Primo Tours

27.4.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Byvandringer i Buenos Aires (2/2), Argentina

En af hovedstadens spændende bydele er San Telmo og gaden Defensa, der leder os frem til Plaza Dorrego. Her er der hver søndag loppe- og antikmarked. Et herligt leben, hvor man måske kan finde netop det, man står og mangler!

Loppemarked på Plaza Dorrego

Loppemarked på Plaza Dorrego


Loppemarked i San Telmo

Hele kvarteret har smalle brostensbelagte gader, hvor der mellem grim graffiti på faldefærdige huse, ses flotte vægmalerier - naturligvis præget af landets nationaldans - tangoen.  

Casa Rosada ud mod Plaza de Mayo

Casa Rosada ud mod Plaza de Mayo


Regeringsbygningen Casa Rosada

Går man nordpå ad Avenue Paseo Colon kommer man forbi forsvarsministeriet med mindesmærker for krigen om Malvinerne (Falklandsøerne) og når frem til Parque Colon og byens nok mest berømte bygning Casa Rosada.

Denne lyserøde bygning er Argentinas regeringsbygning og har front mod øst. Bygningens anden side vender ud mod Plaza de Mayo og er blandt de mest fotograferede bygninger i Argentina.

Det var fra husets balkoner at bl.a. Juan Peron og hans hustru Eva Peron holdt deres taler til folket på pladsen neden for.

Og det var her, at popidolet Madonna stod da hun indspillede filmen Evita.

Katedralen Metropolitana set fra Plaza de Mayo

Katedralen Metropolitana set fra Plaza de Mayo


Plaza de Mayo

Midt på pladsen står en lille obelisk Piramide de Mayo, hvor mødre til forsvundne mænd og sønner fortsat kommer en gang om ugen for at demonstrere for retfærdighed og gøre opmærksom på de uhyrligheder, som tidligere regimer påførte deres borgere.

Pladsen er omgivet af fine bygninger bl.a. Buenos Aires katedral Metropolitana, med gravsted for en af Argentinas helt store helte - general José de San Martin. Uden for katedralen brænder en evig ild.

For enden af pladsen ligger det gamle 1800-tals rådhus Cabildo, der nu er museum.

Mange skønne bygninger på Avenue de Mayo

Mange skønne bygninger på Avenue de Mayo


Tricktyve på Avenue de Mayo

Snyd ikke dig selv for en spadseretur ad Avenue de Mayo mod bydelen Congreso og nyd de prægtige bygninger - men vær altid opmærksom …

På turen mærker vi pludselig noget vådt i nakken og bag på skjorten og ned ad bukserne. Tre meget ”tjenstvillige” kvinder forsøger at forklare, at fuglene har skidt på os.

I så fald har det været et par lavtflyvende kondorer med tynd mave, for vi er begge godt og grundigt oversprøjtede med en grønlig, klæbrig masse.

Kvinderne vil hellere end gerne ”hjælpe” og kommer med papirservietter og begynder at tørre os af. Heldigvis har vi set lignende lommetyve operere på vores rejse i Quito (Ecuadors hovedstad) og jeg får øjeblikkeligt vendt os med ryggen mod husmuren og holdt kvinderne på afstand.

Vi tager imod servietterne og da de ser, vi ikke er indstillet på yderligere hjælp, forsvinder de som dug for solen.

Palacio del Congreso

Palacio del Congreso


Bydelen Congreso

For enden af Avenue de Mayo ligger den monumentale plads Plaza del Congreso med det imponerende Palacio del Congreso fra 1906 med en grøn kuppel opført med Capitol Building i Washington som forbillede.

Bygningen er rigt udsmykket og på pladsen foran ses flere stor mindesmærker for Argentinas uafhængighed.

Portrætfoto af Eva Peron

Portrætfoto af Eva Peron "Evita" på væggen i La Ventana


Tango Show

Den sidste aften i Buenos Aires fejres med et tangoshow på La Ventana. I et tætpakket lokale med flere hundrede mennesker lykkes det trods et minimum af plads, tjenerne at servere et tre retters måltid, inden lyset slukkes og scenen tages i brug.

Fem geniale musikere åbner med en fyrig tango og efter nogle numre kommer også tre par dansere på scenen og viser os hvor sensuelt tango skal danses.

Senere træder både en kvinde og en mand til og giver smagsprøver på argentinsk sangkunst, mens Eva Peron fra et billede på væggen ser til, når sangen ”Don't cry for me Argentina” fra musicalen Evita går over scenen …

Outwell
Campingferie 650,-
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt