Riis Rejser

10.8.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandretur på Albuen, Nakskov Fjord

Lige nede på den anden side af Lollands dige på ”Rampen” ses en stor tavle med kort og tekst over Lollands Albue. Her er kun en vej frem og tilbage, og med vand på begge sider kan man ikke gå vildt, så vandrekort behøver vi ikke.

Vandretur på Albuen Tange

Vandretur på Albuen Tange


En heldagsudflugt

Vi er kørt til udkantsdanmark på det vestlige Lolland og ved landsbyen Ydø ligger DCU-Camping Albuen Strand med mulighed for campering med vogn eller telt, men her er også fine små hytter vi kan leje. Overnatter man her, kan man starte tidligt på denne heldagsudflugt på Albuen Tange.

Hvis man ikke spadserer helt fra campingpladsen kan bilen parkeres på ”Rampen”, hvorfra vandreturen starter.

Vi har naturligvis rigeligt vand samt en madpakke med i rygsækken, for vi forventer ikke at kunne proviantere undervejs på denne vandretur.

Vi følger det sandede hjulspor et stykke ud ad Dragerne, som er den lange smalle tange mellem Langelandsbæltet og vigen Søndernord, der går ud i Nakskov Fjord.

Denne fem kilometer lange tange er på det smalleste sted blot omkring 20 meter bred, hvilket betyder, at vi kan se vand på begge sider, hvor vi vandrer.

Skarver på bundgarnspæle

Skarver på bundgarnspæle


Masser af myg

Fra toppen af klitrækken har vi fint udsyn til Langeland mod vest og de mange svømmefugle, ænder, svaner og måger, der opholder sig i Søndernord mod øst.

På de mange bundgarnspæle, som vi passerer undervejs, sidder skarverne og tørrer deres fjerdragter. Men her er ikke kun fugle. Vi er ikke gået ret langt, før vi støder på de første fritgående får.

Denne sommer har været ekstrem tør og regnen kom først sent. Det har så til gengæld sat skub i myggene, der er udklækket på én gang. Myriader af dansemyg svirrer omkring os. De stikker ikke, men er generende, så vi går op i klitrækken for at lade den lette brise fra havet fjerne plagen.

Ganske få meter fra os kommer svaler susende i høj fart forbi. Og vi forstår dem. Spisekammeret er åbent.

Fra Nakkehuse mod Albuen Fyr

Fra Nakkehuse mod Albuen Fyr


Enkelte huse

Forude kan vi hen over det flade landskab se Albuen Fyr, der ligger på en ca. 2 meter høj knold af sand og sten. Til højre for os ses den lille fiskerlandsby Nakkehuse, som vi lægger vejen forbi. Landsbyen virker meget død, for her er ingen mennesker. Måske benyttes husene kun som ferieboliger.

Vi følger vandkanten rundt i en bugt og kommer frem til den lille havn neden for fyret, hvor Sandodden begynder.

Et par fiskere er lige kommet ind og er ved at ordne deres garn. Ved anløbsbroen lægger den lille postbåd fra Nakskov til en gang om dagen. Det er således muligt at komme sejlende hertil, vandre over Dragerne til Rampen og tage bussen fra Ydø tilbage til Nakskov.

Naturligvis kan man også sejle herfra til Nakskov, hvis man ikke har kræfter til at vandre tilbage. Men så skal man undersøge afgangstiden, så man ikke misser postbåden.

Ved den lille havn står en meget sjov vejviser, der bl.a. oplyser om afstanden til London, hvilket jo altid er rart at vide!

Bevoksningen er sparsom på Sandodden

Bevoksningen er sparsom på Sandodden


Yderst på Sandodden

Vi tager retning ud på Sandodden, hvor underlaget faktisk bliver mere sandet og stenet uden særlig megen vegetation.

En større gruppe skarver holder til på den yderste spids af tangen og letter, da de opdager os.

Så er vi der, helt ude på spidsen – vi kan ikke komme længere ud. På den anden side af fjorden kan vi skimte Nakskov.

Vi følger nordsiden af Sandodden tilbage mod fyret og finder et lille marsvin, som højst sandsynligt er gået i et af bundgarnene og ikke kunnet komme fri og derved druknet. Nu er denne lille hval skyllet op på stranden og bliver til mad for måger og kjover, som hakker i det blodrøde kød.

Den dominerende vindretning ses på dette enlige træ

Den dominerende vindretning ses på dette enlige træ


Enestående natur på Albuen Tange

Med udsigt til forbisejlende skibe nyder vi vores medbragte mad, inden vi starter på tilbageturen over Albuen, der er omkring 1,5 km på hver led, og med flere små strandsøer med rørskov – ideelt for fuglene.

Da vi atter er på Dragerne gør vi endnu et dramatisk fund - et dødt får. Måske har ræven været på spil. Vi håber ikke, at her har været løse hunde, hvilket er strengt forbudt.

Turen byder på enestående natur med mange fugle og strandplanter, og mens lærken endnu slår sine triller over hovederne på os, vandrer vi til tilbage mod fastlandet.

Vandreturen kan gennemføres hele året, men om vinteren skal man være opmærksom på, at bølgerne kan bryde gennem Dragerne.

Byvandring i Nakskov

Byvandring i Nakskov


Udflugt til Nakskov

Nu vi er i denne del af landet bruger vi lejligheden til at besøge Nakskov. På turistkontoret får vi udleveret en lille folder ”Byvandring i Nakskov” som beskriver byens historie samt de mest interessante steder.

Naturligvis besøger vi Sct. Nikolai Kirke, hvis ældste dele er fra 1200-tallet og ser den smukke prædikestol og altertavlen samt ikke mindst orglet - alt fra 1600-tallet.

Vi følger ruteforslaget og opdager, at idyllen endnu findes intakt i Nakskov.

Primo Tours
Torre La Sal
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt