20.7.09

Af: Kim Sejerup Middelhede
Bogmærk eller del
 

Danmark: Vejlefjord, en oase for krop og sjæl

Et weekendophold på Hotel Vejlefjord Kur & Spa er de perfekte rammer for hygge, selvforkælelse, fred og ro.

Møbler på kanten af bassinet

Møbler på kanten af bassinet


Jeg ”svæver.” Jeg har lige fået en aqua balance-behandling af en af de mange dygtige behandlere i Hotel Vejlefjords kur og spa afdeling. Det er svært at beskrive aqua balance, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Det er, i begyndelsen, lidt ligesom starten i folkeskolens svømmeundervisning. Man får spændt et korkbælte om hver ankel, en luftpude under nakken, og er så ellers overladt til instruktørens kunnen. Egentlig kunne man godt kalde aqua balance for ”massage i vandet,” men det ville alligevel være misvisende, for aqua balance er så meget andet. Det er nærmere en slags vandterapi, for det er en meditiativ massage der giver en dyb afspænding. Instruktøren modtager og bevæger min krop i rytmen til mit åndedræt. Det hele foregår i vandkanten i det 32 grader varme bassin.
Det siges, at aqua balance øger leddenes smidighed og reducerer nervøsitet og stress-symptomer. Jeg vil give eksperterne ret et langt stykke hen ad vejen. Man ”svæver” når man igen får fast grund under fødderne.

I infrarød sauna

I infrarød sauna


Infrarød kabine – dybdevarme med velgørende effekt

I Østrig, Schweiz og Sydtyskland har man i flere år tyet til infrarød behandling som et supplement til lægen. Denne form for ”behandling” er nu kommet til Danmark. Hotel Vejlefjord Kur & Spa tilbyder nu, som det første sted i Danmark, behandling i infrarød kabine. Man sidder i en halv time i en slags ”mini sauna” og modtager så de infrarøde stråler gennem ryggen. Den blide dybdevarme, som kommer fra de infrarøde stråler, har en særlig virkning på vores sind og krop. Strålerne giver en stor følelse af velbehag for krop og sjæl, og virker på en og samme måde afslappende, regenererende og rehabiliterende.
Jeg snuppede en tur i kabinen, og den er go’ nok - man føler sig ”renset” efter en halv times tid. For at få den fulde effekt anbefales det dog, at man anvender infrarød kabine nogle gange. Til forskel fra andre varmekilder, så trænger de infrarøde stråler i infrarød kabine langt ind i kroppen, og dermed opnås en velgørende effekt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv har prøvet en del infrarød behandlinger hos Vejlefjord, og min erfaring er, at nogle muskelspændinger i nakken er væk, at jeg føler mig ”renset” og så gør det jo ikke noget, at jeg også har smidt et par kilo efter fem, seks behandlinger.

Hotel Vejlefjord

Hotel Vejlefjord


Hotel Vejlefjord, det gamle tuberkulosehospital

I tidernes morgen - i slutningen af 1800-tallet - var Danmark meget præget af tuberkulose. I 1895 besluttede den unge tuberkuloseramte læge, professor Christian Saugman, efter et succesrigt ophold på et tuberkulosehospital i Tyskland, at opføre et lignende sted i Danmark. Efter nogen tid at have gransket landet tyndt, faldt valget på Vejlefjord som på daværende tidspunkt hverken var forbundet af jernbane eller vej. Man kunne kun komme dertil via skib. Det var nemlig ganske vigtigt for Dr. Saugman, at stedet lå i fred og ro så patienterne kunne få den fornødne hvile. Via fonden Vejlefjord fik Saugman hurtigt rejst nogle penge så byggeriet kunne gå i gang, og med sig selv som kontrollerende bygherre, intet blev vedtaget uden Saugmans godkendelse, gik man i gang med byggeriet af Danmarks første tuberkulosehospital, Vejlefjord.

Årene gik, og efterhånden blev tuberkulosen udryddet. Tuberkulosebehandlingen blev indstillet i 1957, og efter en modernisering blev Vejlefjord Sanatorium taget i brug som Jysk Nervesanatorium, der modtog neurotiske patienter de næste 32 år.
Fra 1980 blev distriktspsykiatrien en større del af behandlingstilbudet, hvorfor grundlaget for Jysk Nervesanatorium blev stærkt reduceret. De sidste patienter med neurotiske lidelser blev udskrevet i 1989. I mellemtiden havde Vejlefjord-fonden udviklet en ny kernekompetence, genoptræning efter erhvervet hjerneskade, og via en omfattende ombygning i 1989 blev det muligt også at tilbyde kursus- og konferencefaciliteter. Men nye tider bankede endnu engang på døren. De første signaler om struktur- og kommunalreform fik i 2004 bestyrelsen til at overveje Vejlefjords fremtidige muligheder set i lyset af de kommende ændringer. Beslutning om at fastholde og udbygge kernekompetencerne samt udvide antallet af sundhedsydelser blev truffet i 2005, og en ny kurs var dermed udstukket. Spaden blev stukket i jorden i august 2006, og efter 2 års byggeperiode kunne Vejlefjord sidste år åbne dørene i den gamle smukke hovedbygning som nu er i brug som hotel- og konferencecenter, der nænsomt er blevet restaureret i herregårdsstil. Man har bevaret de mange kurstier så man den dag i dag kan gå ture på Saugmans stier fra dengang.

Behandling med varme sten

Behandling med varme sten


Spa og termiske bade

Delvist i kælderen, og i en ny tilbygning, er der en kæmpe spa- og wellnessafdeling med termiske bade. Spaafdelingen tilbyder et væld af behandlingsformer som alle har det fælles mål, at fremme sundheden hos hver enkelt individ. Om det så er den førnævnte Aqua Balance, en massage med varme og kølige sten, en hovedbundsmassage eller Pantai Luar, som på dansk betyder massage med varme urtebolde, er ligegyldigt. Vejlefjords personale er eksperter udi hvert enkelt tilbud. Var det for eksempel noget med et bad i gedemælk? Det siges at gedemælk har lige præcis de egenskaber der skal til for at genopbygge huden. Og nej, man kommer ikke til at lugte af ged. Duften af gedemælk er ganske mild og behagelig.

I de termiske bade har man hentet inspiration i Schweiz. Alt er bygget i granit, og der er intet overladt til tilfældighederne. Start i det 32 grader varme bassin, hvor dine muskler med det samme slapper af. Gå et skridt videre til bassinet med 35 grader inden du stille og roligt glider ned i Ild-badet der er 42 grader varmt. Whauw. Dét er skønt. Når kroppen for alvor er varmet godt op indvendig, så snyd ikke dig selv for det 8 grader varme(!) bassin, Is-badet. Det kan lyde ret grænseoverskridende, at gå fra 42 grader og ned til 8 grader, men følelsen bagefter er ubeskrivelig. Du mærker virkelig hvordan blodet strømmer rundt i kroppen som var det katten efter musen.
Men termerne er så meget andet end det. Der er lyd-bade med afstressende og behagelig undervandsmusik, lysbade med det rigtige lys for sanserne, mammutbrusere, tropisk regn og et aromabassin med dagens duft for blot at nævne nogle få. Desuden byder termerne også på et 32 grader varmt udendørs bassin, en skovsauna, en aromasauna og tre forskellige dampbade.

Jo, Vejlefjord er virkelig en oase for krop og sjæl.

Detaljer fra Hotel Vejlefjord

Detaljer fra Hotel Vejlefjord


Fakta om Hotel Vejlefjord

Hotel-delen:
- 85 værelser, heraf tre luksussuiter og seks juniorsuiter

Natur:
- 40 hektar park, skov og strand
- 20 km afmærkede oprindelige kurveje

Behandlinger:
- De Termiske Bade - 1.000 m2 med varmt og koldt vand, isflager, vandmassage, damp, dufte, lys, lyd og meget mere … alle dine sanser vækkes
- Spa-afdeling – 800 m2 med plejende og terapeutiske behandlinger … forkælelse og velvære
- Gourmetrestaurant Barbara … lad dig forføre
- Restauranter, herunder stor panoramaterrasse med udsigt over fjord og park
- Events og oplevelser med skov, fjord og strand, fx orienteringsløb, ATV-natursafari, kano- og gummibådssejlads, pandekager på bål etc.
- Helbredsundersøgelser

RejseAvisen.dk
Seneste nyt
Bravo Tours  - Azorerne Special
  Glemt kodeord?