Riis Rejser

21.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Cykelkrydstogt ved De Mazuriske Søer (2/3), Polen

Et totalt vejrskifte. Klar blå himmel. Blishøns og lappedykkere svømmer omkring Classic Lady, da jeg ser ud af kahyttens vindue denne morgen.På den anden side af en lille bugt ligger byen Gizycko, som vi starter dagens cykeltur med at besøge.

I naturskønne omgivelser

I naturskønne omgivelser


Dag 4, Gizycko (Lötzen) og søen Goldopiwo (Goldapgar)

Turen går forbi gamle bygninger, der er under renovering og langs en af de kanaler, der binder hele søsystemet sammen.  

Faktisk kan man sejle ca. 70 km fra den ene ende af søerne til den anden. Ved Luzanski-kanalen i Gizycko ser vi den unikke mekaniske drejebro, der er eneste forbindelses vej mellem bydelene her. Så når broen er drejet til siden stopper det al trafik i mere end en time!  

På denne herlige sommerdag går turen igen over landlige omgivelser mod søen Goldopiwo, som vi runder på dels brosten og dels sandvej. Det er ikke lige let at cykle i det løse sand og flere gange må vi af og trække cyklen frem over de små bakker.

Vi ser ikke meget af søen, da skoven er tæt, men holder et hvil ved en lille åbning, hvor vi kan spadsere ned til vandet, hvor der er mulighed for en svømmetur. Vi er ikke helt alene i skoven. Vi er nærmest omsværmet. Nu ved jeg ikke, om disse myg er i samme familie som myggene i Sverige - men de er lige så aggressive! Så det er godt, at vi har husket myggebalsamen.  

Cykeltur omkring Boyen Fæstningsværk

Cykeltur omkring Boyen Fæstningsværk


Besøg på Boyens fæstningsanlæg

Turen fortsætter - men nu også med udsigt til andre søer - inden vi passerer Pozezdrze og følger landevejen tilbage mod Gizyco. Her besøger vi det gamle prøjsiske fæstningsanlæg Boyen, inden vi returnerer til Wilkasy.

Under middagen gennemgår vores rejseguider morgendagens program, der starter med en sejltur allerede kl. 7.30, hvor efter dagens cykeltur vil begynde kl. 9.

Dagens etape blev på ca. 54 km.

Der kom en frø i vejen!

Der kom en frø i vejen!


Dag 5, Når man fotograferer storkemad

Denne morgen vågner vi også tidligt ved at små bølger skvulper mod skibets side. Der er en befriende ro på hele skibet og vejret er igen så indbydende, at vi går fra borde før alle andre har fået øjne for at nyde morgenen langs stranden.

En lystfisker har været tidligt ude, for han har allerede sin spand fuld af små sardinlignende fisk, som han i en lind strøm trækker op af søen.

Vi går en tur op i skoven og beslutter at vandrer rundt om den nærliggende campingplads, hvorfra vi gennem en ulåst dør i hegnet omkring campingpladsen kan komme tilbage til skibet. Undervejs bliver vi optaget af at fotografere storkemad (frøer) og glemmer naturligvis både tid og sted.

Lige indtil det pludseligt slår ned i mig - skibet sejler kl. 7.30!!

Et hurtigt kig på uret fortæller, at klokken netop er 7.30. Måske aspirerer jeg til en 100 meter distancen, for aldrig har jeg accelereret så hurtigt. Jeg når frem til døren i hegnet, netop som Classic Lady glider ud på morgenens sejlads ned gennem Niegocin (Löwentinsee). Døren er låst. Nu er gode råd dyre. Vi står isolerede indelukket på en campingplads uden papirer - uden turbeskrivelse - uden telefon - uden morgenmad!

Heldigvis er en mand ved at sætte alle vore cykler på en trailer for at fragte dem til udgangspunktet for dagens cykeltur, der starter ved Kanal Szymonska ikke så langt fra byen Ryn (Rhein).

Jeg kalder ham hen til mig og spørger, om vi kan køre med ham. Det er der ingen problemer i. Om han kan ringe til skibet og fortælle, at vi kører med ham? Han ringer og de ombordværende får under morgenmåltidet at vide, at skibet har ”mistet” to passagerer! Om han har nøgle til døren i hegnet? Nej, men han vil vente, mens vi går den halve time tilbage hele vejen rundt om campingpladsen og ned gennem skoven, hvor vi kom fra.

Classic Lady i Kanal Szymonska

Classic Lady i Kanal Szymonska


Smuk natur trods alt

Havde han ikke været der, havde gode råd været dyre, men mon ikke turistkontoret i byen kunne have hjulpet?

Vi erfarer i hvert fald, at det er uklogt at forlade skibet før morgenmaden - for man glemmer tid og sted i naturen!

Vi går glip af den smukke sejltur, men kan så til gengæld følge Classic Lady glide ind i Szymonska-kanalens stille vand, hvor skibet jager en fiskehejre op.

Vores venner står fremme i skibet og vinker til os, da skibet ligger til ved en lille anløbsbro. Vi møder en enorm hjælpsomhed fra både medrejsende og besætning, som beder os tage det roligt og få noget morgenmad inden cykelturen og i løbet af 20 minutter er vi alle klar til at komme på sadlerne.

Ved Hotel Zamek i Ryn

Ved Hotel Zamek i Ryn


Over land og gennem by

Første etape går på toppede brosten og nogle sandede veje til byen Ryn, hvor ruinerne af en middelalderlig tysk ridderborg fra anden halvdel af 1400-tallet nu er genopbygget og renoveret til et af Polens allerflotteste hoteller - Hotel Zamek i Ryn.

Vi ser den store riddersal, restauranter i smukke rustikke lokaler med hvælvede buer i rå sten og naturligvis ser vi stedets ”spøgelse” i fangekælderen under vindeltrappen til tårnet.

I den lille landsby Krzyzany har vi atter storke kun et par meter over vore hoveder og på den fortsatte tur kommer vi til at opleve mange flere storke. I nogle af byerne er her flere storke end indbyggere!

Christina Dickti underholder med prøjsisk accent

Christina Dickti underholder med prøjsisk accent


Stor humor på østprøjsisk dialekt

Vi er kommet til Pensionat Christel i landsbyen Sadry, hvor indehaveren Christina har kaffe og hjemmebagt sandkage parat til os - dagens frokost.

Mens vi indtager kaffen, beretter hun om livet på stedet, en tidligere gård, hvor hun og manden nu driver pensionat samt et privatejet bondemuseum. Hun er den rene skuespiller og fortæller med en lune og humor, der får de fleste af vores tyske venner til at brøle af grin.

Desværre er det umuligt for os at forstå meningen, da Christina taler på østprøjsisk dialekt. Flere af vore tyske venner kan heller ikke følge helt med. Men det ene latterbrøl efter det andet, må jo tyde på, at hun er sjov og særdeles underholdende.

Storke på et tag i Sadry

Storke på et tag i Sadry


Storke på naboejendommen

Vi lister i stedet uden for på gårdspladsen, hvor jeg hører nogle storke klappe med næbbene.

Der må altså være storke i nærheden og ganske rigtigt finder vi på naboejendommens tag en storkerede med unger samt to voksne storke.

Vi betragter disse for os så sjældne fugle, mens vore rejsevenner får drukket kaffen færdig.

Med en eneståpende udsigt til De Mazuriske Søer

Med en eneståpende udsigt til De Mazuriske Søer


Turens højdepunkt

Nu fortsætter turen lidt op i højderne, hvor vi kommer op i 151 moh. med en pragtfuld udsigt udover søerne Rynskie og Talty.

Også her må vi flere gange af cyklen for at trække gennem det tørre, løse sand eller hvor vandet endnu ikke er sivet væk - forbi store vandpytter.

Men det er alle anstrengelserne værd med et så skønt landskabssceneri.

Kædedans ved Hotel Amaz

Kædedans ved Hotel Amaz


Et festligt indslag

Classic Lady er i mellemtiden flyttet tilbage til kajpladsen ved Mikolajki og vi når frem i god tid inden aftenens grill-fest ved Hotel Amaz lige ved kajen.

Nogle musikanter synger og spiller, og efter den grillede svinenakke og de udmærkede pølser byder musikanterne op til fælles kædedans og polka i den lyse aften.

Dagens etape blev på ca. 42 km.

Campingferie 650,-
Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt