Danmark: Når bølgerne vækker dig

Mørke skyer over Mariagerfjord

Herlige stunder hvor vi også altid taler om kajakker og kajakroning. Vi føler os utroligt privilegerede, at vi med vores beskedne små fartøjer dagligt oplever naturen i sol, regn, sne, blæst eller stille vejr. Ser fuglene i deres rette element og om vinteren ofte sæler, der boltrer sig ganske tæt på kajakkerne.
Sikke et liv - og sikke en sport eller livsstil. Hvem kan ønske sig mere?
Men lige så spændende de daglige ture er med kajakvennerne, lige så spændende er turene, hvor jeg går ud alene, for at få en anden oplevelse med naturen og mig selv. Ofte vælger jeg disse alene-ture på dage med gråvejr, regnvejr, snevejr og gerne når vinden rusker og søen viser tænder.

Denne sommer har været utrolig varm og med mange skønne dage, ofte med vinden på under 8m/sek. og masser af sol. Men også mange dage har været præget af lejlighedsvis voldsomme vindstød - helt op til 15 m/sek.. DMIs vejrmeldinger, som jeg finder, er de bedste, viser altid kommende vindstød og er man selv opmærksom på skyerne, har man ofte en varsel om, hvornår vindstødene nærmer sig.

Man behøver ikke være vejrprofet for at tolke egentlige truende skyer som kommer med voldsomme vindstød. Ser de truende og dramatiske ud, kan de meget nemt være farlige. Især tordenskyer kan på få øjeblikke ændre et roligt hav eller en stille fjord til et frådende vand. Selvfølgelig skal man ikke ro, når der er optakt til tordenvejr, men engang imellem bliver man overrasket ganske pludseligt og så er det med at være på vagt.
Hvis man kommer ud for - eller måske selv søger - lidt udfordrende vinde på 10m/sek eller mere, bør man ruste sig til opgaven med det rigtige grej og den rigtige beklædning.

Mine selvlavede Qoorutit - træ klemmer - der f.eks. kan holde pagajen

På fjorden med Scorpio-kajakken

En dag først i juli måned meldte vejrudsigten på en god vind fra vest på 9-10 m/sek., men med mulige vindstød op til 15 m/sek. og da jeg trængte til en tur alene i en ny kajak - en Scorpio LV fra P&H - besluttede jeg mig til at tage en "surfingtur" på Mariagerfjord fra Stinesminde til Hadsund. En tur på kun 10 - 11 km, så det var til at overkomme og jeg kunne lægge mig op ad kysten, hvis vindstødene blev for voldsomme.
I strålende sol og en ret kraftig vind fra vest lagde jeg kajakken i vandet ved den gamle fiskeplads Stinesminde på nordsiden af fjorden og roede straks ud til mere åbent vand, så jeg havde godt med bølger agten fra.

Kajakken Scorpio kendte jeg ikke, men jeg befandt mig utrolig godt i det fine sæde som passede excellent, og lårstøtterne sad perfekt, når jeg løftede benene op for at få ekstra støtte. Jeg har lært at ro i Grønland for mange år siden og benytter de grønlandske teknikker med strakte ben, lav pagajføring og selvfølgelig en grønlandsk åre. For mig er en åre det eneste rigtige. En grønlandsk åre tager vindstød med ophøjet ro - ingen grund til panik, da vinden stryger rundt om det ret smalle blad. Den har flere "gear" afhængig af hvor dybt jeg stikker åren. Den er let, har et dejligt greb og jeg ved altid, hvor jeg har den, hvis jeg får brug for lave- eller høje støttetag. Stopper jeg op undervejs, fører jeg åren ind under mine selvlavede Qoorutit - træ klemmer som "låser" pagajen fast til dækket. Jeg har monteret Qoorutit på alle mine kajakker på fordæk og bagdæk, og bruger dem når jeg vil fotografere, slappe af, spise frokost etc. på vandet og selvfølgelig i redningssituationer. Den grønlandske åre virker, når den er fastspændt, som en paddlefloat og holder kajakken i ro.

Udfordrende bølger på Mariagerfjord

Vi søger udfordringer

Det blæste godt og gav dejlige rullende bølger. Scorpiokajakken lå utroligt sikkert i det urolige vand og støttetag var der endnu ikke brug for. Vindstødene blev lejlighedsvis ret voldsomme, som spået af DMI og jeg så da også, at skyerne trak truende sammen og blev meget mørke og dramatiske.
Bølgerne rejste sig og blev voldsommere med fråd og tænderskæren, så jeg måtte til at bruge agter støttetag og lejlighedsvis lægge mig op mod bølgerne. I takt med den stigende blæst steg min opmærksomhed og adrenalinen vækkede mig, så alle sanser synes parate til udfordringer.

Hvorfor har vi idag en stigende trang til at opleve dramatiske vejrsituationer, eller ekstreme oplevelser? Er hverdagen blevet for sikker og forudsigelig og har vi ikke udfordringer nok? Vi prøver grænser af med ekstreme oplevelser. Måske for at teste vores personlighed? Mange unge mennesker tror nærmest, de er udødelige.  Også helt unge mennesker  - senest en pige i 14-årsalderen, der vil sejle jorden rundt alene i far og mors båd! Og jeg må tilstå, at jeg hverken forstår forældre eller myndigheder, der tillader børn at rejse jorden rundt helt alene i ofte store både? Er man helt uden kontakt med andre mennesker i lang tid og befinder sig i samme "rum", kan man blive ramt af "sensory deprivation" - en tilstand som kan føre til en psykose.

Mange kajakroere rundt omkring i verden tager på ekstreme kajakture - f.eks. rundt om Island eller Australien eller ned langs den grønlandske kyst etc.. Jeg kender selv trangen til disse ekstreme oplevelser, da jeg selv har en "rem af huden". At befinde sig alene i et voldsomt bølgende hav i en lille havkajak vækker en begejstring, som virker euforisk på én. Og jo mere man vover - desto mere længes man efter disse udfordringer.

I frisk vind

Alene tænker man

Det går hurtigt i kajakken og tagene bliver lange og lette efterhånden som bølgerne bliver større og større. Det gælder om at holde åren i vandet det meste af tiden, så man får en ekstra støtte. Jeg drømmer mig under turen til den engelske vestkyst, og tænker på de dygtige og dristige kajakroere, der ror ind med tidevandet til "rockhopping" helt inde ved kysten. Prøv at se de enormt spændende
DVD'er: "This is the sea", hvor nogle kajakroere synes at være rene artister, der laver loops og ruller i kæmpe søer - og slipper godt fra det. De vil more sig over at mærke mit engagement og min eufori i beskedne vind og bølger i en dansk fjord. Men for mig er det at ro alene i hårdt vejr en god oplevelse, som både giver mig euforiske stunder, men også eftertanke og filosofiske øjeblikke.

"Zen" oplevelser vil jeg kalde det, når jeg prøver kræfter med naturen helt alene. "Jeg vil" - "Jeg kan" oplevelser hører med i billedet. Jeg føler mig stærk, ung og levende - trods mine 75 år. I Danmark er vi ikke meget for at tale om døden og der synes at være en skræk for at dø under voldsomme omstændigheder. Min skræk går nærmest på det modsatte, nemlig at dø på en sikker offentlig institution f.eks. et plejehjem. Der er mange måder at være ensom på. Ensomheden i naturen kan være en meget smuk oplevelse, ikke mindst når vejret er voldsomt og naturen viser sin kraft. Ensomheden i en stue eller på en institution, uden andet en overfladisk kontakt med andre mennesker, er ikke sagen!
Når "Kajaklemmerne" i Mariagerfjord, under vores ture, kommer i det filosofiske hjørne, hvor vi drøfter liv og død, taler vi ofte om at en "halv grønlændervending" måske ikke er så ringe en måde at dø på!

Scorpio-kajakken og læteltet

Bølgerne rejser sig

Nå, bølgerne vækker mig af mine tanker i det urolige vand og jeg trækker ind mod kysten for at få et hvil. Jeg er kommet til Vive, der ligger i en bugt i fjorden. Der er læ for vestenvinden og en dejlig sandstrand, hvor jeg kan slå mit lætelt op og spise frokost og få en lur. Få minutter efter at jeg har lagt mig i læteltet, falder jeg i søvn.

Jeg vågner ved et tordenskrald og ser nu, at skyerne er voldsomme, sorte og truende. De kommer med en enorm kraft og rejser bølgerne, så der dannes lange hvide striber på tværs af dem. Vinden har vendt sig, så den står mere i sydvest, hvorfor bølgerne laver brænding ind mod kysten. Jeg får hurtigt teltet pakket sammen og gør klar til afgang. Jeg lægger kajakkens stævn lige mod bølgerne og med halvdelen af kajakken liggende på kysten, kravler jeg ned i cockpittet, idet jeg skynder mig at sætte neoprenspraydækkenet på, så brændingen ikke vælter ned i kajakken. Støder fra med åren og ror stik mod bølgebruset.
Vel fri fra kysten er jeg nu ude i ret store bølger, der kommer direkte ind fra højre side. Jeg kan nu vælge at krydse lidt op mod vinden, men opdager, at den nye havkajak Scorpio tager det med knusende ro. Den ligger støt og sikkert med bølgerne ind fra siden og jeg behøver næsten ikke læne mig mod bølgerne eller at tage støttetag. Så jeg beslutter at prøve kajakken af med bølgerne ind fra højre side. Skegget er sænket halvt ned og holder kajakken godt fast i vandet, men engang imellem sænker jeg finnen lidt længere ned, hvis kajakken bliver lidt luvgerrig og går op mod vinden. Straks retter kajakken sig og jeg ror ca. 1 kilometer hen over bugten med bølger på tværs.
Efter et lille næs, som engang var udskibningssted når kornet skulle sejles til Havnø mølle og males, ændrer jeg kursen og får nu bølgerne ind agten for tværs. Også denne disciplin klarer den lille Scorpio med bravur. Den vugger stille og roligt trods den ret store sø og jeg føler mig fuldstændig sikker i kajakken. Bevægelserne er på enhver måde forudsigelige, hvilket er noget af det vigtigste, når man ror kajak. Bølgerne drejer sig efter kystens linier og kommer nu mere agten fra, så de sidste 2 kilometer går det for fulde kraft i en skøn surf - noget af det bedste jeg ved. Og jeg tænker igen på de heldige englændere på vestkysten, der rider ind mod kysten, når tidevandet vender sig til flod.
Hurtigt er jeg inde ved Hadsunds sydside og ender på P-pladsen, hvorfra jeg starter mange kajakture. Sikke en oplevelse - bare ca. 11-12 kilometer i uroligt vand og med fare for torden - og jeg går mæt i land med en masse energi og livslyst.

Nyd livet - ro i kajak.