Danmark: Himmel og helvede i Himmerland

Du behøver slet ikke rejse langt væk for at få din actionlyst stillet. I Himmerland, som er den sydlige del af Nordjylland, er der et væld af aktive tilbud. Både til familien, kæresteparret og vennerne.

Armen op som Supermand

- Så rækker du bare armen ud og gør ligesom Supermand når han kommer flyvende, okay? Ordene kommer fra actioncoach Henrik Bjerg, der sammen med sin makker Sophus Søbye, i gennem flere år har drevet det nordjyske eventfirma BS Event.

Min kone Line og jeg er taget på weekend i Rebild Bakker i Rold Skov i Himmerland. Planen er, at vi skal hygge os sammen med diverse action attraktioner. Henrik tjekker min bæresele en sidste gang, for sikkerheden skal altid være i orden. På sin rolige nordjyske facon fortæller han mig, at den her ”Superman gynge” er ret vild, men at jeg sikkert vil kunne lide den. Jeg betænker mig ikke et sekund, for jeg har fuld tillid til Henrik – og tillid er alfa omega når man hænger oppe i flere meters højde, og ellers bare kan se ned på Henrik, Sophus og Line, der nærmest er skrumpet ned i smølfe størrelse. Jeg hænger i bæreselen i et par karabinhager. Jeg føler, på en måde, at jeg hænger helt oppe i himlen. Jeg har maven nedad, og om lidt skal jeg for første gang nogensinde ud at flyve som Superman. I hvert fald sådan næsten da. Af en eller anden grund tænker jeg på tysk, mens jeg hænger der og dingler.

Superman:

”Armen frem – stræk”, råber Henrik til mig. Jeg svarer ikke, men begynder at tælle på tysk: Eins, Zwei, Drei og så hiver jeg ellers i en krog som sender mig og mine godt 100 kg med 55 km/t ud i universet. Jeg brøler som en besat, og føler længe at jeg flyver ind mellem træerne. Men allerede efter fire, fem sekunder konstaterer jeg tørt, at det er fedt. Langsomt aftager farten, og jeg kommer igen ned med fast grund under fødderne.

Sophus tjekker Lines bæresele en ekstra gang inden Supergyngeturen

Supergyngen er Superman gyngen ”light”

Line har set mig som Superman, og hun mener bestemt ikke, at det er noget for hende. Henrik foreslår en lidt mere normal gyngetur til hende, hvor man sidder normalt i en gynge, lidt som dem vi kender fra diverse legepladser. Der er bare det ved det, at den her gynge, også hænger ret højt oppe mellem et par træer. Fruen er dog fortrøstningsfuld, så hun hopper i seletøjet med det samme. Også her tjekkes sikkerheden en ekstra gang. Der er intet at komme efter, så Line er klar til gyngeturen. Stille og roligt bliver hun hejst opad og også på denne tur, skal man selv udløse krogen. Det er egentlig rart, for så ved man lige præcis hvornår man ”bliver kastet for løverne,” som Line lige når at sige til mig inden hun hejses op. Så sker det. Hun hiver i krogen og i et inferno af skrig, skrål og grin - som kun kvinder kan - hænger hun nu der i supergyngen og vugger frem og tilbage. Langsomt aftages farten, og så er det ellers videre til endnu en event.

Ved sidste bjælke på Jakobsstigen må hun give op, min seje kone. Afstanden er simpelthen for stor

Jakobsstigen – lodret mod himlen

Line har højdeskræk. Bare hun hopper op på en stol, risikerer hun at blive svimmel. Det har hun aldrig lagt skjul på. Derfor vil hun gerne arbejde lidt med sine højdegrænser. Henrik foreslår Jakobsstigen. Jeg tænker et øjeblik på det gamle testamente, hvor vi første gang hører om Jakobsstigen. Jeg er ikke så ferm i religionsfortælling, men det er vist noget med, at Jakob, der var en af patriarkerne, så en stige for sig i en drøm. Den stige gik direkte op til himlen og Jakob så et hav af engle vandre op og ned ad den. Jeg siger ikke noget til Line, for hun skal ikke presses til noget, men inderst inde håber jeg, at hun hopper på, og bestiger Jakobsstigen. Også her er det i ”bæreselen.” Hun er lidt utryg ved situationen, men da Henrik tilbyder at tage med, er hun på.

Line i supergyngen:

–Den øverste bjælke er 13 meter oppe i luften. Der skal vi to op nu, siger Henrik til Line mens han peger mod toppen.
Med en sikkerhedswire og et reb i selen er Line og Henrik nu klar til at stige mod himlen.
– Bare træd op på mit lår og tag fat om bjælken, siger Henrik. Line gør som befalet, og første bjælke er besejret.
– Nej, jeg kan ikke mere, siger Line, men Henrik beroliger hende og får hendes tanker på noget helt andet, da han fortæller hende, hvilke teknikker hun skal bruge for at dæmpe højdeskrækken mest muligt.
–Lad være med at kigge ned er regel nummer et, siger han. Og pludselig har de besteget flere bjælker, og er nu næsten 13 meter tættere på himlen. Den sidste bjælke er hun simpelthen ikke høj nok til at besejre, så dén misser hun – men sejt er det nu alligevel, at ”Fru Højdeskræk” har flyttet en grænse væsentligt. Stille og roligt bliver de hejst ned på jorden igen til den obligatoriske ”high five.”

Fred og idyl i kanoen på Lindenborg Å

På kanotur langs bakkerne

Næste dag står vi klar klokken otte på en parkeringsplads nær Thingbæk Kalkminer for foden af Rebild Bakker. Vi skal sejle i kano. Lars Kofoed, som kanoudlejeren hedder, kommer kørende i sin firehjulstrækker med adskillige kanoer på traileren. Vi hilser pænt på hinanden, og så spørger jeg, om jeg skal hjælpe med at læsse kanoerne af. Det viser sig, at der kun er en kano der skal af her hos os. Det er vores kano. De andre er til en skoleklasse der er på lejrtur et andet sted. Lars forklarer mig, hvor jeg skal parkere bilen, og derfra vil han sørge for, at vi vil blive kørt tilbage til vores startsted, hvor vi søsætter kanoen. Vores tur er berammet til fem timer, så vi har sagt ja tak til en ”kanomenu” fra Rebildhus. Den vender jeg tilbage til.

Selvfølgelig skal tæerne da lige dyppes i Lille Blåkildes 7 grader ”varme” vand

Vi får kanoen i vandet på Lindenborg Å, og efter de obligatoriske startproblemer hvor vi lige skal lære hinandens teknikker at kende, går det egentlig meget godt. Stille og roligt bevæger vi os mod Aalborg mens vi passerer den ene naturperle efter den anden. Selvom vi har fjerde weekend i september, har vi faktisk overraskende godt vejr, og det gør jo bare turen endnu smukkere. Efter nogle timer er vi sultne, og vi gør holdt ved Lille Blåkilde, som er Nordeuropas mest vandrige kilde. Imponerende 150(!) liter drikkeklar vand i sekundet giver den totalfredede kilde. Vi finder et ugeneret sted hvor vi indtager kroens ”kanomenu.” Og hvilken menu. Her er en lækker broccolisalat, kylling og bacon, flere hjemmebagte brød, en lille æggekage med grønt og et stykke kage til dessert. Desuden er der en halv liter sodavand med i menuen. Der er så meget mad, at vi faktisk ikke kan spise det hele – og det endda ovenpå tre timers kanotur. Vi kigger lidt nærmere på Lille Blåkilde inden vi igen hopper i kanoen, og stille og roligt, sejler mod målet et par timer efter.

En lille pause på mtb-turen. Her med Store Økssø i baggrunden

Mountainbike i Rold Skov

Ud på eftermiddagen har vi hver især tid på egen hånd. Line er ikke så meget til mountainbike, så hun tager løbeskoene på, og løber en lang tur i Rold Skov. Jeg har hørt meget om mountainbike her i skoven, og tidligere på ugen tog jeg kontakt til en lokal mtb-guide, Svend Bråten, for jeg vil have det maksimale ud af turen. Du kan godt trille rundt i skoven på egen hånd, men den bedste oplevelse får du nu hvis du allierer dig med en lokalkendt guide. Det viser sig hurtigt, at Svend og jeg er på bølgelængde. Lynhurtigt vurderer han mit niveau, og ud fra det, sammensætter han et program til os. Jeg har på forhånd sagt, at jeg gerne vil opleve det 23 km lange officielle blå spor i Rold Skov, og den er Svend med på.

I al beskedenhed fortæller han mig, at det faktisk er ham der for år tilbage anlagde sporet sammen med flere andre mtb-ryttere. Svend mener dog, at det bedste for mig, er at vi kombinerer det blå spor med nogle af de mange uofficielle spor, der er i skoven. Den er jeg med på, og vi triller af sted. Undervejs kommer vi gennem ”Pissemyresvinget,” ”Cypressen” og flere andre steder med underfundige navne. Jeg spørger Svend hvor de navne stammer fra, og han siger at navnene er gjort af lokale mtb-ryttere.

Her bestiger jeg "Lasses knold" i overlegen stil:

–Kim, du skal ha’ din manddomsprøve, siger Svend pludselig. Jeg er pr. definition aldrig bleg for en udfordring, så jeg siger til Svend, at han bare kan komme an. Han sender mig et rævesmil, og siger samtidig, at jeg skal i Helvede: Jeg skal gennemføre ”Lasses knold” – uden at stige af cyklen. Som erfaren mtb’er ved jeg, at det er absolut nederlag hvis man må stige af cyklen, så jeg er klar over, at ”Lasses knold” må være ekstra hård. På vej derhen forklarer Svend mig, at stedet hedder ”Lasses knold” fordi en af Svends gode kammerater, som sjovt nok hedder Lasse, en gang faldt af cyklen netop her, og slog sine ædlere dele ret så kraftigt. Jeg kan mærke på underlaget, at vi nærmer os stigningerne og inden jeg ved af det, er vi i færd med at bestige ”Lasses knold”.
- Kom så Kim, vis mig, at du kan klare det, brøler Svend ind i hovedet på mig.
Jeg finder et passende gear, og blæser af sted. Teknisk er jeg ret godt med, men da jeg jo er en af klassens tunge drenge, går der lidt tid inden jeg tjekker ind på toppen. Men jeg kom op uden at stige af - og det er det vigtigste.