Danmark: Drejø - en ø for naturelskere

Drejø har finde strande at sætte ud fra

Ok - jeg er forudindtaget og beriget af mange personlige oplevelser på denne ø, idet jeg allerede som barn boede på øen i kortere perioder. Men de sidste 48 år er jeg jævnligt kommet til Drejø for at ro i min kajak, og der findes ikke bedre kajakvand i Danmark end i Det Sydfynske Øhav, hvor man kan ro fra den ene ø til den anden - uden at sætte livet på spil, da man over store strækninger kan vælge at ro på lavt vand.

Mosehuset ved mosen

Min første kajaktur til Drejø

I 1961 roede jeg for første gang hele vejen fra Svendborg til Drejø i et hug, i en åben zephyr turkajak. Værsgo’ den gang brugte vi ikke havkajakker og spraydæk - det kendte vi ikke til. Det var simpelthen ikke muligt at købe en havkajak, udover en grønlænderkajak forstås. Det tager færgen fra Svendborg 1,5 time at sejle til Drejø, med et kort ophold på Skarø, så turen i en kajak var det noget af en udfordring, men vi var unge og stærke. I dag er vi bare stærke…!

Da jeg i vores nordjyske kajakklub ”Kajaklemmerne” pralede med, at ville ro omkring Drejø nogle dage i juni måned, var der straks fire, der meldte sig som deltagere.

Jeg kontaktede Johannes Madsen, der udlejer hytter og gamle huse på Drejø. Johannes er selv gammel drejøboer, hvor hans familie har boet i generationer, og han ejer flere ejendomme på øen. Vi lejede 2 hytter ved siden af Drejø Kro og jeg selv lejede et gammelt bindingsværkshus kaldet “Mosehuset”, da det ligger ned til mosen, hvor jeg selv boede som dreng. Mosehuset er et af de ældste huse på Drejø, formentlig fra 1691. Her opførte man en smedje, der dog senere blev flyttet til den anden side af mosen. Da gårdejerne ophørte med at benytte heste, flyttede den sidste smed fra Drejø.

I Mosehuset boede i 41 år - indtil 1928 - en nu historisk person ved navn Rasmus, der var noget af en særling, som holdt sig meget for sig selv. Da drejøboerne - grundet fattigdom, armod og ensomhed - var meget puritanske i deres stærke kristne tro, skulle der ikke meget til, før de troede både på hekse og nisser. Rygtet gik, at gamle Rasmus kunne hekse - og den slags mennesker skulle man holde sig fra. Så Rasmus blev mere og mere isoleret på øen. Da jeg som dreng boede på øen, mærkede jeg det selv. Jeg fik ustandseligt at vide, at den og den “skulle man holde sig fra”, men de modigste - eller mest dumdristige af os - opsøgte ofte netop disse mennesker og oplevede kun varme og venlighed.

I gamle dage var der ved mosen en hesteskosmed og en købmand Ane Mortensen, og andre steder i Drejø by var der endnu en købmand, en frisør, en træskomager, en bager, et par gartnere, og selvfølgelig fiskere, husmænd og gårdejere. Skolen var meget lille, og bestod kun af et lokale med to rækker skoleborde, 2 klasser i samme lokale og forskellige hold formiddag og eftermiddag. I alt vel ca. 350 beboere.
Lærer Køster var den festlige skolelærer, der elskede at spille cello for os og fortælle historier. Ofte fik eleverne fri fra skolen, når der skulle samles kartofler, høstes eller under 2. verdenskrig stables tørv, så jeg tror ikke den boglige lærdom var så vigtig, i hvert fald kom jeg dygtigt bagefter, da jeg efter et skoleophold på Drejø flyttede tilbage til sangskolen “De forenede Kirkeskoler” i København. Her var man chokeret over min ringe viden.

Kajaklemmerne fortæller hinanden historier

Lidt historie

For 8000 år siden var Fyn langt større end i dag, men havet steg så voldsomt, at Det Sydfynske Øhav opstod. Her iblandt to små øer hvor den ene var en lille, men ret høj ø, det der i dag kaldes “Skoven” og den anden en lille flad ø. Havet sørgede dog for, at de to øer blev forbundet af en tange - deraf det oprindelige navn “Draghø” - nu Drejø.

Som dreng oplevede jeg ofte at de to samfund “Skoven” og “Drejøby” havde lidt besvær med at enes og samarbejde, og ejendommeligt er det, at denne lille naturlige adskillelse mellem to minisamfund, måske bare psykologisk medførte en vis distance mellem drejøboerne. Jeg må tilstå, at jeg stadig føler denne distance, når jeg kommer til øen. Med den indstilling er det ikke så mærkeligt, at vi har lidt svært ved at anerkende folk, der kommer fra vildtfremmede lande.

1942 - et skæbneår for Drejø

Sankt Hans aftens dag i 1942 blev en skæbnesvanger dag for Drejø. Netop denne dag skulle min søster og jeg på sommerferie på Drejø og tog færgen fra Svendborg. Da vi ikke var ret gamle - jeg var 7 år, min søster 9 år - havde vi et skilt om halsen hvorpå der stod, at vi skulle til Drejø. Vi havde kun sejlet i kort tid mod Drejø, da færgen pludseligt vendte om og sejlede tilbage til Svendborg for fuld fart. I Svendborg blev en del vogne og gods sat i land og i stedet kom en brandbil om bord, og vi fik nu at vide, at Drejø stod i flammer. Da det var under 2. verdenskrig, troede vi, at det handlede om en krigshandling, men senere viste det sig, at der under en tagdækning i Drejø by, hvor husene lå tæt op ad hinanden, var udbrudt brand i et rørtag.
Vinden blæste op og vendte sig, hvorefter 11 gårde og syv huse brændte ned til grunden.
Vi var selvfølgelig meget forskrækkede, da det så ud som om hele øen stod i flammer. Og da vi kom til Drejø havn, var der ingen til at modtage os, idet alle mennesker på øen selvfølgelig var stærkt engageret i at redde, hvad reddes kunne. Da vi nærmede os Drejø by - blev vi stærkt chokeret. Svin og høns løb forvildet omkring og røgen stod op fra de nedbrændte bygninger. Der var en forfærdelig stank. Min søster og jeg var utroligt heldige, da den gård og det købmandshus vi skulle bo i ikke var brændt, sandsynligvis fordi disse huse havde skiffer- og tegltag.
I løbet af få dage kom der en masse frivillige studerende fra København for at hjælpe til med oprydningen, og de sov i soveposer i gamle lader og skure, og var en uvurderlig hjælp i forbindelse med oprydningsarbejdet.

Mine læsere må undskylde, at jeg omtaler denne brand, men den er så alvorligt knyttet til Drejøs skæbne, at man ikke kan komme uden om denne begivenhed, når man taler om Drejø.

Siden reformationen har Drejøbeboerne haft deres egen kirke og præst og ingen tvivl om det, da jeg var dreng var præsten en stor autoritet og kirken var om søndagen altid fuld af mennesker. Kirken er i år ved at blive gennemrestaureret, så alt inventar lige fra alter, prædikestol og bænke er fjernet og det meste af det ældgamle gulv er brækket op. De smukke gotiske rundbuer i kirken har givet sig og slår revner, så man må indlægge stålwirer i loftet for at holde dem sammen. Kirken har en snart 500 årig historie, da den blev bygget lige efter reformationen i 1535. Historien fortæller, at kirken oprindeligt skulle bygges oppe i Drejø by, men tømmer og andre materialer forsvandt om natten ned til det sted, hvor kirken ligger i dag - nær havet. Og da man efter sigende fandt et kors på denne plads, blev man enige om at bygge kirken der. På den smukke kirkegårds gravstene ser man de samme navne igen og igen - Rasmussen, Mortensen, Pedersen, Nielsen, Henningsen og få andre familienavne, der tydeligt viser, at de samme familier har boet her i mange generationer.
I dette lille samfund, der vel for ca. 50 år siden kun bestod af ca. 350 mennesker, var der tydeligt skel mellem samfundslagene. Der var gårdejerne, købmænd, håndværkere, fiskere og husmænd. Gårdejere og husmænd var fæstebønder under Hvedholm Gods i en lang periode og hver gårdejer havde et kendemærke som mest af alt ligner runer. Når en gårdejer satte det mærke under en kontrakt eller aftale, vidste alle hvem det var. Heldigvis holder Drejøboerne - også de nye tilflyttere - disse mærker i hævd, som minder om en ældgammel kultur.
Husmændene fik små primitive boliger på Husmandsvej, som i dag anvendes som sommerhuse. Desværre er enkelte smukke gamle huse på Drejø blevet restaureret uden sans for den historiske virkelighed, så de i dag fremtræder som kulisser i et Tivoli.

Hovederhvervet på Drejø indtil 1950’erne var fiskeri og landbrug. I de to små havne lå der altid fiskekuttere og mindre fiskefartøjer, og mange landmænd dyrkede også fiskeriet for at få økonomien til at hænge sammen.

I dag, hvor der kun bor ca. 60-70 mennesker på Drejø, er der blot en lille købmandsbutik, med en forpagter, der også styrer øens lille kro, enkelte efterkommere af de gamle drejøfamilier findes stadig, men størstedelen af befolkningen er i dag tilflyttere, der holder af et stille og roligt liv på øen. De beboere man taler med skjuler ikke deres begejstring for det lille ø-samfund - man mærker tydeligt deres kærlighed til dette isolerede samfund - og jeg forstår dem så godt. Hver gang jeg tager til Drejø for at ro i kajak, mærker jeg i sjæl og krop, en befriende ro og harmoni som er ganske ejendommelig.

Gammel Elmegaard

Gl. Elmegaard - et minimuseum af karat

Det lille historiske museum Elmegaarden kræver en helt speciel omtale, da der er tale om et utroligt levende museum, som vækker enorm begejstring hos børn, unge og ældre der besøger museet. Museet kan trække folk fra hele Danmark til Drejø i den helt store stil - op til 200 mennesker besøger museet om dagen i højsæsonen.
Gl. Elmegaard er formentlig bygget omkring reformationen i 1535, hvor den oprindelige ejer var en af initiativtagerne til at bygge Drejø Kirke.  
Alene et besøg til dette museum er en Drejøtur værd.

Fem på stribe

Kajakture omkring Drejø

For mig er Det Sydfynske Øhav noget af det bedste og smukkeste “kajakvand” man kan ønske sig. Selv vælger jeg gerne at starte fra Tåsinge - men helst fra Drejø, der i mine øjne, er det rene paradis hvad angår fauna, fugle - og fred for trafik og mennesker. Et kæmpeområde øst for Drejø er da også udlagt som naturreservat med et fugleliv og en fauna, som er helt enestående.

Når man roer fra en ø, har man mange muligheder for at lægge ud fra en kyst i nogenlunde læ for en evt. hård vind og sådan er det selvfølgelig også på Drejø. De første tre dage af mit besøg på Drejø i år blæste der en skarp vind fra nordvest på op mod 10 m/sek.. Hvor herligt er det så ikke, simpelthen at vælge at gå ud på læsiden? Her er flere gode udgangssteder fra kysten, hvor man kan køre sin bil helt ned til stranden og nemt bære sin kajak ned til vandet.

På tur i Det Sydfynske Øhav

Pas på ynglende fugle

Den første kajaktur, hvor jeg var alene, da mine kajakvenner ikke skulle komme før dagen efter, lagde jeg ud i den stride blæst på nordsiden af øen, fra den gamle havn, som har adskillige hundrede års historie som fiskerihavn. Havnen er meget charmerende, og flot restaureret. Sidder man hernede på de store boldværkssten og giver sig god tid, kan man næsten se de gamle fiskere og deres både for sig. Her tjærede de deres garn, lagde ud med deres små fiskerbåde og landede senere deres fangst, som før i tiden både kunne være torsk, fladfisk, ål og ørreder etc..

Jeg satte kajakken i vandet til højre for havnen. Her er en lagune med meget fladt vand, så her er det fint at starte. Der var fugle overalt - terner, måger, viber, svaner og alverdens ænder og andre svømmefugle. Da jeg kom ud fra lagunen voksede bølgerne voldsomt, men jeg følte mig helt tryg, da jeg roede i min pragtfulde grønlandske kajak - Greenland fra Tehe Marine. Den kajak kan man sejle med i meget høje bølger og i stærk vind, da den ligger så lavt på vandet, at vinden aldrig tager fat i den.  Et stykke ude fra kysten ser jeg på en stor sten, der rager lige op over vandoverfladen, to flotte ænder, der tilsyneladende har rede der. Den ene and var usædvanlig smuk, og for første gang ser jeg nu en spidsand - eller en “Anas Acuta” som den hedder på latin. Hannen har en meget flot slank hals, og pludseligt forstår jeg, hvorfor Valley kajak har kaldt deres meget berømte “grønlandske” kajak for Anas Acuta. Denne kajak har været bygget i snart 40 år, men selve kajakkens form er “designet” af en grønlandsk fanger fra Igdlorsuit i Umanakdistriktet i Grønland, hvor jeg i sin tid var havnefoged.

Da vinden var meget stiv gik turen langsom fremover og endelig nåede jeg til en meget indbydende lagune nær “Skoven” på nordvestkysten af Drejø. Jeg gik i land, men blev lidt betænkelig, da der var tusindvis af fugle, og da jeg vandrede et stykke hen ad kysten, fandt jeg et gammelt skilt med en næsten ulæselig skrift, hvorpå der stod, at stedet var fredet i yngletiden fra 1.3. til 25.6. Så jeg gik tilbage til kajakken igen. Problemet på disse ynglesteder er, at går man ind i deres områder, forlader mange fugle ungerne, hvorefter de er et let bytte for rovfugle.
Nede i kajakken igen gik det i fuld fart henover bølgerne, da jeg kunne surfe i den hårde vind og meget hurtigt var jeg tilbage i den gamle havn igen.

Vi padler morgen, middag og aften

Vennerne fra ”Kajaklemmerne” kommer

Næste dag kom vennerne fra klubben og få timer efter, roede vi alle i vores havkajakker på læsiden af øen.
”Kajaklemmerne” er en efterhånden gammel forening, jeg startede, da jeg havde en del kajakelever fra Limfjorden og Mariager Fjord, der var meget entusiastiske. ”Kajaklemmerne” er en åben forening af fortrinsvis havkajakroere, og i dag er der medlemmer helt fra Silkeborg til Skagen. Intet kontingent, ingen bestyrelse, ingen regler - udover sikkerhed til søs. Mange af os ror med hinanden året rundt - dog sjældent når det blæser over 10 m/sek. Turene foregår mest i vores dejlige nordjyske fjorde, men vi ror også meget i Kattegat og på ferier i Norge og Sverige.

De følgende dage blev der roet flittigt, idet vi var ude 3 gange om dagen. Den første morgentur startede kl. 6.45 og turene blev kun afløst af frokoster og sightseeing på øen.
Om aftenen spiste vi dejligt på øens eneste og udmærkede kro til 98 kr. for en middag.

På Drejø kan man bo i telt gratis på en primitiv lejrplads ved færgehavnen, hvor der er et fint toilet, brusebad og mulighed for at vaske op etc.. Endvidere kan man leje hytter på kroens campingplads og gamle huse og lejligheder forskellige steder på øen - til en absolut rimelig pris.
Der er 6 forskellige steder man kan lægge ud fra, nemlig:
Færgehavnen, forenden af vejen, der går ned forbi den smukke gamle kirke, badestranden Bækskilde, ølejrpladsen, den smalle tange mellem “Skoven” og Drejøby (dog ikke i fuglenes yngletid), den gamle havn og for enden af Hestemaevejen.

Smukkere kajakvand findes efter min mening ikke, og det er svært i dag, at finde en natur med en sådan fauna og fuglerigdom.