Subaru

16.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Dubai - Mellemøstens Manhattan

Neden for Avenue Hotel Dubai suser bilerne i en lind strøm hen ad Al Rigga Road, hvor der på begge sider af boulevarden ses moderne bygninger. Underligt at tænke på hvilken udvikling denne oliestat har haft siden der i 1970-erne blev fundet olie.  

Moderne, arkitekttegnede højhuse i Dubai

Moderne, arkitekttegnede højhuse i Dubai


På tur til havneområdet

Sheiken var fremsynet og kunne forudse, at oliereserverne ikke vil vare evigt, og det blev startskuddet på at dette sandede handels- og perlefiskersamfund skulle fremtidssikres gennem turisme- og finanssektoren.

Det får vi en lille forsmag på, da vi denne formiddag på egen hånd spadserer ad de travle boulevarder ned til havneområdet ved Dubai Creek. Det ene særprægede arkitektegnede højhus afløser det næste - og ind i mellem ses moderne moskéer.

Men det er ikke mange af Dubais oprindelige indbyggere vi møder på vores tur, men arbejdende tilflyttere fra andre lande. Nede ved havnen ligger husbåde tæt stuvet sammen og her kan vi se, hvorledes gæstearbejderne bor. Mange af dem arbejder i turistbranchen, men også som bygningsarbejdere etc. Det fortælles, at de ikke er specielt godt lønnet, men at det er sheikerne ”som skummer fløden”.

Dubais ældste bygning Fort Al Fahidi i bydelen Al Bastakiya

Dubais ældste bygning Fort Al Fahidi i bydelen Al Bastakiya


Dubai Museum

På en større byrundtur med lokalguide køres vi i bus ind mod centrum. Første stop er ved Dubai Museum og her ser vi noget af det ældst bevarede i denne moderne metropol - det gamle Al Fahidi Fort fra 1787. Fortet, der i sin tid blev bygget som forsvar for byen, blev i 1971 renoveret og indrettet som museum og   udstillingen giver et glimrende indblik i, hvorledes man levede her før olien blev fundet.

I fortets gård ses en maritim udstilling med bl.a. gamle skibe og et hus som det traditionelt var indrettet.

Det mest interessante er nok at se i museets underetage, hvor forskellige tableauer viser scener fra dagliglivet for blot en menneskealder siden. I naturlig størrelse vises handelsmænd, købmandsbutik, muslimskole, perlefiskere og bådbyggere m.v.

I den antikke udstilling ses fund fra Dubais mere end 2000-årige historie.

Verdens største guldring ses i guldsouken

Verdens største guldring ses i guldsouken


Souken i den gamle bydel Deira

Nede ved Dubai Creek tager vi vandtaxa over floden til bydelen Deira, hvor det gamle rådhus endnu ses. Her spadserer vi gennem souken (handelsgaden), hvor den eksotiske duft fortæller os, at vi er i souken for krydderier.

I en anden souk handles der med guld og diamanter (guldsouken). Vi ser bl.a. verdens største guldring!

Burj Al-Arab set fra molen på The Palm

Burj Al-Arab set fra molen på The Palm


Med udsigt til Burj Al-Arab

På vej mod stranden viser den lokale guide os endnu et indkøbscenter - Saga World. Ikke fordi vi skal handle, men måske mere fordi guiden synes, at vi skal se overdådigheden i både vareudbuddet og arkitekturen …

På stranden UMM Suqeim Beach - der er en af Dubais velbesøgte badestrande - har vi udsigt til et af Dubais kendteste symboler hotellet Burj Al-Arab. Dette 321 meter høje hotel har form som et down-sejl fra et af de traditionelle skibe.

Hotellet er verdens eneste (selvudråbte) syv-stjernede hotel med kæmpemæssige suiter dekoreret med guld og andre ekstravagante forhold – til priser pr. nat ”der svarer til en dansk årsindtægt”!

Lyset er ikke det bedste at fotografere i, så vi beder om at se hotellet fra forskellige vinkler og det ”perfekte” billede får vi fra The Palm (Palmen).

Det ekstravagante hotel Atlantis the Palm - blot et af hotellerne på Palmen

Det ekstravagante hotel Atlantis the Palm - blot et af hotellerne på Palmen


Palmen i Dubai

The Palm er en kunstigt anlagt ø skabt ved at pumpe millioner af kubikmeter sand op fra havbunden og har form som et enormt palmetræ. Palmen er fem km. i diameter, består af 16 palmegrene (tanger) og yderst omkranses Palmen af en 11 km lang mole.

Palm Jumeirah, som palmen normalt kaldes efter navnet på et af de mange hoteller som ligger her, er bl.a. bebygget med 5.000 villaer og lejligheder, en snes andre hoteller - bl.a. Atlantis The Palm – og har egne metro.

Fra Palmen er der også udsigt til højhusene ved Dubai Marina og der må vi over ...

Tæt bebyggelse ved Dubai Marina

Tæt bebyggelse ved Dubai Marina


Mellemøstens Manhattan

Højhusene står tæt og kaster skygge ned på de mange milliardær-yachter som ligger i verdens største anlagte marina.

Rundt om hele Dubai Marina løber en populær promenade, hvor der findes eksklusive restauranter.

Man kan ikke andet end måbe! når man står på promenaden og ser op på de tætstående højhuse med luksusejendomme og forretningskontorer.

Og man er endnu ikke færdig med at bygge ...

Efter arabisk musik lyder Whitney Houston med

Efter arabisk musik lyder Whitney Houston med "I Will Always Love You" - meget følelsesladet.


Middag med Burj Khalifa som nabo

Denne aften tager vi til indkøbscentret Dubai Mall hvor der er udsigt til verdens højeste bygning - det 818 meter høje Burj Khalifa.

Midt i Dubai Mall ses et gigantisk akvarium og bag indkøbscentret ser vi et fantastisk vand og lysshow ved Dubai Fountain.

Vi spiser en dejlig middag på den libanesiske restaurant Abd el Wahab, mens Dubai Fountain hver halve time toner ud i musik, mens hundredvis af store og mindre vandstråler med skiftende belysning danser i takt til musikken - alt mens Bujas Khlifa ses i baggrunden. En fantastisk aften, hvor vi også kommer ind på morgendagens rejse.

For vi er faktisk slet ikke på ferie i Dubai, men blot på gennemrejse på vej mod Melbourne i Australien, hvor vi skal rund på kontinentet med Gislev Rejser ...

Det 828 meter høje Burj Khalifa set fra Dubai Mall

Det 828 meter høje Burj Khalifa set fra Dubai Mall


Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Subaru
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt