Primo Tours

10.10.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Tyrkisfarvede søer i Banff National Park, Alberta, Vestcanada

Vi er allerede langt inde i provinsen Alberta, da vi i horisonten ser de canadiske Rocky Mountains vokse frem efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere.

Landskabet ved Bow River i Banff National Park

Landskabet ved Bow River i Banff National Park


Banff National Park

Vi kører ad Trans-Canada Highway via byerne Calgary og Banff og er snart dybt inde i Banff National Park, der i 1885 blev den første nationalpark i Canada.

Og man forstår hvorfor dette helt vidunderlige landskab skal beskyttes. Vi er omgivet af 3.000 meter høje bjerge, hvor snehvide gletsjertunger glider ned ad skråningerne.

Vandfald sender kaskader af vand ned i brusende floder på hvis bredder granerne vokser.

Ind i mellem ses tyrkisfarvede søer og her kan man være heldig at se vilde dyr som bjørn, moose (elg), bjerggeder, bighorn (får) og wapitihjorte m.fl.

Vi følger floden Bow River gennem dalen Bow Valley og når byen Lake Louise Village.

Moraine Lake set fra vandreturen langs søen

Moraine Lake set fra vandreturen langs søen


Moraine Lake - billedskøn sø

Herefter kører vi ad den snoede vej op på bjerget til søen Moraine Lake, 1.887 moh - en sø hvis skønhed man kan have svært ved at beskrive.

Det er et populært sted, hvor folk padler kano eller vandrer i skoven langs søens nordlige bred og iagttager de stejle, næsten nøgne bjergsider, som for det meste glider direkte videre ned i søens tyrkisfarvede dyb.

Netop søens farve er en af skønhederne. Den skabes af de bittesmå segmenter (stenmel) som gletsjerne oppe på bjergene sliber af klipperne, når isen maser sig frem, og som føres med smeltevandet ned i søen.

Vi benytter tiden til at spadsere en tur på den 1,5 km lange rute langs søen - her er trods alt ikke så mange mennesker som ved indgangen til søen, hvor turisterne nærmest flokkes ...  

Udsigt over den mælkehvide sø Lake Louise

Udsigt over den mælkehvide sø Lake Louise


Lake Louise - en af de populæreste søer

En af de andre søer vi besøger er den noget større Lake Louise, der ligger 1.731 moh. og som er mindst lige så smuk og populær - for her er der også mulighed for at komme ud på søen i kano eller robåd, og så er her rigtigt gode muligheder for at vandre i bjergene på nogle af de mange anlagte og fint markerede stier.

Søen er skabt i sidste istid og er omkranset af høje bjerge med gletsjere, som sender deres smeltevand ned i søen og giver den en tyrkis farve.

Selv går vi op gennem skoven til Fairview Lookout, hvilket tager omkring 20 minutter, og den lidt anstrengende tur betaler sig.

På den lille udsigtsplatform højt over søens næsten mælkehvide overflade er der vid udsigt til bjergene og den østlige del af søen med det store hotel fra 1894 - Fairmont Chateau Lake Louise.

Bow Falls i Banff

Bow Falls i Banff


Banff med Bow Falls

Vi er tilbage i byen Banff, hvor vi hen på eftermiddagen indkvarteres på hotel Banff High Country Inn, der ligger i udkanten af byen.

Banff opstod ikke som følge af guldfund men pga. anlæggelsen af jernbanen The Canadian Pacific Railroad i 1883, hvor jernbanearbejderne skulle have et sted at bo. Men også fordi stedets varme kilder kunne tiltrække turister, byggede man allerede i 1888 det første turisthotel.

I dag er Banff en populær turistby både sommer og vinter og det ser vi, da vi spadserer gennem byen med de mange hoteller og bed and breakfast, der langt de fleste steder melder om ”No Vacant”.

Her er naturligvis også mange butikker - ikke mindst butikker med vandreudstyr og skiudstyr.

Vi går gennem Central Park og langs Bow River, krydser floden og fortsætter på vandrestien Bow River Promenade langs floden til vi kommer til vandfaldet Bow Falls.

Vi skal forcere en del trapper for at komme nedenfor vandfaldet som vælter nogle meter ned over klipperne i en forholdsvis smal kløft. Herefter glider floden i en bue nordover - videre i Banff National Park.

Vil man opleve den vilde natur lige i nærheden af byen, kan denne spadseretur anbefales. Men vi får mange flere naturperler at se, når vi i morgen fortsætter nordover mod Jasper National Park med Athabasca-gletsjeren på Columbia Icefield ...

Torre La Sal
Outwell
Campingferie 650,-
Primo Tours
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt