Azamara Cruice

31.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Cykelture omkring Antwerpen, Belgien

En god måde at opleve omegnen ved Antwerpen på er fra cykelsadlen. De fleste hoteller er behjælpelig med at skaffe udlejningscykler eller kan anvise, hvor man kan leje dem.
I selve centrum vil jeg dog anbefale at spadsere - større er afstandene ikke.

På cykelferie i Antwerpens forstæder

På cykelferie i Antwerpens forstæder


Cykelruterne øst for Antwerpen

I nogle af Belgiens byer bl.a. i Antwerpen og i Gent har man sat cykelruterne i system. Her findes et netværk af nummererede krydspunkter som også er angivet på cykelkort med km-angivelse mellem punkterne. Metoden er genial.  

Sammen med cykelkortet fås en lille flap, hvorpå man kan notere sig numrene på de krydspunkter, man vil passere på sin rute. Flappen sættes på cykelstyret, så behøver man ikke at se på kort hele tiden, men skal blot cykle mod næste noterede krydspunkt. Nemmere kan det næsten ikke blive.

Over et par dage cykler jeg på en guidet tur i Antwerpens forstad Kempen og ser mange smukke villakvarterer med eksklusive huse og fine, velholdte haver.

Ind i mellem villakvartererne og motorvejene er her i dette tæt befolkede land alligevel landlig idyl med kulturlandskab, å-løb, kanaler, skove og søer, slotte, herregårde og munkeklostre.

I alle tilfælde er det godt at få rørt sig efter al den gode mad, og en cykeltur i Antwerpens forstæder kan byde på lidt af hvert.

Trappist er måske verdens bedste øl?

Trappist er måske verdens bedste øl?


Trappist-munkeklosteret i Westmalle

Vi cykler forbi det nok mest berømte munkekloster i Belgien, Trappist-klostret i Westmalle.

Klosteret er ikke åbent for publikum, så det er øllet som brygges her, der har gjort klosteret verdenskendt. Måske er Trappist-øllet verdens bedste øl.

Det er munkene, som står for ølbrygningen og udover dette arbejde har munkene viet hele deres liv til bøn og studier.

Øllet, det smager vi på Café Trappisten i Westmalle, inden vi cykler videre til vort overnatningssted ved Hotel Domein Martinus i Halle-Zoersel.

Det er populært at cykle i Belgien

Det er populært at cykle i Belgien


Mellem villaer og bondegårde

Næste dag fortsætter cykelturen i et fortsat fladt, men afvekslende landskab mellem villaer og bondegårde, slotte og små byer.

Frokosten indtager vi i Wechelderzande.

Tør jeg nævne, at den serverede kyllingret sammen med et godt glas øl, bekom mig vel?

Badeland på campingpladsen De Lilse Bergen

Badeland på campingpladsen De Lilse Bergen


Campingpladsen De Lilse Bergen

Er man campist og vil opleve Antwerpen, og samtidig være tæt på naturen og bademuligheder, kan denne store campingplads De Lilse Bergen anbefales.

Udover skyggefulde standpladser er her et frilufts badeland med aktiviteter ud over det sædvanlige.

Her kan lejes vandcykler, kajakker og surfbræt. Her findes sjove klatrebaner - klatremur, forhindringsbane og tovbane - kort sagt underholdning for hele familien.

Her er vandreruter og cykelruter lige uden for døren og cykler kan lejes. Og så ligger campingpladsen kun få kilometre fra Antwerpens centrum.

Vandmøllen ved De Watermolen

Vandmøllen ved De Watermolen


Hotel De Watermolen i Kasterlee

Vores næste overnatningssted er den rene idyl - og her er faktisk en vandmølle.

Floden Kleine Nete sender en del af sit vand ned gennem møllen. Men gå en tur langs floden bag hotellet og indsnus den landlige stemning.

Også her er fint markerede vandreruter og ridestier efter samme princip som cykelruterne.

Og igen er maden raffineret ...

Og så er man pludselig i Holland

Og så er man pludselig i Holland


På vej ind i Holland

Sidste dag på vores cykelferie går via Bels Lijntje, der er en tidligere togstrækning, som løber gennem et smukt søområde.

Svellerne er for længst fjernet og stien asfalteret.

I dette store vådområde ses mange fugle, hvorfor der også er opstillet et fugletårn med fin udsigt over søerne til de fugleinteresserede.

Her passerer vi pludselig grænsen mellem Belgien og Holland - men her er ingen kontrol og intet synligt, der fortæller det - bortset fra et skilt og en grænsestreg på cykelstien.

Selv cykelkortets krydsningspunkter fortsætter langt ind i Holland.

Baarle–Hertog - en belgisk enklave i Holland

Baarle–Hertog - en belgisk enklave i Holland


Baarle-Hertog/Nassau, en unik enklave

En enklave er et område omsluttet af en fremmed stat. I dette tilfælde en belgisk enklave i Holland med ca. 2.200 indbyggere ca. syv km nord for den belgiske/hollandske grænse.

I virkeligheden består enklaven af 30 små landstykker og det er husets hoveddør, der afgør, om man bor i Baarle–Hertog i Belgien eller i Baarle-Nassau i Holland!

Når man går rundt i byen, støder man flere gange på grænsemarkeringer midt på gaden - så adskillige gange står jeg med et ben i hver lejr!

Heldigvis foregår alt her i ro og orden, baseret på historiske aftaler mellem de to lande.

I Europa findes kun fire enklaver; Llivia - en spansk by i Frankrig, Büsingen en tysk by i Schweiz, Campione d’Italia en italiensk by - også i Schweiz samt Baarle-Hertog.

Uden for Europa findes ca. 250 enklaver specielt i Indien/Pakistan.

I byen fordriver vi tiden med et besøg på et mikrobryggeri samt med god mad på en af byens restauranter - naturligvis!

Det nationale spillekortmuseum ligger i Turnholt

Det nationale spillekortmuseum ligger i Turnholt


Spillekortsmuseet i Turnholt

Senere er vi tilbage i byen Turnholt - der ligger i forlængelse af Bels Lijntje.

Cyklerne er afleveret og vi kan i ro og mag besøge Nationaal Museum van de Speelkaart. Her ser vi da gamle trykkemaskiner, hvorpå man fremstillede spillekort, ligesom vi ser en endnu funktionsduelig dampmaskine.

Fra Turnholt går der tog mod Bruxelles og efter besøget tager vi toget tilbage til lufthavnen, hvor flyet fra Brussels Airlines mod København venter på os.

På cykeltur langs marker med asparges - der naturligvis også stod på menuen

På cykeltur langs marker med asparges - der naturligvis også stod på menuen


Outwell
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt