| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Efterårssolen skinner fra en blå himmel. Vejret er perfekt til en dag i skoven. Vi skal prøve kræfter med kortlæsning og kuperet terræn, for dagen står på mountainbike orienteringsløb i Rold skov.
Dagen starter ved Rold Storkro, hvor vi bliver mødt af Bjarne Platz, som skal stå for dagens udfordring. Bjarne er ejer af Team Platz og tilbyder en række spændende aktiviteter i naturen, som vi i dagens anledning har fundet på aktivnordjylland.dk. Der er lagt op til en forrygende dag, jeg sent vil glemme, og som jeg derfor gerne vil dele her.
Som det første udstyrer Bjarne os med smarte mountainbikes og cykelhjelme og giver os en kort introduktion til hvad det vil sige at køre mountainbike orienteringsløb. Som navnet lægger op til, er mountainbike orienteringsløb en disciplin der kombinerer mountainbikekørsel og orienteringsløb, og reglerne er enkle: med cyklen som transportmiddel og kort og kompas til hjælp, går det ud på at finde en række poster rundt om i skoven.
Med sit smittende engagement er det tydeligt at Bjarne brænder for det han laver. Vi lytter opmærksomt imens han gennemgår kortlæsningens kunst og forklarer funktionerne bag cyklens gear og bremser. Det er der ikke de store ben i, tænker vi og begiver os raskt ud over stepperne for at finde den første post. For både min makker og jeg er det første gang vi prøver kræfter med rigtige mountainbikes, og vi finder hurtigt ud af at gearene er lidt mere avancerede end på en almindelig bycykel. Det kræver lidt øvelse at mestre gearskiftet, men vi falder nogenlunde ind i rytmen, og så går det ellers derudaf.
Balancen sættes på prøve
På forhånd har Bjarne lagt en rute der passer til vores niveau som nybegyndere med ti poster som vi skal rundt og finde. I begyndelsen er ruten venligt stemt, og snart kan vi skimte den første post i et åbent område. For at komme ind til posten skal vi bare krydse det åbne areal, men underlaget er ujævnt og græsset står op til knæene. Allerede her kommer balancen og gearskifteteknikken derfor på den første prøve, men vi holder tungen lige i munden og inden længe kan vi tjekke post et af. Så er vi i gang.
Efterhånden som vi når de næste poster bliver terrænet mere udfordrende, men vi kan hurtigt konstatere at man hverken behøver at være erfaren mountainbikekører eller orienteringsløber for at have en sjov dag i skoven med mountainbike orientering. De robuste cykler kommer virkelig til deres ret i det varierede landskab. Det ene øjeblik pløjer vi igennem forskellige underlag af sand, mudder og højt græs, og det næste øjeblik arbejder vi os igennem bakket terræn imellem tætte træer. Resultatet er blade i munden, spindelvæv i ørerne og en herlig kilden i maven.
Held i uheld
Med øjnene opmærksomt rettet på stien foran og hænderne solidt plantet på gearet og bremsen, er det lidt af en udfordring samtidig at orientere sig i forhold til kortet og omgivelserne. En enkelt gang bliver udfordringen til en rigtig prøvelse, da ruten fører os op ad en lang, sej bakke. Her gælder det om at lægge ud med en god fart så trådet kommer til at glide, men desværre er mit gearskifte ikke helt med på den idé, og pludselig snegler jeg mig af sted. Balancen begynder at vakle og tyngdekraften sætter ind. Før jeg får set mig om, resulterer det i et komisk slowmotion dyk til jorden, så jeg et øjeblik senere ligger på ryggen og triller rundt i bladene. Det varer heller ikke længe inden min makker gør mig kunststykket efter og matcher mit stunt ned ad en lille skråning. Heldigvis lander vi begge blødt og er hurtigt i sadlen igen.
Efter nogle timer har vi fundet den tiende og sidste post. Selv om vi kun har cyklet omkring ni km, har det bakkede terræn givet motion der kan mærkes i hele kroppen, og vi føler os rigtig sunde. På dagens tur har vi været vidt omkring i jagten på poster. Vi oplevet naturen på en anderledes måde, og vi har set steder vi ellers ikke ville have opdaget af den unikke og varierede natur Rold Skov har at byde på. Med røde kinder og trætte ben vender vi næsen hjemad. Det har været en helt igennem vellykket dag, og det er bestemt ikke sidste gang vi tager en alternativ tur i skoven.
| Se også... |
| Links: |
|
|