Royal Caribbean

1.1.16

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Ostsee-Schleswig-Holstein
Bogmærk eller del
 

På cykel langs den tyske Østersøkyst

Den slesvig-holstenske cykelrute ”Ostseeküstenradweg” garanterer 450 kilometer med frisk luft og rekreation.

På stranden ved Østersøen

På stranden ved Østersøen


Med udsigt til havet, gamle herregårde, fiskerlejer, masser af natur og frisk luft er det maleriske lave land mellem Flensborg og Lübeck som skabt til cykelferier. Cykelruten er på ca. 450 km, der fører hele vejen fra den danske grænse til Priwall i Travemünde, er udpræget familievenlig. Og så er skiltningen også helt i top.
Trænede cyklister kan køre ruten på en uge, mens familier og mere mageligt anlagte folk skal afsætte ca. 10 dage for at kunne nyde turen uden unødig anstrengelse!

En overnatningsguide giver den trætte cykelturist tips til nemt at finde et passende logi. Langs ruten er der også hyggelige caféer og ”Landgasthöfe”, der indbyder til at holde pause og nyde en bid brød.

Den slesvig-holstenske Østersø-kyst er et af de smukkeste og mest afvekslende sammenhængende kystlandskaber i Europa. Cykelruten begynder ved den danske grænse og fører gennem den 750 år gamle fiskerby Eckernförde til den gamle søfartsby Kiel, der nu er delstatens hovedstad. På den anden side af Kieler-Fjorden fortsætter den via Laboe og Heikendorf til det charmerende område Probstei med brede sandstrande og idylliske badebyer som ”Brasilien” og ”Kalifornien”. Længere østpå ved Hohwachter Bugt finder man udløbere af det afvekslende morænelandskab Holstensk Schweiz, der byder på både bakker og søer.

Frisk luft i lungerne

Frisk luft i lungerne


Helt anderledes er fuglereservatet Graswarder med strandenge og krumodder lidt uden for den charmerende fiskerby Heiligenhafen. Efter en tur rundt på solskinsøen Femern fører cykelruten til Großenbrode. Herefter ligger badestederne Dahme, Kellenhusen, Grömitz, Pelzerhaken, Neustadt, Sierksdorf, Scharbeutz, Timmendorfer Strand, Niendorf og Travemünde som perler på en snor. Har man stadig ”gode ben” efter ankomsten til Travemünde, fortsætter Ostseeküstenradweg langs Mecklenburgs kyst til øen Usedom. Orker man ikke at cykle mere, kan turen passende afsluttes med et besøg i den gamle Hansestad Lübeck.

Med det attraktive pakketilbud på en cykelferie med 7 etapper à 40 til 70 km fra Flensborg til Lübeck er alle cyklister i trygge hænder. Med til de ni dages cykelferie hører også 8 overnatninger inkl. morgenmad, lejet cykel, cykeltaske, transport af baggage fra hotel til hotel samt en udførlig beskrivelse af Ostseeküstenradweg.

Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt