Riis Rejser

12.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Skønne efterårsdage omkring Dronninglund (2/2), Nordjylland

Dronninglund er et godt udgangspunkt for oplevelsesrige feriedage, og blot 10 km øst for byen ligger den lille havneby Asaa - eller Aså - hvor havnen fra 1877 er etableret på en lille halvø, der ligger ude i Kattegat.

En spadseretur langs havet og badehusene ved Asaa er forfriskende

En spadseretur langs havet og badehusene ved Asaa er forfriskende


Asaa - nærmeste havn og badestrand

Havnen var i mange år udgangspunkt for en større fiskerflåde, men Sæby og senere Frederikshavn har taget over.

På havnen ses karakteristiske rødmalede fiskerhuse fra 1930'erne, hvor der i et af husene ses et privat indrettet fiskerimuseum med forskellige fiskeredskaber brugt gennem tiderne.

Udover et maritimt miljø er her en børnevenlig badestrand (lavt vand) og en række pittoreske badehuse bag første klitrække. En frisk vandretur langs stranden kan friste ....

Bindingsværksidyl og Sæby Kirke

Bindingsværksidyl og Sæby Kirke


Sæby med middelalderlig købstadsidyl

Noget større er Sæby, der ligger ca. 20 km. nord for Asaa, og på turistkontoret får vi en folder med en selvguidet vandrerute gennem den gamle bydel - ”Historiestien”.

Sæby voksede op i middelalderen omkring Sæby Å's udløb i Kattegat og blev en vigtig fiskerihavn med datidens store sildefiskeri. Byen blev rig og der blev i årene 1462 til 1472 bygget et kloster til munke af karmeliterordenen, som opførte den nuværende Sæby Kirke - Sct. Mariæ Kirke.

I 1524 fik Sæby købstadsprivilegier med rettigheder til at drive handel og mange købmandsgårde opstod. Men med reformationen i 1536 forsvandt munkene og interessen for Sæby faldt gradvist.

Fra Sæby Havn med statuen ”Fruen fra Havet” skabt af kunstneren Marit Benthe Nordheim spadserer vi op ad Algade gennem et af Nordjyllands bedst bevarede gamle købstadsmiljøer. Her er bindingsværkshuse, købmandsgårde og ikke mindst Sæby Kirke, der er Danmarks 2. største købstadskirke. Her finder vi også Ravsliberen og Sæby Rav Sliberi Museum.

For enden af Algade ligger Sæby Museum i en tidligere købmandsgårde kendt som Konsul Ørums Gård.

Ved Sæby Å ses Sæby Vandmølle (privat bolig), der oprindelig blev etableret i 1640, men har sit nuværende udseende fra 1710.

Vi krydser hovedvejen og spadserer hen ad gågaden med gode indkøbsmuligheder til torvet med en lille fontæne, hvor ”Den Tænksomme Dreng” udført i granit af Sven Bovln i 1974, sidder afventende ...

Vi slutter spadsereturen ved Ulrik Plesners Kildepavillon, hvor teglværksarbejdere i 1883 stødte på en jernholdig kilde - Sæby Jernkilde. Herfra blev mineralholdigt og helsebringende vand hentet op og skabte grundlaget for 1800-tallets kurophold i Sæby.

Den selvguidede tur kan fortsættes gennem skoven mod Skovlyst og senere Sæbygård Skov, men vi
går tilbage mod havnen og besøger Glashuset, hvor der arbejdes med kunsthåndværk i glas - en god souvenir at have med hjem ...

Dorf Mølle

Dorf Mølle


Dorf Mølle

Vil man se en rigtig hollandsk mølle lægges turen omkring Dorf vindmølle opført i 1887.

I modsætning til de første stubmøller, hvor man skulle dreje hele møllehuset op mod vinden, er de hollandske møller indrettet således, at det kun er hatten på møllen, der skal drejes.

Dette fremskridt opfandt hollænderne i 1500-tallet, hvilket gjorde arbejdet med møllerne meget enklere.

Ved søen ligger den firlængede Dorf Møllegård fra begyndelsen af 1900-årene, hvor vi finder et jagt- og skovbrugsmuseum for Vendsyssel.

Turen rundt om Sømøsen er ca. en kilometer og her kan alle være med

Turen rundt om Sømøsen er ca. en kilometer og her kan alle være med


Sømosen i Dronninglund Storskov

Følger man Kirkevejen fra Dronninglund Slot og ud af byen, kommer man til Dronninglund Kunstcenter, der udstiller nutidig kunst.

Herfra er der ikke langt til Dronninglund Golfklub med en attraktiv og udfordrende golfbane.

Lidt længere fremme - stadig på Kirkevejen - ses et skilt til Sømosen, der ligger idyllisk inde i Dronninglund Storskov.

Det er let at gå en tur rundt om Sømosen, men det anbefales ikke at bevæge sig ud i Storskoven uden et godt kort - eller på en guidet vandretur - da her er mange stier og p.t. forvirrende/manglende afmærkninger.

Skoven er stor nok til at man kan fare vildt.

Krævende terræn med stejle bakker på Jyske Ås

Krævende terræn med stejle bakker på Jyske Ås


Jyske Ås og Nymølle Bæk

Er man til mere udfordrende vandreture, kan det anbefales at køre til den nordlige del af Jyske Ås og vandre en tur i det meget kuperede terræn ved Nymølle Bæk.

Her er forskellige vandreruter - alle fint afmærkede.

Voergaard Slot

Voergaard Slot


Voergaard Slot

Et fint renæssanceslot finder vi ved Voergaard Slot, der oprindeligt er fra den sene middelalder, mens de rigt dekorerede slotsbygninger er fra 1588.

Slottet har de senere år anskaffet sig en enestående samling af fransk kunst: Malerier, porcelæn, møbler m.v.

Slot er omgivet af en voldgrav og en smuk park, som kan besøges det meste af året.

I højsæsonen afvikles Middelalderdage på Voergaard Slot. Det anbefales dog altid at tjekke åbningstiderne for både slotsbesøget og middelaldermarkedet.

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Outwell
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt