Primo Tours

12.4.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Aktive dage ved Sønderborg

For os på Sjælland og Fyn er den letteste vej til Als og Sønderborg at tage AlsFærgen fra Bøjden til Fynshav. Gennem portalen Dansk Ø-ferie kan man orientere sig og bestille både færgebillet og hotelophold samt oplevelser m.v.

Hotel Comwell i Sønderborg

Hotel Comwell i Sønderborg


Hotel Comwell Sønderborg

Efter ankomsten til Fynshav og kort køretur på tværs af Als til Sønderborg indlogeres vi på Hotel Comwell Sønderborg blot et stenkast fra Sønderborg Slot, hvor kong Christian 2. sad som fange i årene 1532-49.

Men slottet blev oprindeligt anlagt som en borg allerede i første halvdel af 1200-årene og det var omkring slottet, at byen Sønderborg voksede op.

Hotel Comwell Sønderborg ligger på en bakketop 300 meter fra byens centrum og i nærheden af Sønderborg Slotsmølle fra 1875 og fra de kystvendte værelser er der en fin udsigt ud over Als Sund og de stejle klinter ved Dybbøl og Broagerland.

Huset Blom set fra haven

Huset Blom set fra haven


Gastronomiske oplevelse på Restaurant Huset Blom

Sulten har meldt sig og vi har fået anbefalet restaurant Huset Blom, der er indrettet i en herskabelig villa bygget i 1924 af gartneriejer Blom som familiebolig.

Stedet var i familien Bloms eje indtil 2013, hvor huset blev overtaget af en ny ejerkreds, der efter en gennemgribende renovering med respekt for husets originale stil, form og sjæl åbnede villarestauranten med mad i særklasse.

Al maden er baseret på årstidens lokale råvarer, hvor konceptet er "Cosy food" med delemad forstået sådan, at maden ikke er portionsanrettet, men serveres på fælles fade, hvorfra vi så tager vores del af retten. Det skaber liv og samtale ved bordene.

Og maden er en gastronomisk oplevelse. Denne frokostanretning bestod af bl.a. af rømørejer med vagtelæg - røgede kartofler, med salater - sprængt andebryst og grøn tomatchutney - supermør oksefilet - afsluttende med glaseret pandekage og chokoladeis.

At styre en drone gennem diverse forhindringer kræver øvelse

At styre en drone gennem diverse forhindringer kræver øvelse


Oplevelsesparken Universe

På den nordlige del af Als ligger Nordborg, hvor Industrigiganten Danfoss skabte sit eventyr med bl.a. radiatortermostater og i de senere år højteknologisk udstyr inden for køle-, varme- og industriautomatik.

Her ligger Oplevelsesparken Universe, der gemmer på et væld af aktiviteter for hele familien inden for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri  - kort sagt er et center for videbegærlige børn i alle aldre.

I meget særprægede bygninger - nærmest skulpturer i parkanlægget - kan vi bl.a. prøve forskellige teknikker, læse og studere tekniske løsninger på stortset alverdens ting.

Her kan vi prøve at flyve i simulatorer for helikopter og/eller jetjager, komme med på 5D filmforevisning, hvor vi skydes ud i rummet, mens sæderne vi sidder i bevæger sig i takt til filmens billeder.

Her kan vi også teste vores færdigheder ved selv at styre en drone gennem diverse forhindringer.

Og helt let er det ikke, kan jeg sige!

Men her er mange flere aktiviteter end der er plads til at beskrive på disse linjer - og absolut et sted for aktive og videbegærlige mennesker.

Eksempel på hindbærkage ved et sønderjysk kaffebord

Eksempel på hindbærkage ved et sønderjysk kaffebord


Det sønderjyske kaffebord

Flere steder i Sønderjylland er det muligt at nyde det sønderjyske kaffebord, der gennem tiderne har udviklet sig til en tradition. Man kunne også kalde det sønderjysk kagebord med tilhørende kaffe!

Under sønderjydernes mange konflikter med den store nabo mod syd, samledes de dansksindede og sang fædrelandssange og fik lidt alkohol, hvilket med tiden blev for meget for prøjserne.

Overmagten gjorde det ikke længere lovligt at drikke spiritus i forsamlingshusene, idet man troede at kunne sætte en stopper for disse møder. Men de tog fejl.

I stedet mødtes danskerne til kaffe og kage - og traditionen med kagerne udviklede sig efterhånden til flere og flere forskellige kager. Konerne tog hver sit hjemmebag med - og ingen ville jo komme med en kage dårligere end en anden!

På den måde udviklede det sønderjyske kagebord sig til at der i dag - på et veldækket kaffebord - er mindst syv bløde og syv hårde kager - fra boller med syltetøj over tørkager, sandkager, kringler og tærter til forskellige lagkager - som gerne indtages i en bestemt rækkefølge ...

Nogle af de mange steder hvor det sønderjyske kaffebord kan nydes, finder du på  linket til Turistinfo: Sønderjylland. Se nedenfor.

Iført våddragt udleveres det sidste udstyr før vandgangen

Iført våddragt udleveres det sidste udstyr før vandgangen


Undervandsjagt med Snorkelsafari

En anden  - og helt anderledes aktivitet - er jagt under vandet. Netop farvandet omkring Als er ideelt til undervandsjagt - eller UVjagt som sporten også kaldes.

Dels kan man altid finde en kyststrækning med læ - uanset hvilken retning vinden kommer fra - og så giver det lave, næringsrige havvand med lavt saltindhold her i de indre danske farvande optimale betingelser for herlige spisefisk som f.eks. skrubber, rødspætter og ikke mindst havørred.

Også hummer er det muligt at ”jage” - eller rettere tage!

Er man mere til ferskvand er der mulighed for at plukke krebs i en af Sønderjyllands mange søer.

En af de aktører som arrangerer undervandsjagt flere forskellige steder i Sønderjylland er Snorkelsafari, der har alt det nødvendige udstyr; maske, snorkeludstyr og harpun samt ikke mindst våddragt med en let genkendelig orangerød flyder vedhæftet, så man bliver synlig for andre over vandet.

Det er således kun dele af ansigtet omkring munden der er i direkte berøring med vandet - den øvrige del af kroppen er rigelig varm. Derfor kan undervandsjagt dyrkes det meste af året.

Undervandsjagten er i gang

Undervandsjagten er i gang


UVjagt overalt langs kysten i Sønderjylland

Vi møder indehaveren af Snorkelsafari Lasse Bager Jensen ved Sønderborg Lystbådehavn - men det kunne lige så godt have været et hvilket som helst andet sted i Sønderjylland - f.eks. ved en campingplads. Mødestedet aftales fra gang til gang.

Har man ikke selv det nødvendige fisketegn sørger Snorkelsafari for de nødvendige tilladelser.

Vi iklæder os våddragt og efter en kort instruktion, der bl.a. omfatter hvilke fisk der må skydes, er vi klar til at ”dykke”.

Dvs. vi bliver i nærheden af kysten, langs stenmoler og ved stenrev, hvor vanddybden ikke er mere end ca. 1,5 meter.

Dels er her masser af fisk på det lave vand, dels er sigtbarheden i orden og endelig kan de fleste nå bunden. Der er slet ingen grund til at gå ud på dybere vand.

Efter det første dyk med tilvending af snorkeludstyret tages harpunerne i brug. Det er ”farligt” udstyr, hvorfor der gøres meget ud af sikkerhedsforskrifterne.

De fisk der skydes kan naturligvis ikke genudsættes, men tages men hjem til fryseren eller grillen ...

Din rejseskribent på segway ved Dybbøl Mølle

Din rejseskribent på segway ved Dybbøl Mølle


Segway omkring Dybbøl med Outdoor-Tours

En anden aktivitet er en tur på det særlige to-hjulede instrument - en segway - i terrænet omkring den historiske Dybbøl Banke med centret for krigen med prøjserne i 1864 og ikke mindst den smukke Dybbøl Mølle.

Det er netop her vi møder Outdoor-Tours og får en instruktion i at holde balancen på en terrængående segway. Og svært er det på ingen måde. Et håndtag kan skubbes fra side til side, hvilket får køretøjet til at dreje. Læner man sig fremover kører det eldrevne fartøj fremefter og læner man sig tilbage kører det baglæns. Det er ganske let og rigtigt skægt.

Med disse rigtigt, kraftige segways er det muligt at køre rundt i græsset på knoldede stier eller på cykelstien. En segway følger reglerne for cykler – dvs. man er ikke på fortovet, men følger vejen hvis der ingen cykelsti er.

Sønderjysk tapas med lokale råvarer som den serveres hos Kislings

Sønderjysk tapas med lokale råvarer som den serveres hos Kislings


Kaffebaren Kislings

Efter en aktiv shoppingtur i Sønderborgs gågade - Perlegade - finder vi midt i gaden den rustikke kaffebar Kislings, der også serverer mad  - en udmærket frokostanretning med tilhørende godt øl.

Her serveres sønderjysk tapas med lokale råvarer; bl.a. brød fra Skærtoft Mølle, rugbrød fra Skallebæk/Lagkagehuset, Smør of oste fra Naturmælk samt pålæg fra Rønhaveslagteren.

Og derefter er vi parate til nye aktiviteter i Sønderjylland ...

Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt