Azamara Cruice

21.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreture i Ho Klitplantage, Vestjylland

I denne unge klitplantage fra begyndelsen af 1900-tallet findes flere markerede vandreruter, som er markeret med hhv. rød eller gul skiltning, og hvor de vestlige ruter byder på en stor parabelklit, mens de østlige ruter indbyder til bærindsamling og udsigt ud over Skallingen. Begge de røde ruter er på omkring fire km., mens de gule er på ca. seks km hver.

Parabelklitterne ved Jens Jessens Sande

Parabelklitterne ved Jens Jessens Sande


De vestlige ruter

Få meter fra Ho by på Tane Hedevej mod Blåvand ligger P-pladsen, hvorfra der udgår både en rød og en gul vandrerute. Den røde og den gule rute følges ad frem til toppen af Jens Jessens Sande, der er en markant tilgroet parabelklit.

En parabelklit dannes ved, at flyvesand fra stranden bevæger sig østpå med den fremherskende vindretning og får klitten til at vandre, indtil den falder til ro ved at den gror til naturligt eller ved at den tilplantes med træer og/eller hjælme.

Fra toppen ses det tydeligt, at klitten er formet som en bue med åbningen mod vest. Mod øst ses Ho Bugt i det fjerne.

Den gule rute slår en sløjfe rundt i klitplantagen og rammer igen den røde ved foden af parabelklitten.

Mosebøllen er klar til plukning i juli og august

Mosebøllen er klar til plukning i juli og august


De østlige ruter

Fortsættes der fra Ho by ad Skallingvej mod Skallingen finder vi P-pladsen midt i skoven, som er udgangspunktet for de østlige vandreruter. Her er også både en rød og en gul markeret rute.

Selv om træerne er plantet nogenlunde samtidigt mellem 1920 og 1940, varierer de i højden. Dette skyldes, at nogle træer gror på et tyndt lag sand og derved bedre kan nå den næringsrige jord nedenunder, mens andre gror i et tykkere lag sand. Her er fortrinsvis plantet østrigsk fyr og skovfyr.

Læg mærke til de mange små blågrønne buske du møder undervejs. Det er mosebølle populært kaldt danske blåbær og de smager godt. Her kan fint blive til et glas marmelade eller to. Men vent med at plukke dem til de er helt blå.

På rutens østligste del fører en umarkeret grusvej frem til udkanten af skoven, hvorfra der er en glimrende udsigt ud over Skallingen.

Kvæg græsser på Skallingen

Kvæg græsser på Skallingen


Skallingen

Denne store flade halvø, der ligger mellem Vesterhavet og Ho Bugt, er opstået ved at havet har aflejret sand gennem flere hundrede år.

Landskabet er specielt og derfor naturfredet. Forskere fra Skallinglaboratoriet, der ligger i klitskovens udkant, studerer dyr og planter samt landskabets fortsatte udvikling.

Subaru
Campingferie 650,-
Outwell
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt