Royal Caribbean

21.1.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Byvandring i det klassiske Warszawa (2/2), Polen

I dag spadserer vi forbi Kulturpaladset fra 1955 som vi i øvrigt kan se fra vores hotelværelse - og fra mange andre steder i Warszawa.

Kulturpaladset - et sovjetrussisk monsterbyggeri fra 1955

Kulturpaladset - et sovjetrussisk monsterbyggeri fra 1955


Sporene fra jødeforfølgelsen og opstanden

Paladset - en gave fra Stalin - er nemlig 234 meter højt og et typisk (rædselsfuldt) eksempel på sovjetrussisk byggestil.

Som navnet antyder, er der i den enorme bygning flere kulturinstitutioner, museer, biografer, teatre og koncertsale etc.

Vi går ikke ind, men rundt om kolossen, inden vi fortsætter mod det jødiske kvarter.

Rest af den forhadte ghettomur ved Sienna gade 55.

Rest af den forhadte ghettomur ved Sienna gade 55.


Den Jødiske Ghetto

De helt ufattelige vilkår som nazisterne udsatte jøderne for, er ubeskrivelige. Før krigen levede der ca. 350.000 jøder i Warszawa og allerede den 15. november 1940 skabte tyskerne ghettoen, hvor op mod 450.000 jøder blev stuvet sammen på et lille område bag tre meter høje mure med pigtråd.

I gennemsnit boede her 8 - 10 personer i hvert rum. Mere end 100.000 jøder døde af udmattelse, sult og sygdomme.

Den 22. juli 1942 begyndte tyskerne at sende jøderne med kreaturvogne til udryddelseslejren i Treblinka, hvor ca. 300.000 jøder alene fra Warszawa blev myrdet. De resterende ca. 60.000 udførte tvangsarbejde for tyskerne.

I 1943 besluttede tyskerne at udrydde ghettoen helt og de tilbageværende jøder fik dannet en modstandsgruppe, der tog den ulige kamp op. Det lykkedes kun for ca. 20.000 jøder at overleve krigens afslutning i Warszawa.

I dag bor der ca. 2.000 jøder i Warszawa.

Når man spadserer frem mod det jødiske kvarter, ser man flere steder markeringer på gaden, der hvor muren til ghettoen stod. Vi går ad brostensbelagte gader med gamle togskinner og tænker hvert sit ...

I en af gaderne Sienna gade nr. 55 går vi ind bag bygningen og kan fortsat se en del af denne uhyggelige mur.

På en åben grøn plads finder vi Monumentet for Ghettoens Helte rejst i 1948 på 5-årsdagen for den jødiske opstand. Det var her, at den tyske forbundskansler Willy Brandt spontant faldt på knæ den 7. december 1970, på dagen hvor Warszawa-traktaten mellem Polen og Tyskland blev underskrevet i Præsidentpaladset.

Den jødiske kirkegård

Den jødiske kirkegård


Den jødiske kirkegård

Kirkegården er ved at lukke, da vi når frem, men en venlig dame ved kassen lader os komme gratis ind til et virvar af gravsten og gravmonumenter. Nogle står på skrå, andre er væltet - og ukrudt og vildnis gror rundt omkring.

Kirkegården blev grundlagt i 1806 og har mere end 150.000 gravsten og er fortsat en af de få jødiske kirkegårde, der endnu findes i Polen. Her ligger flere fremtrædende jøder begravet.

Monumentet for Warzawaopatanden

Monumentet for Warzawaopatanden


Warszawaopstanden

På vej tilbage mod hotellet kommer vi forbi den polske hærs katedral, hvor vi overfor finder det imponerende mindesmærke for Warszawaopstanden i 1944.

Opstanden varede i 63 dage og  bevirkede efterfølgende, at nazisterne systematisk bombede hele byen, myrdede civile og sendte mange i koncentrationslejre.

Mindesmærket, der blev indviet i 1989 på 45 årsdagen for opstanden, består af to grupper bronzesoldater, hvor nogle forsvarer barrikaderne, mens andre flygter ned i kloakken, der blev brugt som flugtvej.

Jernbanebor over Wisla-floden

Jernbanebor over Wisla-floden


Lidt af det grønne Warszawa

Warszawa er en af Europas mest grønne byer med mange skønne parker og ikke mindst den brede Wisla-flod.

I dag følger vi flodbredden og konstaterer, at her er både terner, skallesluger og andre vadefugle ved floden.

Vi går rundt om en lille havn, der ligger bag en halvø og op på en ad de mange broer, der krydser  floden.

Ujazdowski Slottet

Ujazdowski Slottet


Lazienki Parken

Fra floden spadserer vi frem til et af de mest eftertragtede grønne områder den store Lazienki Park, der blev skabt i 1600-tallet og i dag er blandt Europas fineste parker.

Her er et uventet rigt fugleliv og her hviler en egen fredelig stemning mellem de store træer og mange blomstrende buske, søer og snoede åløb, de mange statuer og de smukke bygninger.

Højt oppe på en bakke ligger Ujazdowski Slottet, der i 1624 blev bygget til Kong Sigismunt III Vasa. Efterfølgende har her boet generaler lige som det har fungeret som militærhospital. I dag er det et museum for moderne og eksperimenterende kunst.

Neden for slottets trappe ligger en fint dekoreret blomsterpark med en fontæne.

Paladset ved vandet

Paladset ved vandet


Vandpaladset

Placeret midt i en af de blomsterkransede søer ses det meget smukke ”Paladset ved Vandet” opført i nyklassisk stil som et badehus fra 1600-tallet.

Paladset er prydet med mange søjler og fine skulpturer og fra pladsen foran kan man komme på en lille bådtur rundt på søen. Omkring paladset går tamme påfugle og venter på lidt foder.

Lige ved vandpaladset findes et lille friluftsteater fra 1790.

Den meget smukke mandarinand

Den meget smukke mandarinand


Fugleparadis

For enden af søen møder vi et par unge mennesker med en fuglekikkert. Vi har for længst konstateret, at Lazienki Parken er et interessant sted for ornitologer og kommer i snak med dem. De har indstillet kikkerten mod en sovende ugle, som vi får lov til at kikke nærmere på.

Men her er også fugle vi ikke før har mødt, bl.a. den meget smukke mandarinand.

Koncerterne ved Chopinmonumentet er en del af Warszawas gratis kulturtilbud

Koncerterne ved Chopinmonumentet er en del af Warszawas gratis kulturtilbud


Gratis Chopinkoncerter

På en åben plads i udkanten af parken står en skulptur i jugendstil fra 1926 af den verdensberømte polske komponist Chopin (1810-1849) genrejst efter krigen, og fra maj til september er her hver søndag kl. 12 og kl. 16 gratis koncerter.

Disse gratis friluftskoncerter har fundet sted de sidste 40 år og er meget populære blandt byens borgere og turister.

Vi lister os ind blandt folkemængden og finder en plads på bænken, mens vi overværer den sidste del af eftermiddagens koncert, hvor der spilles mazurkaer, valse, polonæser, ballader og etuder på et klaveret opsat på en lille overdækket tribune ved siden af Chopinmonumentet.

Der sker hele tiden noget i Polens dynamiske hovedstad Warszawa.

Torre La Sal
Subaru
Outwell
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt