Subaru

27.3.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Ertholmene - Christiansø og Frederiksø, mod øst fra Bornholm

-Vågn op, vejret er pragtfuldt! Mikkel sidder allerede uden for teltet i strålende solskin på Gudhjem Camping og er igang med morgenmaden. Vinden har lagt sig og Østersøen har denne morgen ingen bølger af betydning - en perfekt dag at padle til Ertholmene i.

Hurtigt lægger vi Bornholm bag os

Hurtigt lægger vi Bornholm bag os


Sejltur til Ertholmene

Vi bærer kajakken ned til vandet og sender Mikkel afsted på den ca. 18 km lange tur ud til Christiansø og den mindre Frederiksø samt fuglereservatet Græsholmen og de omkringliggende klippeskær, der tilsammen udgør Ertholmene – Danmarks østligste punkt.

– Vi ses derude og er jeg der ikke, er det fordi jeg er vendt om, siger han og forsvinder bag klipperne.

Vi spadserer ad den smukke kyststi frem til Gudhjem Havn, hvor skibet MS Ertholm fra Christiansøfarten skal bringe os frem til Christiansø. Vi får fat i kaptajnen og spørger om det er ok, at kajakken kan komme med skibet tilbage – og det skal nok kunne lade sig gøre.

Denne vidunderlige dag er skibet fuldt med forventningsfulde mennesker og der er rift om pladserne på soldækket. Også i salonen er der mennesker og her finder vi også kiosken.

Da vi forlader havnen er det med manér, for på den yderste kaj står byens sangkor ledsaget af en violin og synger os farvel. Hurtigt lægger vi Gudhjem bag os og kan se Ertholmene vokse efterhånden som vi nærmere os.

Kasernebygninger på Christiansø

Kasernebygninger på Christiansø


Ertholmenes historie

Ved freden i Roskilde 1658 havde Danmark mistet Skåne, Halland og Blekinge til Sverige og for fremover at kunne kontrollere den svenske flådes aktiviteter i Østersøen, besluttede Kong Christian V (1646–99, konge fra 1670) i 1684 at den øde samling klippeknolde der stak op af havet, skulle udbygges til et forsvarsværk og base for flådens skibe.

Man gik man i gang med at bryde granitten på stedet og anlagde verdens første flådebase i den lille naturhavn mellem øerne. Det første man byggede var stentårnene, senere kom bastionerne med kanoner og forsvarsmurene omkring øerne samt kaserner til mandskabet, der i første omgang boede i træbarakker.

I 1855 var tiden løbet fra forsvarsanlæg som dette og fæstningen blev nedlagt. For at dette enestående danske stykke kulturhistorie ikke skulle gå i forfald, blev det i 1863 tilladt at tidligere soldater kunne flytte hertil som fiskere.

I dag er det fortsat den danske stat som ejer øen, der har egen administrator under Forsvarsministeriet. De ca. 40 familier som lever fast på øerne lejer deres boliger og da øerne ikke er underlagt en kommune eller en region, betales der ikke skat.

Øerne og alle bygninger er fredet, men fuldt nutidssvarende indvendigt, og her må ikke bygges nyt. På Ertholmene findes skole til og med 7. klasse, ligesom øen har egen læge, købmand og bibliotek. Her er teltplads for campister samt et gæstgiveri og hotel med seks værelser. Men her er ingen hunde eller katte og ingen biler - her går man rundt!

Kanoner på Kongens Bastion, 1735

Kanoner på Kongens Bastion, 1735


Rundt på Christiansø

Mikkel står på kajen og har allerede været rundt om øerne i sin kajak og bl.a. set sæler. Han går med os rundt på den største af øerne, Christiansø. Vi spadserer gennem øens eneste brostenslagte gade - Gaden - flankeret af de tidligere gule kasernebygninger fra begyndelsen af 1700-tallet.

Ad små stier kommer vi op på første bastion – Juuls Batteri fra 1684 - hvor gamle kanoner står til minde om svundne tider. Vi passerer et åbent klippereservoir, Suensons Brønd, hvori der opsamles regnvand som benyttes til drikkevand.

Overalt stikker urfjeldet frem over jordlaget, der her er meget tyndt. Jorden blev fragtet hertil under byggeperioden i slutningen af 1600-tallet til midten af 1700-tallet som ballast i skibene, der kom med øvrige byggematerialer som f.eks. tømmer, jern etc.

Udsigt til Lille Tårn på Frederiksø

Udsigt til Lille Tårn på Frederiksø


Langs ringmuren på Christiansø

Vi følger ringmuren rundt og på sydsiden af øen ser vi først Kongens Bastion fra 1735, hvor de fleste kanoner står, og derefter passeres Dronningens Bastion fra 1730.

På østsiden står ringmuren lidt længere fra vandkanten og lidt ude i havet ses Danmarks østligste punkt – Østerskær, hvor en gruppe gråsæler holder til.

På Hertugindens Bastion ligger stedets teltplads og efter at have passeret skolen – en tidligere officersbolig og præstebolig fra 1831 - går vi helt nord på øen – til Verdens Ende.

Her ligger endnu et par bastioner Ranzaus Bastion og Gyldenløves Bastion, hvorfra vi kan se over til Græsholmen.

Store Tårn fra 1684-85 med fyret fra 1805

Store Tårn fra 1684-85 med fyret fra 1805


Store Tårn

Øens største kanontårn, Store Tårn, stod færdigt i 1685 og her kan vi komme ind og se opbygningen.

Øens fyrtårn fra 1805 er bygget inde i Store Tårn og fra platformen på toppen kan vi skue ud over hele øriget. Herfra kan vi også se kirken, der ikke har noget tårn. Huset var tidligere en våbensmedje.

Vi skal naturligvis også bestige øens højeste punkt, Møllebakken, 22 moh. og passerer undervejs en række blomstrende haver godt beskyttet for vinden af høje stengærde.

Klippereservoir ved Lille Tårn på Frederiksø

Klippereservoir ved Lille Tårn på Frederiksø


Rundt på Frederiksø

En svingbro fører over til Frederiksø, hvor der også er en række boliger samt et forsamlingshus – Månen. Nord på øen står et mindre kanontårn – Lille Tårn – fra 1686, hvor øens museum holder til.

På vestsiden af Frederiksø ligger den populære badebro, som benyttes flittigt. Her kan man roligt springe i vandet. Visse steder er her 80 meter dybt helt inde ved klipperne!
Herudfor ligger Vesterskær med omkringliggende klipper, der stikker op af vandet.

Syd på øen ligger Ballonen, der tidligere var fængsel. Man sendte livstidsfanger hertil, hvor flugt var en umulighed, og tvang dem til at arbejde som slaver med at sprænge granit. Den sidste såkaldte jernfange døde i 1782 efter at have arbejdet 40 år i lænker.

Ved sønderhavn ses kanonjolleskurene, der i dag benyttes af fiskerne og til depot.

Dagens lune flæskesteg kan varmt anbefales

Dagens lune flæskesteg kan varmt anbefales


Flæsk på Flisen

Christiansø Gæstgiveri har et højtliggende udendørs serveringssted, som kaldes ”Flisen”.

Her sidder vi i læ for vinden og med en fin udsigt mod havnen og Frederiksø.

Denne dag nyder vi stedet lune flæskesteg som er helt vidunderlig mør og med sprød svær, inden vi returnerer til Gudhjem med MS Ertholm.

Kajakken løftes af de yderst hjælpsomme søfolk

Kajakken løftes af de yderst hjælpsomme søfolk


Sæler ved Græsholm

Ved udsejlingen meddeler kaptajnen, at han sejler rundt om Græsholmen, hvor der er set sæler. Og ganske rigtigt, de nysgerrige dyr stikker hovedet op af vandet, da vi sejler forbi. Herligt.


NB! Har du mulighed for det, så tag med den første afgang fra Gudhjem og vent så med at tage tilbage fra Christiansø til sidste afgang. Vi var her blot tre timer og det var alt for lidt tid til at udforske disse helt specielle øer.

NBNB! Og kajakken havde de flinke søfolk på MS Ertholm forsigtigt lagt op på fordækket, så den kunne komme med tilbage. Tak for det …

Outwell
Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt