Azamara Cruice

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Find, fang og lav selv din mad på Bornholm

Denne tidlige morgen har solen lige passeret horisonten, da vi ankommer til Check Point Marine i Nexø. Om bord på kutteren ”Fortuna” møder vi makkerparret Kaj og Ib - begge pensionerede fiskere - som tager os med på fisketur i Østersøen. Det kan man gøre hele året rundt.

Skipper Kaj

Skipper Kaj


Fang selv maden

Da vi tøffer ud af havnen flytter en flok edderfugle sig. Der havde de søgt ly i havnebassinet. Vi stævner ud direkte mod solen i østen, hvor den stiger op.

Både Kaj og Ib har lune og ”stikker til hinanden” på en blid og humoristisk måde og vi mærker med det samme det gensidige kammeratskab, som hurtigt smitter af på alle os lystfiskere, så stemningen på kutteren er i top med det samme.

Vi sejler ud i det næsten vindstille vejr. Bølgegang er her ikke meget af, selv om vi ind i mellem kan mærke enkelte dønninger – nok til at en enkelt lystfisker føler sig søsyg!

Da vi har indtaget morgenkaffen og det friskbagte brød i kahytten, sætter Ib agn (små tobiser) på en række kroge på en lang line, mens han sætter dem ud. For som han siger, skal vi ikke komme tomhændet hjem. Fanger vi ikke noget ved at pilke, er der mulighed at vi har fået fisk på linen, mens vi fisker.

På fisketur

På fisketur


Fiskeriet kommer igang

Det tunge blink lader vi nå bunden ca. 39 meter under os, og trækker linen ca. 1 meter tilbage. Det er her torsken står.

Vi rykker jævnligt i stangen - vi pilker. Så er der fangst. Fiskeglæden skærpes ved at mærke hugget og modstanden ved at hale ind. Langsomt kommer en skygge til syne nede i vandet, inden havoverfladen brydes og det konstateres, hvad der er på krogen.

Min første torsk er ombord. Der går ikke lang tid før jeg som den eneste, har hevet fire torsk op. De mindste - under 38 cm - afkroges forsigtigt og smides ud igen. Mine rejsefæller har endnu intet fanget!

Ib hiver torsk ind

Ib hiver torsk ind


Fisk i rigelige mængder

Kaj flytter kutteren nogle kilometre og nu er det pludselig de andre, der haler torsk indenbords. Selv fanger jeg ikke flere.

Men det de andre fanger, er både flere og større torsk. Nu har vi nok til den forestående frokost.

Men Ib vil inden vi sejler ind til land, lige ”tømme” fangstlinen. Og der kommer endnu flere torsk til.

Midt på formiddagen er vi i Svaneke og kan tage afsked med vore herlige søfolk, der sejler tilbage til Nexø.

Selv skal vi ud i naturen. Vi har torskene med, for vi skal selv tilberede vores frokost.

På tur ned i sprækkedalen

På tur ned i sprækkedalen


Saml selv maden

Helt alene er vi nu ikke, for vi møder naturvejleder Jens Kofoed, kendt fra radioen, ved en af Bornholms mange sprækkedale og følges ad ned i den, hvor Bobbe Å slynger sig dybt nede over sten og trærødder langs skråninger med blomstrende anemoner - hvide og gule.

Jens, der er tilknyttet Natur Bornholm, kan berette og gør det med glæde.

Lyt til fuglene - og med glimt i øjet efteraber han, hvad det er fuglene siger. Vi får forklaret hvorledes sprækkedalene på Bornholm er opstået ved forskydninger i underjorden og at sprækken kan gå hele 50 km ned i urfjeldet.

Sprækken har efterfølgende åbnet sig gennem årtusinders erosion.

Bobbe Å

Bobbe Å


Skovens spiselige afgrøder

Så bliver vi sat på arbejde - vi skal samle spiselige afgrøder. I en klynge ramsløg plukker vi de endnu ikke udsprungne blomster og en duft af løg rejser sig fra skovbundet. De skal tages nu i det tidlige forår, mens de endnu er friske og endnu ikke sprunget ud. De skal bruges til en pesto!

Et andet sted skal vi grave skovløg, der også kaldes vilde porre, og minder om forårsløg. De bliver gode i fiskesuppen vi vil tilberede på stranden.

Vi følger åen ud til havet og går langs stranden, hvor der fortælles om de forskellige sten, hvoraf nogle er fra jura-perioden.

Bål under suppegryden

Bål under suppegryden


Lav selv maden

På stranden har Jens gjort klart til frokosttilberedningen. Med sig har han en bålgryde, brød og lidt røgede sager, samt gode drikke fra Svaneke Bryghus.

Vi samler tørt brænde til bålet og sætter vandet over. I mens er vi et par stykker, der fileterer torskene, så vi får reelle stykker fisk uden for mange ben. Andre sættes til at rense og skylle de indsamlede skovurter.

Så kan vi kokkerere. Jens styrer slagets gang. Han har prøvet det utallige gange før. Da vandet koger kommer skovløgene i, lidt røget flæsk og røget laks til at give mere smag. Så tilsættes den friske torsk og det hele får lov til at simre over bålets gløder.

Røgen fra bålet blander sig efterhånden med den herlige duft fra fiskesuppen. Appetitten skærpes. Det bliver en herlig suppe, som vi alle skal have mere af.

Pestoen laves

Pestoen laves


Pesto af ramsløg

Jens har også kødhakkemaskinen med. Han samler ramsløgene, en håndfuld pinjekærner og lidt rapskimolie fra Lehnsgaard og kører det gennem maskinen – og ud kommer en kremet, grøn og velsmagende pesto.

På en langskaftet ministegepande lægges lidt gedeost, som smeltes let i bålet, inden det lægges på brødet og pyntes med pestoen.

Vi sidder rundt omkring på strandstenene og taler om oplevelsen af at være ét med naturen, mens vi smovser os i god mad med friske ingredienser.


Primo Tours
Outwell
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt