Subaru

14.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Cairns - porten til Great Barrier Reef, Australien

Katamaran-skibet Ocean Spirit har sat fart på og snart ligger fastlandet med Cairns bag os, og mens vi nyder en kop kaffe i den friske luft nærmere vi os Michaelmas Cay - en nøgen, lille sandø opstået ved et koralrev, der blot udgør en mikroskopisk del af verdens største koralrev - Great Barrier Reef.

Strandliv

Strandliv


Michaelmas Cay

I går kom vi til Cairns og blev indlogeret på The Hotel Cairns, der ligger centralt blot et stenkast fra havet og byens berømte strandpromenade - Esplanaden.

Allerede i dag er vi atter på farten med Gislev Rejser og efter ca. to times tid kan vi skimte Michaelmas Cay som en lys, gul stribe på den smaragdgrønne havoverflade.

Ocean Spirit kaster anker et par hundrede meter fra sandøen og mens de første af skibets gæster gør sig klar til at snorkle, lokkes store farvestrålende fisk hen til skibssiden, da der kastes foder ud til dem.

Inden vi får landgang, tilbydes vi en tur hen over korallerne i en båd med glasbund, så vi kan se livet under vandet.
Mens der fortælles om korallerne, kan vi konstatere, at nogle koraller har det godt, mens andre er døde.

De som ønsker det får udleveret snorkeludstyr og svømmefødder - og de som vil snorkle med våddragter kan leje disse. I alle tilfælde er det klogt at have noget på ryggen, for solen er ekstrem kraftig. Blot et par timer uden beskyttelse og man er næsten forbrændt!

Området ud for Cairna regnes for at være et af verdens bedste steder at dykke og snorkle. Vandet er ca. 26 grader året rundt, og for os som snorkler åbenbarer der sig en enestående verden af koraller og farvestrålende fisk.

Stor suleunge på sandøen

Stor suleunge på sandøen


Fuglekolonier

De som ikke snorkler, nyder solen på det stykke af stranden, som vi må opholde os på. For vi er bestemt ikke alene.

Øen er hjemsted for flere tusinde fugle af forskellige arter. Her er bl.a. skråber, terner og suler.

Over os svæver fregatfuglen med sit stillestående vingefang, mens øens fugle har travlt med til stadighed at komme med foder til de mange unger.

Det er naturligvis ikke tilladt at gå uden for indhegningen i fuglenes yngletid.

Da vi hen på eftermiddagen skal tilbage mod Cairns, lykkes det at se flere havskildpadder - kort sagt; en rigtig fin tur.

Her overværes aboriginernes danseshow

Her overværes aboriginernes danseshow


Tjapukai - aboriginernes kulturcenter i Cairns

Denne dag starter med et kort besøg i den botaniske have, der er kendt for de mange tropiske træer.

Herefter kører vi til aboriginernes kulturpark Tjapukai, hvor de indfødtes fascinerende kultur opleves. Seancen indledes med at en aboriginer fortæller om de forskellige stammer, hvor de kommer fra, de forskellige sprog og deres kunst.

Der er beviser for at aboriginerne ankom fra Indonesien for omkring 60.000 år siden og bosatte sig tre forskellige steder på nordkysten af Australien. Herfra vandrede de sydover og spredte sig i mange små grupper, hver med sit særpræg og sprog. Nogle boede fast, hvor der var nok at spise, mens andre blev nomader, jægere og samlere.

Da den hvide mand kom hertil i 1700-tallet skønnes antallet af aboriginere at have været 750.000.

Vi overværer et show, hvor aboriginere viser os forskellige danse - ofte med jagtscener.

Herefter hører vi om buch-food og -medicin. Det specielle instrument didgeridoo demonstreres – her kan man både blæse i instrumentet samtidigt med at man indtager luft!

Besøget afsluttes med at vi forsøger at kaste med boomerang, hvilket ikke er helt let ...  

Barron Falls

Barron Falls


Sky Rail til Kuranda

Få meter fra Tjapukai kommer vi med en af verdens længste svævebaner - Sky Rail - der tager os mere end syv kilometer op til turistbyen Kuranda.

Gondolerne hænger få meter over regnskoven, og vi får en perlerække af spektakulære panoramaer set i fugleperspektiv.

Et par steder stiger vi af svævebanen og spadserer gennem regnskoven til forskellige udsigtspunkt mod  Barron Gorge National Park, hvor der på denne tørre årstid kun er lidt vand i det store vandfald og i floden.

Stoney Creek Falls Bridge

Stoney Creek Falls Bridge


Første klasse på Kuranda Scenic Railway

Efter et par timer i turistbyen Kuarunda - der mest består af restauranter, souvenirbutikker samt et par attraktioner med dyreliv - mødes vi ved togstationen for at tage med veterantoget Karunda Scenic Railway tilbage til Cairns gennem det grønne vildnis.

Det er i bogstavelig forstand en tur på 1. klasse for i den klassisk indrettede togkupé får vi serveret mousserende vin og lidt snacks, mens vi har fantastiske vues undervejs.

Det var efter guldfundene i 1870'erne at en del lykkejægere - specielt kinesere - havde slået sig ned ved Kuranda, men transport mellem Cairns og Kuranda var ekstrem besværlig, og da høsten i 1882 slog fejl og folk blev ramt af hungersnød, besluttede man at bygge jernbanen.

I 1887 påbegyndte man dette enestående byggeri med skovl, spade og trillebør samt masser af dynamit, at sprænge og grave bjergsiderne ud, lave tunneller og bygge høje broer, og det hele stod færdigt i 1891.

Undervejs stopper toget ved det imponerende Barron Falls med et fald på 265 meter - og så skal der fotograferes ...

Det frugtbare højlandsplateau

Det frugtbare højlandsplateau


På tur til Atherton Tablelands

Dette frugtbare område kaldes også for regionens madkurv og ligger på et højlandsplateau op til 900 moh. bag Cairns og udgør en del af Australiens største bjergkæde Great Dividing Range.

Nogle af de første beboere var kinesere som kom fra guldfelterne og de arbejdede hårdt med landbrug og stod for hele 80 procent af landbrugsproduktionen i det nordlige Queensland. I dag dyrkes her bananer, sukkerrør, majs, avocado, mango og meget mere.

Overalt ses lommer af regnskov, små hyggelige byer, og et netværk af marker samt søer og vandfald.

Gardinfigentræet er et af Australiens mest ejendommelige træer

Gardinfigentræet er et af Australiens mest ejendommelige træer


Gardin figentræet

I en af regnskovens lommer, Mabi Forest, spadserer vi en lille tur omkring et enormt figentræ, der har sendt rødder mod jorden, så det ligner et helt gardin.

Træet blev fredet i 1915 og er i dag Tablelands mest berømte træ.

Guiden forklarer om regnskovens planter og dyr

Guiden forklarer om regnskovens planter og dyr


Regnskoven ved Malanda Falls

I besøgscentret ved Malanda Falls møder vi vores lokale aboriginal guide, der tager os med på en vandretur gennem regnskoven.

Han er vokset op i området og kender regnskoven som sin egen bukselomme.

Meget beredvilligt fortæller han om skovens planter og de dyr vi møder undervejs.

Vinsmagning med ostebidder

Vinsmagning med ostebidder


De Brueys Boutique Wines

På en anderledes vingård smager vi på forskellige søde vine fremstillet på lokale eksotiske frugter. Vingården De Brueys Boutoque Wines er prisbelønnet for deres fremragende frugtvine.

Vi vises rundt på den smukt beliggende vingård med udsigt til en lille sø, hvor det fortælles, at der ind i mellem kommer en krokodille forbi …

Krokodiller ser vi ikke, men i baghaven hopper et par kænguruer væk, da vi spaderer en tur for at iagttage de mange fugle som er her.

Dessert med lidt af hvert

Dessert med lidt af hvert


Et par gode spisesteder i Carins

Den sidste aften i Australien spiser vi afskedsmiddag sammen på Restaurant Rattle 'n' Hum - bøffer, naturligvis.

Af andre anbefalelsesværdige restauranter som vi fik prøvet, er fiskerestauranten Barnacle Bill's og den traditionelle tyrkiske restaurant Ala Turka.

Næste morgen sættes kursen tilbage mod Danmark med flyskift og overnatninger undervejs ...

Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Outwell
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt