Isabella

15.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Gæs på sporet ved Tissø, Vestsjælland

De er her i tusindvis. Gæs som her på en mild novemberdag fouragerer på de vintersåede marker med friske, grønne skud. Indtil vi nærmere os. Så letter de med et øredøvende spektakel og gør den blå himmel over os næsten sort, flyver ud over Tissø og lander så på en af de andre eftertragtede, saftige marker.

Fugledegård

Fugledegård


Naturpark Åmosen og Formidlingscenter Fugledegård

Vi er taget til St. Fuglede nærmere betegnet Formidlingscenter Fugledegård på vestsiden af Tissø, hvorfra Sporet ved Tissø udgår.

Dette spor er lagt udover privatejede marker, og er blot en af mange vandreruter under projektet ”Spor i Landskabet”.

Det er også her at Naturpark Åmosen findes med shelters til brug for det vandrende folk - f.eks. de som vandrer ad Kløvestierne.

Det åbne landskab med St. Fuglede Kirke

Det åbne landskab med St. Fuglede Kirke


Vid udsigt

I det flade landskab er der vid udsigt udover markerne og søen samt det kuperede landskab øst for søen.

Tissø er dannet efter sidste istid som et dødis-hul, der under isens smeltning efterlod en stor isklump, som efterhånden som den smeltede fyldte en lavning med vand.

Søen er rig på fisk og er et yndet sted for trækfugle at slå sig ned forår og efter på trækket nord/syd. Men her er fugle hele året, hvorfor stedet her er velkendt blandt ornitologer.

Dette er også et af de steder på Sjælland, hvor man kan være heldig at se ørne og andre rovfugle – hele året.

Så vi spejder, da vi spadserer ad den markerede rute langs markskellene ud på sporet i terrænet.

Bramgæs letter

Bramgæs letter


Tusinder af gæs

Vi ved naturligvis ikke, hvad det ”koster” landmanden, der lægger mark og vintersæd til de tusindvis af grådige bramgæs, der gnasker de nye skud i sig foran os på marken. Men noget må det da ødelægge!

Da de ser os, er det som der trykkes på en startknap - og et øjeblik efter er langt de fleste gæs i luften.

Men det er ikke kun gæs vi ser. En tårnfalk muser - står stille i luften - mens den er på udkig efter bytte.

Halleby Å som vikingerne kom sejlende op ad

Halleby Å som vikingerne kom sejlende op ad


Langs Halleby Å

Sporet ved Tissø følger på et stykke Halleby Å, der afvander Tissø i Storebælt.

Det var ad Halleby Å at vikingerne i deres fiskerbåde og mindre handelsskibe sejlede op ad åen fra Storebæltskysten for at komme ind til markedspladserne ved Tissø.

I dag er der intet at se i terrænet, men plancher opsat rundt omkring på sporet fortæller om historien, som den udfoldede sig her for mere end 1000 år siden.

Der er da også gennem tiderne gjort flere arkæologiske fund i området.

Bl.a. den berømte Tissø-ring, der i 1977 tilfældigt blev revet op af jorden under markarbejdet. Den 1,8 kg tunge guldring er fremstillet omkring 950 e.Kr. og repræsenterede dengang en værdi svarende til omkring 500 stk. kvæg.

Tissø-ringen blev i forbindelse med et udlån til Moesgård Museum i 1994 stjålet. Det var det største guldkup i Danmark, siden Guldhornene blev stjålet i 1802. Heldigvis blev guldringen fundet igen og er i dag udstillet på Nationalmuseet i København.

Et rådyr på flugt

Et rådyr på flugt


Flere dyr

Da vi krydser landevejen for at spadsere ad sporet på den anden side af vejen, støder vi på endnu flere bramgæs.

Og for at tage det hele med løber en agerhøne hen ad sporet foran os og ved ikke hvilken vej den skal flyve.

Så springer et rådyr pludselig op foran os. Den har naturligvis hørt os komme og har trygget sig i græsset, så vi intet har kunnet se.

Men da afstandstærsklen blev overskredet, farer den forvildet op og springer fra side til side og er hurtigt langt ude på næste mark.

Sivskov ved Tissø

Sivskov ved Tissø


Fuglekig

På stien mellem Fugledegård og søen er rejst er fugletårn og længere nede mod søen fører en gangbro ud til sivskoven helt ude ved søen, hvor vi fra et fugleskjul kan stå inden døre og iagttage fuglelivet ud over søen.

Her ser vi både ænder, svaner og grågæs - samt måger.

Plancher i fugleskjulet oplyser om det rige og varierede fugleliv, som kan iagttages ved Tissø.

Planche med oplysninger om vikingernes storgård Bulbrogård

Planche med oplysninger om vikingernes storgård Bulbrogård


Vikingegården Bulbrogård

Det mest synlige fra vikingetiden er sten-markeringer efter vikingehuse samt en storgård - Bulbrogård, hvor træstubbe er opsat i de tidligere stolpehuller.

Den enorme bygning menes at være fra midten af 500-årene og en planche oplyser om stedet.

Subaru
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt