1.8.09

Af: Maria Andersen Fotograf: Grønlands Rejsebureau
Bogmærk eller del
 

Danmark: Grønland rykker ind i Tivoli

Næsten to ud af tre danskere vil gerne besøge Grønland. De, der endnu ikke har realiseret drømmen, kan den kommende uge let og for relativt få penge få en festlig forsmag på de nordatlantiske glæder, når Tivoli i København slår portene op til tre grønlandsdage.

”Grønland i Tivoli”, som foregår den 30. juli, 31. juli og 1. august, er en lang stribe arrangementer, hvor man møder gammelt og nyt, fortid og nutid, det traditionelle og det måske uventet moderne inden for kunst, kultur, musik, mad og mode.

Siden 1976, da en lille gruppe startede traditionen, er arrangementet vokset år for år. Nu tiltrækker Grønland i Tivoli titusindvis af mennesker. I dag er det Foreningen Grønland i Tivoli, der er arrangør af den største grønlandske kulturbegivenhed uden for Grønland.

Klik for større billede


Kajakvending og maskedans

Blandt højdepunkterne bliver sælfangernes kajakvendinger i Tivolisøen, der på sit dybeste sted er seks meter. Kajakvending er en typisk fangerøvelse, hvor sejleren skal en tur rundt i vandet uden at miste hverken kontrollen eller sin livsnødvendige fangst.

Der er mulighed for at opleve både moderne dans og den århundredgamle maskedans, som er en rituel frugtbarhedsdans. På Slotspladsen ved Tivolisøen byder 14 boder på bl.a. kaffemik, kunsthåndværk, sæber med grønlandske urter og moskus-kebab. Kunsthåndværkere vil lave smykker, skåret ud af fedtsten, rensdyrtak og mammuttand.

En nyhed er Job-boden, hvor man kan høre om livet i det moderne Grønland og måske blive inspireret til at få sig et job på verdens største ø.

Som noget nyt står Grønlands Rejsebureau og Nordic Adventure i samme bod, hvorfor rejseudvalget er blevet væsentligt udvidet. For at sætte mere fokus på efterårssæsonen i Grønland tager bureauerne nogle efterårstilbud med under armen – bl.a. en ottedages rejse til Kangerlussuaq, Nuuk og Ilulissat, der byder på både fly, sejlads med kystskibet ”Sarfaq Ittuk” og stor natur. Der er kun én afgang, i september.

Det er også Grønlands Rejsebureau, der sponsorerer hovedpræmien i årets konkurrence: En rejse for to til Ilulissat med den berømte Isfjord i 2010

Rap, rock og folkesang

Musikprogrammet består af over 20 grupper og solister. Fredag 31. juli optræder R&B- sangeren Juno (Berthelsen) på Pantomimeteatret som optakt til Jokeren på Plænen. Juno anses af mange for at være det største musikalske talent i nyere tid i Grønland.

Det ubestridt mest kendte navn på programmet er Rasmus Lyberth. Siden sangeren, komponisten og digteren for et par år siden flyttede til Danmark, har han videreudviklet sit kunstneriske sprog. Efter mange år som solist har han dannet et band af musikere, som både kan inspirere og udfordre ham, forstærke de musikalske muligheder - og sætte nye klange til hans karakteristiske stemme. Det er dette band, han for første gang præsenterer i Tivoli.

Musikprogrammet sluttes lørdag 1. august helt i det nye grønlandske selvstyres ånd med rockbandet Liima Inui, der er aktuelt med albummet ”Republik”.

Aktiviteterne kan opleves på Promenadepavillonen, Pantomimeteatret, Plænen og pladsen foran Tivolislottet. I år er der penge at spare, hvis man køber en billet til alle tre dage.

RejseAvisen.dk
Seneste nyt
  Glemt kodeord?