Dayz Resorts

22.9.16

Af: Rasmus Schønning Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Blåvand i efterårets farver

Blåvand ligger helt ude vestpå, lidt nord for Esbjerg, og om efteråret har stedet sin helt egen charme. Det er muligt at cykle på mountainbike i skovene, at ride på strandene, at søge rav i strandkanten, at spise god mad, eller lade sig forkæle i wellness og selvfølgelig bare at gå gode, lange ture ved stranden. Tag med til Blåvand når efteråret falder over Danmark.

Blåvands Fyr

Blåvands Fyr


Vinden blæser

Vinden blæser ind over stranden, men himlen er blå, og solen stråler. Det er en af de rigtig smukke, danske efterårsdage, og Vesterhavet viser sig fra sin skønneste side mens bølgerne slår ind over Blåvands Hug.

Jeg går rundt i vandkanten og nyder den salte havluft mens folk lufter hunde, sætter drager op, og i det hele taget bare nyder ferien. Oppe mellem klitterne ses Blåvands Fyr tydeligt. Fyret er over hundrede år gammelt men har kun været elektrisk siden 1948 – inden da var det kun ild der lyste op i Danmarks vestligste bygning.

Overmodne hyben

Overmodne hyben


At cykle i skovene

Rundt om Blåvand er der nogle fantastisk smukke og store skovområder. De er oplagte til at cykle mountainbike i. Der er da også anlagt flere forskellige ruter, både for nybegyndere og for dem med meget erfaring.

Det er den rigtige måde at opleve efterårets farver på, for mens træerne suser forbi, og skovbunden flyver under mig, så er det de grønne, gule og røde farver der gør det hele så fascinerende. Der er fart på, og musklerne får lov at brænde energi af.

Kronvildt i plantagerne

Rundt om Blåvand lever Danmarks største samling kronvildt og ved at stå op rigtig tidligt mens efterårets dug stadig ligger på græs og træer, så er der stor sandsynlighed for at se de store hanner brøle i skovbrynet.
Det er fantastisk at Danmark stadig har plads til disse mægtige dyr, og det er med fryd at jeg ser dem passe sig selv inde i skovene og ude i plantagerne.

Blåvand Kurbad & Wellness

Blåvand Kurbad & Wellness


Wellness i verdensklasse

Efter at være blevet lidt brugt af en lang dag ved stranden så er der kun et rigtig valg for mig, og det er Blåvand Kurbad & Wellness. Det er intet mindre end wellness i verdensklasse. Da solen stadig skinner smukt, begynder jeg oppe på taget i de forskellige, dejlige, opvarmede pools. Efter at have kvikket mig op med en spand isvand er det tid til sauna, dampbad eller nogle af de andre gode muligheder. Måske skulle jeg slutte af med en massage?

På jagt efter rav

På jagt efter rav


På jagt efter havets guld

Alle ved at der er rav i havet, og Vesterhavet er et glimrende sted at gå på jagt. Jeg får at vide at jeg skal tyde bølgerne, vinden og i det hele taget vejret. Jeg tyder og tyder mens jeg leder mellem tang og muslingeskaller. Jeg lytter til havets brusen og nyder jagten.

Flere gange tror jeg at jeg ser dette havets guld smutte fra mig i bølgerne og jeg springer efter det, men jeg må nok erkende, at skal jeg have rav med hjem fra Blåvand, må jeg købe det i en af byens butikker.

At slutte af med god mad

Jeg vil forkæle mig selv med en rigtig god afslutning på mit ophold her ved Blåvand, og derfor tager jeg ind på Blåvand Kro hvor kokken har lovet at tilberede en ret helt i overensstemmelse med lokale traditioner og årstiderne.

Han har skaffet de bedste delikatesser og forstår at kombinere dem til en moderne og spændende ret. Maden er yderst velsmagende, og jeg nyder den i ro og mag. Jeg lader de sidste dage synke ind sammen med smagen af de nyplukkede, vilde hyben som næsten emmer af Vesterhavet og klitterne.

Tænk sig at efteråret i Danmark kan være så smukt.

Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt