Riis Rejser

25.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Byvandring i Brügge (2/2), Belgien

Jeg følger atter et stykke af voldgraven frem til Minnewater og det gamle krudttårn fra 1398 - Poedertoren.
Her lå byens gamle indre havn, hvor der i 1200-tallet kom flere end 100 skibe dagligt for at losse og læsse.

Elskovssøen ved Minnewater

Elskovssøen ved Minnewater


Ved Begijnhof

Fra havnen kunne man ad et utal af kanaler komme rundt i landet og ud til den ydre havn ved Damme ca. 7 km nord for Brugge og derfra til havet.

Nu er her er en fredelig park med svaner og ænder som ligger uberørt siden Maximilian af Østrig i 1448 besluttede at etablere anlægget.

Hestedrosche ved Begijnhof

Hestedrosche ved Begijnhof


En by i byen

Ved siden af kanalen går jeg ind på et næsten lukket parklignende område med fine bygninger og høje træer omkranset af en række bygninger og en lille ”bymur”.

Stedet kaldes Begijnhof og var stedet, hvor ugifte kvinder og enker (oprindeligt efter faldne korsriddere) slog sig ned for at hjælpe andre mennesker og leve et fromt liv - uden dog at blive indviede nonner.

Et skilt ved indgangen henstiller de besøgende til stilhed, ligesom der ikke uden særlig tilladelse må fotograferes.

I dag bor her enkelte nonner under Benediktinerordenen.

Stedet er - som flere andre bygninger i Brügge - medtaget på Unescos verdens kulturarvliste over bevaringsværdige bygninger.

Uden for i parkanlægget ved ”Elskovssøen” ligger Restaurant Maximiliaan van Oostenrijk, hvor jeg kan anbefale at spise en grydefuld hvidvinsdampede muslinger med pommes frites og et godt glas hvedeøl.

Håndværk for hvert enkelt stykke chokolade

Håndværk for hvert enkelt stykke chokolade


En drøm af chokolade

Nu kan jeg ikke dy mig længere.
Den ene fristende chokoladebutik efter den anden fanger mit blik og tænderne nærmest løber i vand for at smage på lækkerierne.

Jeg træder indenfor i chokoladeforretningen Chocolaterie Sukerbuyc og den sødmefyldte duft af chokolade skærper alle mine sanser. Jeg bliver budt ind bagved, så jeg kan følge fremstillingen af den fyldte chokolade.

Dette er håndværk. Hvert enkelt stykke chokolade bliver skabt med omhu og akkuratesse. Kvalitetsprodukt i verdensklasse.

Naturligvis har jeg belgisk chokolade med hjem ...

Sint Janshospitaal - Memlingmuseet

Sint Janshospitaal - Memlingmuseet


Sint Janshospitaal og Memling Museet

Fra broen ved Sint Janshospitaal, der er fra 1100-tallet, ses bygningens karnapper med de hvælvede buer ud over kanalen.

Nonnerne i hospitalet passede og plejede de syge, og under pestepidemierne kunne de vippe de døde direkte fra sygesengen ned i båden under buerne, så ligene kunne sejles væk. Hospitalet var i drift til så sent som 1976.

Her i bygningen finder jeg også Hans Memling Museet med malerier af en anden af de helt store flamske mestre, der levede fra 1430 til 1494.

Brugges bogmester er tilkaldt

Brugges bogmester er tilkaldt


Onze Lieve Vrouwkeerk - Vor Frue Kirke

På den anden side af gaden rager Vor Frue Kirkes kirketårn 122 meter ret op i luften - byens højeste bygningsværk.

Men på gaden er her et syndigt rod. Jord og betonarbejderne er i fuld sving med at nedlægge rør til det nye kloaksystem. Brolæggerne er allerede i gang med sirligt at lægge små brosten, så alt kan blive klart til sommerens indtog af turister.

Men længere henne står maskinerne stille. Folk peger ned i det tre meter dybe hul, mens de diskuterer. Der er TV på pletten. Min nysgerrighed skærpes og jeg må se hvad der foregår. En kvindelig arkæolog har stoppet alt videre arbejde. Byens borgmester er tilkaldt og sammen med den ansvarlige entreprenør vurderes, hvad der skal gøres. Man har gravet i en tidligere kirkegård og er stødt på et ukendt gravkammer med det fineste maleri af Den Hellige Moder - blot få meter under gadeniveau. Det vurderes at graven er fra 1350’erne.

Hvad gemmer der sig under disse snoede gader?

Forsigtigt afskærmes fundet og løftes ud af dets mangeårige placering for nærmere undersøgelse - og kloakarbejdet kan fortsætte….

Michelangelos skulptur Madonna med Barnet

Michelangelos skulptur Madonna med Barnet


Michelangelo i Brügge

Inde i kirken, der blev opført over en 200-årig periode fra 1200-tallet og frem, er det enormt hvælvede kirkerum betagende - ikke mindst, da der fra kapellet bagved lyder sagte messesang.

Det er dog andet der har de besøgendes interesse. I kirkens højre sideskib ses Michelangelos skulptur Madonna med Barnet, der blev skab i Italien i 1504-05 og skulle have været anbragt i en kirke i Siena.

Men en flamsk købmand købte den smukke marmorstatue og fik den til Brugge - som noget af det eneste af Michelangelo uden for Italien.

Haute couture med kniplinger

Haute couture med kniplinger


Gruuthuse Museum

Jeg er tilbage på Dijver og træder ind på en gårdsplads. Foran mig ligger et stort middelalderpalæ fra 1400-tallet med den smukkeste gotiske facade og et lille tårn. Her boede herren af Gruuthuse, en velhavende købmand, der havde eneret til at opkærve skat på den blanding af urter (gruit), der blev benyttet ved ølfremstillingen.

Inde i palæets hall er en smule trængsel, for her er masser at se på i museet 22 nummererede rum fordelt på tre etager.

I det første rum fanger mit blik en lidt makaber guillotine, men det er langt fredeligere ting jeg skal se - gobeliner som sammen med kniplinger var store handelsvarer i gamle dage.

I dag er specialudstillingens tema: Kniplinger anvendt i moderne design” og i et lokale ses figurer iklædt nyeste haute couture med kniplinger. Fotografier af klassiske billeder af rige mænd, kvinder og børn viser anvendelse af kniplinger.

Kniplinger har altid været forbundet med statussymboler - man ville vise, at man havde råd! Og sådan er det fortsat. Ægte håndlavede kniplinger, som man flere steder i byen kan overvære fremstillingen af, er dyre.

I andre lokaler ses møbler og malerier. På 1.salen findes et kuriosum - et lille egetræsbeklædt kapel fra 1472, der vender ud mod højalteret i Vor Frue Kirke og hvorfra Herren af Gruuthuse gennem et par glasruder kunne følge med i gudstjenesten uden at skulle mænge sig med pøblen. En lille lem kan endog lukke kirkens hellige luft ind i det lille kapel.

Kanalrundfart i Brugge året rundt

Kanalrundfart i Brugge året rundt


Hvorfor Brügge om vinteren?

De dejlige hoteller er her. Spisestederne leverer fortsat god mad. Øllet flyder stadig. Kunst- og andre kulturskatte er her. Udstillinger med forskellige kulturelle oplevelser skiftes løbende. Musikken - fra barok over klassisk til jazz - spiller fortsat. De velbevarede middelalderbygninger ligger her endnu.

Men på denne årstid er ikke så mange turister.

Her kommer omkring 3,5 mio. turister pr. år, hvilket betyder, at du om vinteren undgår al den trængsel, som denne populære kulturby udsættes for i sommermånederne. Om vinteren er her plads og ingen steder skal du stå i kø.

Eneste minus er naturligvis, at det er for koldt til at sidde udenfor på en fortovscafé og nyde et glas kølig hvidvin. Men til gengæld kan de mange specielle vintertilbud - som f.eks. at købe to overnatninger og få en ekstra gratis - måske friste?

Gå op opdagelse på hjemmesiden for Turistinformation Brugge og find de skiftende tilbud.

Og så er det let at komme hertil. Kører du ikke selv i bil, kan du tage flyet til lufthavnen Zaventem i Bruxelles - både SAS og Brussels Airlines har flere daglige afgange - og derfra med toget direkte til Brugge.

Selv om Brügge ikke er nogen stor by, nåede jeg slet ikke at se alt det, jeg kunne ønske mig på de tre dage, jeg brugte her. Så næste gang skal der være tid til at besøge flere museer bl.a. Diamantmuseet og øl-bryggeriet m.v. - og så skal jeg naturligvis bruge en aften i koncerthuset...

Gennem Brugge med hestedrosche

Gennem Brugge med hestedrosche


Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt