5.6.09

Af: Th. Sørensen Fotograf: Friluftsrådets ERFA-gruppe
Bogmærk eller del
 

Danmark: Snup en overnatning i det fri

En naturlejrplads er et hyggeligt og billigt sted at overnatte, hvis du kan klare dig uden en tre-retters menu og springmadras. Bogen ”Overnatning i det fri” indeholder mere end 900 overnatningssteder.    

Bogen: Overnatning i det fri

Bogen: Overnatning i det fri


Naturlejrpladser er primitiv overnatning, men hvad de måske mangler i nymodens bekvemmeligheder, har de til gengæld ofte i hygge og pudsige oplevelser for både store og små. En af dem, der foretrækker primus og multtoiletter er Nils og Trine Grøngaard, der sidste sommer var på cykelferie på Bornholm med deres to børn.

- Vi har virkelig haft mange gode oplevelser. På lejrpladsen ”Gulhave” i Almindingen på Bornholm boede vi hos Lisbeth og Benny Jensen, der lod vores ældste datter køre med en tur på havetraktoren, og så fik pigerne lov til at hente friske æg i hønsehuset. Det er en stor oplevelse for børn, der til daglig bor i København, fortæller Nils Grøngaard, der bl.a. også oplevede at stikke tæerne på et pindsvin, da han en sen nattetime skulle på das.

Benny og Lisbeth Jensens plads på Bornholm er blot en af de 905 pladser, som bogen indeholder.  Pladserne retter sig mod cyklister, vandrere, ryttere og sejlere - og der er ikke adgang for biler. Til gengæld er der tale om billig overnatning. Prisen er mellem 0 og 20 kr. pr. nat.

Naturlejrpladserne ligger spredt over hele landet, men ind imellem er de en smule gemt af vejen.  
Derfor er guidebogen ”Overnatning i det fri” en god investering. Her finder man detaljerede kort, GPS-koordinater og beskrivelser af de enkelte pladser og deres faciliteter.

Bogen koster 119 kr., og kan bl.a. købes hos boghandlere, på turistbureauer, i Dansk Cyklist Forbunds butik og hos Dansk Vandrelaug.

"Overnatning i det fri" er udgivet af Friluftsrådets ERFA-gruppe for primitive overnatningspladser. I gruppen sidder repræsentanter for Friluftsrådet, KL, De Frie Fugle, Dansk Cyklist Forbund, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, Dansk Vandrelaug, Campingrådet, Dansk Forening for Rosport og Dansk Islandshesteforening.

Pladserne i bogen opdateres løbende på hjemmesiden teltpladser.dk