7.8.10

Af: Th. Sørensen Fotograf: Skagens Turistbureau
Bogmærk eller del
 

Danmark: Kulinariske oplevelser i Skagen

Skagen har igennem længere tid haft fokus på at skabe nye og spændende oplevelser. Nu er tiden kommet til de kulinariske herligheder.

Jesper Winter fra Skagen Fiskerestaurant

Jesper Winter fra Skagen Fiskerestaurant


Skagen Turistbureau har sammen med byens bedste restauranter dannet en ny sammenslutning ved navn ”Gastronomy Skagen365”. Ideen er, at der skal skabes fokus på Skagens gastronomi hele året – og initiativet har da også allerede de to første projekter på plads.

Den sidste weekend i august løber det første arrangement af stablen. Det drejer sig om Kvalitetsfødevaremessen i Skagen, hvor udstillere fra hele Nordjylland kommer for at vise deres kvalitetsfødevareprodukter frem til de besøgende.
I år kommer der særligt fokus på det nordjyske køkken. Dette sker når Morten Nielsen fra Mortens Kro i Aalborg indtager scenen lørdag morgen. Morten vil vise hvordan man tilbereder ægte nordjyske råvarer. Men han er ikke den eneste. Skagens helt egen mesterkok indenfor tilberedning af fisk og skaldyr, Jesper Winter fra Skagen Fiskerestaurant, slår også vejen forbi. Jesper Winter, der er en del af Gastronomy Skagen365, er så glad for messen at han de forgangne tre år har været hovedsponsor og han er da også hvert år at finde på messen med sin egen stand.  Det er femte år at messen afholdes.

Nick Horup fra programmet Morten og Peter kommer også

Nick Horup fra programmet Morten og Peter kommer også


Velgørenhedsmiddag 17/9 -10

Er man mere til de finere gastronomiske oplevelser så kan man roligt slå vejen forbi Skagen den 17. september. Her er kokkene fra Restaurant Hyttefadet, Skagen Fiskerestaurant, Restaurant Kokkenes, Restaurant De 2 Have, Restaurant Drachmann - Color Hotel Skagen og Brøndums Hotel gået sammen om at kreere en seks-retters menu til den nette sum á 1500,- kroner pr. couvert. Det lyder måske dyrt, men kokkene arbejder gratis, og råvarerne bliver sponsoreret til lejligheden - så billigere kan det ikke gøres.

Sagen er den, at det samlede beløb der kommer ind fra Velgørenhedsmiddagen går ubeskåret til Landsforeningen Downs Syndrom. Derfor har personligheder som bl.a. den kendte Tv-vært Nick Horup fra programmet Morten og Peter også valgt at stille gratis op til arrangementet.

Begge arrangementer afholdes i den gamle auktionshal på Skagen havn. Billetter til velgørenhedsmiddagen kan købes på Skagensbilletten.dk.
Kvalitetsfødevaremessen er åben for alle og koster 40 kroner i entré – men så er der også gratis smagsprøver hos de 26 udstillere.

RejseAvisen.dk
Seneste nyt
Brandenburg
  Glemt kodeord?