24.7.09

Af: Jesper Andersen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Danmark: Stigende interesse for cykelferie

Cykelferie er hot. Det mærker Cycling Denmark, hvis populære cykelmagasin PEDAL bliver revet væk herhjemme, mens man i Tyskland har måttet trykke næsten 10.000 ekstra eksemplarer for at klare efterspørgslen.

Der skal være noget at se på

Der skal være noget at se på


Umiddelbart kunne man måske mistænke finanskrisen og den stigende klimabevidsthed for at være årsagen til den stadig stigende interesse for ferie i cykelsadlen, men faktisk er der tale om en meget dybere liggende trend, som har været nogle år undervejs. Der er ikke længere tale om lavbudgetferie i telt og med primus. Moderne cykelferieentusiaster stiller krav til både rutens seværdigheder og turens komfort, og de er villige til at betale for unikke oplevelser af høj kvalitet. I Danmark alene lægger de en årlig omsætning på 3,75 mia. kroner.

Han kan selt ikke undvære PEDAL

Han kan selt ikke undvære PEDAL


Kan knapt følge med efterspørgslen

Hos Cycling Denmark, hvor man arbejder med udvikling og markedsføring af cykelferie, mærker man, at cykelferie tegner til at blive det store hit i år. I den sidste måned har man pakket og udsendt det gratis cykelmagasin PEDAL nærmest dag og nat for at følge med.

”Det er lidt overvældende. På en normal sommer får vi omkring 1000 personlige forespørgsler på magasinet, men i sidste uge havde vi allerede modtaget næsten 1500 bestillinger”, fortæller Ditte Møller Munch, temaprojektleder i Cycling Denmark.

Cykelferiemagasinet PEDAL distribueres via samarbejdspartnere på 5 sprog i over 250.000 eksemplarer og findes også i en online udgave på både dansk og engelsk. Særligt blandt tyskerne er interessen for cykelferie i Danmark stor – Danmark er den næstmest foretrukne cykelferiedestination for tyskere, viste en analyse i 2009.

Her går det ned på stranden

Her går det ned på stranden


Cykelferie er også for feinschmeckere

Og Ditte Møller Munch er ikke i tvivl om, at det er en kombination af faktorer, der gør cykelferie ekstra hot netop nu.

”Selvfølgelig betyder sundhed og bæredygtighed noget, men kvaliteten af det danske cykelferieprodukt er også blevet meget stærkere i de senere år. Aktiv ferie er moderne, og mange har efterhånden fået øjnene op for, at man altså ikke behøver at fragte al sin bagage med sig rundt hele tiden. Til gengæld har man stor handlefrihed til at opleve på en cykel”, forklarer Ditte Møller Munch.

VisitOdder er et af de turistbureauer, som arbejder meget målrettet med cykelturisme. I Odder bliver turisterne tilbudt ruteforslag med mange forskellige temaer – fx landsbytur, historisk tur, højdetur eller mosetur – og turenes sværhedsgrad og længde kan varieres, så også børn kan være med.

”Som noget nyt tilbyder vi i år Smørblomstruten, som går forbi en række lokale fødevareproducenter. Vi har også startet en herregårdstur, og vi forsøger løbende at udvikle oplevelsesmulighederne på cykel”, forklarer Edith Derdau, turistchef i VisitOdder.

På tur med vennerne

På tur med vennerne


Om Cycling Denmark og cykelferie

Cycling Denmark er en del af foreningen Aktiv Danmark, som udvikler og markedsfører temaferie i Danmark inden for temaerne cykling, golf, wellness, vandring, lystfiskeri og gastronomi.

Aktiv Danmark driver en kvalitetsmærkeordning for hvert tema og guider med disse til oplevelser af høj kvalitet.

Aktiv Danmark har sekretariat hos VisitDenmark.

Sammen med de kvalitetsmærkede medlemmer driver Cycling Denmark online og offline kampagner, udsender nyhedsbrev og bearbejder pressen både herhjemme og i udlandet med informationer om cykelferie og arrangerer presseture for dem.

Til turisterne har Cycling Denmark sammen med mange samarbejdspartnere udviklet specielle cykelinfopakker, som kan bestilles gratis online, fyldt med information om de kvalitetsmærkede overnatningssteder og turistbureauer, og med inspiration til ruter, cykelferiepakker og meget andet.

Cycling Denmark står, i samarbejde med Dansk Cyklist Forbund, også bag udviklingen af otte regionale cykelguidebøger på dansk, tysk og engelsk, som indeholder kort og detaljerede tur- og rutebeskrivelser til hele landet.

Og sidst, men ikke mindst, er der masser af gode turistinformationer at hente på flere sprog på websitet visitdenmark.com/cykel

RejseAvisen.dk
Seneste nyt
Bravo Tours  - Azorerne Special
  Glemt kodeord?