27.8.13

Af: Kim Middelhede Fotograf: Kim Middelhede
Bogmærk eller del
 

Danmark: Med Bedste på prærien

Turen er ikke engang 30 kilometer lang. Alligevel tager den to døgn. Det er der nu intet galt i. Vi er nemlig på vej gennem en del af den midtjyske ”prærie.” Her er tiden sin egen – og det opleves bedst i en prærievogn med to heste foran.

Hjalte, Freja, Zenta, og Bedste er så småt ved at gøre klar

Hjalte, Freja, Zenta, og Bedste er så småt ved at gøre klar


Afsted i prærievogn

Det er fredag formiddag og vi er i gang med at pakke de få ting vi skal have med på vores weekendtur. Vi, det er mine børn Freja på syv og Hjalte på fire år, min svigermor og jeg selv.

Ungernes mor er ikke til den primitive levevis, så hende lader vi blive hjemme med iPad, iPhone og tv.

I flere måneder har ungerne glædet sig til prærieturen sammen med farmand og Bedste. Egentlig tror jeg ikke helt, det er gået op for dem, hvad det er, vi skal, men svigermor og jeg er begge overbevist om, at de nok skal klare turen.

Vi skal sove i soveposer i prærievognen. Ude i landskabet omkring Them, Sepstrup og Vrads nær Silkeborg. Ungerne har aldrig på den måde før prøvet at sove nærmest i det fri, men det skal nu nok gå.

Så er vi klar til at drage ud på prærien

Så er vi klar til at drage ud på prærien


Den godmodige hest

Klokken kvart i 12 er vi fremme på en adresse i Sepstrup. I en fold går der en masse lysegule heste og strutter af sundhed. De vil gerne snakke, og det er jo tegn på, at hestene har det godt og er tillidsfulde.

Den lysegule hest hedder en Fjordhest eller Nordbakker og det er en godmodig, arbejdsom og meget, meget rolig hest.

Hverken svigermor eller jeg har før styret et hestespand, så vi er lidt spændte på hvordan det kommer til at forløbe, men på en meget betryggende og detaljeret måde fortæller indehaveren af stedet, Thomas, hvordan og hvorledes vi skal gebærde os med hestene de næste par dage, og så er det ellers bare om at få pakket vores grej ned i prærievognen og få givet hestene ”tøj på” som Hjalte siger.

Det der med ”tøjet” er altså ikke bare sådan lige til. For mig er det matematik på højt niveau, men svigermor er meget bedre til det.

Hun får straks færden og efter en enkelt demotur på den ene hest fremført af Thomas, er svigermor klar til at sætte seletøj, bidslet, tøjler og hvad det nu ellers hedder, på den anden hest.

Jeg er kusken, og min eneste opgave er, at sidde klar med tøjlerne i hænderne. Jeg føler mig dum, for mens Bedste (og ungerne) knokler rundt med hestene, sidder jeg som en anden konge og venter på, at hun bliver færdig.

Men det skal jeg gøre, siger Thomas. Det er nemlig et spørgsmål om sikkerhed. Der skal simpelthen sidde én og holde tøjlerne stramt; for tænk nu hvis hestene blev bange for et eller andet og stak i løb, siger Thomas. Og så giver det pludselig mening.

Efter en kort ”træningstur” bliver vi nu sendt af sted ud på de små midtjyske veje.

Det er en smuk natur, vi bevæger os rundt i – måske Danmarks flotteste

Det er en smuk natur, vi bevæger os rundt i – måske Danmarks flotteste


Af sted på Hærvejen

Rent faktisk er det Hærvejen vi er af sted på. I hvert fald noget af vejen.

Den historieinteresserede læser ved nok allerede hvilken betydning Hærvejen har for vores historie, men for dig der måske ikke helt er klar over det, kan jeg fortælle, at Hærvejen er en vejstrækning som en angribende vendisk hær anvendte som transportvej helt tilbage i det 11. århundrede.

Mange tror fejlagtigt, at Hærvejen blot er en enkelt strækning, men rent faktisk er der tale om flere vejstrækninger der under ét går under betegnelsen Hærvejen. Og den strækker sig fra syd for grænsen og til Viborg.

Hjalte og Bedste gør Thomsen klar

Hjalte og Bedste gør Thomsen klar


De langsomme heste

- Kør lige lidt stærkere, far. Hjalte er tydeligvis ikke imponeret over hestenes tempo, men det er jo ikke travheste vi har spændt for, så jeg fortæller knægten, at det ikke skal gå meget stærkere. Det er nemlig sådan, at det tager cirka et kvarter for hestene at gå én kilometer.

–Et kvarter for én kilometer, siger Freja spørgende mens hun konkluderer, at det vist er hurtigere selv at gå turen. Bedste fortæller ungerne, at turen her jo ikke handler om at komme hurtigt frem, og da de efter et par minutter har forstået budskabet, hører vi dem ikke én gang til klage over det manglende tempo.

Efter halvanden times kørsel er vi allerede fremme ved første lejrplads. Med det samme hopper Bedste ud af vognen og spænder hestene fra.

Da hestene er spændt helt fra vognen, skal de hver især have en spand havre, og imens de gumler lystigt på deres livret, afmonterer vi ”tøjet” inden vi børster og vasker de store dyr efter turen. Herefter skal hestene på fold. Det bliver de glade for.

Hjalte og jeg følger den ene hest af sted, mens Bedste og Freja tager den anden. Herefter er det vores tur til at slå lejr.

Skumfiduser med Nutella – godt mor ikke er med på turen

Skumfiduser med Nutella – godt mor ikke er med på turen


Aftensmad og bålhygge

Prærievognen er veludstyret med stormkøkken, tallerkener, bestik og glas. Man kan således uden problemer nemt lave et varmt måltid mad med ret beskedne fornødenheder.

Med hjemmefra har vi pølser og brød, så vi går straks i gang med at koge vand til pølserne. Man bliver sulten af sådan at være på prærietur. Vi koger 14 pølser, og de bliver spist alle sammen(!)

Efter aftensmaden er det tid til lidt hygge. Vi tænder op under bålet og i bedste indianerstil sidder vi og synger nogle sange indtil bedste pludselig finder skumfiduser frem.

Vi snitter nogle pinde, sætter skumfiduserne på, og rister dem over bålet. Egentlig kan hverken svigermor eller jeg lide ristede skumfiduser, men her til aften er vi grebet af ungernes begejstring, at vi vistnok sætter en hel pose til livs alle fire.

Aftensmaden på prærieturen laves på trangiaen. Lækre pølser med brød

Aftensmaden på prærieturen laves på trangiaen. Lækre pølser med brød


Godnat på prærien

Det er ved at være mørkt og egentlig skulle ungerne have været i seng for længst. Den gode stemning har gjort, at vi slet ikke har kigget på klokken, så vi får redt senge i en fart, da vi alle er godt trætte.

Vi børster tænder i det fri og mens Bedste og Freja tisser af på det nærliggende svenske das (vistnok det man i gamle dage kaldte et lokum) snupper Hjalte og jeg hækken.

Min søn har aldrig rigtig glemt, at jeg engang sagde til ham, at det bedste sted at tisse for en dreng, er udenfor, så når han en sjælden gang får mulighed for det, synes han bare det er fedt.

Jeg ved ikke hvor længe der går inden der er ro i prærievognen, men jeg tror faktisk vi alle fire falder i søvn på meget få minutter.

Det har regnet natten over, så morgenmaden snupper vi i prærievognen

Det har regnet natten over, så morgenmaden snupper vi i prærievognen


Godmorgen på prærien

Det er lørdag morgen, og ungerne vågner tidligt. Det første de spørger til, er hestene. De springer nærmest ud af soveposerne, og løber ned til hestene for at sige godmorgen.

Imens får svigermor og jeg gjort klar til morgenmaden. Vi snakker lidt om, at man egentlig sover overraskende godt i prærievognen. Vi har ligget på tværs i hver vores sovepose, og kun en enkelt gang har vi – uafhængigt af hinanden – været vågen.

Ungerne derimod, har sovet igennem hele natten. Vi spiser morgenmad og det samme gør vores to heste. De står på hver sin side af prærievognen og gumler i deres havre.

Efter et kvarters tid spænder vi hestene for, og er klar til endnu en dag på den midtjyske prærie.

Selvom vejret ikke er det bedste, er badevandet omkring 20 grader varmt

Selvom vejret ikke er det bedste, er badevandet omkring 20 grader varmt


Badetur i skovens sø

Turen i dag er lang. I hvert fald i prærievognen. Hele 17 kilometer skal vi tilbagelægge, inden vi når næste lejrplads.

Turen her går gennem Vrads Hede som går for at være et af Danmarks smukkeste naturområder. Efter nogle timer passerer vi en lille skovsø, og på bedste cowboymaner bliver vi spontant enige om, at vi her vil gøre et holdt.

Hestene bliver spændt fra, og så hopper ungerne ellers i søen splitternøgne, mens svigermor og jeg tager badetøjet og snupper en dukkert i den lækre sø.

Selvom det ikke ligefrem er sommertemperaturer i luften, er vandet overraskende varmt. Jeg vil vurdere, at vandet i søen måske er omkring 20 grader varmt. Vi hygger og pjatter i vandet inden det er frokosttid, og efterfølgende afgang.

Købmandsbutikken i Vrads drives udelukkende af frivillig arbejdskraft

Købmandsbutikken i Vrads drives udelukkende af frivillig arbejdskraft


Købmanden i Vrads

Vi lumrer stille og roligt af sted fra søen på små hyggelige skovstier. Ungerne er i højt humør og Freja spørger om ikke vi skal synge lidt.

Vi skråler af lungers fulde kraft indtil Bedste pludselig får øje på en rådyrfamilie ude i horisonten. Hjalte er en lille kriger, så han mener bestemt, at vi skal se om ikke vi kan fange et rådyr og stege det over bålet, så vi kan få det til aftensmad.

Vi bliver dog enige om, at rådyrene nok er over alle bjerge når vi kommer frem, at det vist er bedst, at vi holder os til det medbragte mad.

På et tidspunkt ankommer vi til landsbyen Vrads hvor der ligger en lille købmandsforretning. Butikken er lidt speciel. I tyve år har den været drevet på frivillig basis af 20-25 forskellige borgere.

Ingen tjener på butikken og overskuddet går til almennyttige formål i den lille by. Vi tager en pause her og imens ungerne får en is, snupper svigermor og jeg hver en øl.

Aftenhygge ved bålpladsen

Aftenhygge ved bålpladsen


Lejrpladsen i det fjerne

Vi spænder igen hestene for, og drager af sted mod den næste lejrplads. Vi kommer gennem et yderst smukt kuperet område hvor køer og får går og græsser som det naturligste i verden.

Normalt snakker mine børn utroligt meget, men lige præcis hér, siger de ingenting. De sidder bare og kigger ud på naturen.

Bedste spørger Freja, om hun er træt, men tøsen svarer blot, at hun slapper af og nyder naturen. Svigermor kigger på mig, og smiler. Vores mission om afslapning er vist lykkedes.

Ude i det fjerne kan vi efterhånden skimte vores næste lejrplads og det virker på hestene som om, de godt ved, hvor vi skal hen.

Herefter er det allerede blevet rutine for os hvordan vi spænder hestene fra og får sendt dem på fold, inden vi spiser aftensmad og kryber ned i soveposerne.

Godmorgen Thomsen – Freja er hurtigt ude ved hestene

Godmorgen Thomsen – Freja er hurtigt ude ved hestene


Afsked med hestene

Hvor vi i går stod ret tidligt op, er det her søndag morgen lidt noget andet. Vi sover faktisk helt til klokken otte.

Stille og roligt gør vi klar til morgenmad og da den er indtaget, spænder vi hestene for og drager de sidste syv kilometer mod startstedet.

Her er det tid til at børste hestene og gøre prærievognen ren, og jeg må da indrømme, at det er lidt vemodigt, at turen nu er ovre.

Hestene er jo ligesom blevet en del af vores familie, men som Freja siger da hun vinker farvel til de to: Vi ses nok igen. Det kunne faktisk nemt tænkes, for svigermor og jeg er enige om, at turen bestemt har været god.