Af: Th. Sørensen
•
Fotograf: Ture og John Andersen
Bog: Rundt om Grønland
Mange grønlandsturister har efterlyst en fotobog, de enten kan købe inden rejsen for at komme i stemning, eller efter for at mindes dette fantastiske land. Nu er bogen her.
Fotografier og fortællinger fra Grønland
|
Det er arkitekten, polarforskeren og eventyren John Andersen og sønnen fotograf Ture Andersen, der har skrevet anekdoter og taget hundredevis af billeder, som nu er samlet i en lille handy bog. Bogen er geografisk inddelt og hvert område har et indledende kapitel og billedmaterialet er samlet fra deres mange fællesrejser og kajakture i Grønland mellem 1974 og 2008.
Det fortælles, at John, som en overgang var formand for Eventyrenes Klub, har haft begge sine sønner med i kajak i Grønland, fra de bar ble - og at bleerne blev afløst af græs og mos undervejs! Det skræmte åbenbart ikke familien, for så sent som i 2007 var de alle af sted igen - tre generationer med nye småbørn.
Bogen viser både den storslåede natur, grønlænderne og deres bygninger. Den er hverken et glansbillede eller en social rapport - men tænkt som en "reklame" for Grønland.
Bagerst i bogen findes en DVD med 200 billeder og tilhørende musik komponeret af Tulla C. Wamberg, der har været med i Grønland og hente den helt rette inspiration fra isbræer og fjorde. Tilsammen et storslået slideshow, der kan sætte enhver i den rette grønlandsstemning.
 |
Links: |