øen. Sverige var på vej til at blive helt oversvømmet.

Op ad formiddagen tilbød Jessica fra Finlands Fyrsällskap at vise fyret frem og fortælle om dets historie. Märket havde, længe før fyret blev bygget, været berygtet blandt søfarer, fordi det store, flade klippeskær kunne være svært at se – særligt i blæsevejr.

Mange skibe var gået på grund og endt deres dag omkring Märket. Frygten for Märket blev endda så stor, at skibe holdt så stor en afstand til øen, at de gik på grund på Understen hele 13 kilometer mod vest-sydvest.

Allerede i 1836 undersøgte man mulighederne for at anlægge et fyr på Märket. Men konklusionen blev, at det var alt for svært på det udsatte skær. Der skulle gå yderligere 26 år, inden man i 1862 rejse en 11 meter høj jernmast med en tønde i toppen som sømærke.

Jessica viste os resterne af jernmasten og fortalte om, hvordan masten havde reddet 11 bygningsarbejdere.

På trods af det primitive sømærke forliste skibene fortsat. I 1885 besluttede Zar Alexander III at bygge et fyr på Märket. Men byggeriet fik en svært start. Knap nok var det gået i gang, før en voldsom storm fra nord skyllede byggematerialerne i havet - som ville naturens magter stoppe byggeriet for hver en pris.

De 11 arbejdere blev ikke evakueret, men klarede sig ved at hoppe i deres båd og tøjre den fast til jernmasten med et reb. Arbejderne måtte sidde hele to dage i den lille båd, mens uvejret rasede. Da stormen lagde sig og arbejderne igen fik fodfæste på Märket, opsagde otte af arbejderne fluks deres arbejde og satte sig op i båden og sejlede tilbage til fastlandet.

Bag skodder

Bag skodder


Grænsedragningen

Fyret blev dog bygget. Den 10. november 1885 blinkede fyret for første gang.

To år senere havde man også bygget en stor V-formet mur nord for fyret, som skulle bryde bølgerne, når uvejret rasede fra nord.

Fyret blev betjent af hold på fem mand, der gjorde tjeneste to uger ad gangen. Men arbejdstjansen kunne sagtens blive forlænget til måneder, når det lunefulde vejr forhindrede afløserne i at komme ind på øen. Fyrpasserne kunne dog finde glæde i, at de havde masser af proviant, en sauna i kælderen samt et bibliotek.

Næsten 100 år senere i 1981 gennemgik det svenske udenrigsdepartement Sveriges grænsedragninger til Finland. Man opdagede, at fyret – som var blevet finsk ejendom i 1917 efter russernes tilbagetrækning – lå på svensk territorium.

Frem for at have gjort sig de store tanker om territorielle rettigheder, havde byggeherren sandsynligvis fokuseret på, hvor det ville være mest praktisk at bygge fyret.

Men ret skulle være ret. Så med stor akkuratesse fandt man frem til en zig-zag grænselinie, der gjorde at Sverige præcist fik de kvadratmeter tilbage på den østlige del af øen, som fyret og de senere tilkomne bygninger lå spredt på i vest. Den oprindelige grænse hen over Märket var fastlagt ved Ålandskonventionen i 1921.

For at ændre grænselinien måtte alle øvrige nationer, der havde underskrevet konvention godkende den reviderede grænse. Danmark, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Polen... I 1982 var den nye grænsedragning på plads, og i dag er den markeret med store hvide pile malet på Märket. Det betyder, at man kan stå i det østligste Sverige og have Finland i vest!

Lille Märket fungerede som toilet i gamle dage

Lille Märket fungerede som toilet i gamle dage


Afsked med Märket

Som vinden øgede til kuling i løbet af dagen, blev der tid til at reflektere over fyrets historie og de mange hårdføre mænd, der havde kæmpet med at bygge fyret til trods for det til tider meget barske miljø.

Den kuling jeg sad i, var ingen ting ved siden af forholdene, når der blæste en orkan, bølgerne rejste sig otte meter og kulden skær igennem marv og ben. Som jeg vindblæst gik rundt på fyret og øen fik jeg en god forståelse for storheden af det byggeri.

Fra toppen af fyrtårnet kunne vi se ud over et kulingshærget Ålandshav. Ud på eftermiddagen havde havet taget det meste af Sverige. Bølgerne slog ind over klipperne og fandt vej henover øen.

På østsiden blev der dannet floder mellem klipperne, når en stor bølge bragede ind fra nord. Ålandshavet viste sine tænder. Sådan havde bølgerne hærget gennem nogle tusinde år og formet de fint slebne granitklipper, som glimtede i solen.

Afsked med Märket

Afsked med Märket


Flere oplevelsesrige kajakture

Ud på eftermiddagen stod det klart, at gruppen ikke kunne komme ind til fastlandet i kajakkerne. Det var fortsat kuling med vindstød op til seksten sekundmeter.

Da Kristoffer skulle på arbejde i Finland næste morgen og Anette havde en gom ventende, besluttede Leif at bestille en taxi-båd hjem. Vejrprognosen lød på hård vind fra nord de kommende tre dage, så vi havde ikke noget alternativ, hvis alle skulle med ind til Åland.

Ved ottetiden om aftenen tog vi os ud gennem bølgerne til taxi-båden, der ikke kunne lægge til i naturhavnen. Taxi-båden sejlede østover mod Ekerrö på store fine bølger og efter en lille time med høj fart var vi tilbage i Käringsund. Godt vindblæste, men en meget oplevelsesrig tur rigere.

”Jeg henter dig i morgen tidlig. Du skal med på en tur oppe nord på ... i Geta. Jeg ved, du også vil synes om det sted”, lød det fra Leif, da han ved midnatstid satte mig af ved Övernäsgården i Mariehamn.

Træt efter en hel dag ude i blæsevejret lagde jeg hovedet på puden og i tankerne gennemlevede de begivenhedsrige døgn. Det havde i sandheden været en fantastisk tur, som jeg var lykkelig for at have oplevet.

Med Leif som selskab var jeg sikker på, at morgendag også ville bringe på nye, store oplevelser i de ålandske farvande.

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt