| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Det tager 11 timer med Amtrak-toget at køre fra New York til Montreal i Canada, hvor jeg med mine børn tog lidt længere væk for at cykle, end vi plejer.
Efter indkvartering hos en, som jeg har kendt siden Velo Mondial i 1992, i forstaden La Salle, går vi en tur i området. Nede ved den brusende brede flod Saint Laurent, møder vi det første af de glade grøn-blå skilte på cykelruten, som jeg gerne vil cykle noget af.
La Route Verte (den grønne cykelrute) er en afmærket cykelrute på omkring 4.000 km, der slanger sig gennem smukke landskaber i den canadiske provins Quebec - den fransktalende del af landet. Ruten er opdelt i 8 etaper med hver sit nummer på skiltene, og i Montreal forbinder den samtidig på bedste vis forstæderne med byens centrum ad højklasset cykelvej. Montreal blev i øvrigt allerede i 1999 kåret som Nordamerikas bedste cykelby, og er det sikkert stadig.
Dette og udviklingen af La Route Verte skyldes ikke mindst indsatsen leveret af cyklistorganisationen Velo Quebec. Vi besøgte hovedkvarteret downtown Montreal i det såkaldte cyklisternes hus eller kaffehuset, idet man i stueetagen har en hyggelig café, der også serverer madretter, samt salg af kort og guidebøger og lidt cykeludstyr. Endvidere driver organisationen rejsebureauet Explore by Bike.
Ned ad Mont Royal
Montreal har også nogle fine bycykler af mærket Bixi, som man kan leje ved hjælp af et almindeligt kreditkort. Med lidt besvær fandt vi 3 cykler og cyklede op på bjerget midt i byen Mont Royal. Her var en fantastisk udsigt over byens skyline, men det sjoveste var at køre om kap nedad - uden at træde rundt!
Byens cykelnet omfatter også meget flotte cykelstier langs kanaler, f.eks. Canal Lachine. Hvor kanalen starter, går en lang halvø ud i floden. Her kan man cykle rundt og opleve en masse spændende skulpturer undervejs, bl.a. kæmpe stenstøvler, eller man slå sig ned i græsset med picnic-kurven sammen med byens cyklende, gående og rulleskøjtende befolkning.
Cykling langs kanaler
Vi var også på nogle ture længere fra Montreal. Bl.a. cyklede vi langs kanalen mellem Chambly og Saint Jean-sur-Richelieu på del 1 af den grønne rute. Her var mange ude at lufte cyklerne og på kanalen sås luksusbåde blive hejst op i sluserne samt hånddrevne broer blive drejet på plads af stærke canadiske rangers fra statens parkvæsen.
| Se også... |
|
|