14.2.04

Af: Thomas Sørensen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Brugen af skifeller eller skipels

Skifeller eller skipels - populært udstyr har mange navne. Når skituren går opad i kuperet terræn, er skifellen en god ven at have ved hånden. Du bliver uden besvær i stand til at forcere bakker du ellers skal bruge mange sildebens-kræfter op at komme op ad.

Klik for større billede


Skifellen er en pels eller syntetisk stof, som er monteret med en selvklæbende lim og når skifellen sættes på skien, giver den ekstrem god kontakt til sneen. Du kan gå lige op uden brug af ”sildeben”.
Ja faktisk er det "forbudt" at gå "sildeben" med skifellerne på, da de kan skride af, når skiene sættes på skrå.

Når du anskaffer dig skifellen, skal du sikre dig at bredden på fellen passer til dine ski. De fleste skifeller fås i 200cm længde og forrest har de et metalbeslag, som du sætter på spidsen af skien, medens du selv må afrunde bagenden ved at klippe den til med en saks. Nogle skifeller har en hægte til montering bagerst på skiene og kan derfor justeres i længden, så den passer til de aktuelle ski.
Er skifellerne for lange til dine ski (og du ikke ønsker at afkorte skifellerne), kan du bøje "overskydende" felle, så den ligger bagerst på overkanten af skiene.
Skifellen pakkes f.eks. således at bageste halvdel bukkes og klistres sammen til midtes af fellen. Herefter gentages dette for forreste del og fellen rulles sammen og puttes i pose.

Klik for større billede


Monteringen

Med skifeller kan du gå lige op ad meget stejle skråninger. Men også i normalt fjeldterræn kan du have glæde af skifellerne. Er stigningerne korte eller knapt så stejle, lønner det sig at gå med normal smøring.
Trækker du en punk efter dig, opdager du hurtigt hvilken hjælp skifellen giver dig.

Når du er ude i terrænet og skal montere skifellerne, er det vigtigt at undersiden af skien er fri for sne og is. Sørg for at skrabe det af og gnid efter med en tør hånd/vante, så limfladen på skifellen får godt fæste. Det gør ikke noget at der er smøring på skien. Start med at montere skifellen for oven og tryk den så fast med hånden efterhånden som den monteres. Når du har monteret halvdelen af fellen ”åbnes” nederste del af fellen og den monteres tilsvarende. Er fellen kortere end din ski, betyder det ikke så meget – blot den er ca. 30 cm fra din trædeflade. Er fellen for lang, bøjer du den op på den rengjorte overflade bagerst på skien.
Sørg for at fellen slutter tæt til skien i hele felles længde. Kommer der først sne ind mellem skifelle og ski slipper limen og du får ingen nytte af skifellen.

Klik for større billede


Du kan også glide nedad med skifellerne på, hvilket giver en vis bremse på skiene. Er du skrap til nedkørsler, kan du naturligvis afmontere skifellerne.

Når skifellen tages af, er det vigtigt at folde fellerne, således at limen dækkes. Herved undgår du at alt bliver klistret til og at der kommer fnug og urenheder på limen. Nogle bruger det trick, at klemme de to skifeller sammen - lim mod lim.
Når du kommer hjem fra skituren skal du hænge den åbne skifelle til tørre. Limen udtørrer ikke. Når stofsiden er tør pakkes skifellerne som beskrevet.
Limen varer ikke evigt. Det er derfor nødvendigt en gang i mellem at rense limfladen og smøre ny lim på, hvilket gøres bedst med en kniv – som at smøre et stykke brød!

Klik for større billede


Forskellige typer

Skifeller af mohair giver dig et bedre glid og samtidig et bedre fæste end de billigere feller i nylon.
Blot skal mohair altid tørres ekstra godt efter brug, ellers kan de rådne.

Feller med et mix af nylon og mohair giver dig et dårligt fæste og giver samtidig lyd fra sig, når du løber.

Feller i ren mohair er lidt dyrere.

Forhør dig i specialforretningen for skiudstyr.

Se også...

Tv-klip: Rejsemagasinet – Ski-special, Thorax Trainer

20-10-2012

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt